11/06/2025
Delt skam er halv skam
Jeg var engang en pige, der lærte, at jeg ikke måtte tale, ikke føle og slet ikke stole på nogen. Jeg lærte at tilpasse mig, være dygtig, holde masken. Jeg bar min skam som en usynlig kappe—tung og tavs.
I dag er jeg stolt af at være mig, med alt hvad jeg er. Ikke fordi jeg er færdig. Men fordi jeg hele tiden pudser og polerer, justerer og ændrer, så jeg har det godt. Jeg tilpasser mig ikke længere for at blive elsket. Jeg tilpasser mig det, der gør det muligt at være her, jeg lærer og jeg lærer fra mig.
Lidt som i Bushcraft: Improvise, adapt, overcome. En overlevelsesstrategi, ja. Men i dag handler det ikke om at overleve. Det handler om at leve.
Når vi deler det skamfulde, mister det sit greb
Det heler at dele det skamfulde. Når jeg nænsomt pakker det 'grimme' ud—kigger på det med kærlige øjne—sker der noget. Det mister magten.
Skammen smitter, ja. Og det gør mod også.
Når vi deler det, vi troede vi var alene om, sker der noget magisk.
Skammen krymper som dug i solen. Og pludselig bliver det, der før virkede uoverkommeligt, til noget jeg kan være med. Jeg kan sørge. Jeg kan glædes. Jeg kan sove bedre. Være mere nærværende.
Skammen slår revner, når vi tør tale
Mit selvbillede har været smadret i tusinde stykker. Ingen spejle at se mig i. Ingen kærlige øjne, der kunne vise mig, hvem jeg er.
Men der var faktisk kærlige øjne, jeg kunne have set tilbage i – men jeg turde ikke. For jeg bar på en hemmelighed, som truede mit liv, hvis jeg sagde den højt. At møde de øjne ærligt ville have afsløret alt, og det turde jeg ikke dengang.
Men brudstykkerne – de ligger der stadig. Og jeg samler dem op, ét for ét. Kigger på dem. Lytter til dem. Lader dem fortælle deres historie.
Jeg har lært at sidde med mig selv, i stilheden og i stormen. Jeg har vovet at se på det, jeg længtes efter at glemme.
Givet det ord. Givet det farve. Givet det plads.
Og lidt efter lidt har jeg fundet hjem i mig selv. I værdighed.
Skam er ikke skyld.
Skyld handler om handlinger: "Jeg gjorde noget forkert."
Skam handler om identitet: "Jeg er forkert."
Men det var ikke min skyld. Det, der skete, var aldrig mit ansvar.
Det blev bare til min byrde at bære.
Hvad nu hvis jeg ikke er forkert? Hvad nu hvis det bare er noget, jeg har lært – for at overleve?
Hvad nu hvis skammen i virkeligheden er et spejl på alt det i mig, der i årevis blev fortrængt og gjort tavst?
I dag hjælper jeg andre med at finde deres stemme og ståsted.
Jeg hjælper dem med at bære det, der føltes ubærligt alene.
Med at finde modet til at kigge – og blive set.
For det du kigger på, forsvinder.
Og det du fortrænger, forbliver.
Det du tør møde, kan forandre alt.
Vi bærer masker for at overleve
Vi har alle de her forskellige masker vi bærer for at passe ind. Og for at kunne være til. Men når vi tør lade maskerne falde og møder os selv med et venligt sind, kan skammen ikke længere gro.
Og måske er det netop den fælles tone, vi skal lære at synge?
At dele vores skam. At turde spørge: "Hvad er det i mig, der reagerer sådan, når du siger...?"
At kende vores egne systemer og strategier. At vide, at det er mit liv og mit ansvar.
Og at behandle os selv og hinanden med kærlig venlighed, uden at skulle fikse.
At turde tage ansvar og handle med bevidsthed
Jeg har lært, at jeg er vigtig. At mine ord er vigtige og gode nok. At det er okay at føle. At frygten mister magten, når jeg møder den med forståelse.
Jeg har lært, at det er muligt at give slip på det, jeg tror, jeg ved og prøve noget nyt.
Jeg har lært, at bevidsthed forpligter.
Og jeg har lært, at nogle af de mennesker jeg har mødt igennem mit liv, var sendt for at vise mig det, jeg endnu ikke havde lært om mig selv. På godt og ondt. Nu er jeg taknemmelig for læringen.
Jeg lever, derfor lærer jeg
Jeg får ikke altid hvad jeg ønsker. Men jeg får, hvad jeg behøver.
Jeg har lært, at jeg fungerer godt i et fællesskab.
Og at vi alle bidrager på vores egen unikke måde.
For så længe jeg lever, så lærer jeg.
Og så længe jeg lærer, så lever jeg.
