Karin Elmerot Dausell - Psykoterapi også med fokus på kroppen

12/12/2025

!

Der findes en måde at forstå traumer på, som ikke begynder med hændelser, men med betingelser.

🧬 EN ONTOLOGISK RESONANSØKOLOGISK TRAUMEREORI

Der findes en måde at forstå traumer på, som ikke begynder med hændelser, men med betingelser. Ikke med det, der skete, men med det, der over tid blev umuligt.

Dette er ikke en psykologisk model.
Det er et ontologisk skifte – en anden måde at forstå, hvordan mennesker bliver til i verden.

🧫 Nervesystemets økologi

Mennesket regulerer sig ikke i isolation.
Nervesystemet er ikke en indre maskine, men et levende felt, der læser sin eksistens gennem seks sammenvævede dimensioner:

Den somatisk-autonome dimension – kroppens egne rytmer: vejrtrækning, puls, spænding, varme. Sanselighed, bevægelse og autonom regulering for overlevelse.

Den affektiv-emotionelle dimension – følelsernes strømning: primære følelser, der styrer tilnærmelse, undvigelse, protest og omsorg. Affektiv resonans som kompasset, der fortæller, hvad der har betydning.

Den intersubjektiv-sociale dimension – tilknytning, tilhørsforhold og regulering gennem andre. Resonansrummet mellem kroppe, hvor tryghed og mening opstår i mellemmenneskelige felter.

Den kognitiv-strategiske dimension – opmærksomhed, planlægning og mental organisering. Evnen til at forstå mønstre, træffe valg og navigere kompleksitet.

Den kreativ-symbolske dimension – fantasi, leg, sprog og meningsdannelse. Evnen til at overskride det konkrete, skabe fortællinger og leve symbolsk.

Den eksistentiel-transcendente dimension – formål, værdier, kohærens og orientering i livet. Forbindelsen til noget større: mening, fællesskab, det hellige.

Hver dimension er både biologisk, kulturelt og kropsligt forankret – og relationelt udleveret.
At læse et nervesystem er at spørge: Hvor flyder resonansen? Og hvor brydes den?

🔬 A-listen: De eksistentielle betingelser

Nervesystemet udvikler sig ikke frit.
Det udvikler sig i mødet med de grundlæggende eksistentielle behov, som alle nervesystemer må forhandle:

Autonomy – organisk integritet. Evnen til at mærke egne grænser, fornemme hvad der er rigtigt, og handle ud fra en indre sammenhæng.

Attachment – sikker tilhørsforhold. Oplevelsen af at høre til, at blive mødt, at relationer rummer i stedet for betinger.

Agency – kapacitet til at handle med virkning. At have reel indflydelse på eget liv. At ens handlinger skaber forskel.

Aspiration – vækst og kompetence. Muligheden for at udvikle sig, forfølge mening, opleve mestring.

Authenticity – sandfærdig selvudfoldelse. At kunne vise sig, som man er, uden at skulle forvrænge sig for at være acceptabel.

Alignment – transcendens og helhed. Forbindelsen til noget større end én selv: fællesskab, etik, mening, det transcendente.

Dette er ikke psykologiske luksusvarer. Det er biologiske betingelser for fleksibilitet og sund udvikling.

Når disse behov mødes, opstår bevægelse, kreativitet og livsmod. Når de frustreres gentagne gange, må nervesystemet improvisere omkring fraværet – og der opstår tidlige tilpasningsarkitekturer, der farver udviklingen.

⚗️ Resonans og dissonans som ontologiske tilstande

Når de seks dimensioner af nervesystemets økologi er i resonans med de eksistentielle betingelser, kan livet leves.

- Kroppen kan være et trygt sted at bo.
- Følelser kan mærkes, udtrykkes og bæres.
- Relationer kan rumme gensidighed og tilhørsforhold.
- Tanker kan organisere verden uden at skulle kontrollere den.
- Mening kan formes gennem sprog, leg og fantasi.
- Værdier kan leves og ikke blot bæres som abstrakte idealer.

Men når resonansen brydes – når dimensionerne over tid konfronteres med vedvarende dissonans – opstår noget andet.

🌪️ Når resonansen brydes

Den somatisk-autonome dimension begynder at leve i alarm eller frakobling. Kroppen bliver enten hypervagtsom eller ‘numb’. Spænding bliver kronisk. Vejrtrækningen strammer. Kroppen mister sin status som hjem og bliver i stedet et felt, der skal styres eller undgås.

Den affektiv-emotionelle dimension mister sin flow. Følelser bliver noget, der skal styres, skjules eller overleves. Vrede bliver farlig. Sorg bliver uudholdelig. Glæde bliver mistænkelig. Følelsernes intelligens kollapser til enten overregulering eller kaos.

Den intersubjektiv-sociale dimension mister sin gensidighed. Relationer bliver betingede: “Jeg kan kun være her, hvis jeg er på en bestemt måde.” Tilknytning bliver til en transaktion. Tilhørsforholdet kræver en pris.

Den kognitiv-strategiske dimension bliver overbelastet. Opmærksomheden skal konstant scanne for fare. Planlægning bliver kontrol. Tanker bliver til forsvar. Mental organisering erstatter kropslig tilstedeværelse.

Den kreativ-symbolske dimension fragmenteres. Mening kan ikke længere formes frit. Fortællinger mister sammenhæng. Legen forsvinder. Sproget bliver instrumentelt. Fantasien bliver enten vildledende eller lukket ned.

Den eksistentiel-transcendente dimension kollapser til tomhed eller overvældelse. Værdier kan mærkes, men ikke leves. Ansvar gives uden reel indflydelse – og bliver dermed til moralsk stress. Forbindelsen til det større går tabt eller bliver til tvang.

Til sidst bliver selve væren usikker.
Som om retten til at eksistere er knyttet til funktion, rolle eller præstation.
Som om man kun er til, hvis man ‘performer’.

🏛️ Tilpasningsarkitekturer

Dette er ikke svaghed.
Det er nervesystemets intelligens under pres.

Langvarig dissonans i disse eksistentielle dimensioner skaber ikke bare smerte, men tilpasningsarkitekturer.
Beskyttelsesstrategier, der kan fossilisere og blive til personlighed, kultur, institution.

Der opstår mennesker, som fungerer uden at være til stede.
Som tager ansvar uden kraft.
Som mærker, hvad der er forkert, men handler, som om det er rigtigt.
Som bærer mening som en byrde i stedet for som en levende forbindelse.

Der opstår systemer, som værdsætter output over oplevelse.
Funktionalitet over fleksibilitet.
Tilpasning over tryghed.

Det, der begyndte som overlevelse, bliver til form.
Det, der var strategi, bliver til identitet.
Det, der var beskyttelse, bliver til fængsel.

🪾Det systemiske reguleringsbrud

Set herfra er mange af samtidens lidelser ikke individuelle fejl, men systemiske reguleringsbrud.

Når tempo, kontrol, loyalitet og effektivitet får forrang, begynder kroppen at betale først.
Dernæst relationerne.
Dernæst meningen.

Når børn skal præstere før de er trygge.
Når ansatte skal levere før de er til stede.
Når værdier skal udtrykkes uden reel agens.
Når sammenhæng erstattes af krav.

Da brydes resonansen i de økologiske felter, som nervesystemet lever i. Og det, der ofte kaldes robusthed, er i virkeligheden overlevelse.

🪺 En ontologisk re-orientering

Nervesystemet først! - betyder ikke, at alt bliver blødt.
Det betyder, at livets grundbetingelser tages alvorligt.

At mennesker ikke regulerer sig gennem krav, men gennem sammenhæng.
At etik uden agens skaber moralsk stress.
At mening uden symbolsk frihed kollapser.
At relationer uden gensidighed skaber tilpasning, ikke tryghed.
At kroppen læses før adfærden fortolkes.

Når disse sammenhænge ses klart, bliver traumer ikke noget, der skal fixes i individet.
De bliver signaler om felter, der må gentænkes.
Om økologier, der må repareres.
Om resonansrum, der må genopbygges.

🏗️ Genopbygning af felter

Dette kræver ikke mere pres.
Ikke mere tilpasning.
Ikke flere interventioner rettet mod det “defekte” individ.

Det kræver en genopbygning af de rum, hvor nervesystemet igen kan finde resonans:

Rum, hvor kroppen igen kan falde til ro.
Hvor følelser kan mærkes uden at skulle styres.
Hvor relationer rummer uden at betinge.
Hvor mening kan formes frit.
Hvor agens er reel.
Hvor væren ikke kræver præstation.

Og hvor det menneskelige kan begynde at bevæge sig frit – ikke som tilpasset funktion, men som levende tilstedeværelse.​​​​​​​​​​​​​​​​

04/12/2025

!

BURN OUT OG SKAMMENS ONTOLOGI

Der findes et sted i kroppen, dybt nede under sproget og under enhver fordring om at være nogen, hvor rytmen flader ud til noget næsten dyrisk. Ikke primitivt, men uskyldigt. Ikke mindre menneskeligt, men før det menneskelige, sådan som vi har defineret det.

Det er den autistiske rytme.
Ikke et tempo, men en væren.
Ikke et mål, men en puls.

Den gør ikke noget.
Den skal ikke noget.
Den er.

Men i det nuværende ontologiske univers — hvor mennesket er defineret gennem funktion, gennem produktivitet, gennem “evne” til at indgå i en socioøkonomisk rytme — bliver denne form for tilstedeværelse næsten umulig at falde helt ned i. Ikke fordi den ikke er virkelig. Ikke fordi den ikke er os. Men fordi der ved tærsklen står et ældgammelt alarmsystem: skam.

Skam er ikke en følelse i klassisk forstand. Den er nervesystemets sociale smerte — den psykologiske analog til fysisk smerte. En evolutionær bandage, der skal forhindre os i at falde ud af flokken.
Og flokken, i vores tid, er ikke længere en cirkel rundt om et bål. Det er et system defineret af nytte, tempo og evnen til at “lave noget ud af sig selv” og “gøre noget med sig selv”.

Derfor rejser skammen sig, når kroppen forsøger at slippe helt ind i sin egen rytme. Den stiger som en mur, en heftig magnetisk kraft, der trækker én tilbage ind i det menneskeskabte tempo. Ikke for at straffe, men for at beskytte:

“Pas på.
Hvis du giver slip på kravet om at være noget,
kan du miste retten til at høre til”.

Så kroppen spænder.
Rytmen forvrænges.
Autenticiteten kamufleres.
Og vi kalder det “burn out”, som om der er tale om en mekanisk fejl, ikke et ontologisk sammenbrud.

Men spørgsmålet er:
Hvad sker der egentlig, når man falder ud af samfundets rytme?

Hvad hvis det, der føles som kollaps indefra, set udefra er et exit fra en form, der aldrig var designet til dig?

Hvad hvis “burn out” ikke er en ødelæggelse, men en vending — et skifte i tyngdepunkt?
Hvad hvis skammen ikke advarer mod undergang, men mod frihed?

For historien er fuld af stemmer, der ikke kom nedefra samfundets centrum, men fra udkanten. Fra dem, der trådte ud — frivilligt eller ufrivilligt — og dér fandt adgang til en anden slags viden:

Mystikere, der talte om en rytme udenfor sproget.
Visionære, der så det ingen andre så.
Matematikere, kunstnere, opfindere, ekscentrikere.
De autistiske, de hypersensitive, de uafstemte, de “unyttige”.
Dem, hvis væren ikke passede ind i kollektive definitioner af det menneskelige.

“Fringes” er ikke randområder.
De er observationsposter.
De er steder, hvor samfundets indre struktur bliver synlig, fordi man står udenfor dens hypnotiske centrum.

Så hvad kan man opdage, når man falder ud?

Man kan opdage, at “det menneskelige” som idé er for snæver en form til at rumme kroppen, rytmen, dyret, sjælen.
Man kan opdage, at evnen til at være stille — virkelig stille — ikke er et underskud, men et sanseapparat.
Man kan opdage, at skammen kun holder én fast i et fællesskab, der ikke selv forstår, hvad det betyder at høre til.
Man kan opdage, at “burn out” er en passage, ikke en afslutning.

Og man kan opdage, at den autistiske rytme — den dybe, dyriske, uskyldige rytme — måske ikke er et problem, men en begyndelse. En grænseflade mod et andet slags menneskeligt univers end det, vi kalder normalt.

Hvis altså man kan komme forbi skammen - der vogter porten til friheden.



Illustration: AI

30/11/2025

!

🌳🌲🪾Forestil dig en skov. Et levende økosystem af frø, rødder, lys, tid og rytmer. Hvert frø bærer et potentiale – men kun i det miljø, det er skabt til.

En eg spirer ikke i en plantage designet til hurtigtvoksende gran. En bøg kræver skygge først og sol senere. Askens frø venter på lys efter stormen. Tempo, behov, rytme og udviklingsstrategi er vidt forskellige.

🍀 Sådan er mennesker også.

Problemerne opstår først, når vi insisterer på at give alle børn samme jord, samme tempo, samme form, samme forventning.

Grantræet – den industrielle darling – vokser hurtigt, ensartet og forudsigeligt. Det passer perfekt ind i rækker, kan fældes på skema og bliver det produkt, vi allerede har planlagt for. Gran er systemets yndlingsbarn: robust i det simple, accepterer tætte monokulturer og giver hurtige resultater.

Det er præcis den type barn, vores moderne skole er bygget til. Et barn der trives i monotoni, gruppeprocesser og lineære læringskurver. Et barn der vokser “synligt” og nogenlunde i takt med jævnaldrende.

🌳 Men så er der egetræet.

Egen investerer først i dybe rødder. Den starter langsomt – nogle gange næsten umærkeligt – men bygger en livsstrategi, der handler om robusthed, kompleksitet og at blive et bærende element i skoven. Den har brug for plads, variation og lang tid. Den bliver hjem for et økosystem af andre arter.

Ege-børnene i vores samfund er dem, der lærer non-lineært, som er dybsansende, kreative, sensitive, eftertænksomme, men måske “langsomme” i starten. De udvikler dybde før højde. Og de passer sjældent ind i monokulturen.

🪵 Det er her metaforen bliver politisk:

Når vi laver skovbrug som plantager – store monokulturer af gran – bliver systemet skrøbeligt.

Storme vælter hele områder.
Svampeangreb spreder sig som ild i tørt græs.
Jorden forsures.
Dyrelivet forsvinder.
Diversiteten kollapser.

Det samme sker, når vores uddannelsessystem bliver en menneskelig monokultur.

Stress.
Mistrivsel.
Angst.
Udbrændthed.
Tab af kreativitet og tab af livsduelighed.

Systemet får vanskeligere og vanskeligere ved at regenerere, fordi jordbunden mister sin naturlige variation og vitalitet.

Det farligste er ikke, at nogle børn ikke passer ind.
Det farligste er, at vi overhovedet accepterer et system, hvor det at passe ind bliver vigtigere end biodiversiteten i vores menneskelige økosystem.

🍄‍🟫🍁🪺 Hvis vi tænker med naturens logik, ved vi, at robuste skove er dem, hvor forskelligheder skaber synergi: langsomme og hurtige arter, pionerplanter og skyggetræer, store strukturer og små organismer. Ikke fordi de er ens, men fordi de er forskellige på måder, der skaber helhed.

Vi har brug for egebørnene. De langsomme, dybe, sensitive, kreative, komplekse. De der først sætter rod, før de viser krone. De der bærer relationel og kulturel bæreevne som voksne. De der ikke trives i plantager – men blomstrer i levende økosystemer.

Når vi ser børn som frø, ser vi, at forskellighed ikke er et problem, men selve nøglen til menneskelig bæredygtighed.

🍄 Spørgsmålet er ikke, hvorfor nogle børn ikke kan trives i plantagen.
🍄‍🟫 Spørgsmålet er, hvorfor vi nogensinde troede, at en plantage var det samme som en skov.



Illustration: AI

29/11/2025

Relevant for mange relationer

🪼 NÅR TO NERVESYSTEMER DELER RUM - MEN IKKE SAMME RYTME …🎶

Der findes relationer, hvor alt ser roligt ud på overfladen, mens det atmosfæriske lag mellem to mennesker bevæger sig i modsat retning. Ikke som konflikt, men som forskellig væren.

Nogle nervesystemer orienterer sig gennem resonans:
de mærker verden som stemning, puls, understrøm.
De registrerer skift i intention, små variationer i tone, usynlige mikrobevægelser i relationen.

For dem begynder virkeligheden med sansemæssig kohærens — og brud mærkes som uro, længe før nogen kan forklare hvorfor.

Andre nervesystemer orienterer sig gennem funktion:
de bevæger sig via handling, problemløsning, det næste konkrete skridt.

De mærker ikke nødvendigvis det subtile felt, men lever i det, de kan gøre, holde fast i, rette op på.
For dem er virkeligheden det, der artikuleres, ikke det, der siver igennem atmosfæren.

Når disse to rytmer mødes, opstår der en særegen form for feltdissonans. Ikke fordi nogen gør noget forkert, men fordi deres kohærens udspringer af forskelligt organiserede nervesystemer - forskellige steder i kroppen - af forskellig perception.

Et felt kan dermed være varmt i gestus og koldt i atmosfære samtidig. Nært i ord men distanceret i energi samtidig.

Det ene nervesystem reagerer på handlingens udsagn,
det andet reagerer på den underliggende vibration.
Og hvis vibration og handling ikke stemmer,
begynder verden at flimre i det rum, de deler.

For resonansnervesystemet bliver uforudsigeligheden en eksistentiel belastning: ikke som panik, men som desorientering.

Kroppen forsøger at pejle retningen — er dette nærhed eller afstand, samarbejde eller modstand? Når svaret skifter uden varsel, bliver kroppen ved med at søge efter en rytme, der ikke findes.

For funktionsnervesystemet er oplevelsen en anden:
en fornemmelse af at gøre sit bedste, men alligevel blive misforstået. En usynlig spænding, man ikke ved, hvor kommer fra. En følelse af at noget ikke helt lander, uden at kunne mærke det lag, der mangler.

Ingen af dem har skyld.
De står blot i hver deres form for sandhed.

Og her ligger den egentlige smerte:

At det ene nervesystem læser verden som atmosfære,
mens det andet læser verden som intention og handling — og mellem disse to læsninger kan der opstå et mellemrum, der ikke hører til nogen af dem.

I dette mellemrum opstår den uro, der ikke kan tænkes væk: den, der kommer af at være fælles om et rum, men ikke fælles om det lag af virkelighed, hvor rummet får betydning.

Ikke drama.
Ikke skyld.

Bare to måder at være menneske på, der iblandt mødes smukt og andre gange falder ud af takt uden at nogen ville det.



Illustration: AI

09/11/2025

!

Der tales meget om børns mistrivsel for tiden.
Og næsten hver gang ender samtalen samme sted:
vi skal genindføre disciplin, kontrol og tydelighed.

Det lyder trygt – men det er et ekko fra et system, der ikke længere vibrerer med livet. For børn mistrives ikke, fordi de mangler kontrol. De mistrives, fordi de mangler resonans.

Et barn er ikke en opgave, der skal løses, men et nervesystem i relation.

Når vi møder barnet med plan og procedure, reagerer det som enhver organisme, der ikke bliver mødt i rytme: det lukker ned, kæmper, tilpasser sig eller mister kontakt.

Disciplin kan skabe lydighed, men aldrig regulering.
Kontrol kan skabe orden, men ikke mening.
Planer kan skabe struktur, men ikke tryghed.

Tryghed opstår, når barnet mærker, at det voksne menneske er til stede i sig selv. Når vi tør stå stille længe nok til at mærke, hvad der faktisk sker i rummet.
Når vi regulerer sammen, ikke fra oven, men gennem gensidighed.

Resonans er ikke blødhed.

Det er præcision – den biologiske form for kontakt, hvor to systemer stemmer sig efter hinanden, så energi kan flyde. Det er det, nervesystemer kalibrerer sig igennem, og det er den kompetence, pædagogik må genlære, hvis vi vil hele vores børn.

Vi har bygget institutioner til planlægning.
Nu skal vi bygge dem til føling.
Ikke som alternativ til faglighed, men som dens fundament.

Resonans-pædagogik handler ikke om at slippe børn løs, men om at skabe rammer, hvor de kan mærke sig selv uden at blive forladt. Hvor læring igen bliver bevægelse mellem krop, relation og mening.

Det er ikke disciplin, vi mangler.
Det er mennesker, der kan bære nærvær uden at forsvare sig.
— Når vi tør det, begynder trivsel at vende tilbage – ikke som projekt, men som natur.

05/11/2025

Efteråret er grå skyer; blændende sol der står lavt; og de mest utrolige farver sat sammen - midt i det hele - i min have….Jeg ønsker dig en skøn november!

24/08/2025

Når ord ikke slår til – når stilhed taler – når det gør ondt at være ung – når ingen forstår – når den unge oplever kreativ kraft i kaos.

Herning d 6.september klokken 12.30-14
Der vil jeg fortælle om mit arbejde som kunstterapeut, kreativt forløb med unge sårbare mennesker i Norddjurs kommune…
Må gerne deles https://mentaltalk.dk/events/saarbare-unge-mennesker-og-kunstterapi/