The Latte Break

28/08/2025

9 Signs of a Healthy Friendship🥰

27/08/2025

Dare to be the orginal💪

17/08/2025

Jeg har gjort mit studie som psykoterapeut færdig på Blackbird Institute.
Men har samtidig valgt ikke at blive certificeret som terapeut (blev dog certificeret som familierådgiver på 2. år).
Det var lidt crazy for det gik først op for mig midt under eksamen i fredags at jeg faktisk ikke ønskede det. Indtil da havde jeg bare kørt på akademisk autopilot om at "et studie gør man da færdigt med at bestå eksamen og få et bevis på at andre synes man er god nok".
Så dumpede jeg naturligvis fordi jeg stoppede jo midt i det hele og sagde ”Hm, der er noget her i mig der stritter og gør modstand lige nu. Det her skal jeg ikke. Jeg skulle aldrig have meldt mig til certificering”.
Det var mit valg og det føltes – og det gør det stadig – utrolig befriende at være bundærlig og tro mod mig selv.
Jeg forstår og kan se ræsonnementet i at Blackbird Instituttet sætter store krav til en bestemt faglighed. De vil sikre at der kun kommer fagligt kompetente folk ud.
Det er dog desværre min opfattelse at der er lang vej endnu før en anerkendelse af psykoterapeut som beskyttet titel bliver en realitet.
Det er vigtigt at skrive at jeg har stor respekt for mine studiekammerater, som alle har knoklet benhårdt – også med at bestå certificeringen.
De brænder for at komme ud og praktisere det og gøre det til en levevej. Jeg heppede på dem under alle eksamensdagene helhjertet ❤ – og jeg hepper på dem i deres virke som certificerede praktiserende psykoterapeuter❤. Det vi kan, gør en forskel i menneskers liv❤
Min rejse, der startede med coachinguddannelse på Manning, dernæst Skyggecoach hos Debbie Ford og nu psykoterapeut på Blackbird har hele tiden været for mig selv og jeg skal ikke ud og leve af det.
At tage disse uddannelser har sat mig fri🦋
Så at skulle slutte 4 års opdagelsesrejse med at opfylde bestemte, ensrettende krav finder jeg i min situation begrænsende og definerende - det modsatte af det jeg har lært af at uddanne mig som psykoterapeut.
Så jeg fastholder min egen personlige ambition om at frigøre mig for ekstern ydre anerkendelse - jeg har ikke brug for et papir, der siger at andre synes jeg er god nok💪
Og jeg er heldig nok til at have den økonomiske frihed til at kunne stå i det.
Det er skelsættende for en gammel studentikos akademiker som mig at vælge som jeg har gjort. Men hold op det føltes godt – og gør det stadigvæk på bagkant.

Jeg kunne ønske for alle at de måtte finde styrken og/eller modet i sig til at være tro mod sig selv først og fremmest i en verden præget af ydre perfektheds- og præstationskultur🫸👊

Hvad skal du så nu? - tænker mange nok🤔
Måske skal jeg praktisere coaching og/eller psykoterapi som jeg er uddannet og trænet i. Måske skal jeg bare læse bøger som jeg selv har valgt. Måske skal jeg gå mere af Caminoen. Måske skal jeg....
Lige nu skal jeg bare være🌿

04/08/2025

Tilbage på arbejdet efter ferie😱
Det gælder for mange i dag.

Husk at gode relationer gælder alle steder: I hjemmet, på arbejdspladsen, blandt familie og venner - og dem du møder på din vej i Netto eller på motorvejen.

Det går begge veje - så du kan kræve det sammen den anden vej. Det er ikke sikkert du få det fra dem du ønsker - det er jo deres valg.

Så må du sørge over ikke at få det du håbede på. Men du må stadig holde fast i komponenterne i en sund relation🥰

05/06/2025

To kvinder kommer gående ned af Vester Voldgade. Imellem sig har de en pige på ca 10 år. De holder hende i hver sin hånd og svinger hende imellem sig så hendes fødder løfter sig fra jorden men hun hviner af fryd🥳

Jeg ved ikke med jer, men det er noget af det bedste mine børn kunne få da de var små: En lufttur mellem to trygge voksne når vi gik💝
Og det er gratis og der er ingen grænser for hvor længe det kan vare (for børnene altså😊).

I dag er fridag for mange. Så der sidder børn rundt omkring i verden. De vil gerne være sammen med deres forældre eller mostre eller farmor eller fætter Emil.

De vil bare hygge sig. De behøver ikke store fancy dyre ture til Legoland eller events 24/7 når vi har fri – de behøver bare to hænder, en på hver side.

Jeg kom på to andre eksempler fra mit eget liv da jeg så de to kvinder svinge barnet:

Deres far og hans bedste ven som svingede vores unger i stuen mens de lå ovenpå et dynebetræk. Nøj det var frydefuldt🥰. ”Mere mere” råbte de begge to (børnene altså).

Og eksempel 2 som jeg ikke har set, men fået fortalt af min søster:
Børnene var hos min søster, altså deres moster. Hendes bedste ven var også på besøg, Jeg ved ikke hvordan de fandt på det men man kan sagtens putte børn, 1 ad gangen, i en tom vasketøjskurv og trille den fra den ene ende af lejligheden til den anden. Sådan har man en fest hos moster🥳🤩

Vi behøver ikke så meget for at have det sjovt med vores børn. Vi behøver faktisk kun 2 ting: Tid og nærvær🥰

Jeg håber I selv kommer på tanker, ideer, episoder, minder om sjove oplevelser med jeres børn eller andre mennesker I holder af. For det er det en fridag skal bruges på. Det er ikke kun pynten på kagen – det skal være daglig kost for os alle sammen🌹

Nu har jeg store børn, så det med at svinge dem i sengetøjet er for længst forbi. Men jeg kan alligevel godt være nærværende de få sekunder jeg får tildelt inden de løber afsted til deres. Min mand tager en golf dag.

Mig? Ja, jeg tager ud til en meget nær veninde og så snakker vi i timevis som vi har gjort i 36 år. Og jeg kan garantere vi får grinet😂🥰

God Grundlovsdag🇩🇰

04/06/2025

Der var forleden en orangutang der efterabede en gæst. Det er helt alvorligt ment🥰
Se selv i klippet.

Det er spejlneuroner i hjernen der er på spil. Spejlneuroner er celler i hjernen som gør at vi kan kopiere og efterligne andre adfærd. Disse celler blev først opdaget hos – ja aber – da man lagde mærke til at de kopierede adfærd hos mennesker i forskningssituationer.

I dag ved man hvor vigtige de er især for helt spæde. For de gør hvad mor (eller anden omsorgsperson) gør – de efteraber🥰

Spejlneuroner gør at vi kan skabe kontakt til andre og de gør at vi kan opøve evne til at forstå andre – hvis altså vi selv får lov at øve os som små.

Men husk: Vi spejler det vi møder i omsorgspersonen: Glæde, empati, kontakt.
Men det betyder også vi vil spejle angst hvis det er det vi møder som små.
Hvis vi ikke møder noget, fordi mor er ukontaktbar af den ene eller den anden årsag, lærer vi det ikke. Så lærer vi ikke at forstå andre eller os selv.

Men mor orangutang kunne godt bruge sin hjerne og efterabe menneskemor. Hurra for spejlneuroner🤩

03/06/2025

I Tivoli fik begge drenge en is. Selvom mormor på forhånd vidste de ikke kunne spise dem op.

Jeg var i Tivoli med noget familie engang. To drenge på ca. 3 og 6 og deres mormor. Jeg var med – mest fordi jeg elsker dem alle tre – men også fordi jeg tør tage rutschebaner med den store😊

På et tidspunkt vil den store gerne have en is. Og ville lillebror også have.
Deres mormor købte en is hver til dem. Dyre var de som det jo er i Tivoli, og de var også store for små drenge.

Men mormor gav dem hver deres. Ikke noget med at dele. Ikke noget med at mormor købte en og uddelegerede bidder til dem hver især. Hun gav dem deres egen is som de kunne sidde med og beundre.

For beundre isene gjorde de. De synes det var vidunderligt med de kæææææmpe store is og de holdt fast i dem længe efter de ikke kunne få en bid mere ned.

Vi sad på bænken i lang tid i solen og nød livet. Drengene over deres svineheld med en gavmild kærlig mormor som gav dem kæmpe is. Os to voksne som bare sad og sludrede mens der naturligt nok efterhånden var mere is udenpå drengene end indeni.

Så tørrede mormor al isen af sine børnebørn og smed resterne i skraldespanden uden et eneste lille pip om at ”der ikke var spist op og de dyre is”.
Det var en skøn dag❤

Selvfølgelig skal børn lære at styre sig m.h.t. hvad de øser op på tallerkenen, selvfølgelig skal børn lære acceptere at man ikke altid kan få den største vaffel på Frisko banneret ved kiosken.
Selvfølgelig skal børn lære at dele med andre.
Men det tager år at lære den form for regulering og man skal have rolig støtte fra de voksne, ikke stram belæring og ”hvad sagde jeg” opdragelse.

Og nogle gange skal man også bare have den allerstørste is helt for sig selv. Bare fordi.

02/06/2025

En dreng på ca. 7 år stod på fortovet og hulkede og hikstede. Han sagde også noget indimellem, men det var fuldkommen uforståeligt fordi han græd så meget. En kvinde, som jeg tænker var hans mor, stod helt roligt ved siden af. Hun lagde armene på hans arme og trykkede lidt som for at vise at hun stod der. Hun sagde ikke noget. Hun stod der bare.

(Igen er jeg jo verdens mest nysgerrige menneske, men min undskyldning er at jeg stod der og ventede på nogen så jeg kiggede i smug).

Efterhånden stilnede gråden lidt af og drengen talte lidt mere. Jeg kunne se på mor at hun nu rent faktisk kunne forstå hvad han sagde for hun nikkede, krammede og sagde lidt. Jeg kunne ikke høre hvad drengen eller hun sagde, men jeg forestiller mig at han har fortalt om en ubehagelig oplevelse og at hun validerer hans følelser om det.

Mens drengen græd allermest var der ikke nogen der sagde: ”Aj, slap lige af, tag det med ro, jeg kan overhovedet ikke forstå hvad du siger”.

Vi voksne kan have en tendens til at rationalisere os ud af svære situationer. Så som: ”Du skal holde op med at græde nu for så kan jeg forstå det og så kan jeg forklare dig hvorfor du ikke behøver at være ked af det og så kan vi begge komme hurtigt videre”.

Det kan godt være at den voksne kommer videre, men barnet føler sig forkert i sin følelse af ked af det-hed.

Vi kan også have en følelse af at hvis han bare får lov at græde uhæmmet, bliver det bare værre.

Men det gør det ikke.

Vi voksne er pinedød nødt til at øve os i at sidde med det svære. Lige plumps midt i det.

Puha, ja. Men vi skal vise vores unger at vi magter det. Så de kan lære at magte det.

For hvis vi viser dem at det er bedst at lukke ned for følelser og bare stramme ballerne, ja så er det dét de lærer. Eller rettere: Så lærer de ikke deres følelser at kende eller at håndtere dem. Når man ikke kender det i sig selv, kan man heller ikke se det i andre. Så man vokser op, ude af stand til at fornemme andre eller sig selv. Det er meget besværligt og ensomt.

Men nu er vi ikke alle så heldige at have haft en mor som hende jeg så. Men vi kan godt øve os som voksne. Men vi skal først øve os sammen med andre voksne før vi kan øve med vores børn. For vi skal kunne stå i os selv før vi kan være rollemodeller for børn. Dermed ikke sagt at vi skal være perfekte – for det er ingen og det skal børn også lære: Alle fejler, alle kvajer sig og det er ok.

Hvis du sidder og tænker: Hm, det kunne jeg måske godt bruge at øve mig lidt på…det der med at kunne være i det svære – og det er ligegyldigt om dine børn er 7 eller 37 eller om du overhovedet har nogen. Så find en voksen som du tænker han/hun kan sgu godt det der med at mærke sine følelser. (Måske har du indtil nu tænkt at personen var lige lovlig meget drama føle føle – så er det helt perfekt😉)

Men ikke noget med at springe ud fra 10 meter vippen! Museskridt. Tænk over om du kan huske en episode med en lille ting hvor du bare tænkte: ”Jeg skal væk”. Måske er føle-personen villig til at hjælpe dig med at sætte lidt sansning og ord på din oplevelse…

Eller måske kan du selv lidt?

Drengen fra min historie kom videre så jeg. Men først da han havde fået lov til at tude øjnene ud – først da han bare kunne stå der og ha’ det som han havde det uden at blive gjort forkert.

15/05/2025

”Kroppen husker”

Det er en overskrift jeg bruger meget i mit terapi-virke.
Vi kan prøve at glemme, fortrænge, benægte ubehageligheder minder og følelser. Men kroppen husker som en gammel elefant.

Da jeg så historien på TV2 her til morgen, blev jeg fanget. Ikke fordi jeg ser Bachelorette. Men fordi det er et skoleeksempel på at kroppen husker.

Vi får alle mulige tegn fra kroppen.
Som mange af os vælger at ignorere.
Fordi det er for svært.
Fordi tanken om at skulle gå derhen hvor kroppen siger, føles værre end at blive i sumpen.

Men kroppen kan vi jo ikke slippe af med, så det fortsætter.

Løsningen? Ja, den kan være som Dimitrije beskriver det:

”Med sin deltagelse i Bachelorette har han konfronteret noget, han ved er svært for ham.
Han tror, at følelserne vil være en følgesvend for ham resten af livet, men han går i terapi for at blive bedre til at forstå og modarbejde de tankemønstre, som ikke er gode for ham.
Og for at forlige sig med, at han aldrig har haft eller får den far, han drømte om.”

Sådan sætter vi os selv fri.

Til roseceremonien stod Dimitrije Jensen foran de to bachelorettes og frygtede, at han igen ville blive valgt fra.

04/05/2025

Mit skriveri er desværre lige sat på pause et par uger pga brud i venstre arm.
Og jeg har ikke tålmodighed til at skrive blogs eller andet med kun en tilgængelig hånd😅
Så kærlige historier om børn vender tilbage.
Pas på jer selv og hinanden🥰

02/05/2025

Når voksne lader børn være med det der er.

Jeg går tit i skoven med min hund. Der er også mange børnehaver og skoler som tager på tur derhen. Jeg synes det er imponerende at se hvordan de voksne tager sig af børnene. Et øje på alle de små som nok kan rende i alle retninger😅

Sådan en oplevelse havde jeg også en dag på Israels plads. Jeg kom gående hen over pladsen hvor en masse børn omkring 8-10 år var klar til cykel-trafik-træning i gule veste på deres cykler. De voksne stod og dirigerede og fortalte mens børnene kørte rundt.

Under det store træ på pladsen sad en pige i gul vest med cyklen liggende på jorden. Hun sad der alene, men så ikke trist ud. Hun sad nærmere og bare beskuede verden i fred og ro.

Nysgerrig som bare pokker er jeg jo, så jeg blev stående og gloede lidt😉

En voksen kom hen og satte sig ved siden af pigen. Hun talte lidt til pigen. Pigen nikkede og den voksne gik tilbage til gruppen med de cyklende børn. Igen, pigen så ikke trist ud. Bare som om hun havde det fint med at sidde der og ikke cykle.
Jeg kunne jo ikke høre hvad den voksne sagde. Men jeg forestiller mig at hun har sagt noget á la: ”Nå, Emilie, du sidder stadig her og tager en pause. Er det ok for dig?”
(Barnet nikker) ”Ok, men du kommer bare hen til mig hvis du vil cykle alligevel ikke? Og jeg kommer lige hen og spørger indimellem så jeg lige kan holde øje med hvordan du har det. Er det ok?” (Barnet nikker igen)
Måske har Emilie haft en hektisk morgen derhjemme. Måske synes hun det er vildt at være ude på en kæmpe plads midt i byen. Måske synes hun det er for intenst at skulle cykle på lidt plads mellem mange andre børn – og kegler.
Der kan være mange grunde. Men jeg hæftede mig ved at pigen ikke agerede trist da den voksne kom hen til hende. Jeg hæftede mig ved at den voksne lod hende sidde, men lige tjekkede ind.

Vi skal støtte vores børn når de selv opsøger ro. Og så skal vi holde øje med at det er dét de søger og ikke at de flygter fra noget der er svært.

Vi skal blive bedre til at lade børn have det som de har det. Uden at fixe det eller få følelser til at gå væk fordi de er svære at være med.

Vi skal hjælpe vores børn med at være med det svære. Vi skal også hjælpe os selv med det. Når vi voksne viser børnene at vi kan tåle det - At vi kan være i det der er svært, viser vi dem at det er ok at have det sådan.

Det er ok at have lyst til at sidde lidt for sig selv under et stort træ og bare være. Uden at skulle cykle, eller snakke, eller lytte efter andet end sit eget åndedrag og måske en fugl der pipper🥰

01/05/2025

Store halvvoksne børn har også brug for roligt, lyttende, nysgerrigt nærvær.

Vi forældre, pædagoger og lærere vil så gerne en hel masse på vores ungers vegne.

Vi skal bare altid huske at lytte til dem først.
Hvad de drømmer om, ønsker, håber på, stræber efter.

Det kan godt være det ikke er det samme som vi ønsker for dem – eller for os selv.
Og det er her der ofte bliver svært.

Fordi vi voksne får svært ved at sætte egne behov til side fordi vi, med rette, hævder at vi jo har mange års erfaring ud i livet. Men livserfaring er ikke altid det der skal vælge vejen. Det skal vores unge selv.

En veninde fortalte mig om sin oplevelse med sin datter og sabbatår efter gymnasiet.
Datteren har valgt at tage flere sabbatår. At rejse og at arbejde.

Hun har det fantastisk efter nogle lidt lede sociale år i slutningen af folkeskolen og gymnasiet. Så sabbatår-oplevelsen er meget meget tiltrængt for det unge menneske og en livsforandrende proces hun gennemgår nu.

Når den udvidede familie så melder sig med bekymringskor om ”hun nogen sinde bliver til noget”, tager min veninde det heldigvis med ophøjet ro.

For hun ved at hendes datter nok skal blive til noget: Et helstøbt velfunderet menneske som har lært at hendes beslutninger er gode for hende og at hun dermed trygt kan stole på sig selv fremover.
Og at hun trygt kan stole på sine forældre fordi de bakker op om hende.

Når vi voksne bliver ramt af bekymring for vores unge og deres fremtid, er det 99,9% af tiden helt vores egen bekymring/behov. Det skal vi da bestemt tage os af.

Men vi skal ikke blande den unge ind i det.
Det er vores egne behov og følelser der er i klemme. Ikke deres.

Så vi skal håndtere det selv. Med partner, venner, terapeut...you name it. Alle der kan sætte sine egne behov og meninger til side en stund og lytte til det du har på hjerte. Lytte til din bekymring om dit barn nogen sinde bliver til noget, om dit barn nogensinde lærer at klare sig.
Jeg lover det hjælper at få lov at få luft hos et voksent kærligt, lyttende, varmt, fordomsfrit menneske.

Når vi så har fået luft selv, har vi også meget mere plads til bare at lytte til vores unge og spørge nysgerrigt og fordomsfrit til deres drømme.

Og det fortjener enhver ung, der har rigeligt at gøre med at finde ud af den store voksne virkelige (til tider voldsomt overvældende) verden🥰