16/12/2025
Her er jeg, 27 år gammel, med min 4 mdr. gamle pige i sengen en morgen i marts 2017. Hun havde været mit største ønske i flere år, og nu lå hun endelig her i mine arme.
Jeg havde i den grad glædet mig til moderskabet og havde en idé om, at det ville jeg være ret god til. Det, jeg slet ikke var forberedt på, var den følelsesmæssige forandring, der skete inde i mig.
Jeg havde en god uddannelse inden for erhvervspsykologi og HR og havde i de foregående fem år arbejdet i det private erhvervsliv – bank og senere Executive Search. Arbejdsdagene var lange, kulturen konkurrencepræget, hvor dem, der leverede, også var dem, der var noget værd. Et arbejde, som jeg var stolt af, for jeg havde jo gjort alt det “rigtige”. Tjent mine penge, bygget en karriere, været ansvarlig og pligtopfyldende. Men var jeg glad? Absolut ikke. Og jeg kunne faktisk ikke huske, hvornår jeg sidst havde været det.
At blive mor for første gang var noget helt andet. For første gang føltes det ikke okay aldrig at være glad. Det føltes ikke okay at være i et miljø, hvor mennesker blev brugt, udstillet og behandlet som ting, man bare kan smide ud. For første gang mærkede jeg, at jeg var nødt til at passe bedre på mig selv, hvis jeg skulle kunne passe på min datter. Hvis jeg gik rundt i et så usundt miljø hele dagen, ville jeg uundgåeligt tage det med hjem til min familie – og ikke mindst mit barn.
Jeg var nødt til at flytte mig væk fra det kolde og hen imod noget varmt, kærligt og tålmodigt – de følelser, der føltes naturlige at give videre til min datter.
Efter min barsel sagde jeg mit job op og stod med, hvad der føltes som den største karrieremæssige katastrofe verden nogensinde har set. Og jeg lærte noget vigtigt: At følge sit indre kommer sjældent uden en stor pris.
Jeg havde absolut ingen idé om, hvad jeg skulle med mit liv fagligt, og det gjorde ondt. Men det, jeg havde fået, var det hele værd. Tid, ro, sårbarhed og glæde ved mit nye moderskab – og følelsen af at gøre det rigtige for mig.
Tak fordi du læste med ♥️
Kh.
Luisa
