15/11/2025
Et vigtigt perspektiv på neurodivergens her.
Ikke fordi udfordringerne ikke findes — det gør de, og de kan være markante.
Men fordi mange mennesker, også voksne med spiseforstyrrelser, alt for ofte ender med at tro, at hele problemet ligger i dem, frem for i de rammer, de forsøger at navigere i.
Opslaget her sætter ord på, hvordan vores moderne miljø nogle gange skaber mismatch med nervesystemer, der fungerer anderledes — men ikke forkert. Det er et perspektiv, der kan åbne for mere forståelse, mindre skam og bedre støtte.
Variation er en realitet. Vanskeligheder er en realitet.
Og begge dele fortjener at blive mødt med nuancer, ikke forenkling.
DER VAR ENGANG …. verdener, hvor de adfærds- og opmærksomhedsmønstre, som i dag rubriceres som psykiatriske symptomer, ikke blev opfattet som tegn på indre forstyrrelse - men blot forskellige måder at være til på. Forskellige måder at sanse, reagere, relatere, fordybe sig, beskytte sig, organisere sig og skabe mening.
Og netop her begynder denne fortælling — og den bekymring som dette opslag handler om. For når danske politikere taler om “færre diagnoser”, eller når Trump taler om at “udrydde autisme”, gentager de en eugenisk logik i nye klæder: At mennesker skal tilpasses rammen — ikke rammen menneskene.
Det betyder:
👉 At den variation, der tidligere var — og andre steder er — variation i funktion, bliver til diagnoser.
👉 At mange af de træk, der blot er reaktionsmønstre tilpasset specifikke økologiske nicher, nu identificeres som symptomer på dysfunktion.
👉 At vores moderne verden er blevet så snæver i sin tolerance, at ordinær menneskelig biodiversitet kollapser til patologi.
Konsekvensen er ikke abstrakt.
Det er børn der medicineres ud af deres naturlige perceptionsmønster.
Det er unge der lærer at deres nervesystems respons er forkert.
Det er forældre der mister tilliden til, hvad de kan mærke.
Det er venner og kolleger der forsvinder ind i skam.
Og det er et samfund der systematisk udrydder præcis den kognitive og sensoriske variation, der evolutionært har drevet vores overlevelse, sociale innovation, kulturelle kreativitet og teknologiske gennembrud.
Vi kalder det behandling.
Men det er ensretning af diversitet.
I jæger-samler-samfund, i agrare fællesskaber, i førmoderne strukturer - var det funktionelle variationer:
🔹 Ekstrem sanselighed fangede løvraslens retning, rovdyrs lugt, barkens smag der skilte gift fra føde.
🔹Dyb fordybelse løste flintknapperi, vævning, navigation gennem stjernemønstre.
🔹Intens opmærksomhed og hyperårvågenhed holdt natlige vagter, læste spor, registrerede det minimalt anomale.
🔹Ritualisering og rigiditet i systematik sikrede jagt-timing, høst-rytmer, og vandringscyklusser.
🔹Let afledelighed og impulsivitet fangede byttet der pludselig dukkede op, og undveg faren der ikke kunne forudses.
🔹Social selektivitet skabte dybe alliancer i små grupper frem for overfladisk kontakt i store.
🔹Mønstertænkning læste årstidsforskydninger, dyrebevægelser, vejrsystemer.
🔹Behov for tilbagetrækning genopbyggede nervesystemer efter jagt, kamp, fødsel.
🔹Højt energiniveau drev migration, byggeri, og langdistance-transport.
🔹Stærk systematisering katalogiserede hundredvis af plantearter, gift-kombinationer, territorier m.v.
Intet af det var symptomer.
Det var funktionel diversitet.
I dag møder de samme neurologiske konfigurationer en verden, der ikke har brug for dem — og derfor gør dem til patologi:
Ekstrem sanselighed, der tidligere fangede subtile signaler nødvendige for overlevelse, møder nu kunstigt lys, syntetisk lyd, kemisk lugt i miljøer man ikke kan forlade. Den bliver til “sensorisk reaktivitet” — ikke fordi nervesystemet fejler, men fordi miljøet er blevet ubeboeligt for den type perception.
Dyb fordybelse, der tidligere løste komplekse opgaver over tid, møder nu krav om konstant skift mellem fragmenterede aktiviteter. Den bliver til “rigiditet” — ikke fordi fokus er patologisk, men fordi strukturen straffer kontinuitet.
Intens årvågenhed, der tidligere beskyttede kollektivet, møder nu trusler man ikke kan handle på: deadlines, sociale hierarkier, abstrakte fremtidskrav. Den bliver til “angst” — ikke fordi systemet er defekt, men fordi det reagerer præcist på fare det ikke kan flygte fra.
Impulsivitet og handling uden tidskrævende eftertanke, der tidligere sikrede respons i kritiske øjeblikke, møder nu 8 timers stillesiddende institutionsliv. Den bliver til “ADHD der kræver medicinering” — ikke fordi energien er forkert, men fordi rammen ikke rummer bevægelse.
Det er ikke identiske fænomener.
Det er træk, der er blevet gjort til lidelse gennem miljømismatch. Samme neurologiske variation — forskellig økologisk ramme — radikalt forskellig oplevelse af funktion versus dysfunktion.
Problemet er ikke variationen.
Problemet er at én specifik kulturel form — den institutionaliserede, standardiserede, accelererede — er blevet universaliseret som den eneste gyldige menneskelige betingelse.
En verden der kræver at man:
– Lærer gennem abstrakte symboler i årevis før praktik tillades
– Sidder kunstigt stille under neonlys i 6-8 timer dagligt
– Skifter opmærksomhed hvert 45. minut på signal
– Tåler 30 menneskers simultane energi i lukkede rum
– Følger sociale scripts der ændrer sig med stor hast per skiftende kontekster (fx frikvarter og timer) - uden eksplicit forklaring
– Producerer lineært, målbart, kontinuerligt
I den ramme bliver økologisk variation nødvendigvis til dysfunktion. Og mennesker — ikke strukturerne — gøres til interventionsobjekter.
Vi ser det i hverdagen:
🔹 Barnet der ikke lærer i klasselokalet, men absorberer viden når det bygger, går, rører.
🔹 Tumlingen der “eksploderer” derhjemme efter 6 timers sensorisk overstimulering i institutionen.
🔹 Eleven der kollapser under gymnasiets fragmenterede tempo, men fordyber sig i et emne i 12 timer uden pause - alene om natten..
🔹 Medarbejderen der nedbrydes i open office — lys, lyd, øjenkontakt, afbrydelser — men producerer i flow derhjemme.
🔹 Den unge der får panikangst i supermarkedet, men regulerer sig fuldstændigt og fleksibelt i en skov.
Der er ingen “sygdom” der forsvinder og genopstår.
Der er et nervesystem der reagerer præcist, kontekstspecifikt, funktionelt på forskellige miljøbelastninger.
Det vi kalder symptomer, er friktionen mellem biologisk variabilitet og kulturel monokultur.
Når politikere derfor taler om “for mange diagnoser” uden samtidig at tale om: 8-timers institutionsdage, 90 decibel i kantiner, standardiseret læring, sociale krav der forudsætter neuronormativ intuition, immobilisering uden mulighed for bevægelse og initiativstyret aktivitet, samt fraværet af praktisk og sanselig læring — afslører det en fundamental analytisk fejl:
Problemet er ikke overdiagnosticering.
Men undermiljøisering.
Der er ikke for mange diagnoser.
Der er for få økologiske nicher.
Ligesom monokultur i landbruget skaber sårbarhed, skaber kulturel monokultur psykisk sammenbrud.
Det er variationen — den kognitive, sensoriske, sociale — der giver resiliens, perspektiv, innovation.
Når Trump siger at han vil “udrydde autisme”, opererer han indenfor en forståelse hvor neurologisk variation er patologi. Men han taler ikke om sygdom.
Han taler om specifikke måder at organisere perception, hukommelse og mening på.
At ville udrydde det er ikke sundhedspolitik.
Det er biologisk ensretning.
Det er eugenik i ny forklædning.
Hvis bare de højest råbende forstod:
At det vi kalder “symptomer” er nervesystemers præcise respons på miljømismatch
At diagnoser er kulturens sprog for variation den ikke længere kan rumme
At “afvigelse” ofte er den funktionelle respons på afvigende miljøer (det moderne liv er historisk anomalt)
At lidelse ikke primært opstår i nervesystemet, men i friktionen mellem nervesystem og miljø
Så ville vi ikke tale om at reducere diagnoser.
Vi ville tale om at diversificere rammer.
Det er det Nervesystemet Først! arbejder for:
Flere økologiske nicher i uddannelsessystemet, arbejdsmarkedet, det sociale liv.
Færre nervesystemer der presses ud over deres biologiske tolerance.
Flere strukturer, der kan matche menneskelig variation.
Mindre patologisering af det, der blot er forskellig neurologisk organisering
For vores børn er ikke symptomer.
De er ikke diagnoser.
De er ikke afvigelser fra en norm.
De er variation — funktionel, nødvendig, historisk normal.
De er den biodiversitet, som monokulturelle institutioner ikke længere kan rumme.
De fortjener en verden med plads til flere måder at være menneske på — ikke en verden, der forsøger at normalisere dem ud af eksistens.
Illustration: AI
