14/10/2025
Nemlig! 🥹
Hvorfor bliver så mange mennesker syge, uden at nogen prøver eller scanninger kan forklare hvorfor? Hvorfor falder livet fra hinanden, selv når lægen siger, at alt ser normalt ud?
Den norske læge Anna Luise Kirkengren og psykolog Ane Brandtzæg Næss giver et ubehageligt præcist svar: kroppen husker alt det, systemet glemmer.
I deres bog: “Hvordan krænkede børn bliver syge voksne” (2023) samler de årtiers forskning i stressbiologi, immunologi og epigenetik. De viser, at erfaring bliver biologi. At de tidlige oplevelser, der sætter nervesystemet i alarm – vold, skam, forsømmelse, følelsesmæssig afvisning – ikke kun former psyken, men også kroppens celler, hormoner og immunforsvar. Kroppen skriver livets historie ind i sig selv.
Når et barn lever i utryghed, lærer dets krop at overleve – ikke at leve. Stresssystemet, der burde slå fra, forbliver tændt. Kortisol, adrenalin og inflammationsmarkører holder sig forhøjede. Immunforsvaret bliver overaktivt, energiproduktionen svækkes, og kroppen lever, som om faren aldrig ophører.
Kirkengren og Næss kalder det “dødelig utryghed”. En stille, men vedvarende erosion af livskraften. Den viser sig år senere som smerter, træthed, autoimmune lidelser, depression, fordøjelsesproblemer – som kroniske tilstande, der ikke passer ind i systemets kategorier. Ikke fordi patienten “bilder sig noget ind”, men fordi kroppen husker på et andet sprog end laboratoriet forstår.
Dette er ikke psykologi forklædt som medicin. Det er biomedicinsk evidens, der forbinder sociale traumer med målbare ændringer i cellernes genudtryk. Kroppen husker det, der ikke kunne siges. Den bliver arkiv for det liv, man måtte overleve.
Alligevel mødes mange af disse patienter med mistillid. De får at vide, at der “ikke er noget galt”. At deres symptomer er “funktionelle”, “diffuse” eller “psykiske”. I virkeligheden er det her, systemet begår den anden krænkelse – den institutionelle.
Kirkengren og Næss kalder det vidensbaseret uretfærdighed: når professionel viden bruges til at afvise den kropslige erfaring som irrelevant. Når menneskers biografiske sandhed mister klinisk værdi, fordi den ikke passer ind i standardiserede skemaer.
Men videnskaben er ikke på systemets side. Den er på kroppens. Alt, hvad vi ved om stress, epigenetik og neurobiologi, bekræfter det, forfatterne viser: At sundhed ikke er fravær af symptomer, men tilstedeværelsen af sammenhæng. At heling ikke handler om at undertrykke kroppen, men om at forstå, hvad den fortæller.
Deres forskning udfordrer selve medicinens grundstruktur. Den siger: Vi kan ikke længere forklare sygdom uden at medtænke livshistorien. Vi kan ikke længere adskille biologi og biografi. Vi kan ikke længere behandle mennesker, som om nervesystemet ikke er et vidne.
Der ligger en enorm håbskraft i det. For hvis sygdom kan skabes af erfaring, kan heling også begynde dér – i relationen, i mødet, i tilliden. Kirkengren og Næss giver os ikke en ny ideologi, men en videnskabelig nødvendighed: at lytte til kroppen som den mest pålidelige hukommelse, vi har.
Kroppen husker alt det, systemet glemmer. Og måske begynder sand sundhed dér, hvor vi endelig tør tage dens hukommelse alvorligt.
