16/09/2022
EFTER DOKUMENTAR: SKAL MAN VIRKELIG PRØVE DET PÅ EGEN KROP FOR AT FORSTÅ?
Efter sidste afsnit af dokumentaren, Håbløst arbejde, er jeg blevet efterladt med en følelse af – ja, håbløst arbejde.
For det er et håbløst arbejde at få politikerne til at forstå alvoren og handle på det!
Hvorfor er syge i jobcentrene ikke på den politiske dagsorden?
Hvorfor er der ingen store overskrifter i medierne, om at syge bliver raskmeldt af jobcentrene til kontanthjælp?
I stedet mødes man med en larmende tavshed.
Birgitte, som jeg har repræsenteret, medvirkede i dokumentaren og var ude for en arbejdsulykke i 2017. I 2021 bliver hun raskmeldt af jobcentret uden at være rask. Hun blev henvist til kontanthjælp som jobparat. Dvs. hun skulle stå til rådighed for 37 timer.
Men på samme tid vurderede Arbejdsmarkedes Erhvervssikring (AES) at Birgitte havde en nedsat erhvervsevne på 95 %.
Det er alvorligt, når en kommune behandler syge – og ikke mindst de lægelige oplysninger – så lemfældigt!
Birgittes sag viser på værste vis kommunernes magtmisbrug. Det har store konsekvenser for de mennesker, det går ud over. Men får ingen konsekvenser for kommunerne, som blot får lov at fortsætte ufortrødent.
Hvorfor ser politikerne ikke på Birgittes situation med stor alvor?
Hvorfor følger medierne ikke op? Hvor er den kritiske journalistik? Det kritiske interview?
Det skal da ikke være op til en jobcentermedarbejder om at vurdere, om folk er syge eller raske!
Lad os nu få et opgør med sygedagpengelovens § 7 om uarbejdsdygtighedsbegrebet, som jobcentrene skalter og valter med efter kommunens budgetter.
Politisk bør man gå hele vejen og tage de syge helt ud af jobcentrene.
Skal man virkelig have prøvet det selv, før man forstår og vil gribe ind?
Jeg har prøvet. Jeg forstår.
I dag er det ti år siden, at jeg blev påkørt en torsdag morgen på vej til arbejde – mit liv tog en radikal drejning.
Jeg blev langtidssygemeldt, afskediget, raskmeldt af jobcentret, henvist til kontanthjælp, forsørget af min ægtefælle i 14 mdr. Og efter en hård kamp bevilliget fleksjob.
I alt blev det til fire et halvt år i jobcentrets kløer, hvor jeg også endte med at miste troen på, at velfærdssamfundet griber os, når vi falder.
Men det blev også min motivation til at hjælpe andre og råbe samfundet op – for at undgå at andre kommer i lignende situation, som Birgitte og jeg.
Det er vigtigt at forstå, at det her vedkommer os alle.
For sygdom og ulykke rammer ikke kun naboen.
Og det er en langt hårdere kamp at kæmpe, når man først ligger ned – sammen med de andre syge. Derfor!
Kærligst
Marianne Stein
Forfatter, debattør, foredragsholder og privatpraktiserende socialrådgiver
