Aut. Psykolog

05/06/2025

26/04/2023

DET MEST SYREDE, DU KOMMER TIL AT LÆSE IDAG: BETYDNINGEN AF HJERNEBØLGESYNKRONISERING ✨🧠

Et nyt studie, der netop er præsenteret i det videnskabelige tidsskrift Psychological Science, viser en direkte kobling mellem graden af indlæring og graden af synkronisering mellem de studerendes og lærerens hjernebølger (!).

I studiet påsatte man såkaldte EEG-målere på de studerende, som blev undervist i bestemte emner, som de så efterfølgende blev eksamineret i i en test. I løbet af undervisningen observerede forskerne hvordan de studerendes hjernebølger begyndte at synkronisere både indbyrdes og med lærerens hjernebølger.

Det særlige ved forsøget var så, at de studerende, hvis hjernebølger var mere synkroniserede med medstuderende og lærerens efterfølgende udviste bedre resultater ift. testen af det indlærte!

Hvilke faktorer ved man så kan øge denne ekstremt vigtige hjernebølgesynkronisering?

1. Fælles opmærksomhed: At fokusere på samme stimulus eller aktivitet kan forbedre hjernebølgesynkroniseringen mellem individer. Når folk arbejder sammen om en opgave eller ser den samme film, kan deres hjernebølger blive mere synkroniserede.

2. Direkte øjenkontakt: Øjenkontakt er en stærk social cue, der kan forbedre følelsen af forbindelse og synkronisering mellem mennesker. Forskning viser, at direkte øjenkontakt kan øge hjernebølgesynkroniseringen (Hirsch et al., 2017).

3. Berøring: Fysisk berøring, såsom at holde hænder, kramme eller skulderklap, kan også øge hjernebølgesynkroniseringen. Berøring er en vigtig del af menneskelig interaktion og kan hjælpe med at etablere en følelse af nærhed og forbindelse.

4. Empatisk lytning: At lytte aktivt og med empati til en samtalepartner kan forbedre hjernebølgesynkroniseringen. Når man viser empati og forståelse, kan det skabe en dybere forbindelse og hjælpe med at synkronisere hjernebølger.

5. Fælles rytme: Deltagelse i aktiviteter med en fælles rytme, såsom musik, dans eller sang, kan forbedre hjernebølgesynkroniseringen. Når folk bevæger sig i takt med hinanden eller synkroniserer deres handlinger, kan deres hjerneaktivitet også synkronisere.

Hvad kan så hæmme den?

Yep, den selvsamme dims, du sidder med i hænderne eller foran dig. 📱🖥️

Når din opmærksomhed drages ind i en personaliseret, algoritmestyret og følelsesfremkaldende verden - måske indfanget af en fængende overskrift (😇) - så hæmmes din evne til at indgå i meningsfyldte, hjernebølgesynkroniserende nære og dybe relationer med andre.

Hvis det sker igen og igen i din barndom eller ungdom, så svækkes denne evne med al sandsynlighed, hvilket forringer din evne til at knytte dig til andre mennesker.

For mig er dette endnu en grund til, at vi virkelig skal beskytte vores børn mod en techindustri, der slet slet ikke er klar over, hvilken skade den forvolder.

Støt borgerforslaget her: https://www.borgerforslag.dk/se-og-stoet-forslag/?Id=FT-14408

30/03/2023

STYRK DIT BARNS FORSTÅELSE AF EN SOCIAL SITUATION 🌼 "Når en lærer reagerer sådan, så er det fordi, han er presset. Han har 25 elever, han skal have af sted. Der har han brug for klassens hjælp."
"Dine lærere har et arbejdsmiljø - og det skal vi understøtte."
"Lederskab er ikke bare noget, man tager - det er noget, man bliver givet."
"Han har nok i baghovedet, at I skal af sted på tur og nå at møde den anden klasse til tiden og nå at komme hjem igen til frikvarteret. I sådan en situation kan man godt blive lidt følsom og komme til at lyde spids."
"Han elsker sit fag og har lyst til at undervise jer. Han har næppe lyst til at være sur eller spids. Men han kan nok godt føle, at det er det, der skal til."
"Når mennesker oplever tidspres, går deres empati-evne ned. Der har vi brug for hjælp af andre. At vi ikke skal trække hele læsset selv, men får hjælp af fællesskabet."
"Sådan kan jeg også godt have det, når vi skal af sted til noget. Så er det som om, at min hjerne koger sammen af alle de trin, der skal huskes og koordineres."

Indrømmet! Mine børn er ikke altid super tilfredse med vores reaktion på deres fortællinger fra skolelivet. Men jeg synes, det er vigtigt, at forældre bibringer børn en større forståelse af en situations nuancer. At vi ikke bare taler dem efter munden. Giver dem ret. Og læreren uret.

Det er en fin balance, der kræver, at du mærker efter, hvornår dit barn reelt er oprevet eller ked af noget (og behøver trøst nu og her) - og hvornår du snarere er ved at blive præsenteret for en genfortælling af noget, en lærer har gjort eller sagt, som gruppen ikke forstod eller var enige i. Vær også opmærksom på amygdala her, for barnet kan få lyst til at bakke ud, fortryde at det delte fortællingen med dig, eller blive ked af at føle sig misforstået.

Men vi må - hvis du spørger mig - huske på, at forældreskab er lederskab. At vi skal hjælpe vores børn med at navigere i en verden, hvor der ikke altid er medvind. Hvor man nogle gange føler sig uretfærdigt behandlet af en lærer eller andre. Hvor man kan berolige sig selv ved at se flere nuancer, end dem der ligger lige for. Hvor vi kan lære at “flippe” vores perspektiv; se den større sammenhæng.

Situationen minder mig om en sekvens fra min bog "Hjernesmarte børn". Her giver jeg nogle bud på, hvordan man kan hjælpe sit barn til stille og roligt at opbygge evnen til at kunne færdes hensigtsmæssigt på en restaurant:

- ”Vi er rolige for at vise respekt for de andre gæster.”
- ”Hvis man skal have lov til særlige oplevelser som den her,skal man være stor nok til at sidde stille på sin rumpe.”
- ”Det her er et sted, hvor man taler med korte stemmer.”
- ”De andre gæster har betalt penge for at være her – og de har måske glædet sig hele ugen. Derfor giver vi dem ro til at nyde det.”
- ”Kokken har gjort sig umage for at lave og servere det pænt for os – nu gør vi os umage for at spise det pænt og nyde smagene.”
- ”Hvis vi kan tale lavt til hinanden i dag – og vise respekt for de andre gæster – så kan vi godt komme på restaurant en anden gang.”

At kunne begå sig socialt - herunder at kunne aflæse, hvilke "tangenter" man med fordel kan spille på, hvornår og hvor - er en central del af livsmestring. Vores børn fortjener det. Og i dette og mange andre tilfælde fortjener vores børns lærere og pædagoger det også. Kh Anette 🌱

30/03/2023

NI ÅRS GRÅ HÅR! 😱 Seriøst! I dag er det præcis 9 år siden, at jeg som en af de første - i et hav af dansk blåøjethed - gik ind i debatten om, hvor vigtigt det er at få mobilerne ud af skolen.

Mange steder er det stadig ikke sket. Mange steder er man fortsat famlende og lader det være op til det enkelte lærerteam eller den enkelte elev. Det er tosset og uden indsigt i basal forskning.

Selvom en aktuel Altinget og DR-undersøgelse viser, at 9 ud af 10 danskere nu ønsker mobilerne ud af skolen, må jeg spørge mig selv, hvorfor dælen vi har et så langsomt accelererende samfund på så væsentlig en dagsorden som vores børns trivsel og læring. Hvorfor evner Danmark ikke forskningsbasering, SWOT-analyser, forsigtighedsprincipper og en eftertænksom rammesætning?

Jeg er - selvsagt - helt enig med Dorte Ågårds kronik i Politiken, hvor hun på vegne af Tech & Trivsel skriver:

"Når man afviser begrænsninger og anbefaler forældre bare at tale med deres børn og siger, at det i skolen alene handler om ’digital dannelse’, placerer man ansvaret på børnene og de unge selv, og det er helt i techindustriens interesse at gøre det til et spørgsmål om selvregulering."

Men seriøst ... 9 år!!! Hvor mange børn har ikke oplevet deres fordybelsesstier, indre-ro-stier og nærværsstier groet til i de år - endda deres legestier? I bytte har de fået zapperi-stier, distraktionsstier og ensomhedsstier. Her får du min kronik fra Berlingske 28. marts 2014, der hedder "Net-zapperi ødelægger indlæringen" - desværre lige så aktuel, som da den blev skrevet.

Frustrerede hilsner,
Anette ( + )

NET-ZAPPERI ØDELÆGGER INDLÆRINGEN

Læring forankres ikke, når opmærksomheden flakker. Skoler og gymnasier bør sætte klare rammer for elevers brug af internettet i undervisningen, mener dagens kronikør, sociolog Anette Prehn.

Anette Prehn, Sociolog, foredragsholder og forfatter, Centre for Brain-Based Leadership and Learning

Undervisningsministeriet har nedsat en ekspertgruppe i »Ro og klasseledelse«, som barsler dette forår. Vellykket klasseledelse er en disciplin i udfordrende omstændigheder: en mangelvare på mange folkeskoler og gymnasieri dag. Vil man opnå reelle fremskridt inden for klasseledelse, kræver det imidlertid en begavet håndtering af de »optline-tilstande«, der p.t. hersker mange steder – og som direkte modarbejder såvel elevernes læring som lærernes autoritet.

Vi ved alle, hvad online og offline er. Når vi er online, anvender vi nettet og dets søgefunktioner. Når vi er offline, har vi trukket stikket til den virtuelle verden. Optline (optional line) er den mellemtilstand, hvor adgangen til nettet ligger som en latent mulighed. Optline i et modul på et gymnasium eller i en folkeskole betyder, at elever kunne ch**te på Messenger. De kunne også se den film færdig, som de ikke så færdig i nat. Og de kunne koordinere deres eftermiddagsaktiviter virtuelt. Alt dette »kunne« fylder i hjernen.

Ved at tillade en hyppig (eller konstant) optline-tilstand modarbejder skoleledere, rektorer og lærere reelt elevernes fokus. Eleverne kan alt muligt andet end at engagere sig levende i læringsrummet – og det bliver derfor alene deres viljestyrke, videbegær eller respekt for læreren, der afgør, om de undlader at kaste fingre og øjne på virtuelle udenomsaktiviteter. Selv den nærværende elev reducerer sin opmærksomhedsevne i optline-omgivelser. En indre dialog, hvor eleven diskuterer med sig selv, om han/hun skal gå online eller forblive nærværende i rummet, fortynder nemlig også kostbar opmærksomhed.

Hvordan ser det ud i dag? Hveranden elev bruger altid eller ofte Facebook, spiller spil, ser film eller ch**ter i undervisningen – og det forstyrrer ikke bare eleven selv, men også dem, der sidder ved siden af og bagved. Enhver, der har siddet til et kulturelt arrangement bag én, der bruger sin mobiltelefon, ved, hvordan skærmlys drager opmærksomhed. Og foregår der tilmed nysgerrighedsvækkende ting på skærmen… så meget desto mere.

At lære noget forudsætter hippocampus-aktivitet i hjernen. Hjerneforskningen taler sit klare sprog: Delt opmærksomhed fører til utilstrækkelig hippocampus-aktivering. Læring sker ved at øge opmærksomheds-tætheden i en given retning.
Multitasking er imidlertid en illusion, de fleste af os lider under. Vi tror, at vi kan gøre flere ting samtidig og forblive opmærksomme – men blot 2,5 pct. af os kan multitaske uden præstationsdyk. Hvorfor er vi så illusoriske, når forskning så klart viser, at vi tager fejl? Det skyldes formentlig, at menneskeheden er udstyret med det, forskere kalder »overoptimisme«. Det er overoptimisme, der gør, at de fleste voksne mener, at de kører bedre bil end andre. Det er også overoptimisme, der gør, at 94 pct. af universitetetsprofessorer mener, at de – sammenlignet med deres kolleger – leverer »over gennemsnittet« arbejde!

Multitasking er i øvrigt flere ting. Det er dels dét at gøre flere ting samtidig. Men det er også dét at have en fuld arbejdshukommelse og samtidig forsøge at forstå noget nyt. Arbejdshukommelsen er afgørende for elevers analyse, problemløsning, kreativitet og informationsbearbejdning. Det er i arbejdshukommelsen, at nye idéer opstår. Hvis der altså er plads til dem. Arbejdshukommelsen har nemlig en ekstremt begrænset kapacitet. Fire-Syv enheder. Mentale huskesedler a la »jeg skal liiige huske at…« dræner kapaciteten. Ligesom forforståelser a la »det her er kedeligt/svært« gør det. Det er derfor afgørende for høj præstation, at elever opbygger effektive vaner udi at tømme arbejdshukommelsen regelmæssigt og skrue relevant på deres fortolkninger.

Den største fristelse for mennesker er i dag sociale medier, viser forskningen. Og når vi ser andre være på sociale medier, så smitter det fluks. Vi får en ubændig trang til at gøre det samme. En person i et klasserum, der er på Messenger eller Facebook, sår altså spor af fristelse i alle andre, der ser (eller ved), hvad der foregår. Viljestyrke er en begrænset ressource. Man kan løbe tør for den. Og hvis man bruger megen viljestyrke på ét område af sit liv, har man mindre til andre områder.

Hvis elever hele dagen har løbet spidsrod mellem fristelser – og undertrykt deres trang til virtuel stimulation i undervisningen – hvor megen viljestyrke er der mon så tilbage til at gennemføre lektielæsning og opgaveløsning senere?

Når talen falder på læring i folkeskole og gymnasium, handler det ofte om, hvad den enkelte mener at lære. Her slipper elever af sted med at insistere på, at det fremmer deres læring at kunne surfe på internettet konstant – eller sende beskeder via Messenger på Facebook midt i matematiktimen. Et levende læringsrum er dog meget mere end individets læring, og handler ikke bare om, hvad den enkelte synes, at han/hun får med sig. Det handler mindst ligeså meget om, hvad den enkelte giver og signalerer til andre. Samskabelsen.

I et levende læringsrum er deltagerne nærværende og responderer på nuancer i andres bidrag. De udviser(og optræner dermed) aktive mikrobeskeder, f.eks. øjenkontakt, nik og smil – og ikke kun af ren høflighed. Mikrobeskeder har nemlig en dobbelt funktion. Dels signalerer de til den, der taler, at man er med og understøtter vedkommendes autoritet – uanset om man er enig eller ej. Men forskning viser, at ens mikrobeskeder tilmed influerer på ens egen opmærksomhed. Der findes mikrobeskeder, som fremmer vores forståelse af det, der foregår – og der findes mikrobeskeder, der hæmmer selvsamme. Små skru kan gøre en stor forskel.

Essentielle læringsrums-færdigheder trænes ikke, når elever er halvt begravet i spil eller surfing. De har også trange kår, når samspillet foregår med skærme mellem mennesker, som mindst halvdelen af tiden kigger væk. Set-uppet med skærmvolde på tværs af klassen – som er blevet default-situationen mange steder i dag –opbygger i stedet en illusion om, at læring er noget, jeg modtager (ved manisk at tage noter), og at nærværsgrad og mikrobeskeder ikke har synderlig betydning for læringsrummets kvalitet.

Skoleledere og rektorer bør tage på sig at skabe klare og læringsfremmende rammer for undervisning og mimimere optline-tilstanden i timerne. Det er ikke den enkelte lærer, der skal føle sig gammeldags eller dum af at insistere på klare grænser mellem offline og online. Fælles rammer og klare signaler aflaster lærernes arbejdshukommelse, og så kan de bruge deres ressourcer relevant. Når elever »tager noter på tændte computere og googler/deler information undervejs« er det bare én måde at bruge hjernen på. Men er det det altoverskyggende læringsformat, er det en tynd gren at sidde på. Selv for digitale indfødte.

Begavede læringsdesign med hjernesmarte virkemidler muliggør bølger af såvel offline- som online-aktivitet. Og masser af variation. Alskens set-up er mulige. Også dem, hvor eleverne slet ikke – eller kun noget af tiden – bruger computere. Ligesom man – når det er relevant – kan have moduler, hvor smartboardet er tændt fra start til slut.

Informationssøgning er selvsagt vigtigt i dagens læringsmiljø. Men det behøver ikke partout at foregå her og nu, så snart man identificerer behovet. Man kan notere klassens informationssøgningsbehov ned – og f.eks. give visse elever/grupper ansvaret for at lave en kritisk/grundig informationssøgning senere. Dermed trænes også elevernes evne til impulskontrol og behovsudsættelse, som er fundamentale byggesten i formningen af velfungerende mennesker.

Hjernebaseret læring handler om at skabe rige netværk i hjernen med mange, forskelligartede indgange. De pædagogiske virkemidler skal varieres fra gang til gang – og undervejs i et modul. Opmærksomhed stimuleres af det overraskende og uventede.

Dermed tager læreren aktivt klasseledelsen på sig – gennem de vigtige roller som opmærksomheds-leder og energi-minister. Og eleverne? De skal såmænd nok lære disciplinen »mentalt zapperi« uden for skoletiden.