Susie Liv Flavenkrone - Velvære & Terapi

12/02/2026

🩷 DE HÆNDER DER BAR DIG, BLIVER EN DAG STILLE….🩷

I går var vi på besøg hos min kærestes søde far.

Han havde dækket op med lækker mad, lavet dessert og bagefter sad vi bare i sofaen og så TV.
Ikke noget stort.
Ikke noget særligt.
Bare samvær.

Og alligevel… var det noget af det vigtigste.

For sandheden er, at vi aldrig ved, hvor mange år vi får med vores forældre.

Vi tror ofte, at vi altid kan komme forbi en anden dag.
Når vi har mere tid.
Når der er mindre travlt.
Når det lige passer bedre.

Men livet venter ikke på vores kalender.

En dag er de her ikke længere til at lave maden, stille kaffen frem eller spørge, hvordan det egentlig går.

En dag er sofaen tom.

Og så ville vi give alt for bare én helt almindelig aften mere.

At besøge sine forældre er ikke bare et besøg.
Det er en stille tak.

Tak fordi du var der, da jeg var lille.
Tak for omsorgen, tålmodigheden og kærligheden.
Tak for alle de gange, du satte mig først.
Tak for det liv, jeg står på skuldrene af i dag.

Vi skylder dem ikke perfektion.
Vi skylder dem nærvær.

Så tag afsted.
Ring.
Kig forbi.
Sæt dig i sofaen.
Spis maden.
Se fjernsynet.
Vær der — mens du kan.

For en dag vil de helt almindelige aftener vise sig at være de mest dyrebare af dem alle.

~ Susie Liv, Klinik Hjerterum

09/02/2026

❤️‍🩹NÅR KROPPEN SIGER STOP
- OG LIVET SKIFTER SPOR❤️‍🩹

Der findes en sorg, vi sjældent taler om.
Sorgen over at være så slidt i kroppen,
at man må give slip på det liv, man kendte.

På arbejdet.
Identiteten.
Rollen.
Tempoet.

Ikke fordi man vil.
Men fordi kroppen ikke længere kan.

Det er ikke bare et job, man mister.
Det er følelsen af at være nødvendig.
At kunne.
At bidrage.
At genkende sig selv.

Pludselig står man et sted,
hvor spørgsmålet ikke længere er:
Hvad laver du?

men:
Hvem er du, når du ikke længere kan det, du altid har gjort?

Der er sorg i det.
Og forvirring.
Og en stille frygt for at blive mindre værd.

Men midt i alt det svære sker der også noget andet.
Noget langsomt.
Noget ægte.

Man begynder at lytte.
At vælge anderledes.
At opdage, at værdi ikke sidder i præstation
– men i væren.

Det er ikke en nem vej.
Men det er en sand én.

Du mistede ikke dig selv.
Du er ved at lære dig selv at kende på en ny måde🙏🏻

~ Susie Liv, Klinik Hjerterum

08/02/2026

💥 DU BEHØVER IKKE AT LIDE FOR AT LYKKES 💥

Alligevel er der mange,
der når deres mål udmattede.
Ikke fordi de ikke kan.
Men fordi de har lært,
at vejen skal gøre ondt
for at tælle.

Egoet elsker blod, sved og tårer.
Det kalder det styrke.
Hjertet kalder det overgreb.

Det er ikke forkert at ville noget.
Men hvis prisen er,
at du mister din varme,
din leg,
din glæde –
så er det ikke et mål.
Så er det en flugt.

Det, der bliver skabt i tvang,
kræver kamp for at blive holdt i live.

Der findes en anden måde.
Langsommere.
Blødere.
Mere sand.

Og den føles uvant,
hvis du har lært,
at anerkendelse først kommer,
når du har ydet nok.

Så spørg dig selv:
Bliver jeg mere mig selv af den her vej –
eller bare mere hård?

~ Susie Liv, Klinik Hjerterum

07/02/2026

🌟🌟SMERTE KONTRA KLARHED🌟🌟

Der er forskel på:
💫at trække sig af smerte
💫at træde til side af klarhed

Udefra kan det se ens ud.
Begge dele kan ligne afstand.
Begge dele kan ligne et nej.
Begge dele kan ligne, at man vælger sig selv.

Men indeni er der en verden til forskel.

At trække sig af smerte sker, når noget gør for ondt at være i.
Når hjertet spænder.
Når kroppen beskytter sig.
Når vi går, fordi vi ikke føler os set, valgt eller trygge.

Det er ofte ledsaget af uro.
Tvivl.
Sorg.
Et stille håb om, at nogen vil opdage os og holde os fast.

Det er ikke forkert.
Det er overlevelse.

At træde til side af klarhed er noget andet.
Det sker ikke i panik.
Det sker ikke i affekt.
Det sker, når noget falder på plads indeni.

Her er der ro.
Her er der lettelse.
Her er der ingen kamp – hverken mod andre eller mod én selv.

Man træder til side, fordi man kan se klart:
Det her er ikke mit.
Det her er ikke der, min energi skal bruges.
Det her kræver, at jeg er mindre mig, end jeg har lyst til at være.

Og det er ikke et nej sagt i vrede.
Det er et ja sagt i sandhed.

Forskellen kan mærkes i kroppen.

Smerte føles tung.
Klarhed føles let.

Smerte lukker.
Klarhed åbner.

Smerte efterlader et tomrum.
Klarhed efterlader plads.

Og måske er det netop her, modenhed bor:
Ikke i at blive.
Ikke i at gå.
Men i at vide hvorfor.

Når du ikke længere trækker dig for at beskytte et sår,
men træder til side for at ære dig selv –
så er det ikke flugt.

Det er integritet.

Og det er et stærkt sted at stå🌟🌟🌟

~ Susie Liv, Klinik Hjerterum

06/02/2026

🌟 DEN DYBESTE ENSOMHED ER IKKE FRAVALGET AF ANDRE……
– men fravalget af dig selv🌟

Det lyder næsten for simpelt.
Og alligevel rammer det så brutalt sandt.

For den største smerte opstår ikke, når mennesker går.
Ikke når relationer opløses.
Ikke engang når vi står alene.

Den opstår, når vi forlader os selv.

Når vi begynder at tie om det, vi mærker.
Når vi gør os mindre for at passe ind.
Når vi siger ja, selvom hele kroppen hvisker nej.
Når vi former os efter andres behov og langsomt glemmer vores egne.

Det er dér, ensomheden flytter ind.
Ikke som stilhed omkring os.
Men som stilhed inde i os.

Mange tror, at ensomhed handler om manglen på mennesker.
Men i virkeligheden handler den ofte om manglen på kontakt til sig selv.

Du kan være omgivet af mennesker
– og stadig være dybt ensom.
Du kan være i et forhold
– og føle dig helt alene.
Hvis du har mistet forbindelsen til den, du er.

Når du ikke længere spørger dig selv:
Hvad har jeg brug for?
Hvad længes jeg efter?
Hvad gør mig glad?
Hvad gør mig utryg?

Når du ikke længere lytter.
Når du ikke længere tager dig selv alvorligt.

Det er et stille svigt.
Et langsomt svigt.
Et næsten usynligt svigt.

Og ofte er det ikke ond vilje.
Det er overlevelse.

Måske lærte du tidligt, at kærlighed krævede tilpasning.
At tryghed krævede, at du ikke fyldte for meget.
At relationer krævede, at du satte dig selv sidst.

Så du blev dygtig.
Dygtig til at rumme.
Dygtig til at forstå.
Dygtig til at holde ud.

Men ingen lærte dig, at du også måtte være vigtig.

At du måtte være et hjem for dig selv.

At du måtte vælge dig selv – også når det er svært.

Og måske står du et sted i livet nu, hvor noget i dig er begyndt at kalde.

En stille stemme, der siger:
Jeg savner mig.
Jeg savner den, jeg var.
Jeg savner den, jeg er.

Det er ikke et tegn på, at du er gået i stykker.
Det er et tegn på, at du er ved at vågne.

Vejen hjem begynder ikke med store forandringer.
Den begynder med små, kærlige valg.

At stoppe op.
At mærke efter.
At tage dig selv alvorligt igen.

At sige:
Det her føles ikke rigtigt.
Det her gør mig ondt.
Det her har jeg brug for.

At vælge dig selv – ikke imod andre.
Men for dig.

For du er ikke skabt til at være et vedhæng i dit eget liv.
Du er ikke skabt til at være birolle i din egen historie.

Du er hovedpersonen🌟🌟🌟

Og den dag, du begynder at stå ved siden af dig selv i stedet for at forlade dig selv…
Den dag, du holder din egen hånd…
Den dag, du bliver dit eget trygge sted…

Der begynder ensomheden stille at miste sin magt.

Måske forsvinder den ikke på én gang.
Men den bliver blødere.
Mindre skarp.
Mere håndterbar.

For du er ikke længere alene.

Du har dig.

Og det er et stærkt sted at stå♥️♥️♥️

Rigtig dejlig weekend til jer alle 😘

~ Susie Liv, Klinik Hjerterum

04/02/2026

🙋🏼‍♀️KENDER DU HIGH FIVE-PRINCIPPET🙋🏼‍♀️

Har du nogensinde givet dig selv en high five?

Ikke som en joke.
Ikke ironisk.
Men ægte.

Forestil dig det:

Du står foran spejlet.
Du ser dig selv i øjnene.
Du løfter hånden.
Du giver dig selv en high five.

Det lyder simpelt.
Og det er det.

Men det er også kraftfuldt.

For din hjerne registrerer det ikke som “fjol”.
Den registrerer det som:

💫Anerkendelse
💫Opbakning
💫Støtte
💫Alliance

På samme måde som hvis en anden gjorde det.

De fleste af os starter dagen med:

🙃Kritik
🙃Hast
🙃Tanker om alt det, vi burde være bedre til

High Five-princippet vender det om.

I stedet starter du dagen med et kropsligt signal, der siger:

“Jeg er på dit hold.”

Ikke:
“Jeg er perfekt.”

Ikke:
“Alt er fantastisk.”

Men:
“Jeg står ved min side – også i dag.”

Og det er en kæmpe forskel.

High five til dig selv handler ikke om ego.
Det handler om relationen til dig selv.

Mange mennesker har lært at være loyale overfor andre.
Men aldrig lært at være loyale overfor sig selv.

Denne lille handling begynder at omskrive det.

Dag for dag.
Gentagelse for gentagelse.

Pludselig begynder dit indre sprog at ændre sig:

Fra:
“Jeg kan ikke finde ud af noget.”

Til:
“Jeg prøver.”

Fra:
“Jeg er forkert.”

Til:
“Jeg er et menneske.”

Fra:
“Jeg er alene.”

Til:
“Jeg har mig.”

Og det er måske den vigtigste relation, du nogensinde kommer til at have.

Så prøv i morgen:

Stil dig foran spejlet.
Se dig selv.
High five.

Og sig stille:

“Jeg er på dit hold.”🌟🌟🌟

Mere behøver du ikke.

Små handlinger.
Stor effekt.

Du fortjener også din egen opbakning 🌟🌟🌟🙋🏼‍♀️🙋🏼‍♀️🙋🏼‍♀️

~ Susie Liv, Klinik Hjerterum

03/02/2026

Åh nej… 🤧
En meget træls forkølelsesvirus har åbenbart besluttet sig for at tage på uanmeldt ophold hos mig – og den har desværre vundet retten til sofa, dyne og te i dag 😅

Så jeg må passe min seng, drikke varmt, nusse Babe lidt ekstra og sende kærlige tanker ud i universet 💫

MEN 🙏🏻
I kan stadig booke tider til næste uge, og jeg glæder mig allerede til at være frisk og klar igen🥳

Tak for forståelsen – og send gerne lidt helende energi min vej 🙏😄

Knus Susie Liv😷

01/02/2026

🌟 BEVIDST GRÆNSESÆTNING 🌟

Det er ikke at smække med døren.
Det er ikke drama.
Det er ikke straf.

Det er selvrespekt i bevægelse.

Bevidst grænsesætning er, når du stopper med at forklare dig ihjel.
Når du stopper med at håbe, at nogen en dag bliver anderledes.
Når du stopper med at presse dit hjerte ned i en form, det ikke passer i.

Mange mennesker bliver stående i utilfredshed.
De brokker sig.
De analyserer.
De længes.
De venter.

Men de bliver.

I følelsesmæssig modenhed…
der bevæger man sig.

Ikke nødvendigvis væk fra mennesker.
Men væk fra mønstre.

Væk fra det, der ikke føles rart.
Væk fra det, der ikke er gensidigt.
Væk fra det, der kræver, at du gør dig mindre.

Bevidst grænsesætning kan se stille ud udefra.

Du deltager bare lidt mindre.
Du forklarer lidt mindre.
Du trækker dig lidt mere hjem i dig selv.

Men indeni?

Der sker et jordskred.

For hver gang du vælger dig selv,
lærer dit nervesystem:

✨Jeg er vigtig.
✨Mine behov er legitime.
✨Jeg må gerne sige nej.
✨Jeg må gerne forlade det, der ikke nærer mig.

Bevidst grænsesætning er ikke et angreb på andre.
Det er et ja til dig.

Og sandheden er:

Hvis nogen bliver vrede over dine grænser,
så har de haft fordel af, at du ikke havde nogen.

Det er ikke ondskabsfuldt at vokse.
Det er ikke egoistisk at ændre sig.
Det er ikke forkert at stoppe med at nøjes.

Det er sundt🌟

Du behøver ikke vente, til du er helt færdig.
Du behøver ikke have en “god nok” grund.
Du behøver ikke være sikker på det hele.

Du må godt begynde med:

“Det her vil jeg ikke længere være i.”

Det er nok.

Bevidst grænsesætning er kærlighed.

Ikke den romantiske slags.
Men den dybeste form:
Selvkærlighed.

Og hvis du er i gang med den proces lige nu…

Så er du ikke ved at miste noget.
Du er ved at finde dig selv🌟🌟🌟

~ Susie Liv, Klinik Hjerterum

31/01/2026

I morgen starter 10 modige sjæle en helt særlig rejse 💫

10 mennesker, der har sagt JA til sig selv.
JA til fordybelse.
JA til healing.
JA til meditation.
JA til clairvoyance, mediumskab og personlig udvikling.

De skal arbejde med at gøre hele.
Gøre sig selv hele.
Og lære at hjælpe andre med at finde hjem i sig selv ✨✨✨

Vi skal være sammen i nogle hyggelige timer i et rum fyldt med ro, nærvær, grin, tårer, varme hænder, bløde hjerter og virkelig god energi.

Sådan et rum, hvor skuldre sænker sig.
Hvor åndedrættet falder til ro.
Hvor man må være præcis den, man er.

Jeg føler mig dybt taknemmelig og ydmyg over at få lov til at gå denne vej sammen med dem 🙏🏻🙏🏻🙏🏻

Det bliver hyggeligt.
Det bliver nænsomt.
Det bliver magisk på den stille måde.

Og mit hjerte smiler allerede 💗🩷

~ Susie Liv, Klinik Hjerterum

30/01/2026

♥️ DU ER DIT LIVS KÆRLIGHED ♥️

Ikke den næste.
Ikke den der vælger dig.
Ikke den der endelig ser dig.

Dig♥️

Den relation, der varer hele livet,
er relationen til dig selv.

Det er dig, der er med dig, når du falder.
Det er dig, der rejser dig igen.
Det er dig, der mærker, når noget er forkert.
Og det er dig, der ved, når dit hjerte længes.

Så mange af os har brugt et helt liv på
at forsøge at blive elsket rigtigt.

Men sandheden er stille og enkel:

Når du begynder at elske dig selv ægte,
holder du op med at tigge om krummer.

Du stopper med at forklare dig.
Stopper med at undskylde din dybde.
Stopper med at gøre dig mindre.

Du begynder at vælge det, der føles nærende.
Du begynder at sige nej uden skyld.
Du begynder at sige ja til dig.

At være sit livs kærlighed betyder ikke,
at du ikke ønsker kærlighed fra andre.

Det betyder,
at du ikke længere forhandler med din værdighed.

Du bliver ikke perfekt.
Du bliver hel.

Og når du står dér –
forankret i dig selv,
hjemme i dit hjerte,
tryg i din egen energi –
så bliver kærlighed udefra et smukt supplement.
Ikke en redningskrans.

Du er ikke her for at blive reddet.
Du er her for at huske, hvem du er.

Du er dit livs kærlighed.
Og det er mere end nok♥️♥️♥️

~ Susie Liv, Klinik Hjerterum

29/01/2026

Så kom jeg i Taastrup Avis♥️♥️♥️

Hun beskriver, hvordan hun i mange år var en arbejdshest, der tog ansvar for alle og alt – indtil kroppen trak i nødbremsen.

28/01/2026

🤍 NÅR DU RAMMER BUNDEN 🤍

Når du ikke har mere i dig.
Når alt er prøvet.
Når du er træt helt ind i knoglerne.
Når håbet føles tyndslidt.

Det føles som enden.
Men ofte er det begyndelsen.

For bunden er det sted, hvor illusionerne falder.
Hvor undskyldningerne slipper.
Hvor du ikke længere kan flygte fra dig selv.

Og lige dér…
opstår et stille valg:

Vil jeg blive liggende?
Eller vil jeg tage ansvar for mit liv – én lille bevægelse ad gangen?

Ikke store løfter.
Ikke perfekte planer.
Men babysteps.

Et nej mere end før.
Et ja til dig selv.
Et skridt mod sandhed.
Et valg om at se realiteterne i øjnene – uden selvhad.

At eje dig selv.
Dine mønstre.
Dine sår.
Dine længsler.

Ikke for at skamme dig.
Men for at tage din kraft hjem.

For når du ikke har mere at miste,
har du alt at vinde.

Du rejser dig ikke som en ny version.
Du rejser dig som den, du altid har været –
bare uden lagene af tilpasning, frygt og forventninger.

Langsomt.
Uperfekt.
Modigt.

Og en dag opdager du:
Du står oprejst.

Ikke fordi livet blev let.
Men fordi du blev stærk🤍

~ Susie Liv, Klinik Hjerterum