CORE trivsel, Ganløse (2025)

05/11/2025

𝗩𝗶 𝘀𝗻𝗮𝗸𝗸𝗲𝗿 𝗺𝗲𝗴𝗲𝘁 𝗼𝗺 𝗯ø𝗿𝗻𝗲𝗻𝗲 – 𝗺𝗲𝗻 𝗵𝘃𝗼𝗿 𝘁𝗶𝘁 𝘀𝗻𝗮𝗸𝗸𝗲𝗿 𝘃𝗶 𝗺𝗲𝗱 𝗱𝗲𝗺?

Der er mange måder at se mistrivsel på.
For nogen er mistrivsel et punkt på handlingsplanen.
En linje på whiteboardet.
Noget, vi skal snakke om (igen).
Noget, vi lige skal fikse.
For andre er mistrivsel et barn, der skriger og græder.
Der sparker til skoletasken.
Der råber “jeg vil ikke, jeg vil ikke…” hele vejen i bilen.
Et barn, der klamrer sig til én, mens man prøver at sige farvel og køre på arbejde.
Og for nogle helt tredje…
er mistrivsel en følelse.
Af frygt.
Af ikke at kunne.
Af blodets dunken i ørerne.
En knugende mave.
Kvalme.
Som om verden falder sammen.
Som om jeg falder sammen.
Med en eksistentiel tanke: “Måske er det sådan her, det føles at dø.”
Der er mange måder at se mistrivsel på.
Men én ting er sikkert:
Vi voksne kan ikke – i vores vildeste fantasi – sætte os i det sted, barnet sidder i lige nu.
Ikke, medmindre vi selv har prøvet det.
Ikke, medmindre vi selv har siddet midt i smerten.
Og har vi det…
så ved vi også, at det ikke hjælper at blive set som én, der skal fikses.
Eller én, der kan fikses på et voksenmøde.
Én, der bare skal tage sig sammen og komme i skole igen.
Én, der “skaber sig” og forstyrrer de andre.
For det, der virkelig er brug for,
er at blive set.
Mødt.
Forstået.
Rummet.
Hjulpet stille på vej.
Et ægte kram.
Tryghed.
En at snakke med.
En hjælpende hånd.
Det er dét, jeg oplever, der mangler i skolen lige nu.
Mistrivsel skal gribes i opløbet – ikke først, når skaden er sket.
Men sker det alligevel – og det gør det jo –
så skal vi være der.
Det handler ikke om at erstatte lærere og pædagoger.
De gør et kæmpe arbejde – hver eneste dag.
Men mistrivsel kræver en anden form for opmærksomhed.
Mennesker, der har tid, blik og ro til kun at fokusere på det, der ligger bag barnets mistrivsel.
Der kan skabe bro mellem barnet, familien og skolen.
Ikke flere (velmenende) systemer.
Men i stedet mennesker i øjenhøjde.
Dedikeret til opgaven.
Vi skal stå klar til at gribe.
Til at støtte.
Og til at hjælpe børnene (og forældrene) tilbage til ro, selvværd og livsglæde 💛

03/11/2025

🤷🏻‍♀️ 𝗝𝗲𝗴 𝗳𝗼𝗿𝘀𝘁𝗮̊𝗿 𝗱𝗲𝘁 𝘀𝗶𝗺𝗽𝗲𝗹𝘁𝗵𝗲𝗻 𝗶𝗸𝗸𝗲.

Der findes børn, der mistrives.
Forældre, der gør alt, hvad de kan.
Og mennesker – som mig og mange andre – der står klar til at hjælpe.

Alligevel lyder ordene igen og igen – fra skolerne, fra systemet, fra dem der prøver at få det hele til at hænge sammen:
“Vi har allerede vores egne ressourcer, vores egne værktøjskasser og systemer, der fungerer.”

Men hvis alt det virkelig rakte…

så ville der jo ikke være så mange børn, der har ondt i maven over at skulle i skole.
Så mange forældre, der føler sig alene, udmattede og opgivende.
Så mange lærere, der må se på, mens et barn stille glider ud af fællesskabet – selvom de faktisk gør alt, hvad de kan.

Jeg ved godt, at man som familie altid kan købe hjælp selv.
Og ja – det er der heldigvis nogen, der vælger at gøre.
Men jeg ved også, at ikke alle har råd til den pris dét koster.
Omvendt har ingen råd til at betale den pris, det koster 𝙞𝙠𝙠𝙚 at gøre det.
For barnet. For familien. For hele fællesskabet.
Jeg forstår bare ikke, hvorfor vi holder fast i et system, der kun lukker hjælp ind fra ét sted – selvom vi er mange, der står lige her, klar til at gøre en forskel.

Hvorfor skal det være så svært at hjælpe og løfte i flok, når alle faktisk vil det samme?

Jeg forstår det ikke 🤷🏻‍♀️

- Mariah
CORE trivsel

27/10/2025

🧐❓ 𝗩𝗶𝗹𝗹𝗲 𝗱𝘂 ø𝗻𝘀𝗸𝗲, 𝗱𝘂 𝗵𝗮𝘃𝗱𝗲 𝗲́𝗻 𝘃𝗲𝗱 𝗱𝗶𝗻 𝘀𝗶𝗱𝗲 𝘁𝗶𝗹 𝗺ø𝗱𝗲𝘁 𝗺𝗲𝗱 𝘀𝗸𝗼𝗹𝗲𝗻 – 𝗲́𝗻, 𝗱𝗲𝗿 𝗸𝘂𝗻𝗻𝗲 𝘀𝗸𝗮𝗯𝗲 𝗿𝗼, 𝗯𝗲𝘃𝗮𝗿𝗲 𝗼𝘃𝗲𝗿𝗯𝗹𝗶𝗸𝗸𝗲𝘁 𝗼𝗴 𝘀𝗶𝗸𝗿𝗲, 𝗮𝘁 𝗱𝘂 𝗯𝗹𝗲𝘃 𝗵ø𝗿𝘁?

Jeg går med en idé og jeg er nysgerrig på, hvad du tænker.

Når et barn ikke trives, ender mange forældre i møder med skolen, hvor stemningen hurtigt bliver tung.
For når mødet handler om ens barn, bliver alt personligt.

Man sidder dér med en klump i mave og hals, prøver at forstå, hvad der egentlig bliver sagt, og vil bare gerne sikre, at ens barn får den hjælp, der skal til.

- Nogle bliver usikre på, hvad skolens ord egentlig betyder.
- Andre bekymrer sig over, hvad en “underretning” eller “handleplan” kan føre til.
- Og mange mister overblikket over, hvem der egentlig har “bolden”.

Som forælder er man ikke bare deltager til et sådan møde.
Man føler sig vurderet og nogle gange angrebet – og det gør det svært at holde sig rolig og objektiv i et møde, hvor alt står åbent.

- - -

Jeg overvejer derfor at tilbyde professionel bisidning som en del af COREtrivsel – en slags tolk og ro-skaber mellem forældre og skole.
Ikke som paragrafrytter, psykolog eller kommune-dame, men som en neutral støtte, der hjælper med at skabe tryghed, oversætte det, der bliver sagt, og sikre, at alle parter bliver hørt og forstået.

Mit formål er enkelt:
At gøre samtalerne lettere – og løsningerne bedre, fordi kommunikationen bliver klar og tryg.

Det er i virkeligheden dét, min rolle som bisidder skal skabe:
At forældre ikke bare overlever samtalen, men går derfra med ro i kroppen, forståelse og tro på processen.

Jeg forestiller mig, at det kunne fungere sådan her:
En kort samtale inden mødet for at forberede dig, jeg deltager under selve mødet, og vi samler trådene bagefter.

Jeg er nysgerrig:
Ville det være en støtte, du kunne se dig selv bruge, hvis du stod i en svær situation med skolen?
Eller hvis du har prøvet det før: ville sådan en hjælp have gjort en forskel for dig? 💛

Tak for at dele dine tanker 🙏

24/10/2025

Men nogle dage føles det bare ikke sådan.
Man tvivler.
Man føler, man fejler som forælder.
Man skammer sig over ikke at kunne skåne sit barn for alt det svære.
Man står dér – magtesløs og lille – og mærker, at det gør ondt helt ind i hjertet.

Jeg kender selv den følelse.
Jeg ved, hvor ubarmhjertig den kan være.
Hvor kold, rå og selvnedbrydende den føles, når man står midt i den.

Men uanset hvordan det føles,
så ændrer det ikke på én ting:
Du gør det så godt du kan.
Du gør dit bedste ♥️

Og “at gøre sit bedste” betyder ikke altid, at du skal kunne klare alt selv.
Nogle gange betyder det, at du bærer.
Andre gange betyder det, at du rækker ud.
Begge dele er at gøre sit bedste.

Et barns mistrivsel gør ondt på os alle.
Og ingen skal føle at de står alene.

09/10/2025

𝗝𝗲𝗴 𝘁𝗿𝗼𝗲𝗱𝗲, 𝗷𝗲𝗴 𝘃𝗮𝗿 𝗱𝗲𝗻 𝘃𝗼𝗸𝘀𝗻𝗲. 𝗜𝗻𝗱𝘁𝗶𝗹 𝗷𝗲𝗴 𝗺æ𝗿𝗸𝗲𝗱𝗲 𝗯𝗮𝗿𝗻𝗲𝘁 𝗶 𝗺𝗶𝗴 𝗶𝗴𝗲𝗻.

Jeg har tænkt meget over det her med, at arbejdet med børn og trivsel ikke kun handler om de børn, vi ser i dag.
Det handler også om barnet i os selv.

For uanset hvor voksne vi bliver, bor det barn stadig i os.
Det barn, der engang følte sig alene.
Det barn, der stadig længes efter at blive set, elsket og forstået – præcis som det er.

Og nogle gange bliver vi mindet om det barn på den mest brutale måde.
Som når man mister en forælder.

Selvom man i mange år har været den voksne for sin forælder – den, der tog ansvar, holdt sammen og fik tingene til at fungere –
så sker der noget, når den forælder pludselig ikke er der længere.
Pludselig står man dér, midt i sorgen… og i alt det, der kommer efter sorgen.
Ikke som den voksne, der har styr på det hele.
Men som barnet, der har mistet.

Og det føles helt skørt, hvordan man på et øjeblik kan mærke det barn så tydeligt igen.
Barnet, der stadig håber på at få den kærlighed, man brugte et helt liv på at prøve at fortjene.
Og som man nu ved, aldrig kommer.

Og dén sorg… den går dybere end selve tabet.
For det handler ikke kun om den, man har mistet –
men om alt det, man stadig længes efter.

Det er tre år siden, jeg mistede min far.
Men det tog mig ud på en langt større rutsjebanetur, end jeg nogensinde havde forestillet mig.

Og lige dér ligger en vigtig erfaring.
For det forklarer også, hvorfor mit arbejde betyder så meget for mig.

For arbejdet med børn handler ikke kun om dem.
Det handler også om os voksne.

Om at turde se på de dele af os selv, der stadig længes.
Om at tage os kærligt af det barn, der stadig bor i os.

For hvis vi ikke gør det,
så kommer vores egne uforløste længsler og sår alligevel til at styre, hvordan vi møder vores børn.

Men når vi tør tage os af det barn i os selv – når vi tør give os selv det, vi engang manglede –
så kan vi møde børnene omkring os på en helt anden måde.
Mere ægte. Mere roligt. Mere kærligt. Og langt mere forstående.

For vi ved, hvordan det føles at være dem 💛

07/04/2025

🤷🏻‍♀️ "𝗧𝗷𝗮𝗮 𝗺𝗼𝗿... 𝗗𝗲𝘁 𝗯𝗹𝗲𝘃 𝘀𝗮̊ 𝘁𝗶𝗹 𝗲𝘁 𝟰 𝘁𝗮𝗹 𝗶 𝗱𝗮𝗴𝗲𝗻𝘀 𝗽𝗿æ𝘀𝘁𝗮𝘁𝗶𝗼𝗻
- Måske du skal gøre dig lidt mere umage i morgen?"

Hvordan ville det egentlig føles?

Hvis vores børn dagligt vurderede os på, hvordan vi klarede os.

Gav os karakterer for:
💹Om vi var tålmodige nok.
💹Om vi sagde de rigtige ting.
💹Om vi lyttede godt nok.
💹Om vi var “gode nok” til at være forældre.

Nogle dage 12 med pil op - andre dage en anden karakter.

Og hvad med lærerne og skoleledelsen?

Hvordan ville det være at gå på arbejde og få karakterer for dagens undervisning, for pædagogisk indlevelse eller
ledelsesmæssige beslutninger – vurderet af eleverne?

Lyder det absurd?

Det er præcis sådan, mange børn oplever deres hverdag.

At deres værdi måles. At de hele tiden skal præstere. Levere. Passe ind. Rette ind. Og vurderes.

Men et barn er ikke en præstation - hverken i skolen eller i hjemmet. Et barn er et menneske, der vokser og udvikles!
Og det vokser altså bedst, når det føler sig trygt, set og mødt – ikke målt og vejet, og i den forbindelse bange for at lave fejl!

Prøv et sekund bare at sætte dig i barnets sted og forestil dig en hverdag, hvor du ikke skal “levere” for at føle dig god nok.
Hvor relationen til dine forældre, lærere og venner, er centrum - og ikke præstationen!

Det er dét, jeg arbejder for med CORE - Cultivating Our Real Essence.
Fordi dit barn – ligesom dig – fortjener at blive mødt for den, de er. Ikke bedømt og vurderet, for det, de gør.
𝗦𝗮̊ 𝗺𝗮̊𝘀𝗸𝗲 𝗲𝗿 𝗱𝗲𝘁 𝘃æ𝗿𝗱 𝗮𝘁 𝘀𝗽ø𝗿𝗴𝗲 𝘀𝗶𝗴 𝘀𝗲𝗹𝘃:
𝗛𝘃𝗼𝗿𝗱𝗮𝗻 𝗸𝗮𝗻 𝗷𝗲𝗴 𝗶 𝗱𝗮𝗴 𝘃𝗶𝘀𝗲 𝗺𝗶𝘁 𝗯𝗮𝗿𝗻, 𝗮𝘁 𝗱𝗲𝘁 𝗲𝗿 𝗲𝗹𝘀𝗸𝗲𝘁 𝗼𝗴 𝘃æ𝗿𝗱𝗶𝗳𝘂𝗹𝗱𝘁 – 𝗯𝗮𝗿𝗲 𝗳𝗼𝗿𝗱𝗶 𝗱𝗲𝘁 𝗲𝗿?

xoxo Mariah Shastynn

CORE trivsel

05/11/2025

03/11/2025

27/10/2025

24/10/2025

09/10/2025

07/04/2025

Adresse

Internet side

Underretninger

Genveje

Del

Type