11/11/2025
Ofte vores første reaktion når vi bliver ramt i nervesystemet pga ubehagelig adfærd 💔 Om vi bliver her længe eller går i kamp, flugt, frys er forskelligt afhængig af vores overlevelses strategier. Alle sammen strategier for at undgå det ubehag der vækkes i os.
Jeg kender KRYB tilstanden selv - alt for godt - Jeg ser KRYB i mine klienters nervesystem, men jeg ser den også i min omverden.
Det kræver mod og tid at lære nervesystemet først at stå, så gå, vælge sig selv… små skridt mod et mere selvkærligt liv, med sund grænsesætning og et aktivt valg om at ville relationer, tanker og følelser som vækker lys, liv og glæde ♥️
🪢 FAWN – den tilpassede bevægelse
Fawn er kontakt som beskyttelse.
En kropslig bevægelse mod den anden, når feltet bliver uroligt, og trygheden kun findes i tilpasningen.
Det er nervesystemets sociale intelligens, der søger stabilitet gennem resonans. En gammel biologisk viden, der siger: jeg må være den, du kan holde ud at mærke.
Fawn aktiverer de relationelle kredsløb, der regulerer via blik, stemme og tone. Kroppen mærker hele rummet på én gang – små forandringer i ansigtsmuskler, pauser, stemningsskift. Pulsen stiger ikke nødvendigvis af frygt, men af følsomhed. Systemet tuner sig ind for at sikre, at forbindelsen ikke brister.
Et barn i Fawn læser stemningen hurtigere, end nogen taler. Det smiler, hjælper, tilpasser sig,
fordi dets krop mærker, at samhørighed er liv.
Når de voksne siger “hvor er du nem at have med”,
mærkes det som kærlighed – men kroppen betaler prisen. Hvis trygheden kun findes i at være “rigtig”,
begynder barnet at forme sig efter andres rytme
i stedet for at finde sin egen.
Hos voksne ses Fawn ofte som empati, hjælpsomhed, harmoni. Men bag den ro ligger et nervesystem,
der konstant justerer sig for at bevare balance i relationen. Den, der mærker alle, glemmer let sig selv.
Man siger ja for hurtigt, forstår for meget,
trækker vejret lavt for ikke at fylde for meget.
For i stillheden kan afvisning gemme sig,
og i konflikt kan kærlighed føles truet.
Men Fawn er ikke fejlagtig – den er vis.
Den viser, hvor dybt mennesket er formet til gensidighed. Når den får plads, bliver den til finfølt intuition, til evnen til at mærke og afstemme uden at miste sig selv. I balance er Fawn det sociale nervesystems mest subtile kunst: den rytmiske dans mellem jeg og vi.
At støtte et menneske i Fawn handler ikke om at kræve modstand, men om at skabe et felt, hvor nej’et føles sikkert. At tilbyde resonans, ikke spejling – for resonans forudsætter forskel. Når kroppen mærker, at tilknytning kan bære autenticitet, bliver tilpasningen igen til bevægelse.
Fawn er ikke underkastelse, men en længsel efter samhørighed uden tab. En kropslig bøn om, at kontakt kan rumme individualitet. Når vi møder den med respekt, åbner den sig som den fineste vej til menneskelig forståelse: ikke blot at kende den anden,
men at kunne mærke sig selv midt i mødet.
Illustration: AI
