Manuvision Kropsterapi ved Melika Dam Temiz

04/02/2026

Symptom og årsag 🌋
Det er spændende med ord.
Forstår vi, jeg, egentlig, hvad vi selv siger, når vi omtaler vores oplevelse af os selv og vores krop med termerne “symptom” og “årsag”? Selv når noget i os ved, at “behandling” af årsagen er bedre, mere holdbart, end behandling af symptomerne, som er udløst af årsagen. Vi taler om, at årsagen til smerter et sted kan skyldes en spænding eller skævhed et andet sted. Vi ordner årsag og symptom i det samme “lag”. Prøver at fikse årsagen fra det samme sted, som vi gerne vil fikse symptomet.
Hvad hvis vi ikke kan finde årsagen på samme måde som symptomet? Hvis årsagen er at finde i et helt andet lag af os selv, et som er sammenflettet med vores udsyn og identifikation i verden. Hvis årsagen er sååå TÆT på OS, at vi ikke kan se den, før vi relaterer til os selv og livet på en anden måde?
Vi kan ikke se årsagen, før vi pludseligt gør, før selve vores bevidsthed er en anden. Når vi oplever dette, er symptomet væk. Fordi det ikke behøver være der til at fortælle os, at vi kan stille os anderledes med os selv.
Et spørgsmål jeg, vi, kan sidde med, når vi havner der, hvor vi vil ændre en oplevelse vi har i vores krop kan være:
Fra hvilken forståelse af mig selv bliver min krop organiseret?

19/01/2026

https://system.easypractice.net/book/kropsterapi-ved-melika-dam-temiz

Jeg har åbnet kalenderen for enkelte tider i februar, som du selv kan booke via dette link.

Du kan også kontakte mig på kontakt@melikadam.com eller tlf.: 42927644 - så finder vi en tid sammen (som måske ikke er i booking-kalenderen).

Kærligst,
Melika

Velkommen til!Her kan du bestille tid til Manuvision kropsterapi. Behandling foregår på Stokkerupvej 12, Græsted.Kontakt mig hvis du har spørgsmål til...

17/01/2026

Min lærer sagde engang, jeg var til behandling hos ham - ‘Du er foran dig selv’. Jeg forstod det ikke dengang. Jeg troede, jeg gjorde, og det røg ind på hylden som et kompliment.
Når jeg mærker det nu, at være foran mig selv, så handler det om overlevelse. Det handler om, at alt det sensitive og fine, som ligger inde bagved, bliver lukket ned og efterladt for at kunne opretholde en form for effektivitet.
Det handler også om at have forstået noget, men ikke levet det. Ikke have kroppen med. Og det er dybest set at forlade mig selv. Det kan vist ikke siges at være unormalt eller en sjældenhed heller.
En anden lærer sagde, at nogle gange må vi sætte os ned og vente på, at den del, der er løbet afsted, opdager, at noget ikke er fulgt med og vender tilbage. Og at vi ikke har en chance, hvis begge aspekter løber rundt i søgen efter den anden. Det sværeste er at stoppe op. Sætte sig ned og vente. At tøve. At lade bevægelsen vente på åndedrættet.
Men det er vigtigt. Og det er kærligt.

12/01/2026

Når jeg er fanget i mit forsvar, møder jeg ikke livet, som det er. Jeg har ikke mulighed for ægte kontakt. Det, jeg sanser, skaber jeg noget rundt om. Jeg tager afstand, skaber historier om det, jeg mærker, placerer det et andet sted, end der hvor det er i øjeblikket.

Jeg håndterer det for at kunne føle mig tryg. Men det er en falsk tryghed, som bunder i utryghed.

Vi organiserer hele vores liv omkring vores forsvar, og vi forveksler tryghed med at kunne kontrollere, hvordan livet får lov at møde os.

Når jeg et øjeblik mærker min krop åbne sig for sansning, en umiddelbar føling af vinden, vandet, varmen, kulden - når den kontrol, jeg konstant navigerer efter, ikke er en del af min oplevelse, kan det føles farligt. Ikke fordi det er det. Men fordi jeg er så identificeret med at holde sammen på “mig selv”, og jeg forveksler at give slip på den kontrol med udslettelse.

Det, jeg ikke ser, er, at det er selve den kropslige oplevelse af at leve i forsvar, der står i vejen for, at jeg kan være i bevægelse med livet - at jeg kan LEVE, se mig selv og verden, som den er, og et ægte møde kan opstå 🙏🏼

05/01/2026

Jeg har lyst til at åbne op for at dele mere fra en verden, jeg har færdes i det meste af mit liv, og som har formået at optage og inspirere mig både som barn, ung og voksen.

Relationen med heste!

Jeg har gennem tiden studeret forskellige former for horsemanship og akademisk ridekunst. Det meste har jeg dog lært gennem de 20 år og af de utallige timer, jeg har haft med mine to røde, stærke, direkte og kompromisløse islandske hopper, Skál og Nala.

Med dem har jeg kunne lære om energi. Om kommunikation, der foregår via kropssprog, men også alt det, som er usynligt for øjet. Og det er noget af det, jeg gerne vil give videre til nogen, som:

- Ønsker at lære sig selv og sin hest bedre at kende
- Har udfordringer i relationen med sin hest
- Interesserer sig for noget af det samme og ønsker undervisning
- Er nysgerrig på sig selv, måske ikke har hesteerfaring, men kunne tænke sig at opleve sig selv gennem relationen til en hest - du låner min hest, Nala.

Du må meget gerne dele budskabet med nogen, som kunne have interesse.
Jeg kommer igen og igen tilbage til, at grundstenene og alt det vigtige, der sker, når jeg er i relation med mennesker i mit arbejde som kropsterapeut er det samme, som jeg lærer gennem hestene. Og det er værd at dele.

Kontakt mig her eller på mail: kontakt@melikadam.com og se evt min hjemmeside for mere info om mig: melikadam.com

02/12/2025

Lidt om tryghed og grænser i det kropsterapeutiske rum - og en lille øver i at udtrykke noget foran et kamera 😉😮‍💨🫶🏽

26/11/2025

Forløsning eller integration?👁️
Når jeg mærker ubehag eller smerte, fysisk som psykisk, er jeg fuldstændigt kodet til at ville have det til at gå væk. Det er min første reaktion på det, jeg mærker. Også selvom jeg arbejder som terapeut og godt VED, at det er inde i det felt, jeg må kigge for at.. Ja for hvad? At finde en løsning, fikse noget.. Det bliver som en gordisk knude. Og det er klart, at vi søger mod behag fremfor ubehag. Men. Jeg tror, der er noget med, hvordan vi går til det. Hvordan jeg nærmer mig mig selv. Fordi de steder, som gør ondt i mig, er steder, jeg har forladt. Det er min oplevelse. Det er kropsdele, tanker, følelser, som der på et tidspunkt ikke har været plads til dømt, og som jeg helst ikke vil have noget at gøre med. Eller steder som har måtte arbejde ekstra hårdt for at kompensere for det, som har givet op. Så når jeg går til det, jeg mærker, med en intention om, at det skal gå væk eller forløses, kan jeg komme til at skabe mere af det samme. Mere af samme problem. Jeg øver mig dagligt i at kalde de dele af mig hjem, som snakker. Og kvaliteten af den opmærksomhed og de tanker, jeg knytter til det, betyder noget! Ikke som en tænkt ting, men de sansninger og skift i det jeg mærker er fuldstændigt knyttet til det. Når jeg går til det på den måde, åbner sig en helt ny indre verden op, hvor jeg må stille mig lyttende. I kærlighed. Hvad end det betyder. Her kan noget ske. Jeg gør det til en del af den praksis at undersøge netop det som noget, der kan blive ved med at udfolde sig. Det er for mig her ord som udvikling og bevidsthed begynder at flette sig sammen. Som noget meget jordisk og kropsnært.

Kunst fra Livs indre verden

16/11/2025

Jeg oplever verden gennem et filter.
Jeg ved det ikke, før jeg mærker det. Det indfiltrende filter. Spændingen, der holdes i bindevævet. Det væv, som binder alt i os sammen fra inderst til yderst i hele den måde, vi holder os selv oprejste. Jeg bliver bevidst om det filter, når noget ændrer sig.
I forskellene, i bevægelsen mellem dualiteter, der hvor noget nyt kan opdages. Når kroppen bevæger sig eller jeg bliver bevæget. I møder med noget eller nogen, som rammer ind i det filter, gør mig opmærksom på det, helt automatisk, fordi det er det, vores natur gør.
Hvis vi kun så, at alt er ens, ville vi ingenting kunne se, tænker jeg. Skyggen bliver nødvendig for at få øje på lyset. Vi glemmer det. Jeg glemmer det. Når jeg dømmer halvdelen af mig selv ude og ikke ser dets nødvendighed og berettigelse.
Der er også en frihed. At mærke hvor formet og indviklet, jeg er. For så ved jeg, at muligheden for det modsatte også eksisterer som et potentiale. Som noget jeg i glimt også er og har mulighed for at mærke. For ellers ville jeg ikke vide af nogen af delene. Og der er en bevægelse, en udvikling, allerede i gang. Måske som noget, jeg kan læne mig lyttende ind i og give mere og mere lov.

27/10/2025

23/10/2025

Ret standard hverdagsmorgen. Livet post Oliver og børn 🤡 Det er lige her, jeg har aller størst mulighed for at øge mit nervesystems kapacitet til at være med og holde mere energi i min krop. Selvom alt her gennem skærmen emmer af good vibes og kærlighed, så hvis det stod til mit nervesystem, sad vi alle helt stille og spiste vores mad, vi kunne høre vinden udenfor, og der blev aldrig talt i munden på hinanden. Men det er godt nok et lille sted at leve fra. For *ud hvor er der meget LIV i det her, vi har gang i. Og det vil jeg gerne! Med pauser ind i mellem, for det må også godt være til 🙏🏼🤲🏼

21/10/2025

2/2 “Se dine valg”
var en sætning jeg fik til en evaluering, da jeg var i gang med min efteruddannelse i chok- og traumeterapi. Den dukker tit op hos mig for tiden. Jeg går stadig og tygger på den, men den er begyndt at vise mig noget.
Den dukker op, når jeg er presset. Når jeg har mistet orienteringen eller har lyst til at kæmpe, flygte, eller jeg føler mig fanget i en situation. Det føles som om, ordene giver mig et lille rum indeni, hvor noget kan rykkes bare en lille smule rundt. Som om selve ordene skaber plads til noget andet og mere end at reagere umiddelbart ved at kæmpe, flygte eller være ubevægelig - eller væk. Når jeg står der (ofte med et eller to børn hængende om benene i fuld nedsmeltning), føles det ikke som om, jeg har noget andet valg end at gå med de umiddelbare impulser, som er til for at beskytte mig selv. Men der er alligevel sket noget. Der sker noget! Ved blot at se og skabe forbindelse til det, der kan bevidne. Jeg tror, det, der er svært at gribe om her, er det lille, men store skift fra at tro, jeg skal gøre noget med det, til at være med. Og at begynde at opdage, at det mere har at gøre med en indre reorganisering end noget, jeg skal tænke mig til og gøre anderledes 🤲🏼