View of the Heart

17/12/2025

Tanker om julen...

Julen er hjerternes fest. Julen er børnenes fest. Glimmer, gran og glade familier i hobetal.
Desværre oplever ikke alle det helt på samme måde.
De der har mistet en nærtstående – og ikke kun i år, men også årene inden - vil mangle noget væsentligt denne jul.

De fleste har en helt speciel rolle i julen og ikke mindst juleaften.
Måske plejede du altid at aftale gaveindkøb med din søster. Ikke at have hende længere kan gøre indkøbene næsten uoverskuelige.
Måske plejede din far altid at putte mandlen i risengrøden og tænde de levende lys i juletræet. Når han ligger på kirkegården, giver det så mening at lade en anden gøre det fremover?
Måske stod din voksne søn for at hente træet på torvet og sætte foden på. Nu synes det alt for smertefuldt bare at tænke på et juletræ.
Måske var I sammen til børnenes juleafslutninger, nu står du alene og kan næsten ikke komme ud ad døren.
Måske var det mormor, der bagte vaniljekransene, og i år er første gang uden…

Hjerte rimer på smerte. Dem vi har elsket, elsker vi jo stadig, selvom de er døde.
At miste en nærtstående gør på ingen måde, at kærlighedsstrømmen stopper. Den bliver bare ”en-vejs” på en smertelig måde og øger for mange følelsen af ensomhed og magtesløshed.

Julen handler også om næstekærlighed og om at give. Ikke kun gaver! Men tanker, kærlighed og en hjælpende hånd.

Ikke alle er i stand til at række ud selv, men alle tager uendeligt gerne imod en lille pose med hjemmebagte småkager, en hyacint med et lille kort, et hurtigt glas portvin fra den flaske og de glas, du selv har medbragt og sidst men ikke mindst: et julekram givet fra og med hjertet. Et af dem, der giver styrke helt ind i knoglerne og trækker tårer i øjnene.
Intet af dette er farligt og koster ikke noget særligt økonomisk. Men det sætter sine dybe spor hos modtageren – og i allerhøjeste grad også hos giveren.

Med ønske om lys i mørket og glædelige stunder i juledagene ❤️

Line Bundgård-Poulsen
Familie- og psykoterapeut (MPF)
Hos View of the Heart

07/12/2025

Tanker om mindre børn i sorg…

”Jeg savner min mor…” siger den lille dreng på 4 år.
”Det kan jeg godt forstå!”
Der er mange måder, at lukke en samtale ned på. Dette er et eksempel på netop det.

Når børn kommer med så konkrete udmeldinger, har de noget på hjertet. Prøv i stedet at se deres udmelding som en invitation til dig.

”Jeg savner min mor…”
”Det gør jeg også… Hvad savner du hende til?”
”Jeg savner hende til at læse godnathistorier..”
”Ja. Det var hun bestemt også god til… Hvilke historier læste hun for dig?”
”Gæt hvor højt jeg elsker dig…”
”Den bog kender jeg ikke… Hvad handler den om?”
…
”Er der andet, du også savner hende til?” eller "Hvornår savner du hende mest?"

Når vi som voksne har svært ved at tale om det, der er besværligt eller sårbart, kan det handle om angsten for vores egen dødelighed, trangen til at beskytte børnene eller hvis jeg skal være skrap: Trangen til at beskytte os selv!
Det kan være frygteligt svært for mange, at bevæge sig derud hvor der ikke er erfaringer at støtte sig op ad. Men at noget er svært, er ikke en undskyldning for ikke at forsøge.
Desuden kan vi jo altid være ærlige – ikke kun overfor barnet, men også overfor os selv – og sige det, som det er: ”Puhaa… Det er helt nyt for mig det her, men jeg prøver alligevel…”

Nogle har måske også mødt denne her invitation:
”Jeg vil hentes af mor i dag!” siger den 3-årige pige 2 måneder efter mors død.
Hvad svarer man lige her…? Har barnet da slet ikke forstået, at mor er død?
Jo! Men små børn har en uklar forståelse af døden som endelig.

”Jeg vil hentes af mor i dag!”
”Kan mor hente dig i dag?”
”Nej…”
”Hvorfor kan mor ikke hente dig?”
”Hun er død…”
”Ja. Mor er død. Så kan hun ikke så godt hente dig… Men det kan far. Og han kommer, når vi har spist frugt.”

Det er i de små sætninger og samtaler, erkendelsen ligger og gradvist tages ind.

At skulle forholde sig til at mor eller far (søster eller bror) er død er som at skulle spise en elefant. Det kan på ingen mulig måde gøres i én mundfuld. Det kræver små og gentagne bidder over lang tid.
Og som voksne har vi pligt til at deltage i måltidet!

Med kærlig hilsen

Line Bundgård-Poulsen
Familie- og psykoterapeut MPF

Sessioner kan bookes på tlf. nr. 26 66 62 88.

Call now to connect with business.

18/11/2025

At være pårørende slider.
At være i sorg slider.
På energien. På kroppen. På hormonbalancen.

Når en livstruende sygdom bliver diagnosticeret, føles det for mange som at træde ombord på et lyntog. Et af den slags tog, der er i voldsom fart, kun har ganske få stop og som du faktisk ikke helt ved, hvor bringer dig hen. Selv om toget gør holdt, står du ikke af. For nok er turen ubehagelig, men du ved ikke, hvad du står af til. Så du bliver siddende og holder godt fast i svingene.

Sådan et tog var jeg ombord på, og sådan et tog steg Charlotte Ryberg Simonsen på tilbage i april 2016, hvor hendes mand, Peter, blev diagnosticeret med kræft, der allerede havde så meget tag i ham, at den var uhelbredelig.

I dette afsnit taler jeg med Charlotte om, hvad det gjorde ved hende som menneske, som kvinde, hustru og mor.
Jeg taler med hende om det fine møde med 2 forskellige hospicer, om den omsorg og kærlighed der mødte dem begge, om hvordan både hun og Peter, trods forværring i hans tilstand, blev ved med at holde fast i kernen, i håbet og kærligheden.
Jeg taler med hende om vigtigheden af at møde mennesker, der havde gået vejen før hende. Om det håb, de repræsenterede.
Og så taler jeg med hende om, hvad det var, der sendte hende ud på en ny rejse.

2 år efter Peter døde, føltes det stadig tungt og svært at være Charlotte. Selvom sorggruppen, hun havde gået i, gav mening, var der ikke den dybere bevægelse i sorgen, hun ønskede eller længtes efter. Hendes nysgerrighed sendte hende på opdagelse. Ind i kroppen. Ind i sindet. Og ind i hormonerne.
Der fandt hun, at de spor sorgen havde sat i hende, på mange måder mindede om, hvad kvinder, der nærmer sig - eller allerede er i overgangsalderen - oplever: Væsentligt udfordret søvn, kropslig uro, angst, hjernetåge og hukommelsesudfordringer, svingende humør og følelsen af at være i en osteklokke eller udenfor sig selv.
Det blev startskuddet til en ny retning i livet. En retning, der gav mening. Ikke bare for hende selv og andre, men også en begyndende mening i det meningsløse, hun havde oplevet ved at miste Peter.

Find lik til afsnittet i kommentarfeltet ❤️

31/10/2025

Tanker om børns sorg efter et tab...

Børn der har mistet en forælder, bekymrer sig mere om fremtiden, end børn der ikke har mistet.
De bliver oftere frustrerede, vrede, rastløse og indadvendte, hvilket gør det vanskeligt at bevare eller opbygge gode relationer til venner eller de andre i institutionen eller på skolen.

Mange børn, der har mistet en forælder vil i årene efter dødsfaldet opleve ulykkelighed, resignation, skyldfølelse, ondt i maven, tilbagetrækning, øget ængstelse og ked-af-det-hed, manglende tillid til mennesker og verden, utålmodighed, indlæringsvanskeligheder, fokuseringeudfordringer og aggressive udfald. Og her er det vigtigt at forstå, at det gælder i flere år efter et dødsfald og ikke kun i ugerne eller månederne efter!

Børn, der har mistet en forælder, får et helt nyt livsvilkår, der ikke bare forsvinder! Så selvom barnets sorg ændrer sig over tid, vil barnet altid være uden en forælder og dermed efterladt.
Følelsen af svigt fra den forælder, der døde, vil i perioder af livet fylde stort!

Mange børn går rundt med den tanke, at de selv er skyld i dødsfaldet eller kunne have gjort noget, så far eller mor ikke døde. Det er en forestilling eller overbevisning, der ikke forsvinder af sig selv, og som desværre får store konsekvenser på sigt, hvis ingen voksne, taler med børnene om det.

Ingen kan gøre alt. Mange kan gøre noget og dermed en forskel!
Det kræver ikke uddannelse, men derimod dannelse.
Det kræver ikke overmenneskelige evner, men bare medmenneskelighed.
Og så kræver det ærlighed og autencitet, og måske en lille smule mod.

Det gør ikke barnet noget godt, at blive beskyttet fra den virkelighed, de befinder sig i og som handler om tab, sorg og hverdag på en helt ny måde. Det gør faktisk kun skidt værre ikke at blive mødt, set og hørt i deres verden.

Disse børn kan ikke beskyttes mod det, der er en del af dem. Men de kan mødes af voksne – og andre børn – som tør stå med dem og tale med dem om det, der rør sig lige nu. De kan få fornemmelsen af fællesskab, når de føler sig allermest alene og fortabte. De kan føle sig holdt af, selv når det hele stritter og uroen fylder hele deres sendeflade.

Når børn ser hvordan voksne agerer overfor børn, der har det svært, vil de automatisk kopiere dem!
Vær derfor det gode eksempel og vis vejen, især hvis du er pædagog, lærer, medhjælper, spejderleder, sundhedsplejerske, træner eller bare forælder til et barn, hvis ven eller veninde har mistet sin mor eller far, søster eller bror.

Ingen børn børn bør føle sig forladt og alene med de svære tanker og følelser, der altid ligger i både det lange og det korte kølvand efter et væsentligt tab.

Kærlig hilsen

Line Bundgård-Poulsen
Familie- og psykoterapeut MPF
hos View of the Heart
Tlf.nr. 26 66 62 88

17/10/2025

Når et ungt menneske dør, vendes der op og ned på ret og rimelighed. Michael blev 38 år gammel. Jeg var 37. Vores døtre 6 og 8. Vores verden blev forandret for altid.

Michael blev døbt på Herlev Sygehus få dage inden han blev overflyttet til et Hospice i Hellerup. Han havde stadig en form for tro i sig eller på noget. Jeg havde mistet min.
Et stort tab fører altid flere tab med sig. Jeg mistede tillid til verden. En del af min identitet. Drømmene jeg (og vi) havde. Trygheden. Venner. Lyset. Glæden for en stund. Og ind imellem også mig selv.

Men jeg fik også noget. Jeg fik en større dybde. En viden om, at jeg faktisk kunne mere, end jeg troede. Jeg fandt et mod, jeg ikke vidste, jeg besad. Mit værdisæt blev ændret. Jeg udviklede nye sider og færdigheder. Og jeg fandt hjem, til et nyt selv, efter at have været væk… langt væk.. længe.

Den vej jeg er gået, har nogle nok syntes mærkelig, lang eller unødvendig. Som om jeg bliver ved med at holde fast i en, der døde for over 20 år siden. Men for mig handler det ikke om at slippe dem, jeg mister. De er med på min vej hele tiden.
Michael, min far, min mor, mine elskede bedstemødre. Et par vidunderlige veninder.
Det handler om at leve med dem, og leve godt med dem. At nå dertil hvor et tab, en død, det der var, ikke overskygger alt det jeg fik og det jeg stadig får. At mærke den styrke, det mod og ikke mindst kærligheden, de giver mig hver eneste dag.

I mit nyeste afsnit af ”EFTER LADT” taler jeg med Birger Kjærbye, hvis datter døde i juli sidste år. Hun blev 29.
Han fortæller om, hvordan hans sidste år har været med sorgen som følgesvend. Om vigtigheden af stilhed til tanker i naturen. Om særlige skæbnefællesskaber. Om åbenhed som en helende faktor. Og så fortæller han om, hvordan han har Sara med sig i sin hverdag og hvordan han bringer liv til hende ved at have lavet et musiklokale for den arv, han stod med. Penge han hverken havde bedt om eller fortjent.

Du finder link til afsnittet i kommentarfeltet ❤️

14/09/2025

”Jeg vil gerne have, du flytter sommerfesten ind på Sognegården efter bisættelsen.”
Det var det svar, jeg fik, da jeg snakkede med Michael om, hvad han ønskede, der skulle ske, NÅR han døde. Ikke HVIS. På det tidspunkt var vi langt forbi HVIS.

Mange afholder sig fra at tage de ”svære samtaler”.
Enten fordi de (endnu) ikke har accepteret dødens tilstedeværelse.
Eller fordi de ikke vil gøre den anden ked af det.
Eller fordi de tænker, det jo bare kan gøres en anden dag.
Eller fordi tiden ikke er helt rigtig.
Eller fordi det ikke føles rart og ordene ikke rigtigt vil…
Men hvad nu, hvis vi begynder at kalde den ”svære” samtale for noget andet. Ofte får vi jo ret i vores antagelser eller i den energi, vi går ind i en snak med.
Hvad hvis vi begynder at kalde den for den nærende samtale…
Eller den vigtige samtale. Eller den særlige eller kærlige samtale…?
Ville det så gøre den bare en lille smule lettere at gå til?

Der er ingen tvivl om, at de samtaler for mig har været af største vigtighed.
Samtaler om, hvad den mand jeg elskede, havde af tanker, hvis operationen i hjernen gik galt.
Samtaler om, hvem der skulle spille og synge i kirken, og om jeg ville tage kontakten, når tiden kom…
Samtaler om rammen for grav-øllen, hvem der skulle prioriteres de sidste dage på hospice, hvilke værdier, han ønskede, jeg skulle videregive til vores små døtre…
Selv om tilløbet til disse særlige og ærlige møder var besværlige, var der så stor kærlighed og læring i dem. Og ikke mindst gav de ro og retning i det, der ind imellem slet ikke var til at holde ud at være i.

Anette Traberg Lind siger det så fint i vores smukke samtale: ”En del af livet er, at lære at tage afsked med det.”
Det kommer ikke af sig selv, men ved at gøre det til en normal del af livet, at det har en afslutning, kan vi med tiden lære, at der ikke er nogen grund til at være bange. Hverken for at dø eller for at tale om den.
Og en ting er sikkert. Vi kommer alle til at gå den vej. Ingen har endnu overlevet livet.
Det vigtigste er at leve det, mens vi har det. Ikke kun overleve. Men virkelig leve det - og elske det. Døden sætter ofte livet i perspektiv og kan, hvis vi tager imod, give en eksistentiel vækst, vi ikke havde set komme.

Du kan følge linket i kommentarfeltet, hvis du vil lytte med ❤️

Kærlig hilsen
Line

24/08/2025

”Kan du se ham manden, der står henne ved vinduet?”
Med det spørgsmål åbnede Michael op for det, der skulle blive vores allersidste samtale.
Jeg flyttede langsomt mit blik mod vinduet, men kunne ikke se nogen – eller noget.
Michael lå med lukkede øjne, men havde ingen besværligheder med, at se ham.
Jeg spurgte til, hvordan han så ud, og om han genkendte ham. Jeg fik de roligste beskrivelser tilbage.
Jeg rundede den fine lille samtale af med det, der var vigtigst for mig at få sagt: ”Du må godt slippe livet nu. Jeg tror, han er kommet for at hjælpe dig over på den anden side…”

At få fornemmelsen af, Michael ikke ville være alene, når jeg slap hans hånd, gav så dyb en ro og satte mig fri til at sætte ham fri på et Hospice i Hellerup en onsdag i oktober i 2004.

Denne oplevelse har jeg få gange delt, når det har givet mening. For eksempel når et barn har stået overfor en terminalt syg søskende, eller i månederne efter et dødsfald, hvor det har været meget smertefuldt ikke at have været til stede, da døden indtraf.

Jeg har flere gange selv haft stærke fornemmelser af mine egne døde udover oplevelser med Michael. Min far, min mormor og farmor og så selvfølgelig min mor på min rejse i hendes fodspor i Mustang i juni.
De dukker med mellemrum op, hjælper, støtter, viser vej, løfter krogede pegefingre eller har en hånd på min skulder.
Jeg har også utallige fortællinger fra klienter, der oplever noget, der ikke kan bevises. Og ganske mange, der kommer og deler det, de har fået med sig fra en session med en clairvoyant.
Det gav derfor virkelig god mening at invitere Tine Ann Gaardsdal ind i min podcastverden.

Tine er clairvoyant medie og healer, og arbejder med blandt andet afdødekontakt.
I vores fine samtale fortæller hun, hvordan hun får kontakt, hvad hun oftest hjælper sine klienter med, om hendes egen vej og motivation for at gå den ret så specielle og til tider ensomme vej.
Hun fortæller om sin mormor, som følger med fra afstand, og om det særlige i, at både den efterladte og den afdøde får noget ud af de vigtige samtaler, hun får igennem.
Og så taler vi om, hvad de afdøde kan lære os om livet og om kærligheden.

Du finder link til Spreaker, Spotify og min YouTube-kanal i kommentarfeltet ❤️

Kærlige hilsner
Line

29/07/2025

”Sådan som du har det nu, bliver du ikke ved med at have det!”
Den sætning er en af de sætninger, der kan være håb i, når sorgen truer med at æde én op indefra.
Det er også en sætning, jeg tit giver til børn, der har mistet. Børn som ikke nødvendigvis har erfaring med, at stå i noget, der næsten ikke er til at holde ud og dermed heller ikke ved, at – om ikke alt – så i hvert fald meget, ændres over tid.

Der er altid bevægelse i sorgen.
Nogle gange synes den, altså bevægelsen, langsom eller nærmest ikke-eksisterende.
Nogle gange har vi mest af alt lyst til at flygte fra det, der skaber uro, smerte, sorg, vrede, magtesløshed og frustration.
Nogle gange kan det synes lettere, at lade være med at gå ind gennem den dør, hvor der står ”SORG” på.
Men at lade være med at træde derind, vil også afholde os fra at mærke den kærlighed, der meget ofte hænger uløseligt fast med sorgen. Det vil være at gøre kærligheden lille, som Michael så fint opfordrede mig til ikke at gøre.

Ensomhed er ofte en u-inviteret medløber, når det handler om sorg og de følelsesmæssige reaktioner, der følger med et tab. Ingen kan gå vejen for dig. Men det er ofte muligt at finde en, der kan gå den med dig. I hvert fald for en stund.

I mit nyeste afsnit af ”EFTER LADT” taler jeg med Ulrik Hedrich Munk, der mistede sin hustru, Trine, for lige over et halvt år siden. I min optik er det et tab, der stadig er tæt på. I andres langt fra.
Ulrik fortæller, at det at finde en, der havde gået vejen før ham, gav både mening og håb i det, der kunne føles håbløst. Det var som om, ”der var én, der satte det lange lys på i mørket.”
Ulrik deler også sin erfaring med at huske at leve, grine og holde pauser fra sorgen, for ellers bliver det alt for hårdt at være i.
Sammen taler vi om vigtigheden af, ”at turde stikke hånden ind i hvepseboet med mellemrum, for at finde ud af, om de stadig er der eller stikker.”
Når vi genbesøger en form for tilstand, finder vi ud af, vi har bevæget os – og nogle gange længere end vi troede muligt.

Du kan lytte med på den fine samtale med Ulrik på Spotify, Spreaker og min YouTubekanal.
Du finder links i kommentarfeltet, hvor du også finder de 30 andre smukke og berigende samtaler med fantastiske mennesker med noget væsentligt på hjerte ❤️

Tak fordi du læser og lytter med 🙏

16/07/2025

I over et år har jeg optaget, redigeret og delt smukke og ærlige samtaler med fantastiske mennesker om sorgen, sorgens veje og spor i min podcastserie ”EFTER LADT”.
Det hele er udsprunget af et dybtfølt ønske om at oplyse, om at forsøge at komme berøringsangsten til livs, om at skabe genkendelse for den giver ro dybt inde, og ikke mindst om at forstå eller måske nærmere begribe sorgens forskellighed hos alle dem, der har mistet. Deriblandt mig selv.

Der er afsnittet med en modig kvinde, der har gået caminoen med sin afdøde mand i hjertet.
Der er afsnittet om at elske både ham, der er død og ham den nye, der pludselig dukker op.
Der er afsnittet om hvordan man som ung kvinde til to små børn rejser sig igen efter en rystelse af de helt store.
Der er afsnit om betydningen af mod, om at skabe en god dag på trods, om at ingen skal definere, hvordan sorgens skal se ud, om vigtigheden af at tale om den hustru, der døde alt for tidligt, om at der kan vokse livsglæde ud af at have mistet sit barn, om styrken i at være sårbar, om at leve med en, der har valgt livet fra, om at miste sin mor som 10 årig og de spor, det har sat, om at blive ældre end sin egen far og om vigtigheden af at kunne og turde bringe humoren ind i sorgen.

Der ud over har jeg bragt fagfolk ind til at oplyse mig (og andre) om, hvordan mad og følelser hænger sammen. Hvilke faktorer der var i spil, da jeg stoppede med at spise, efter Michael døde. Og hvordan diagnoser og sorg hænger sammen eller i virkeligheden forstærker hinanden. Om det nærmest umulige i at sørge, hvis tankemylder, afledning, uro og manglende retning i livet, fylder hver dag.
Om vigtigheden af ritualer, når alt er kaos og erfaringerne små eller ingen.
Om vigtigheden af at turde mærke sin krop, også selv om der har været lukket helt ned for den, fordi det, der mærkedes ikke var til at holde ud.
Om det spirituelle lag og hvordan det er muligt at holde kontakten, selv om der ikke er puls længere.
Om hvad det gør ved børn, når de mødes af tavshed og berøringsangst.
Om alt det børn faktisk mærker, selv om der ikke sættes ord på det fra deres nærmeste.
Og mange flere...

Der er flere afsnit i støbeskeen…

Afsnittene findes nu også på min YouTube kanal, og desuden på Spreaker og Spotify.
Du finder link til de forskellige kanaler i kommentarfeltet.

God lyttelyst og tak fordi du læste med ❤️

Kærlig hilsen
Line

04/07/2025

”Hvor har du dine døde henne?”
For nogle virker det måske som et bizart spørgsmål. For de døde er da døde og er der dermed ikke nogen steder.
For mig er det et helt naturligt spørgsmål, som åbner op for den tro, vi måske ikke er så trænede i at tale om.
Så hvor har jeg mine egne døde?
Min mor havde jeg tydeligere end nogensinde i Mustang. Hun gik med mig på de støvede stier og veje. Hun sad med mig udenfor grotten i Chungsi. Og hun var med mig i det rum, jeg vidste, jeg ikke kom til at sove i, da vi overnattede på thehuset i Bhena.
Da jeg ankom til hendes dødsleje få timer efter, hun var stoppet med at trække vejret, vidste jeg, at selvom hun tydeligvis ikke længere var i sin krop, var hun nu et sted, hvor hun endelig kunne hjælpe mig efter 10 lange år med Alzheimer og tåger.
Michael har jeg ikke længere så tydeligt hos mig. Det er også 20 år siden, han døde. Men i mange år var han i og omkring vores hus. Han sad på bænken ude på terrassen. Han legede med lyset i stuen, når jeg tvivlede. Han passede på vores piger, på mig og på huset om natten, så jeg kunne sove trygt trods storm, rusk og regn.
Min far har jeg i mange år haft med mig på tennisbanen. Når jeg har spillet dart i sene nattetimer og som en stemme, der kærligt guider mig, hvis jeg er kommet for langt væk fra min sti.

Naturlige spørgsmål for mig er også:
”Hvad bruger du dine døde til?”
Eller ”Hvad vil din døde mor, far, ægtefælle, søskende, søn eller datter sige til dig lige nu, hvis vi gav ham eller hende en stemme?”

Det kan være sårbart at bringe sin spiritualitet ud i det offentlige rum.
Det kan være sårbart at dele de meget personlige og særlige oplevelser, der ikke kan og helst heller ikke skal forklares.
Nogle træder et skridt baglæns og tænker, nu rabler det da for hende. Eller forsøger at forklare det, jeg ikke har brug for en forklaring på.
Måske vi i stedet kan øve os i at lytte, modtage og lade vores indre vidder åbne sig.
Vi behøver ikke altid dele vores mening.
Vi kan også bare rumme uden at dømme. I accept. I respekt.

I det nyeste afsnit af ”EFTER LADT” taler jeg med livskloge Maibritt Isberg Andersen. Vi taler om spiritualitet og særlige møder. Om hvad der skal til for at kunne modtage de døde i deres form. Om tro, håb og ikke mindst kærlighed.
Du finder links til afsnittet i kommentarfeltet.

Kærlig hilsen
Line ❤️

30/06/2025

”Hvis du ikke er bevidst om dine værdier, giver det god mening, du ikke kan finde din retning.”

I sidste uge sad jeg i en session med en mand i begyndelsen af 50’erne, der var gået i stå i sit liv.
Det sted han stod, var ikke tilfredsstillende.
Det var ikke nærende.
Det var ikke livgivende.
Det gjorde ham trist og modløs og ikke mindst træt.
Han havde svært ved at finde retningen videre. De retninger han forsøgte, syntes at ende blindt. Hele tiden dukkede der yderligere besværligheder op, og så gik han i stå igen.

Da jeg havde fået denne indsigt, stillede jeg ham følgende spørgsmål:
”Hvad er dine 3 vigtigste værdier i livet?”
Han lyttede. Han var tydeligt overrasket over det egentlig enkle og alligevel væsentlige spørgsmål.
”Skal jeg svare nu…? Jamen… Det ved jeg ikke…”
Jeg bad ham om lige at tænke i 5 minutter og så komme med helst to. Den sidste måtte han godt vende tilbage med senere…
”Kærlighed!”, sagde han.
”Tak!” svarede jeg. ”Lad os kigge på, hvor du har det eller ikke har det i dit liv nu?”

Sammen med hans værdi nr. to var der noget, der åbnede sig. Som om hans brille var blevet pudset og det liv, han stod midt i, blev tydeligt.
Det var som om, hans kompas igen havde fået en nål eller en pil, der pegede mod nord.
Med den pejling, kunne han også se, hvor mange gange og på hvilke måder, han havde afledt sig selv, for ikke at mærke frustrationen, der havde hobet sig op gennem de sidste par år.
Men mest af alt mærkede han, hvordan en ny bevægelse åbnede op og skabte en nysgerrig lyst til at se, hvor disse nye vinkler, kunne føre ham hen.

Det er ikke kun sorg, jeg arbejder med.
Overskriften for det arbejde, jeg elsker at lave, handler nok mere om, at hjælpe mennesker med finde vej eller finde hjem, blandt andet gennem en større bevidsthed og måske frasortering af det, vi troede, var vores eller væsentligt i livet.

Og du skal være så hjerteligt velkommen ❤️

28/06/2025

Podcastafsnittet med Marie Steenberger står stadig klart i min hukommelse. Måske fordi jeg har en stærk personlig interesse i lige netop det, Marie ved så meget om. Måske fordi der var så fine fællestræk i vores måder at forsøge at mestre vores væsentlige tab på.

Da Michael døde, stoppede jeg med at spise.
Faktisk stoppede jeg allerede, da han stoppede med at indtage mad få uger før, han døde.

Der er så meget kærlighed i mad.
I at udtænke en ret eller en menu.
I at tilberede den langsomt og med fuldt nærvær.
I at servere den med omtanke og kærlighed.
I at nyde maden sammen med en man elsker eller holder af.

Der var også noget med, at sulten overdøvede tomheden. Og sulten kunne jeg kontrollere. Det var straks mere besværligt med sorgen, ensomheden og magtesløsheden...

Jeg har netop lagt vores fine samtale ud på min YouTube-kanal. Du finder linket i kommentarfeltet.

Kærligst Line ❤️