Healing Rejser

01/12/2025

Julens (mistede) kraft

Julen i Danmark er en vild nordisk tradition, der blev kristnet. Man tog en årstids-ceremoni, som engang var rå, svedig, erotisk, dybt kropslig og spirituelt kompromisløs og man gav den en kristen sløjfe. Først katolsk, siden protestantisk. Hver bølge gjorde den lidt pænere, lidt mere indendørs. Lidt mindre farlig.

Nu er der bjældeklang i højtaleren, glitrende tilbudsreklamer, overtrætte børn (og voksne). Batterilys fra Jysk, kunstige striksweatre fra Kina og forventningen om, at alt skal være “som det plejer”.

Julen er et ritual, der blev domesticeret. Tæmmet!
Pillet fri af sin kraft og lagt i pæne hænder.

Før vi fik kalendergaver og familie-selfies, stod vi ude i kulden og bad universet om at lade os overleve.
Når verden blev kold og farlig, tændte vi bål, delte kroppe, sang os i trance, indtog planter der kunne åbne sanserne og bad solen om at vende tilbage.
Nu sidder vi nu pænt og ser Disneys Juleshow og spiser klejner på kommando. Vi går til den årlige samling i kirken og folder hænderne pænt.
Og så står der pludselig et dødt træ i stuen, pyntet som en diskobold.

Hvem fanden fandt på at skifte druk og hor ud med oblater og en gåtur rundt om en fældet træ?

Julen er der, hvor mørket er på sit højeste. Der, hvor vi konfronteres med:
Hvem vi savner,
hvad vi ikke fik,
hvad der gør ondt,
hvad vi længes efter.
Det er ikke bare et kalenderlys og megapakker med brunkager. Det er vores psykes vinter.
Og vi forsøger at overdøve det med gløgg og gaver.

Så hvad hvis det mest menneskelige i julen ikke er gaverne, men sårbarheden?

Det er dér, hvor gamle ritualer og psykedelisk arbejde mødes:
Der hvor facaden falder, og ærligheden træder frem.

Jul er jo i sin kerne en døds- og genfødselsceremoni:
Solen dør. Lyset genfødes.
Det er den samme logik som i ceremoniens mørke.

Så hvis december føles tung, ensom eller meningsløs, så er det ikke dig der er galt på den.
Det er din krop, der husker, hvad denne tid egentlig handler om.
Det er ikke dig, der mangler julehumør.
Det er den utæmmede del af dig, der ikke kan få luft! Det er længsel efter din kraft, din sårbarhed, dit ÆGTE nærvær.

Julen behøver ikke mere glitter for at kunne føles i hjertet. Den behøver mere sandhed.

Så her kommer opfordringen fra os:

Tænd et lys for det, der gør ondt.
Bræk traditionerne op, hvis de klemmer.
Skab et lille ritual, der faktisk betyder noget for dig.
Lad kroppen komme med, ikke kun kalenderen.

Læg hånden på dit bryst.
Træk vejret tre gange.
Og lad mørket vide, at du har set det.

For når mørket er tættest på, er det ikke pynt, der bærer os.
Det er forbindelsen.
Til hinanden. Til os selv. Til noget større end overforbrug og julesange i kvickly.

Jul er en overgang. En genfødsel.
Du må gerne mærke den, langsomt.

Julen er stadig magisk. Den venter bare på, at vi tør åbne døren.

26/11/2025

Kom og pust heeelt ud i en stund uden krav 💜.

Noget i dig har besluttet, at du ikke længere vil være udmattet og smile pænt igennem det.

Det dirrer og sitrer. Butikkerne bugner af "gør det selv-hygge" i stærke julefarver. Muzakken har bjældeklang, og din næse løber lidt.
Meget af Danmark er halv- eller helsyg og huskelisterne vokser allerede.

December står for døren. Den travleste tid på hele året.
Du løber så stærkt, at du efterlader din krop et sted i suset fra to-do-listen.
Du kender tilstanden, men noget i dig har besluttet, at den leg er ved at være gammel.
Nok med at ræse med.
For hvad? Hvad er det egentlig, du prøver at bevise?

Derfor møder du op, lige der, hvor dagens travlhed er ved at slippe og nattens ro endnu ikke har taget over.
Der hvor den første ud af de fire hellige søndage så småt falder til ro og vi samles i cirklen.

Vi laver en særlig stilhed, lige før december tager over.
Et mellemrum mellem huskelistens krav og den gamle trang til at blive set som verdens bedste til at julehygge.

Her kan du læne dig ind i din længsel efter ro.
Uden at skulle trække dig helt væk.

Denne aften er et blidt åndedrag midt i mørket.
Et ceremonielt rum, hvor du ikke skal præstere, forklare eller fikse noget.
Du skal bare være.

Jeg guider dig med stemme, krop og nærvær.
Vi lander sammen i det dybere felt.
Der hvor din krop begynder at løsne og slappe af.
Der hvor min stemme bærer dig hjem.

Du kan sidde i sofaen, rulle dig ind i et tæppe eller finde din meditationspude frem.
Intet kamera påkrævet. Kun din tilstedeværelse.
Vi åbner, mærker, jeg guider og synger og vi afslutter i stilhed.

Tid: Søndag 30. november kl. 20–21.30
Sted: Online via Zoom
Pris: 250 kr.
Link til billet i kommentarsporet.

Kom som du er.
Der er plads til det hele.
Du må gerne lande i din krop.

17/11/2025

Når du ikke kan mærke, hvad du har brug for

Der er perioder i helingsarbejdet, hvor din krop bliver stille.
Ikke den trygge stilhed, men den mærkelige, lidt fjerne tavshed indeni. Den slags stilhed, hvor du næsten bliver i tvivl om, hvorvidt du overhovedet mærker noget som helst.

“Jeg ved ikke, hvad jeg føler.”
“Jeg kan ikke mærke min krop.”
“Jeg bliver flov, når nogen spørger hvordan jeg har det.”

Det er dybt genkendeligt.

For når vi sidder i cirklen på retræten og spørger dig:
“Hvad mærker du i kroppen?” … og du mærker den lille låsthed i ikke at vide, hvad du skal svare, det er ikke en fejl. Det er ikke din mangel. Det er kroppen, der gør det, den lærte for længe siden.

Ofte er det eneste du mærker i det øjeblik, en stille skam over ikke at mærke noget. Men den skam er også en dør, hvis du tør.
Den fortæller, at du for alt for længe har været nødt til at lukke ned for de mere subtile signaler i dig selv for at kunne leve i en verden, der på mange måder er alt for meget.
Det er en kloghed. Ikke en svaghed.

Når kontakten til kroppen er lukket ned, bliver det også svært at svare på det næste spørgsmål, som kommer igen og igen i cirklen:
“Hvad har du brug for?”

Her kan den samme larmende stilhed opstå.
Et hulrum indeni, hvor du leder efter noget, der ikke er kommet frem i lyset endnu.

Men den stilhed er ikke tom.
Den er overgang.
Du har ikke mistet kontakten til dig selv, du har blot gemt den væk.

Og nu er du i gang med at genopbygge den.
Det tager tid for nervesystemet at slippe den årvågenhed, det har båret i så mange år.
Det tager tid at lære at lytte igen, uden at skulle oversætte alt til ord og funktioner.

Når du står i denne fase, er der intet galt med dig.
Du er bare langt inde i processen.

Det, du nu oplever som “ingenting”, er ofte stedet lige før noget begynder at vende tilbage.
Følelsen af at stå i mørke muldlag, hvor rødderne arbejder, længe før der er noget synligt at pege på.

Så når stilheden kommer, når du ikke kan mærke, hvad du føler, eller hvad du har brug for, så vid, at du ikke bliver dømt.
Du bliver forstået.

Og du er ikke alene i det.
Det er sådan, kroppen vender hjem.
Langsomt, under huden, i sit eget tempo.

Ikke ved at presse svar frem.
Men ved at give dig selv lov til at være lige dér, hvor der endnu ikke er ord.

11/11/2025

Tiden efter en retræte kan føles som efterveer. Ikke en “klar til at gå ud og leve mit bedste liv”-følelse (øv). Mere som om noget i dig stadig ryster, glider, løsner sig.
Din gamle selvforståelse taber sit greb. Den stille, mærkelige fornemmelse af at være mellem to tilstande. Det gamle måtte slippes, men det nye er ikke helt landet endnu.

Grof skriver om dette som en psykisk krise. Men ikke krise som noget farligt. Krise som en tærskel. En overgang, hvor det gamle billede af dig selv må dø, før det nye kan tage form. Der er et øjeblik, hvor identiteten ikke helt ved, hvad den skal støtte sig til. Egoet har ikke længere det samme greb og psyken søger et nyt centrum. Det kan føles som tomhed, eller som en længsel uden sprog.

Nogen tror, at den tomhed er tegn på, at noget er gået galt.
At du ikke blev set ordentligt.
At du blev sluppet for tidligt.

Men ofte er det omvendt.
Du blev set. Og du blev sluppet i en tro på, at du kan bære dig selv. Så vi tabte dig ikke, vi gav dig blot dig selv tilbage, fra at have støttet dig en stund.
Hvis vi ikke tror på dig, så ville vi tage din kraft fra dig. Og vi ønsker med alt hvad der er os, at du tager din kraft hjem og bliver din egen guru.
At du kommer forbi os og øver dig. Lader os holde lidt, støtte og spejle. Men at du går fra os igen, med din egen kraft i hu.

Det er her integrationen begynder; når du tænder din bil og kører ud og væk fra retrætens trygge hule.

Ikke når du forstår det, men når du tør stå i det uden at skynde dig væk fra dine egne indre tilstande.
Sorgen over det, der falder bort, er ikke et sidespor. Det er porten.
Det er den del af dig, der gjorde sit bedste engang, som nu ikke længere behøver bære.

Du sørger ikke kun over det, du slipper.
Du sørger over alt det, du bar alene.

Og imens vokser noget nyt frem i det skjulte. Langsomt. Som rødder i mørke jordlag. Ikke synligt endnu. Men det arbejder.

Hvis du står i det lige nu; trætheden, tomheden, efterveerne, så er det ikke dig, der “falder tilbage”. Det er livet, der har åbnet en dør, og din krop, der nu forsøger at forstå, hvordan du går igennem den med værdighed.

Der er intet at skynde på.
Der er noget at ære.

Så hvis der er stille inden i dig nu, så lad stilheden få lov.
Du er midt i noget, der tager tid.
Og du behøver ikke vide, hvem du bliver endnu.
...

P.S. Husk: Du kan altid række ud til os i tiden efter en retræte.
Vi holder også virtuel integration én gang om måneden, hvor du kan tjekke ind.
Vi forsvinder ikke, vi giver dig blot ansvaret for dig selv tilbage.
Det er sådan, du kan komme til at stå fuldt i din egen kraft.

27/10/2025

Når veje mødes

Der er noget i tiden, der kalder på samling.
Ikke kun omkring ceremonier og arbejde – men omkring menneskelighed.

I går sad vi i Den Magiske Have med Ecatarina og Jacob.
Det andet sted i Danmark, der - ligesom os - har holdt feltet for dybt arbejde gennem mange år.
Og ved du hvad? Det føltes ikke som et møde mellem “konkurrenter”.
Det føltes som at komme hjem til familie, man ikke har set længe.

Vi talte i fem timer. Uafbrudt. Om det smukke og det svære, om erfaringerne, fejlene og de øjeblikke, hvor vi alle må trække vejret og grine, fordi vi stadig er her.
Stadig nysgerrige, stædige og i tjeneste.

For ærligt talt: det går ikke længere, at vi sidder hver for sig.
Ensomme øer. Parallelle virkeligheder.
Vi har brug for hinanden – til at spejle, samles, dele erfaring.
Og måske, hvis vi lytter godt, bygge noget nyt sammen.

Der var øjeblikke i går, hvor vi alle kunne mærke det:
Som om forfædrene selv puffede os tættere på hinanden og hviskede: “Ja. Endelig.”

Der er intet officielt at fortælle endnu.
Men der er noget i bevægelse.
Noget, der lugter af musik, fællesskab og fremtid.

Men det vigtigste er ikke planerne.
Det vigtigste er, at vi fandt hinanden.
At vi turde række hånden ud.
At vi huskede, at vi i virkeligheden arbejder for det samme.

Tak til Den Magiske Have for gæstfriheden.
Og tak til dig, der følger med, hepper, tror – og spørger:
“Hvornår skal vi mødes igen?”

Kærligst,
Bjarne & Synne
Healingrejser

06/10/2025

Husk – i morgen samles vi online til integration.
Et par timer til at lande, dele og forankre rejsen.

Link i kommentar

04/10/2025

Der er noget særligt ved at kigge ind i et nyt år og vide, at der venter rum for fordybelse og ceremonier.

Vi har nu lagt datoerne for 2026 ud på hjemmesiden.

Hvis vi tager et kig ud over feltet af tilbud, ser vi først kaldet Tilbage Til Sjælen — vores ældste retræte, der bliver ved med at være elsket af alle.
Vi har Stemmernes Frigørelse, som slet ikke handler om sang, men om at blive hørt, givet plads og sat fri.

For første gang tager vi til Peru med en flok.
Det var så længe ventet, at der allerede er udsolgt.

Når foråret så småt finder vej, søger vi at vække og energitisere kroppen gennem vores vilde Urkraft-retræte.

Triaden kommer buldrende med de lange, lyse maj aftener — tre kraftfulde møder med ceremoni, fællesskab og indre sandhed.

Og sidst, men ikke mindst blandt dem, vi har lagt op, er Kvinderetræten – en hyldest til nedstigningen, afklædningen og genopstandelsen.

Ti års erfaring, tusindvis af mennesker i vores hænder –
og et helt økosystem af guides, supervision og integration, som bærer rammen.

En deltager udtrykte det sådan her:

"Healingrejser er et sted, hvor man kan hengive sig i tryghed. Rammerne er sat, alt er forberedt, og det eneste du skal bekymre dig om, er din transformation. Alle er der for at passe på dit ve og vel, så du kan fokusere på det, der er vigtigt. Dette er et fællesskab – en familie, hvor alle er på vej det samme sted hen. Her kan du tale frit, for alle forstår dig fuldt ud. Du er set, hørt og elsket."

Hvis du mærker, at 2026 kalder dig ind, så kig forbi healingrejser.dk og dyk ned i de forskellige tilbud, vi har til dig.

I kærlighed,
Bjarne og Synne

02/10/2025

Har du også oplevet, at rejsen gav dig indsigter – men at hverdagen ikke fulgte med?

𝗥𝗲𝗷𝘀𝗲𝗻 𝘀𝗹𝘂𝘁𝘁𝗲𝗿 𝗶𝗸𝗸𝗲 𝗺𝗲𝗱 𝗱𝗲𝗻 𝘀𝗶𝗱𝘀𝘁𝗲 𝘀𝗮𝗻𝗴 – 𝗱𝗲𝗻 𝗯𝗲𝗴𝘆𝗻𝗱𝗲𝗿 𝗱𝗲𝗿.

På vores Virtuelle Integrations-workshop d. 7. oktober kl. 19–22 mødes vi online for at samle trådene: at dele, bearbejde og forankre de indre oplevelser i din hverdag.

Her handler det ikke om terapi i bred forstand.
Det handler om integration – om at give plads til det, du har oplevet i ceremonien, og finde måder at lade det leve videre i dit daglige liv.

🌿 Du får et trygt rum til at dele og blive mødt.
🌿 Du får feedback og spejling, der støtter din proces.
🌿 Du får redskaber til at omsætte dine indsigter i praksis.

For rejsen bliver først til styrke, når du tager den med hjem.

Tilmelding via link i kommentarsporet

01/10/2025

Her er 5 sandheder få tør sige højt ...

1. Ikke alle bliver healet.
Der er mennesker, som går fra en ceremoni uden det store gennembrud. Nogle får endda det sværere bagefter. Det er ikke fordi ceremonien “fejlede” – men fordi processen ikke kan presses ind i en filmisk “før-og-efter”.

2. Planterne (eller medicinen) gør det ikke for dig.
De åbner en dør. Men hvis du ikke arbejder med integration, relationer og krop bagefter, så lukker døren lige så stille igen.

3. Facilitatorer og terapeuter er ikke perfekte mennesker.
Vi har også traumer, blind spots, ego og mønstre. Mange er bange for at indrømme det, men netop sårbarheden er det, der gør arbejdet menneskeligt – og sikkert, hvis vi tør eje det.

4. “Kaldet” kan være en fælde.
Mange siger: “Jeg har fået et kald til at facilitere”. Det kan være sandt – men det kan også være en elegant måde at undgå at tage ansvar for uddannelse, etik og supervision. At føle et kald fritager dig ikke fra håndværket.

5. Psykedeliske oplevelser er ikke (kun) spiritualitet.
De er (også) kemi, neurobiologi, kultur, krop, sjæl, alt muligt på én gang – men selve oplevelsen er ikke “sandheden” i sig selv. At integrere det ind i hverdagen, relationerne og kroppen er langt mere spirituelt end den vildeste vision i en ceremoni.

Har du flere punkter til listen? Så skriv dem herunder i kommentarfeltet. Vi SKAL kunne tale om det her.

Husk den gode tone og INGEN personangreb.

30/09/2025

Hos Healingrejser ser vi det igen og igen: folk tror, at selve ceremonien og planterne er magien.

Men sandheden, som vi ser den, er, at din krop er porten.
Din puls, dit åndedræt, din kapacitet til at rumme – dét er der, hvor forvandlingen sker.

Vi bruger vores viden om nervesystemets mekanismer (polyvagal teori, traumeintegration, somatisk praksis for blot at nævne nogen få) til at skabe rammer, hvor indsigterne faktisk kan virke.

Uden det, er ceremonien bare en oplevelse.
Med det, bliver den en transformation.

26/09/2025

🍂 Efterårsretræte på CEMaH – 13.–19. oktober 2025 🍂

En uge med ceremonier, svedehytte, trommerejse og dybt terapeutisk arbejde.

Vi samles i skoven, i dampen, ved ilden – og i cirkler af mennesker, der tør stå sammen i forvandlingen.

Her er plads til at slippe det gamle og finde hjem i kroppen.
Til nærvær, integration og nye skridt ind i livet.

📅 13.–19. oktober 2025
📍 CEMaH, Give (Jylland)

Læs mere og tilmeld dig via linket i kommentarsporet.

(For god ordens skyld, så skal vi vist sige at videoen herunder er lavet i samarbejde med AI. Stemmen er Synnes)