Manuvision Kropsterapi ved Melika Dam Temiz

02/12/2025

Lidt om tryghed og grænser i det kropsterapeutiske rum - og en lille øver i at udtrykke noget foran et kamera 😉😮‍💨🫶🏽

26/11/2025

Forløsning eller integration?👁️
Når jeg mærker ubehag eller smerte, fysisk som psykisk, er jeg fuldstændigt kodet til at ville have det til at gå væk. Det er min første reaktion på det, jeg mærker. Også selvom jeg arbejder som terapeut og godt VED, at det er inde i det felt, jeg må kigge for at.. Ja for hvad? At finde en løsning, fikse noget.. Det bliver som en gordisk knude. Og det er klart, at vi søger mod behag fremfor ubehag. Men. Jeg tror, der er noget med, hvordan vi går til det. Hvordan jeg nærmer mig mig selv. Fordi de steder, som gør ondt i mig, er steder, jeg har forladt. Det er min oplevelse. Det er kropsdele, tanker, følelser, som der på et tidspunkt ikke har været plads til dømt, og som jeg helst ikke vil have noget at gøre med. Eller steder som har måtte arbejde ekstra hårdt for at kompensere for det, som har givet op. Så når jeg går til det, jeg mærker, med en intention om, at det skal gå væk eller forløses, kan jeg komme til at skabe mere af det samme. Mere af samme problem. Jeg øver mig dagligt i at kalde de dele af mig hjem, som snakker. Og kvaliteten af den opmærksomhed og de tanker, jeg knytter til det, betyder noget! Ikke som en tænkt ting, men de sansninger og skift i det jeg mærker er fuldstændigt knyttet til det. Når jeg går til det på den måde, åbner sig en helt ny indre verden op, hvor jeg må stille mig lyttende. I kærlighed. Hvad end det betyder. Her kan noget ske. Jeg gør det til en del af den praksis at undersøge netop det som noget, der kan blive ved med at udfolde sig. Det er for mig her ord som udvikling og bevidsthed begynder at flette sig sammen. Som noget meget jordisk og kropsnært.

Kunst fra Livs indre verden

16/11/2025

Jeg oplever verden gennem et filter.
Jeg ved det ikke, før jeg mærker det. Det indfiltrende filter. Spændingen, der holdes i bindevævet. Det væv, som binder alt i os sammen fra inderst til yderst i hele den måde, vi holder os selv oprejste. Jeg bliver bevidst om det filter, når noget ændrer sig.
I forskellene, i bevægelsen mellem dualiteter, der hvor noget nyt kan opdages. Når kroppen bevæger sig eller jeg bliver bevæget. I møder med noget eller nogen, som rammer ind i det filter, gør mig opmærksom på det, helt automatisk, fordi det er det, vores natur gør.
Hvis vi kun så, at alt er ens, ville vi ingenting kunne se, tænker jeg. Skyggen bliver nødvendig for at få øje på lyset. Vi glemmer det. Jeg glemmer det. Når jeg dømmer halvdelen af mig selv ude og ikke ser dets nødvendighed og berettigelse.
Der er også en frihed. At mærke hvor formet og indviklet, jeg er. For så ved jeg, at muligheden for det modsatte også eksisterer som et potentiale. Som noget jeg i glimt også er og har mulighed for at mærke. For ellers ville jeg ikke vide af nogen af delene. Og der er en bevægelse, en udvikling, allerede i gang. Måske som noget, jeg kan læne mig lyttende ind i og give mere og mere lov.

27/10/2025

23/10/2025

Ret standard hverdagsmorgen. Livet post Oliver og børn 🤡 Det er lige her, jeg har aller størst mulighed for at øge mit nervesystems kapacitet til at være med og holde mere energi i min krop. Selvom alt her gennem skærmen emmer af good vibes og kærlighed, så hvis det stod til mit nervesystem, sad vi alle helt stille og spiste vores mad, vi kunne høre vinden udenfor, og der blev aldrig talt i munden på hinanden. Men det er godt nok et lille sted at leve fra. For *ud hvor er der meget LIV i det her, vi har gang i. Og det vil jeg gerne! Med pauser ind i mellem, for det må også godt være til 🙏🏼🤲🏼

21/10/2025

2/2 “Se dine valg”
var en sætning jeg fik til en evaluering, da jeg var i gang med min efteruddannelse i chok- og traumeterapi. Den dukker tit op hos mig for tiden. Jeg går stadig og tygger på den, men den er begyndt at vise mig noget.
Den dukker op, når jeg er presset. Når jeg har mistet orienteringen eller har lyst til at kæmpe, flygte, eller jeg føler mig fanget i en situation. Det føles som om, ordene giver mig et lille rum indeni, hvor noget kan rykkes bare en lille smule rundt. Som om selve ordene skaber plads til noget andet og mere end at reagere umiddelbart ved at kæmpe, flygte eller være ubevægelig - eller væk. Når jeg står der (ofte med et eller to børn hængende om benene i fuld nedsmeltning), føles det ikke som om, jeg har noget andet valg end at gå med de umiddelbare impulser, som er til for at beskytte mig selv. Men der er alligevel sket noget. Der sker noget! Ved blot at se og skabe forbindelse til det, der kan bevidne. Jeg tror, det, der er svært at gribe om her, er det lille, men store skift fra at tro, jeg skal gøre noget med det, til at være med. Og at begynde at opdage, at det mere har at gøre med en indre reorganisering end noget, jeg skal tænke mig til og gøre anderledes 🤲🏼

21/10/2025

Om nervesystemet og vores valg🍁

21/10/2025

1/2 🍁
“Nervesystem” er virkelig blevet et buzz-word, nærmest en floskel. Tilstandene kamp, flugt, frys, kollaps, fawn kender mange også til, er mit indtryk. Jeg oplever en tendens - også i mig selv - til at komme til at se alt andet end det rolige, ventralt vagale, som noget dårligt, og at vi helst ikke skal hen i et frys for eksempel. Det giver i og for sig god mening, da det at være der, i det frys eller den kamptilstand, tit og ofte har rod i gamle traumer og tilknytningsmønstre og sender os ind i overlevelse frem for at leve. MEN vejen til mere frihed og mere LIV er ikke ved at holde nervesystemets mønstre ud i strakt arm og dømme dem forkerte. Simpelhen fordi vi ikke kan undgå at havne der, fordi det er det, vi er kodet til, når vi møder noget svært i livet. Men tvært imod har vi mulighed for at lave en anden bevægelse, hvor vi byder os selv, som vi er, velkomne. Hvor vi kan træne nervesystemets kapacitet til at være tilstede med de forskellige tilstande. Det handler om bevidsthed. Ikke som tanker. Men som en del af os, der har mulighed for at blive og mærke og ikke lader sig rive med af de historier, som knytter sig til de svære tilstandes opståen.

🤲🏼

19/10/2025

I dag har jeg følt mig uinspireret. Træt. Og det bedste spørgsmål, jeg har kunne stille mig selv, har været; Hvordan kan jeg møde op i mit liv, også når jeg har en forestilling om, at den måde, jeg har det på, strider imod at skulle møde op. Hvordan kan jeg være tilstede her lige nu? Når jeg går med de spørgsmål, er det som en stille accept af flere dele af mig selv og min virkelighed. For at bringe mig selv tilstede, skal jeg ikke et andet sted hen, hvor jeg er mere frisk, mere forbundet, mere likeable. Spørgsmålene viser mig, at vejen går gennem det, der er! Også det trætte, ugidelige, underskudsagtige. Der er jeg også 🤲🏼🍁❤️

18/10/2025

Om selvagens og relation 🌱🤲🏼