04/10/2025
I de sidste fem år har jeg levet isoleret - de sidste tre år alene i et hus i skoven. Det kan lyde idylisk men der har bestemt været mange nuancer i det. Der har blandt andet været lange perioder med meget lidt kontakt med andre mennesker - ja nogle gange er der gået dage eller uger uden at jeg har set et andet menneske. På en måde har jeg skabt mit eget stille-retreat herude i skoven – og for at være helt ærlig, så har det faktisk også været virkelig smukt. Jeg ville ikke have været foruden den oplevelse.
Jeg har nydt freden, stilheden og naturen. Jeg har nydt at være alene – og jeg har det godt i mit eget selskab. Jeg har haft sat farten ned. Og så har jeg virkelig værdsat de sociale relationer og møder som jeg har haft - ekstra meget. Jeg har elsket bare at lade stilheden fylde. At dykke ned i egne tanker og følelser. At lytte til fuglene, regnen eller bare være nærværende i de simple ting i livet. At mærke mig selv og lytte til og stole på min intuition.
Men isolationen har selvfølgelig også haft en bagside. For når man lever alene og trækker sig fra verden, så opstår der helt naturligt ensomhed. Man bliver nemt afskåret. Det er en anden form for ensomhed end den man også kan mærke sammen med andre mennesker for her er det en selvskabt ensomhed. Ensomheden er kommet lidt i bølger, for selvom jeg har elsket freden, har jeg også mærket savnet af mennesker i perioder. Jeg holder af at være sammen med andre, jeg har jo i mange år undervist og været omkring mange mennesker, og jeg elsker den særlige energi, der opstår mellem mennesker, når der deles dybt og når man er nærværende sammen. Men jeg er også glad for mit eget selskab og for at værne om min energi. Det er også selvkærligt.
Noget af det, jeg har lært, er, at isolation kan blive en form for tryghed. Og dér er det værd at stoppe op og spørge sig selv om jeg bliver i det, fordi det er godt for mig – eller fordi det er trygt? Ofte er det sundt at udfordre sig selv og gøre det, som man mærker modstand på.
Jeg kunne sagtens blive boende herude i skoven og jeg kommer helt sikkert til at savne at bo mellem høje træer, høre fuglenes glade kvidren, ugleungerne der skriger om natten og at have plads omkring mig uden at skulle forholde mig til andres energi. Men jeg kan også mærke, at jeg er klar til at bryde med min selvskabte isolation og vende tilbage til de mere sociale lag af livet. Jeg er jo nødt til at være en del af verdenen ellers kunne jeg lige så godt være blevet boende på ashram i Indien. Det elskede jeg i øvrigt også, mens mange andre oplevede det som tortur.
Noget af det, jeg især har mærket i min tid alene, er, hvor meget andre menneskers energi påvirker mig. Efter at jeg har levet isoleret i skoven, er jeg blevet endnu mere følsom overfor energi, og når jeg så er ude blandt mennesker, mærker jeg deres energi endnu tydeligere end før. Eller jeg er nok bare blevet mere opmærksom på det. Jeg kan mærke det usagte, det undertrykte, de underliggende følelser og stemninger – og det har været meget brugbart i mit arbejde med andre mennesker, men i mit privatliv kan det bestemt også være en udfordring. Jeg er derfor meget selektiv med hvem jeg inviterer ind i mit liv og det vil jeg fortsat være. Jeg har nemlig brug for mennesker som tager ansvar for egne følelser og energi. Vi må gerne være i det hele, alle følelser har en funktion og ego'et er også et værktøj, så længe vi er ærlige overfor os selv.
Jeg har lært meget de sidste fem år om ro, intuition, selvkærlighed, energi, ensomhed og om hvordan vi er medskabere af vores egen virkelighed. Men jeg kan også mærke, at nu er det tid. Tid til at skulle noget nyt, til at åbne op igen for nye møder og relationer. Vi lærer noget i mødet med os selv og noget andet i mødet med andre.
