07/11/2025
🌿 Om ro, ubalance og at være et helt menneske
Jeg fik en besked efter mit sidste opslag — fra en, der sagde, at hun havde fulgt mig, fordi hun troede, jeg altid var rolig.
At hun havde brug for ro, og derfor ikke kunne spejle sig i, at jeg også kan blive ramt.
Og jeg forstår hende faktisk godt.
Vi længes alle efter ro. Efter nogen, der holder det stille rum for os.
Men ro, som jeg ser det, handler ikke om altid at være i balance.
Det handler om at kunne blive i kontakt, når balancen vipper.
Når jeg mærker uro, (og det gør jeg) så prøver jeg ikke længere at “fixe” den med det samme.
Jeg mærker. Jeg observerer. Og så spørger jeg kroppen, hvad den har brug for.
Og ja jeg kan blive edderspændt rasende, ked af det, fortvivlet, mega begejstret, være rolig, danse grimt, bande som en havnearbejder og fjollet🤷♀️
Når jeg mærker at jeg tipper ud af balance, øver jeg mig også i at lytte hvad det handler om. Nogle gange siger kroppen:
“Sæt dig ned. Træk vejret langsomt. Slip med udåndingen.”
Andre gange siger den:
“Skru op for din power-song, dans grimt og grin højt.”
Det er alt sammen regulering.
Det er alt sammen nærvær❤️
Ligesom hunde, der ryster sig, når de har været forskrækkede eller bange — så frigiver vi mennesker også energi, følelser, spændinger. Det er naturligt. Det er sundt.
At jeg viser, at jeg også bliver ramt, betyder ikke, at jeg ikke kan holde roen og være nærværende🙏🏼
Det betyder bare, at jeg er et helt menneske.
Og for mig er autenticitet at turde stå i det hele — ikke kun i det pæne.
💛
Så hvis du i dag mærker lidt uro, så prøv at spørge din krop:
Vil du have ro? Eller vil du have bevægelse?
Og giv den det, den beder om.
