11/11/2025
Det er faktisk ikke særligt mange år siden, at jeg troede, det var vigtigt for heste, at få hovedet ned. Jeg troede ryggen kom op, når det hoved kom ned.
Det er heller ikke særligt mange år siden, at jeg troede lidt bag lod var fint, så længe hovedet kom ned.
Hvor jeg troede det var vigtigt at fortælle hesten, at den ikke kunne slippe af sted med...
Hvor jeg troede konfliktadfærd var li med skøre vaner eller dramatik.
Hvor jeg troede mangel på modstand og hovedet ned betød afslappet hest.
Da jeg endelig gik fra chamboner, glidetøjler og pessoaer, troede jeg, at jeg gjorde hestene en tjeneste med lange indspændinger, desentivisering og "jeg giver dig tøjlen, hvis du finder det gode sted at være" træning.
Dengang så jeg ikke alle de små signaler. Dengang forstod jeg ikke hvad jeg forudsagede.
Jeg troede på "hoved ned ryggen op", "mangler styrke", "bare en skør vane", "skum er et godt tegn", "få grader bag lod gør ikke noget, det en del af processen" "hesten har brug for kontakten på tøjlen" "den trækker fordi den elsker at springe" "den er ikke begrænset af næsebåndet" osv. osv. osv.
Jeg havde ikke nogen ond mening med det jeg gjorde. I min verden var det omsorg og kærlighed der lå til grund - jeg ville jo hjælpe hestene til at få det nemmere/bedre ikk?
Jeg er helt sikkert langt fra perfekt i dag! Langt langt fra. Jeg føler nogle gange jeg har et ben i hver lejr. Jeg forstår hvor svært forandring kan være. Hvor lang tid det kan tage. Hvor ondt det kan gøre, at indse hvordan hestene oplever den tilgang man påfører dem. Jeg kan se de små forbedringer i det der slet ikke er godt. Samtidig ville jeg ønske det hele blev "væk" fra den ene dag til den anden. At folk stoppede helt op. Stoppede med, at gøre, når de ikke kan gøre uden at hesten oplever stress og smerte. Jeg ville ønske alle heste fik en stor flok og en løsdrift at gå i, men jeg forstår også godt hvor upraktisk det er, at bygge en hel stald om, og sætte heste som i hele deres levetid har været dysfunktionelle flokmedlemmer sammen på kryds og tværs fra i morgen. Jeg forstår godt, hvor svært det er, at tage chancen for foldskader (uanset videnskab), når hesten koster 300.000+. Jeg forstår godt hvor svært det er, at sige nej til den beridder man har haft i 20 år. Jeg forstår godt det svære valg mellem indtjening og etik (jeg har også haft eget firma).
Jeg forstår godt de mange sider og nuancer.
I dag kan jeg dog ikke acceptere alt, selvom jeg forstår det. Det er kommet for langt. Det er blevet for rådt. Tvang, hårdhed, quick fixes... det er blevet alt for meget. Jeg kom ind i hesteverden i en tid hvor disciplinen var ved at glide ud imellem hænderne på os. Hvor alle pludselig kunne ride samling fordi de sad tungt, "satte" hestens hoved i en ramme, og red godt fremad. Kun få i dag, får disciplinen med. De få rider stort set ikke stævner i dag, fordi disciplinen er forsvundet.
I dag er ponyer for åbne og for urolige fortil i LD og LC?
I dag er heste der forlænger hele kroppen/rammen i fri trav, ikke samlede nok?
I dag er heste der ikke træder over eget spor i arbejdstrav, ikke nok under sig? I dag er høje benløft, heste der forlænger deres skridt?
Det hele er blevet helt forkert. Helt baglæns.
I dag får vi ekstreme mængder af viden, indikationer, konklusioner foræret om hestes velfærd. Alligevel skal man kæmpe for, at få lov til, at ride stævne med den trense eller den sadel hesten har det bedst med? Regler for udstyr laves ud fra synsninger, frem for videnskab og faglighed.
Hjælpetøjler, longeringssystemer, bid og alt muligt andet udstyr, sælges ukontrolleret som muskelopbyggende, balancerende, hasebøjende, ergonomisk og anatomisk. Vi spænder aldrig en gjord skævt, men kan i dag købe "ergonomiske" gjorde med forskudte spænder?
Fagligheden er det største problem, som jeg ser det.
Det var et manglende forklaringsansvar, der gjorde, at jeg gjorde som jeg gjorde. At jeg lyttede til de jeg lyttede til. Jeg fik ikke spurgt hvorfor. Ingen af de jeg har fået undervisning af har nogensinde været onde mennesker. Aldrig haft intentionen om, at være onde mod hestene. Ligesom jeg, havde de blot heller ikke spurgt deres egen læring "hvorfor?" "hvordan?" "hvornår?".
I årtier er ingen blevet stillet til ansvar for deres faglighed i hesteverden. I dag har vi derfor utallige undervisere som, i god mening, underviser i synsninger. Individuelle forståelser og følelser. Næsten ingen kan længere forklare hvordan noget skal se ud, hvor og hvordan det skal føles, hvornår noget er rigtigt og hvorfor. Man kaster om sig med faglige udtryk, men kan ikke forklare hvad de betyder. Hvornår de kommer i spil. Hvem der kan sætte dem i spil. Osv. De få der kan, vil mange ikke ride ved, for så kan de ikke "få lov" til, at ride alle de øvelser de mener de kan.
I dag kan alting være flot, så længe de som står højest i hierarkiet siger, at det er det. Uanset om disse kan forklare hvorfor det er flot eller ej.
I dag kræver jeg mere. Både af andre og af mig selv. I dag tager jeg gerne ny viden ind, rykker mig, flytter mig, ændrer min praksis, men det skal komme fra faglighed. Faglighed som kan forklares, illustreres, udpeges, praktiseres, dokumenteres, bevises (med andet end 40 års erfaring/hundredvis af førstepræmier på højt niveau). Skal det være perfekt? Nej. Sort hvid? I teorien ja! Vi kan simpelthen ikke blive ved med, at mene at det er individuelt for den enkelte hest, om den eks. kan gå samlet med næsen bag lod. For gør vi det, så ændrer vi på definitionen af det faglige begreb - samling. Det kan vi ikke. Det har vi ikke ret til. Det giver en alt alt alt alt for bred "ramme", som ingen kan navigere i/forsvare/forklare/definere/dokumentere = de problemer hesteverden står i i dag.
