Stressvedborn.dk

14/11/2025

https://dagbladet-holstebro-struer.dk/debat/naar-tavsheden-bliver-en-kultur-fra-vaelgermoede-til-raadhus

Læserbrev: Dagbladet Holstebro-Struer skrev i sin leder den 12. november, at politiet står alene med bekymringen over narkosager blandt unge, mens de lokale politikere forholder sig tavse.

13/11/2025

Landsdækkende og sektoruafhængigt

Er du psykolog, socialrådgiver, jurist, læge, sygeplejerske, socialformidler, fysioterapeut, psykiatrimedarbejder, jobcenteransat, forvaltningskonsulent — eller på anden måde en fagperson, der arbejder i eller omkring den offentlige sektor?

Center for Naturnær Menneskelig Udvikling etablerer nu et landsdækkende tværfagligt team, som skal fungere som fagligt sparringsrum, analysegruppe og støtte for fagprofessionelle i alle dele af landet.

Det gælder ikke kun børn- og ungeområdet.
Det gælder socialområdet, sundhedsområdet, psykiatrien, jobcentrene, handicapområdet, ældreområdet — alle steder hvor borgere oplever:
• systemisk afmagt
• manglende helhedsblik
• retssikkerhedsbrud
• manglende koordinering
• uforståelige afgørelser
• organisatorisk modstand mod faglige input
• brudte forløb, tabte borgere og tabt tillid

Vi søger fagpersoner, der har lyst til at være med til at:
🌿 skabe tværfaglig sparring for andre fagpersoner i hele landet
🌿 hjælpe med at forstå komplekse sager holistisk og professionelt
🌿 udvikle en ny form for nationalt fagligt modspil
🌿 analysere systemiske mønstre på tværs af sektorer
🌿 opbygge et fremtidigt konsulentberedskab, som kommuner og regioner kan trække på

I opstarten er teamet frivilligt — senere bliver det et professionelt konsulent- og analysekorps.

Hvis du sidder med en sag, eller hvis du vil være en del af teamet, kontakt Psykolog, Ronnie Kristensen:
Tlf.: +45 52585274
Mail.: info@psykologholstebro.dk
www.naturnærudvikling.dk

Sammen kan vi skabe et tværfagligt fællesskab, der løfter faglighed, etik og menneskelig værdighed på tværs af Danmark.

08/11/2025

https://dagbladet-holstebro-struer.dk/debat/kontakt-og-regulering-sker-gennem-naervaer-ikke-kontrol


Folketinget

Læserbrev: Når undervisningsminister Mattias Tesfaye kalder børns mistrivsel for “pisse dårlig opdragelse”, og samtidig vil give lærere og pædagoger udvidede beføjelser til fysisk magtanvendelse, viser det, hvor langt vi som samfund er gledet væk fra forståelsen af, hvordan mennesker fa...

07/11/2025

https://dagbladet-holstebro-struer.dk/debat/kontakt-og-regulering-sker-gennem-naervaer-ikke-kontrol

Læserbrev: Når undervisningsminister Mattias Tesfaye kalder børns mistrivsel for “pisse dårlig opdragelse”, og samtidig vil give lærere og pædagoger udvidede beføjelser til fysisk magtanvendelse, viser det, hvor langt vi som samfund er gledet væk fra forståelsen af, hvordan mennesker fa...

21/10/2025

11/09/2025

Lille-verden – refleksioner omkring selvoscillation, resonans og menneskelig udvikling

Af Ronnie Kristensen, psykolog, Center for Naturnær Menneskelig Udvikling, chefpsykolog ved Nordisk Krisekorps og udvikler af Naturnær Menneskelig Udviklingsteori

⸻

Indledning – når verden bliver for stor

I min kommende bog om Naturnær Menneskelig Udviklingsteori introducerer jeg begrebet lilleverden. Jeg bruger det til at forstå de tilstande, vi i årtier har haft for vane at sygeliggøre og reducere til diagnoser. OCD, tvangshandlinger, autistiske særinteresser, selvskade eller spiseforstyrrelser bliver i et medicinsk paradigme set som symptomer. Jeg ser dem anderledes: som naturlige, rytmiske strategier – små verdener, mennesket søger ind i, når omgivelserne ikke længere bærer.

Når vi ikke mødes resonant – når vi ikke spejles, anerkendes og understøttes på de mange sider, træk, behov, egenskaber og funktioner, vi rummer – skabes der et tomrum. Organismen vil altid forsøge at lukke dette tomrum. Her opstår selvoscillation: kroppens evne til selv at skabe gentagende mønstre, handlinger eller tanker, som giver en fornemmelse af rytme og orden.

Lille-verden er netop dette: et selvorganiserende rum, hvor vi søger resonans, når resonansfeltet omkring os bryder sammen.

⸻

Mennesket som mosaik af behov, sider og funktioner

Jeg foreslår eksempelvis at betragte mennesket som en mosaik af behov, sider, træk, funktioner og egenskaber. Forestil dig en stor mosaikvæg, sammensat af tusindvis af brikker i forskellige former, farver og materialer. Nogle er stærke og lysende, andre skrøbelige og næsten gennemsigtige. Hver brik repræsenterer et aspekt af os: en biologisk rytme, en kropslig funktion, et sanseligt behov, en psykologisk egenskab, et emotionelt træk, et socialt relationelt behov.

Denne forståelse hænger tæt sammen med Maturana & Varelas teori om struktur-determination: En organisme kan kun reagere og udvikle sig ud fra sine egne strukturelle muligheder. Mosaikken er netop et billede på dette – mennesket kan kun folde sig ud, når alle brikker mødes resonant, og når omgivelserne ikke skærer dele væk.

Når mosaikken mødes resonant – når omgivelserne spejler og bærer os i vores behov, sider og træk – træder helheden frem som et levende billede. Når vi ikke mødes, ser vi afvikling: sider og træk falmer og træder i baggrunden, egenskaber og funktioner afvikles.

Her kan vi tale om kulturelt betinget dissociation. I en kultur, hvor bestemte behov eller egenskaber ikke anerkendes – fx menneskets sanselige, rytmiske eller relationelle sider – skubbes disse dele af mosaikken ud i periferien. De forsvinder ikke, men de bliver tavse, undertrykte og ofte stigmatiserede.

⸻

Lilleverden som rytmisk strategi

Når mosaikken - den menneskelige organisme ikke mødes resonant, vil organismen kompensere. Det gør den gennem lilleverden.

Lilleverden er en rytmisk strategi – et rum, hvor organismen gennem selvoscillation forsøger at skabe resonans indefra, når den ikke findes udefra. Her kan vi igen trække på Anokhins teori om funktionelle systemer: Organismen organiserer altid sine handlinger ud fra at skabe en form for regulering og overlevelse. Lilleverden er netop et funktionelt system – et midlertidigt mønster, der holder organismen sammen, når resonansen i det større felt er brudt.

Samtidig kan vi forstå fænomenet gennem Porges’ polyvagale teori: Når vi ikke mødes resonant i sociale relationer, glider nervesystemet ud af tryghedsregulering og søger selv at skabe rytme. Lilleverden bliver en slags indre “nødspor,” hvor mennesket forsøger at holde sig i live gennem gentagelse og selvorganisering.

⸻

Kliniske cases – tre livsfaser af lilleverden

Barnet med leukemi

Et seksårigt barn indlægges med leukemi. Fra den ene dag til den anden fratages han alle muligheder for at regulere sig på sine helt primære og basale behovsparametre på alle niveauer (biologisk, fysiologisk, psykisk, sanseligt og socialt).
Søvn, appetit, bevægelse, leg og nærhed bliver styret af lægers og behandleres tidsskemaer.

Han sættes i en tilstand af systemisk afmagt, hvor “mosaikken”, hans organisme, ikke mødes rytmisk resonant på relevante behovs-dimensioner. Da han vender hjem efter behandling, begynder han pludselig at udvise stærke OCD-lignende træk. Han vasker hænder igen og igen, tæller mønstre, insisterer på faste rutiner. Det er ikke en ny patologi, men et forsøg på at skabe en lille verden, hvor han oplever resonans. Han skærmer sig fra alt i omverdenen der ligger uden for hans kontrol og som han har erfaret, sætter ham i systemisk afmagt – altså en selvoscillerende strategi, hvor han forsøger at skabe resonans, efter at være blevet berøvet den gennem hele sygdomsforløbet.

⸻

Teenagepigen der selvskader

En pige på 13–14 år cykler hjem fra skole og skærer i sin hud. Hun lever i en kultur, hvor skolens krav er for høje, lærernes tilgang er funktionalistisk, og hjemme møder hun forældre, der ikke kan bære hendes følelser. Hun oplever sig konstant målt, men aldrig mødt.

Set gennem Leontjevs virksomhedsteori giver hendes handling mening: Aktiviteten er ikke tilfældig, men en måde at regulere et indre behov i fraværet af resonans. Selvskaden giver en virkning i en virkningsløs verden. Smerten, blodet, rytmen i handlingen – alt sammen skaber en form for resonans, hvor hun for et øjeblik kan mærke sig selv. Samtidigt skærmer smerten hende fra stressbelastningen ved alt det der ligger uden for hendes egen kontrol, altså de forhold der kommer til udtryk i hendes dissociative overtænkning omkring kes.: At vi ødelægger vores klode og natur og krig i ukraine; At hun ikke præsterer som hun måtte ønske i forhold til at blive dyrlæge; At hun ksla sige til hendes veninde at hun ikke kan komme med til hendes fødselsdag, og utrygheden ved, hvordan veninden nu må reagere; At mor og far ikke forstår hende og blot presser endnu mere på i forhold til for præstation og funktionalisering, frem for at støtte op om nødvendig ro til restitution samt trivsel i hendes tilværelse.

⸻

Den voksne, der arbejder sig ihjel

En mand i 40’erne arbejder 70 timer om ugen. Udefra ligner han en succes – indefra er arbejdet blevet en lilleverden.

Her kan vi igen forstå mønsteret gennem Anokhins funktionelle systemer: Arbejdet bliver det system, der organiserer hans liv, fordi det giver rytme, kontrol og en følelse af virkning. Men andre dele af mosaikken – det sanselige, sociale og kropslige – afvikles stille og roligt.

Det, der begyndte som selvregulering, ender som selvdestruktion. Og får han ikke hold på det i tide, ender det i svære belastningsskader på hele hans organisme, på biologiske, fysiske, psykisk, sanseligt og sociale parametre. Dysregulering i alle indre systemer - fordøjelse; søvn, hvile, restitution; respiration; blodtryk, hormonel dysregulering m.fl. Over tid, måske inflammatoriske tilstande som bliver til føleforstyrrelser og nerveskader..nervesmerter. Kognitiv dysfunktion i forhold til koncentration, opmærksomhedsrettethed, strukturering, organisering, rummelighed, m.v. Listen er lang.

⸻

Udvikling og afvikling – mosaikkens logik

Når vi forstår mennesket som en mosaik af behov, sider, træk, funktioner og egenskaber, bliver logikken tydelig:
• Udvikling sker, når mosaikkens mange dele mødes resonant. Når vi spejles, understøttes og gives autonomi til at handle i overensstemmelse med vores intuition, nysgerrige rettethed og behovs-regulerende virksomhed.
• Afvikling sker, når mosaikken ikke mødes resonant. Når vi ikke spejles, når vores behov ikke bæres, og vi fratages råderummet til at regulere os selv. Da vil funktioner svækkes, sider og træk træde i baggrunden, og egenskaber gå tabt.

Her hænger mosaik-billedet tæt sammen med Deci & Ryans selvbestemmelsesteori: Autonomi, kompetence og samhørighed er grundlæggende behov, som skal mødes for, at mennesket kan udvikle sig. Hvis de ikke mødes, sker der ikke blot stilstand, men afvikling.

⸻

Frekvenser, vibration og resonans

Når jeg taler om rytme og resonans, kan det også forstås i et sprog, der minder om fysikkens: frekvenser og vibration. Mennesket kan beskrives som en organisme i konstant svingning – fra de mindste elektriske impulser i cellerne, til hjertets slag, åndedrættets bevægelser, de hormonelle cykler og de sociale rytmer, vi indgår i.

Ligesom et glas kan begynde at vibrere, når det mødes af lyd på dets egen resonansfrekvens, reagerer vi som organismer, når vi mødes af rytmer og frekvenser, der matcher vores egne indre mønstre. Når vi mødes af harmoniske frekvenser, falder vi til ro. Når vi mødes af støj, rigiditet eller fravær af spejling, falder vi ud af balance og søger kompensation gennem lilleverden og selvoscillation.

Man kan sige, at den menneskelige organisme fungerer som et orkester. Når resonansen med omgivelserne bryder sammen, bliver orkestret ustemt. Lilleverden er den melodi, vi spiller alene, for at holde os selv i live – indtil vi igen kan stemme os ind i den større musik.

⸻

Afslutning – resonans frem for kontrol

Jeg ser lilleverden som et afgørende begreb, hvis vi vil forstå menneskelig udvikling. Den er ikke et symptom, men en strategi. Ikke en fejl, men et forsøg på at finde rytme, når verden mister sin.

Når vi møder mennesket som en mosaik – af behov, sider, træk, funktioner og egenskaber – bliver det klart, at udvikling kun sker, når mosaikken mødes resonant. Når vi ikke mødes, følger afvikling. Når vi mødes, opstår udvikling.

Denne refleksion er blot en forsmag. I min kommende bog om Naturnær Menneskelig Udviklingsteori udfolder jeg både begrebet lilleverden og mosaikken som metafor. Her viser jeg, hvordan vi kan bevæge os fra en kultur, der patologiserer, til en kultur, der forstår og understøtter menneskets rytmiske og behovsregulerende natur.

For mig er det et paradigmeskifte: fra kontrol til resonans, fra afvikling til udvikling. Fra et medicinsk/psykiatrisk paradigme baseret på et logisk rationelt og funktionalistisk tilgang til mennesket, og til et naturnært paradigme fokuseret på mennesket som rytmeorganisme med behov for resonans.

⸻

Hashtags



Rasmus Stoklund
Mette Frederiksen
Folketinget
⸻
Referencer

Anokhin, P. K. (1974). Biology and neurophysiology of the conditioned reflex and its role in adaptive behavior. New York: Pergamon Press.

Deci, E. L., & Ryan, R. M. (2017). Self-determination theory: Basic psychological needs in motivation, development, and wellness. New York: Guilford Press.

Leontiev, A. N. (1978). Activity, consciousness, and personality. Englewood Cliffs, NJ: Prentice Hall.

Maturana, H. R., & Varela, F. J. (1980). Autopoiesis and cognition: The realization of the living. Dordrecht: D. Reidel Publishing.

Porges, S. W. (2011). The polyvagal theory: Neurophysiological foundations of emotions, attachment, communication, and self-regulation. New York: W. W. Norton & Company.

12/08/2025

Når narcissismen får magt – og velfærdssystemet mister sin menneskelighed

Et opgør med egeninteressens tyranni, flokmentalitet og ledelseskulturen i vores fælles systemer
Af Ronnie Kristensen, psykolog, Center for Naturnær Menneskelig Udvikling, chefpsykolog ved Nordisk Krisekorps og udvikler af Naturnær Menneskelig Udviklingsteori

⸻

1. Indledning – Det, vi ikke tør sige højt

Vi taler ofte om strukturelle problemer. Om ressourcemangel. Om kompleksitet. Om utilsigtede hændelser. Men vi taler alt for sjældent om det, der i mine øjne udgør en af de mest alvorlige trusler mod menneskelig trivsel i det danske velfærdssystem: mennesker i magtpositioner, som aldrig burde have været der.

Jeg taler om fagpersoner, ledere og beslutningstagere, der ikke er drevet af relationel ansvarlighed, sansning eller resonans – men af egocentriske, selvcentrerede og narcissistiske egeninteresser. Mennesker, der bruger systemet til at udvide deres kontrol, beskytte deres image og dyrke deres position, mens de træffer beslutninger, der skader de mest sårbare i samfundet.

Det er en kritik, der sjældent formuleres direkte. For vi har skabt en kultur, hvor det er forbundet med illoyalitet at påpege, at nogen bruger deres autoritet til at fremme sig selv fremfor fællesskabet. Men hvis vi ikke tør tage denne samtale, fortsætter de samme mennesker med at kravle op gennem systemet – og efterlader et spor af utryghed, afmagt og systemisk vold i deres kølvand.

Denne artikel er et forsøg på at bryde tavsheden. Ikke for at pege fingre blindt – men for at rette blikket derhen, hvor det for længst burde have været rettet: mod dem, der bærer ansvaret. Mod dem, der ikke blot mangler resonans – men som i praksis modarbejder den.

⸻

2. Den skjulte magt – autorisation, beslutningsret og det pæne ydre

Narcissisme i systemet viser sig sjældent som det klassiske, overdrevent selvhævdende individ, vi kender fra psykologibøgerne. Den er langt mere subtil. Den skjuler sig bag høflighed, faglig jargon, kompetencepapirer og et skinnende CV. Men under overfladen er der ofte tale om det samme mønster: en person, der bruger andre mennesker som middel til egne mål, og som ikke for alvor evner at mærke konsekvensen af egne beslutninger på andres krop.

De mest skadelige aktører i systemet er sjældent dem, der larmer mest. Det er dem, der forstår at tale systemets sprog. Dem, der ved, hvordan man fremstår samarbejdende, samtidig med at man beskytter sig selv mod enhver form for ansvar. De kalder det “strategisk ledelse”. De kalder det “svære prioriteringer”. Men i virkeligheden er det en kynisk manøvre: at bruge sin magtposition til at træffe beslutninger uden menneskeligt konsekvensansvar.

I Naturnær Menneskelig Udviklingsteori beskriver jeg dette som kulturel dissociation: En tilstand, hvor det menneskelige forsvinder bag rollen. Hvor sansningen slukkes, og hvor individets adfærd udelukkende styres af ydre funktion og interne belønningssystemer. Det er her, narcissismen trives bedst – og det er præcis her, vi finder nogle af de mest toneangivende beslutningstagere i vores velfærdssystem.

⸻

3. Flokkens tyranni – når systemet beskytter de forkerte

Et system, der er bygget op omkring kollektiv loyalitet og konformitet, vil uundgåeligt begynde at beskytte dem, der mestrer denne adfærd bedst. Og det er netop derfor, narcissistiske og egocentrerede individer får lov til at klatre højt op i hierarkiet. Ikke fordi de er de dygtigste. Men fordi de ved, hvordan man taler ind i systemets selvopfattelse, og hvordan man undgår at blive en trussel mod strukturen.

Flokmentalitet spiller en afgørende rolle. Mennesker med autoritet omgiver sig med andre, der spejler deres perspektiv. Kritik udefra bliver mødt med afvisning eller latterliggørelse. Mennesker, der taler om sansning, relation og rytme, bliver betragtet som følelsesstyrede og uprofessionelle. Og dem, der tør sige fra overfor overgreb, bliver udgrænset som illoyale.

Det er ikke bare usundt. Det er direkte farligt. For det betyder, at hele systemet begynder at producere sin egen blinde plet. Ingen mærker længere, hvad der foregår. Og dem, der gør, tier – for ellers mister de deres job, deres kolleger eller deres psykiske helbred.

I en sådan kultur bliver de mest sansende og etisk forankrede fagpersoner marginaliserede, mens de mest taktisk velfungerende – og følelsesmæssigt afkoblede – belønnes. Resultatet er et system, der gradvist mister sin evne til at være menneskeligt.

⸻

4. Når magten bliver vigtigere end mennesket

Narcissistisk magtanvendelse i systemet er ikke altid dramatisk. Ofte er den hverdagslig. En leder, der manipulerer med en medarbejders selvbillede for at fastholde kontrol. En sagsbehandler, der lyver i journalen for at dække over en fejl. En psykolog, der tilpasser sin konklusion til bestillingen, fordi det er lettest. Og alle omkring dem, der ved det – men lader det ske.

Det farligste ved narcissisme i systemet er ikke én person med magt. Det er den kultur, som gør det muligt for dem at blive i magten. Og som undlader at stille spørgsmål, fordi det er “nemmere at holde fred”. Det er her, vi som samfund må stoppe op og spørge: Hvad er det, vi belønner?

For hvis det, vi belønner, er systemloyalitet, funktionalitet og billedskøn fremtoning – så får vi præcis de ledere, vi fortjener. Men vi mister samtidig det vigtigste: relationel integritet, faglig resonans og menneskelig tryghed.

⸻

5. Det, vi skal lede efter – og det, vi skal væk fra

I et velfærdssystem, hvor man har direkte beslutningsautonomi over menneskers liv, må det være et grundlæggende krav, at man kan mærke, hvad ens beslutninger gør ved andre. At man har en dyb indre forankring, en rytmisk sans for ansvar, og at man ikke bruger rollen til selvhævdelse, men til relationel bæring.

De mennesker, der ikke har denne forankring – dem, der ikke bærer systemet indefra, men i stedet bruger det som platform for egen interesse – skal ikke have magt. Punktum. De hører ikke til i ledelse, ikke i visitation, ikke i psykiatriens beslutningsrum, ikke i børnesager, ikke i styringsfunktioner.

Det kræver ikke nødvendigvis flere tests, flere evalueringer eller nye systemer. Det kræver mod. Mod til at stille det spørgsmål, som mange frygter: Er denne person egnet til at have magt over andre menneskers liv?

Og det kræver, at vi begynder at vælge anderledes. At vi vælger dem, der kan mærke – ikke dem, der kan spille spillet. Dem, der tør stå alene, hvis det er nødvendigt – ikke dem, der siger det, flokken vil høre.

⸻

6. Afslutning – Et nyt pejlemærke for menneskelig ledelse

Vi kan ikke længere ignorere, at velfærdssystemet er i krise. Ikke kun på grund af ressourcer eller struktur. Men fordi alt for mange af dem, der leder det, mangler den menneskelige dybde, der skal til for at bære det.

Vi har ladet narcissisme få fodfæste i vores fælles systemer. Vi har kaldt det “karriereambitioner”. Vi har pakket det ind i pænhed og proces. Men det har kostet os dyrt. Mennesker er blevet brudt. Børn er blevet svigtet. Fagpersoner er blevet knust af loyalitetskonflikter, de aldrig burde have stået i.

Det er på tide at sige det højt:
Nogle mennesker skal ikke have magt. Nogle mennesker er uegnede til ledelse – ikke fordi de er inkompetente, men fordi de ikke kan mærke, hvad deres magt gør ved andre.

Hvis vi skal redde det, der endnu kan reddes, må vi bygge vores systemer op omkring rytme, resonans og relation. Og vi må vælge ledere, der ikke søger position – men forbundethed. Ikke image – men ansvar. Ikke kontrol – men bæring.

Kun da kan vi skabe et velfærdssystem, der ikke længere er styret af narcissismens blinde selvcentrering – men af menneskelig integritet og rytmisk forbundethed.

⸻



Artiklen henviser til min kommende bog om Naturnær Menneskelig Udviklingsteori, hvor ledelsens rolle, flokmentalitet og narcissistisk magtanvendelse analyseres i dybden.

11/08/2025

Til alle, der har oplevet, IKKE at modtage hjælp og støtte i forbindelse med børne- og familiesager i Holstebro Kommune.
Jeg vil anbefale, at i Kontakter Midt og Vestjyllands Politi desangående, og med reference til Journalnr.: 4100-83979-00056-25.
Det er meget vigtigt at der kommer så mange sager på bordet som muligt, da myndighederne helst ser en sådan sag afvist.
Såfremt der er anledning til spørgsmål, kan jeg kontaktes pr. tlf. 29935143
Vh Ronnie Kristensen
Psykolog