11/12/2025
I konflikt
Jeg er vokset op i en krigszone. Ikke bogstaveligt talt, men i et miljø med højt konfliktniveau, uforudsigelighed og mangel på tryghed og omsorg.
Det gjorde at jeg blev garderet, på vagt, varsom over for mine omgivelser.
Jeg følte mig som et offer for omstændighederne.
Jeg havde svært ved at lukke nogen ind, selv om jeg mest af alt ønskede at føle jeg hørte til et sted. At være sammen med mennesker der kunne elske og acceptere mig som jeg er og som jeg kunne føle mig tryg og fortrolig i selskab med.
Men hvis nogen kom for tæt på, fik mit flossede nervesystem og min uhensigtsmæssige adfærd hurtigt skabt afstand igen.
Jeg var ofte verbalt aggressiv, sarkastisk og virkede arrogant i min selvusikre garderethed kombineret med en vis skråsikker selvtillid.
Og sådan virker jeg nok desværre stadig på nogen, selvom der er kommet mere ro på nervesystemet og jeg prøver på ikke at virke nedladende.
Jeg var fuld af skyld og skam. Følte mig forkert, anderledes og udenfor.
Var flov over at jeg ikke var som de andre og prøvede virkelig at passe ind.
Men jeg følte mig på en måde også som noget særligt. Som om at jeg havde en mission i livet eller i det mindste skulle noget andet end de fleste voksne jeg mødte under min opvækst.
Hele min ungdom og mit tidlige voksenliv var jeg fortsat i konflikt. Både en indre konflikt mellem at være mig selv og forsøge leve op til andres forventninger.
Og en masse ydre konflikter med nær familie, venner, kærester, arbejdspladser, ledere, kolleger, offentlige myndigheder, tilfældige mennesker der på en eller anden måde fik mit p*s i kog.
Og en form for spirituel konflikt, hvor jeg på den ene side var troende og på den anden side fornægtede det, da det ikke var noget man dyrkede i mit miljø.
Min vrede var min benzin. Og min forurettethed og min retfærdighedsfølelse.
Jeg kunne ikke rigtig holde ud at mærke mig selv hvis ikke jeg havde vredens brusen i blodet.
Jeg kunne godt kapsle det ind og virke rolig hvis den primære følelse var vreden, men uden vreden følte jeg mig tit ulykkelig, utryg og alene.
Min vrede var mit skjold, men også min forbandelse. Jeg troede den gjorde mig stærk og den har nok i perioder været en nødvendig overlevelsesmekanisme.
Jeg røg på et tidspunkt i et rigtig sort hul.
Følte jeg var kørt fast som sygeplejerske og kunne ikke længere holde til at give omsorg og terapi, men kunne mest af alt ikke holde til at være i den dehumanistiske tilgang der præger især psykiatrien.
I privatlivet var det ikke gået meget bedre og jeg endte ofte i forhold med et velkendt, højt konfliktniveau og min drøm om en kernefamilie følte jeg var brast nogle år før.
Det var egentlig først da jeg følte jeg ikke havde så meget mere at miste, at jeg blev i stand til at starte på at frigøre mig fra de bånd der binder mig.
Der var ret meget jeg havde behov for at gøre op med: mit selvbillede, min offermentalitet, mine følelser og reaktionsmønstre, mit forhold til omverdenen og en masse andet fundamentalt arbejde.
Det er en igangværende proces, selvom jeg af flere omgange har følt at nu var jeg da i mål, så har jeg efterfølgende måtte erkende at der stadig er arbejde at gøre og det vil der altid være. Men jeg har ikke længere en modstand mod at kigge indad og forlige mig med mine skygger. Ej heller en modstand mod at se på mine styrker og vise mig selv kærlighed.
Hvis du kan genkende dig selv i ovenstående og/eller mangler et rum hvor du kan være dig selv og tale frit så send endelig en besked.
Måske vi har noget at tilbyde hinanden.
Kærlige hilsner fra Pelle, sit around the fire
