13/03/2026
Reklame for
Fire måneder efter min stomi blev lagt tilbage, havde jeg 30–40 toiletbesøg i døgnet.
Det var dér, jeg første gang blev introduceret til TAI, transanal irrigation (tarmskylning)
Jeg havde ikke et liv.
Jeg overlevede bare fra toiletbesøg til toiletbesøg.
Alt handlede om planlægning:
🚽 Hvor er næste toilet?
😰 Tør jeg gå ud?
⏱️ Hvad hvis jeg ikke når det?
Jeg var fanget i min egen krop 💔
Efter tilbagelægningen var min hverdag styret af min tarm.
Selvom jeg tog HUSK.
Selvom jeg tog “stoppiller”.
Selvom jeg gjorde alt det, lægerne anbefalede.
Så foreslog min sygeplejerske, at jeg skulle lære at skylle min tarm.
Og min første tanke var helt ærligt:
🤢 “Ej… det er for ulækkert.”
🙅♀️ “Det er for grænseoverskridende.”
❌ “Det kan jeg ikke.”
Men min livskvalitet var så dårlig, at jeg ikke havde råd til at sige nej.
Så jeg sagde ja.
Bange.
Sårbar.
Og ærligt talt også lidt skamfuld.
Den model, jeg blev oplært i, var egentlig beregnet til stomiskylning, ikke til min situation.
(Det viste sig heldigvis senere, at der fandtes en model præcis til mine udfordringer 🙏)
Jeg var desperat efter at få bare en lille smule kontrol tilbage.
Det sværeste var ikke selve skylningen.
Det sværeste var at acceptere, at jeg havde brug for et hjælpemiddel.
Jeg var jo kræftfri.
Rask på papiret.
Men indeni følte jeg mig alt andet end rask.
Jeg fik en rolig og tryg oplæring.
Og langsomt gik det op for mig:
Det var ikke ulækkert.
Det gjorde ikke ondt.
Det føltes som frihed.
Som om nogen gav mig nøglen tilbage til mit liv 🗝️✨
Jeg fik håb 💚
Håb om at få mit liv tilbage.
Håb om at blive mig igen.
Hvis du har problemer med at tømme tarmen så ring til Coloplast på 49 11 12 13 for en uforpligtigende snak ☎️
