14/09/2025
Stier, som ingen andre kan vandre for dig.
At arbejde hårdt for noget er som at bygge et hus sten for sten – hver dag bærer man, hver dag sveder man, hver dag skaber man. Når det så bliver taget fra én, står man tilbage i et spændingsfelt mellem tomhed og stolthed. Tomheden hvisker: “Alt var forgæves.” Stolthed hvisker: “Ingen kan tage fra dig, at du gjorde arbejdet, at du gav alt.” Og det er i dansen mellem de to stemmer, at bevidstheden kan vokse: at man ikke må blive stående i tomheden, men heller ikke fortabe sig i stoltheden.
At holde snuden i sporet kræver en kraft, som ikke kommer af andres bifald, men af en indre ild. Det er den stille styrke, der nægter at lade andres stemmer definere ens vej. For folk vil altid tale, pege, mene, tvivle. De vil forsøge at sætte deres fodspor oven i dine, som om din rejse var deres at kontrollere. Men sand styrke er at stå urokkelig i stormen, at høre deres ord ramme som regn uden at lade dem gennembløde dit indre.
Det kræver mod ikke at lade andres dom blive til din sandhed. Det kræver vilje at fortsætte, selv når de omkring dig tror, de ved bedre, eller prøver at forme dig efter deres forestillinger. Og det kræver bevidsthed at vide, at ingen kan tage fra dig, hvad du allerede er blevet til, i kraft af det, du har skabt og kæmpet for.
At arbejde hårdt og miste kan virke som et nederlag. Men i virkeligheden er det en prøve: om du vælger tomheden – eller vælger at bære stoltheden som brændstof, der holder dig i sporet. For kun du kan afgøre, hvem du er, og hvor du skal hen.
