15/12/2025
Årets afslutning og julen har en særlig evne til at gøre ensomhed synlig. Ikke fordi vi pludselig er mere alene, men fordi tempoet stiger, og alt omkring os peger på fællesskab, planer og relationer. Det er i kontrasten, det mærkes. Hvem vi mangler. Hvem der ikke længere er. Og måske også det vi aldrig fik.
Ensomhed handler sjældent kun om at være alene. Den handler ofte om det, vi har mistet undervejs. Relationer der gled ud, mennesker der forsvandt, eller sider af os selv, vi måtte give slip på for at høre til. Når vi må betale med vores inderste kerne for at høre til, så mister vi noget af dyrebareste vi har og det koster på selvværdkontoen og det split det giver i sjælen fører til stor ensomhed.
Når vi ikke giver de tab plads, kan de begynde at sætte sig som tvivl på vores egen værdi. Når fraværet af nogen også betyder et fravær af din indre betydning.
Julen kan forstærke den følelse, fordi alt er så synligt. Bordene, stolene, historierne der gentages. Og de øjeblikke, hvor stilheden afslører det, der ikke længere er en del af vores liv.
For mig handler denne tid ikke om at fikse ensomheden, men om at møde den ærligt. At turde se på det, der gør ondt. Og nogle gange kræver det også, at vi tør græde over det, vi har mistet. Gråden er ikke et tegn på svaghed, men en bevægelse i os, der hjælper med at hele vores sår og bringer os tættere på os selv og vores egen sandhed.
Ensomhed kan også være noget, vi står i sammen med os selv. Og det kan være meningsfuldt. Men hvis ensomheden bliver for voldsom, er det vigtigt at række ud og opsøge de fællesskaber, der findes i julen. De er der, netop fordi ingen skal sidde alene, hvis man ikke ønsker det. At have brug for andre gør os ikke mindre stærke. Det gør os menneskelige…..
