25/08/2025
Weekendens familietur til Legoland gik hen og blev fagligt relevant, da mine børn på uforklarlig vis har udviklet en trang til vilde adrenalinsus. Eller også var den yngste bare blevet så krænket af at blive afvist på grund af højdekravene sidste gang vi var afsted, at han nu skulle have oprejsning. I hvert fald befandt vi os 30-40 minutter i køen til Flying Eagle-rutchebanen, med masser af tid til at tage sit liv (og alternativet til det) op til overvejelse. Der dukkede blandt andet en tanke op om hvor ofte jeg har sagt til klienter, at det ”bare” er forventningsangst, og det ikke er farligt, men nok skulle blive bedre når først de var kommet i gang med det de frygtede. Nu var der en fantastisk mulighed for at opstille et forsøg, der kunne demonstrere, at det er vist.
Forsøg: Udfordring af forventningsangst.
Hypotese: Forventningsangst opstår forud for en begivenhed der indeholder elementer der er fremmede eller uoverskuelige, og begivenheden opleves derfor som farlig, og udløser en frygtreaktion i kroppen. Hjernen vil benytte en række mere eller mindre bevidste strategier til at undgå eller overvinde den fremmede begivenhed, hvilket har betydning for éns selvbillede.
Metode: Køre en tur i Flying Eagle-rutchebanen i Legoland, og se hvad der sker.
Fase 1, i kø langt fra forlystelsen:
Angstsymptomer i tværstribet muskulatur: Minimal og ret diffus fornemmelse af indre uro.
Forsvarsmekanismer:
- Intellektualisering: ”Nu kan jeg mærke jeg begynder at blive nervøs”.
- Bagatelissering: ”Det er ikke så slemt når der ikke er et frit fald, det går bare stærkt”.
- Distraktion: Snakke med familien om at det sikkert bliver meget sjovt.
- Sammenligning: ”Alle dem jeg kan se i vognene, ser ud til at have det sjovt”.
- Splitting: Fokus på de positive aspekter af turen, mens alle tanker om risici ignoreres.
Fase 2 , i kø lige før forlystelsen:
Angstsymptomer i tværstribet muskulatur: Mundtørhed, sitren i benene, trang til bevægelse (flugtimpuls), hjertebanken.
Angstsymptomer i glatstribet muskulatur: Trang til at komme på toilettet.
Forsvarsmekanismer:
- Intellektualisering: ”Det her er helt sikkert angst, det kunne være jeg skulle skrive ét eller andet om det”.
- Planlægning: Opdeling af oplevelsen i mindre bidder. Turen består af ét fald, som er overstået på to sekunder, hvorefter der ”bare” er tale om et antal skarpe sving. Turen gentages, så der er tale om 2x2 sekunders total rædsel, mens resten bliver en lettelse over at have overlevet. Jeg kan sætte mig midt i vogntoget, hvor det sikkert ikke er lige så vildt.”
- Sammenligning med tidligere oplevelser: ”Jeg har prøvet det her før, hvor det var skræmmende i starten, men jeg vænnede mig til det.
- Positiv omformulering af angstsymptomer: ”Hvis jeg nu bliver ved med at fortælle mig selv det her bliver sjovt, vil min krop blive overbevist om at det er derfor jeg er helt oppe at køre (og ikke fordi jeg er ved at dø)”.
- Social støtte: Snakke med familien om hvor vilde vi er, at vi gør det her.
- Fokus på kerneværdier: ”Jeg kan ikke se mine børn i øjnene hvis jeg springer fra nu, og jeg vil ikke have at de mister modet fordi jeg gør det.”
- Selvskam: ”Det ville være pinligt hvis alle de andre i køen så mig stikke af”.
- Humor: Humoristisk distancering til forventningen om at dø af skræk.
Fase 3, placering i vogn 2 + ophejsning:
Angstsymptomer i tværstribet muskulatur: Helt sikkert nogle symptomer, men forsvarsmekanismer havde taget over så jeg ikke var i stand til at registrere dem.
Angstsymptomer i glatstribet muskulatur:
Gummiben, urolig mave, nedsat finmotorik.
Forsvarsmekanismer:
- Ignorere fysiske symptomer, så godt det kunne lade sig gøre.
- Intellektualisering: ”Når vi sidder forrest, er turen hurtigere overstået”.
- Distraktion: Fokus på om børnene har det godt.
- Bagatellissering: ”Vi skal slet ikke så højt op som jeg troede”.
Fase 4, Rutchebanetur:
Angst i tværstribet muskulatur: Anspændthed i hele kroppen, især arme, hænder og ben.
Angst i glatstribet muskulatur: Kildren i maven.
Kognitive symptomer: Indsnævret synsfelt, hyperfokuseret opmærksomhed.
Forsvarsmekanismer:
- Illusion af kontrol: Kommenteren af hvilken retning vognen bevæger sig i.
- Distraktion ved hjælp af fikseringspunkter: Holde øje med de forskellige Legodyr der befolker forlystelsen.
- Verbal discharge: Undlade at tilbageholde emotionelle udtryk, hvilket resulterede i hævet stemmeleje.
Fase 5, bagefter:
Angst i tværstribet muskulatur: Rystende ben, trang til at grine og ryste (som resultat af at det parasympatiske nervesystem tager over).
Forsvarsmekanismer:
- Verbal og motorisk discharge: Forhøjet stemmeleje og motorisk uro.
- Positiv omformulering: ”Det blev faktisk sjovt”, ”Det var ikke så slemt som jeg troede”.
- Social bekræftelse: ”Vi klarede det alle sammen, sammen.”
- Ændret selvbillede: Tanker om også at turde andre forlystelser.
Resultat:
Forsøget bekræftede at der opstod ret markante angstsymptomer, som blev forsøgt håndteret med diverse forsvarsmekanismer. Der var hovedsageligt tale om modne og neurotiske forsvarsmekanismer, men der var også splitting involveret. Forsvarene var overvejende baseret på tidligere positive erfaringer og positive ønsker for fremtiden, hvilket forvrængede den kropslige oplevelse af situationen. Mest bemærkelsesværdigt var det, at selvom jeg ikke kunne styre vognen, var illusionen tilstrækkelig til at holde angsten på et tåleligt niveau. Forsvarsmekanismerne tjente den funktion, at turen blev gennemført, og blev en positiv og samlende oplevelse for alle involverede. Da forsøget blev gentaget, var næsten alle symptomer aftaget i væsentlig grad, på nær impulsen til at skulle på toilettet i den sidste del af køen. Som fremtidigt studie, kunne det være relevant at gentage forsøget, med anvendelse af primitive forsvarsmekanismer som selvkritik, katastrofetænkning, projektion af vilje m.fl., for at se hvilken forskel det ville gøre. Det kan dog blive svært at finde frivillige forsøgspersoner.
Som afsluttende refleksion skal det bemærkes, at selvom dette forsøg blev til under et betydeligt gruppepres fra nærtstående familiemedlemmer, blev det udført i fysisk og socialt trygge rammer, med et minimalt antal ukendte variabler, og krav til fysisk og intellektuel formåen, af en person med relativt få og milde psykiske traumer. Disse omstændigheder begrænser graden af overførbarhed til andre mennesker i angstprovokerende situationer. Jeg har den dybeste respekt for alle jer der dagligt tager den samme kamp for at komme ud af døren, tale med jeres nærmeste eller blot mærker jer selv, uden at have de samme trygge rammer at gøre det i.
Dette opslag er ikke sponsoreret af Legoland.
