30/05/2025
I dag er det 17 år siden jeg blev mor for første gang! 🥹 Tillykke til min elskede, store pige! ❤️🇩🇰
Jeg forstår ikke, at jeg har været mor i 17 år! Moderskabet i sig selv faldt mig let og naturligt - det var en følelse af, at jeg endelig var landet der, hvor jeg havde drømt om at lande, siden jeg kan huske. Jeg gik på mit kandidatstudie, som jeg fandt svært og udfordrende, hvilket fik mig til at tvivle lidt på mig selv. Men da jeg blev mor, mærkede jeg for måske første gang i mit liv, at “det her, det kan jeg bare.”
Helt ærligt, så var jeg bare SÅ klar til at blive mor. Til at tage mig af et andet menneske. Til at livet skulle dreje sig om noget større og vigtigere end mig. Samtidig var vores første barn meget tilpas og sov godt, både dag og nat, og vi havde bare generelt gode vilkår. Vi var heldige!
Nå, men særligt i de første dage var jeg også ramt af fødslen. Skuffet over igangsættelsen. Chokeret over “vestormen”. Vred over, at jeg følte, at “nogen” havde taget min fødsel fra mig. For jeg havde følt mig så stærk og klar til den fødsel. Jeg havde virkelig glædet mig og var ikke bange. Og så fik jeg bare pillet al min selvtillid ud af mig, følte jeg.
Indtil jeg en dag kom gående hen ad gaden med mit barn. Og efterhånden som jeg fik øje på andre mødre med deres børn, voksede jeg gradvist. Jeg mærkede et usynligt men ufatteligt stærkt bånd mellem alle os mødre, der gik der med vores børn. Nu var jeg blevet en del af den klub, jeg ikke anede eksisterede. Men som fik mig til at føle mig stærk og holdt. Hver gang jeg kiggede på en anden mor, fik hun lige et anerkendende blik: “f***, du er sej!! Vi er seje!”💪🏻 Jeg begyndte virkelig at se kvinder i et nyt lys. Og jeg mærkede samhørighed og forbundethed. Wauw! Det havde jeg ikke oplevet på den måde før.🙏🏻❤️✨
Når noget var svært, kunne jeg faktisk nogle gange hente styrke i at vide, at der er millioner af forældre verden over, der også kæmper lige nu. De klarer det, og det gør jeg også. Måske kan du også bruge den tanke, hvis du kæmper ❤️