21/03/2026
“Jeg har opnået frihed.”
Det var noget af det, hun sagde, da vi evaluerede hendes forløb i denne uge.
Hun kom med en oplevelse af at være fanget i overspisning – hyppigt, med store mængder og med tanker om mad, der fyldte langt mere, end hun ønskede og egentlig kunne finde ro i.
I dag overspiser hun sjældnere, og når det sker, er mængderne mindre, samtidig med at tankerne om mad fylder markant mindre i hendes hverdag og ikke længere optager hende på samme måde som før.
Men det, hun selv fremhævede som noget af det vigtigste, var ikke kun det, der havde ændret sig i selve spisningen.
Det var følelsen af at være blevet mødt anderledes – at blive set, forstået og ikke dømt – og hvordan det langsomt havde gjort det muligt for hende også at begynde at møde sig selv på en anden måde.
At kunne være med det, der er, uden straks at skulle ændre det, fikse det eller dulme det med mad.
At give plads til sine følelser, sine behov og sine reaktioner – og opdage, at når det får lov at være der, så er der ikke på samme måde brug for at spise ovenpå det.
Samtidig beskrev hun en bevægelse væk fra de mere rigide regler omkring mad og over i en større fleksibilitet, hvor det ikke længere er enten-eller, men i højere grad noget, hun kan navigere i uden den samme indre kamp.
Hun er stadig i proces – særligt i sine relationer og i arbejdet med at mærke og sætte grænser – og det giver god mening.
For det her arbejde handler sjældent kun om mad.
Det handler om retten til egne følelser, til egne behov og til at sætte grænser – og om at kunne være i sig selv på en måde, hvor man ikke hele tiden skal væk fra det, der er.
Det er ofte dér, bevægelsen begynder.
