10/07/2019
De fleste voksne er dybest set enige om, at det er nødvendigt at opdrage børn. Men her hører enigheden så op. I medierne har eksperter ofte hver deres opfattelse af, hvad rigtig opdragelse er: Nogle mener, at børn mangler opdragelse, andre, at grænsesætning er af det onde, og at man ikke må skælde ud, men blot skal være anerkendende over for børnene. Og i ganske mange år har det ydermere været sådan, at der med jævne mellemrum skabes en ny pædagogisk retning, der ofte præsenteres som noget, forældre bør følge i opdragelsen af deres børn, hvis de vil undgå at traumatisere dem helt og aldeles. Men nu skal skeen i den anden hånd, for børn bliver slet ikke opdraget, lyder det for tiden i Berlingske Tidende. Her gives der af diverse eksperter råd om mere fasthed, at voksne skal vise deres vrede overfor børnene, de skal ligefrem skælde ud på børnene, hvis de ikke makker ret. Ja vi skal ligefrem til at være autoritære i mødet med børn. Nogle siger, at det er det, der skal til, for at børn kan bevare respekten for voksne. Men det giver jo netop ikke respekt, men frygt for en, der er stærkere end barnet selv, altså respekt forstået som magt og frygt.
Af og til kan man som forælder spørge: ”Skal det være så svært … og har det altid været sådan?” Jo da, tidligere generationer har ofte klaget over, at børn og unge opførte sig mere respektløst og mindre disciplineret, end de selv gjorde, da de være børn. Og så glemmer vi helt, at nutidens børn også rummer positive resurser og karaktertræk: De er frie, ikke blindt autoritetstro, selvstændige og kritiske. Netop træk mange forældre gerne ser udviklet hos deres børn. Så må vi også accep tere, at bør nenes selvstændighed, deres iver efter deltagelse i deres eget liv, deres kritik af os og selvstændighed kan resultere i sammenstød.
Men som den aktuelle debat afslører, bliver 'opdragelse' tit reduceret til et spørgsmål om flere grænser, mere disciplin, mere autoritet til de voksne! Og det er ærgerligt, dersom reaktionen skal kunne tage patent på spørgsmål, som drejer sig om grænser, ansvar, krav, autoritet, sanktioner med videre. Og det bliver en forfladigelse af de egentlige problemer, hvis debatten kommer til at dreje sig om 'kæft trit og retning’. Det store norm- og værdiskred i vores samfund siden 60´erne har betydet, at vores holdning til børneopdragelse har ændret sig radikalt. Nye opdragelsesmetoder er under udvikling som erstatning for de gamle hårde metoder. Nu må opdragelse basere sig på ægte relationer mellem de voksne og børnene sådan, at krav, ansvar og sanktioner bliver forståelige for børnene, sådan at op dragelsen hviler… ikke på kæft og trit, men… retning!
