03/11/2025
🧠 Position: Nervesystemet Først! – Som videnskabsetik og erkendelsesprincip
At sætte Nervesystemet Først! er ikke kun et spørgsmål om at forstå menneskelig regulering. Det er et epistemologisk og etisk standpunkt.
Det siger: Sandhed kan ikke findes uafhængigt af resonans.
Den moderne videnskab har længe antaget, at viden opstår gennem afstand – at objektivitet kræver neutralitet og kontrol. Men denne idé om uafhængig sandhed hviler selv på en kulturel konstruktion: forestillingen om, at erkendelse kan adskilles fra krop, sansning og subjektiv oplevelse.
I virkeligheden er al erkendelse situeret i et nervesystem, der mærker, fortolker og reagerer. Selv den mest “neutrale” forsker er en organisme i resonans med sit felt. Kroppen er ikke et filter, der forvrænger sandheden – den er forudsætningen for, at sandheden overhovedet kan erfares.
Dette er ikke en romantisering af følelser, men en ontologisk realisme: vi kan kun vide, hvad vores nervesystem tillader os at vide.
Hver iagttagelse, hver måling, hvert ord hviler på en neurofysiologisk proces, hvor perception, affekt og kognition flettes sammen. Den fænomenologiske filosofi – fra Merleau-Ponty til Varela – har længe peget på dette:
Kroppen er ikke i verden; verden er i kroppen.
Perception er ikke en passiv modtagelse af data, men en aktiv deltagelse i virkeligheden. Viden er ikke et spejl, men et møde.
Når vi derfor taler om evidens, sandhed og metode, må vi begynde dér, hvor erkendelsen faktisk opstår: i det sansende system, i resonansen mellem krop og omverden.
Ethvert nervesystem repræsenterer et perspektiv – en levet epistemologi.
At sætte Nervesystemet Først! er således at insistere på en etisk videnskab, hvor subjektet ikke fjernes, men inkluderes; hvor forskeren er ansvarlig for sin egen tilstand, sit blik, sin resonans. Det er et opgør med den epistemiske adskillelse, der har gjort os fremmede for vores egen viden.
For når videnskaben mister forbindelsen til kroppen, mister den forbindelsen til sandheden som levet erfaring. Den bliver teknisk, men tom. Og den menneskelige dømmekraft – som i sin natur er kropsligt situeret – forsvinder bag abstrakte metoder, der ikke længere mærker den virkelighed, de beskriver.
Et videnskabsetisk paradigme med Nervesystemet Først! betyder derfor:
- At erkendelse altid må vurderes i forhold til dens kropslige og affektive aftryk.
- At resonans, empati og indre kohærens er kriterier for validitet – ikke kun data.
- At sandhed er noget, vi deltager i, ikke blot noget, vi måler.
Merleau-Ponty skrev: “Kroppen er vores middel til at have en verden.” I en tid, hvor data er blevet vores nye gud, er dette måske den mest radikale påmindelse:
At viden uden krop er blind, og sandhed uden resonans er tom.
Og derfor er Nervesystemet Først! ikke en uddannelse i neurologi, neurofysiologi eller neuropsykologi – men en genindførelse af viden i kroppen. Det handler ikke om at blot at mestre teorien om nervesystemet, men om at genkende sig selv som et nervesystem i verden.
At sætte Nervesystemet Først! er ikke at tilegne sig mere ekspertviden, men at af-lære den adskillelse, som har gjort erkendelse til et rent mentalt anliggende.
Det er en bevægelse fra 'viden om' til 'viden som' – fra det deskriptive til det deltagende. Hvor neurovidenskaben undersøger, hvordan hjernen fungerer, undersøger Nervesystemet Først! hvordan viden føles, når den er sand.
Det er en praksis i resonans, ikke en disciplin i analyse.
En genforening af erkendelse og eksistens.
Derfor er det ikke et blot endnu et fag, man kan tage, men en epistemisk omstilling man må gøre – et etisk valg om at lade kroppen igen være det første sted, sandheden mærkes.
