13/03/2026
Sorg er individuel, og tager den tid det tager ❤️
Og sorg er meget forskellig, handler ikke kun om når vi mister til døden, men på alle planer mister nogen, som vi gerne ville beholde i vores liv…
Dét, at lære at kunne tackle sorg er en enorm vigtig gave i livet…
En erfaring der ikke helt kan beskrives, men som skal erfares.
I mit tidligere mangeårige virke med bl.a børn og unge, har jeg i årenes løb mødt mange, der kun har haft mig, at tale med, om ex. sorg.
Fordi de ikke har kunnet tale åbent med deres egne voksne om de store følelser, imens de voksne selv var i deres sorg, og ikke også kunne udholde et barns sorg samtidig.
Bl.a, at kunne give plads til, at der i sorgen også er plads til, at huske glæden, er en stor og vigtig del af det, at kunne håndtere og tackle sorg.
Og den del er noget af det, som jeg altid har lært de børn og unge jeg mødte, og havde mine mange terapeutisk sjælesorg samtaler med ❤️
Ingen af os kan gå gennem livet uden, at miste:
Tidligt i livet fik jeg indblik i, at i min familie talte vi ikke om følelser - og man måtte heller ikke reagere med følelser.
De følelser, som de voksne omkring mig ikke selv kunne rumme og tackle, det fratog mig en mulighed for, at måtte reagere.
Jeg har i livet måttet sige farvel til rigtig mange, og har altid måttet tackle sorgen alene, fordi jeg ikke havde nogen omkring mig til, at støtte mig i det.
Det gav med tiden den store gave, der i dag nu er min styrke i, at kunne tackle det ❤️🙏
Nogle af dem jeg har mistet er :
som 9 årig døde min Fuffa (farfar).
Da jeg var 16 år døde min højt elskede mormor.
Hende som var den eneste, der knuselskede og accepterede mig som jeg er, en klartseende sjæl som hun (født i 1912) også selv var ❤️
Dét var absolut ikke noget der i min familie blev anerkendt, men tværtimod lukkede mine alt for uvidende forældre mig ned, og gjorde mig til forkert 🥺
(Livet igennem, har jeg aldrig hørt hverken min mor eller far sige, at de elskede mig)
Kort tid efter jeg mistede min mormor, så måtte jeg også sige farvel min allerbedste ven hunden Skipper, og det efterlod et kæmpe stort sort hul i mit hjerte 💔
Få måneder derefter, da jeg stadig kun var 16, blev min lidt ældre kæreste (19 år) dræbt i en motorcykel ulykke.
Og jeg var i forvejen så alene i min enorme sorg og smerte over min mormor og min hund, at jeg ikke troede jeg nogensinde kunne blive hel.
Det tog mig faktisk flere år, før end jeg landede i en ny udgave af mig selv efter disse tab.
Jeg lærte, på en eller anden, for mig dengang uforståelig måde, at klare mig igennem.
At overleve.
Noget af det som hjalp mig var, at jeg ofte sansede min kære mormor fulgte mig tæt.
Det var som om hun passede på mig ❤️
Jeg mærkede hende, og jeg duftede hende.
Lige som hvis hun fysisk havde stået ved siden af mig. Og det gjorde mig tryg.
Dét var jo så heller ikke noget, som man i min familie talte højt om, så det gik jeg også alene med.
Som ung voksen, da jeg som 27 årig fødte min søn, der er mit livs absolut største og smukkeste gave, da indså jeg så og forstod til fulde, at jeg er født med meget stærke clairvoyante evner samt, også stærke healende energier.
Og dette gav mig i årene frem en fuld forståelse af, hvad der sker i andre mennesker, som er bange for, at blive set igennem…
Og derfor også bange for, at være i de mindre behagelige følelser i livet.
Med tiden blev jeg både ydmyg og inderligt taknemmelig i, at jeg altid havde mine åndelige guider omkring, og med mig.
Da jeg senere i livet som 42 årig mistede min højt elskede bedste ven og sjæleven Morten, da blev jeg igen overmandet af en voldsom sorg.
I den proces, var min fantastiske søn mit lys og glæde i sorgen ❤️
Han var grunden til, at jeg VILLE være hel igen.
Jeg vidste i mig, at jeg måtte tackle smerten for, at kunne fungere for ham som mor.
Og det klarede jeg.
Siden da, har jeg måttet sige farvel til en hel del flere andre skønne mennesker, hvor ex. en kær veninde og jeg heldigvis nåede, at sige farvel og takke hinanden for venskab.
Dét gør stor forskel i sorg 🙏❤️
Senest da jeg i 2025, som 62 årig sendte min mor afsted på hendes sidste rejse var det ikke i en egentlig sorg…
Hun og min far havde aldrig formået, at kunne være for mig, så min taknemmelighed i den retning ligger blot i, at jeg er super glad og taknemmelig for livet samt, er stort taknemmelig i, at mine forældre i rollen som bedsteforældre formåede, at kunne være alt det gode for min søn, som de aldrig var for mig 🙏❤️
I denne proces med min mor, havde jeg stor ro og stor glæde på hendes vegne, og det gav mig en rar følelse at vide, at hun fik en rolig og stille død, lige som hun selv håbede det ville blive.
Blot, at lukke sine øjne og takke af.
For hun orkede ikke mere.
Det synes jeg er en smuk måde, at afslutte et langt liv på, når man er gammel og træt 🙏
Og mæt af livet…
Ikke har flere kræfter.
Hun savnede og manglede sin mangeårige og trygge tosomhed med min far, som hun mistede i 2017.
Og efter at hun slap livet har jeg ofte haft hende inde, hvor hun fra hjertet så inderligt har både fortrudt det skete, og har undskyldt sin dårlige adfærd overfor mig + at hun takkede mig for min tilgivelse i det.
Takkede for, at jeg trods alt sket, alligevel stod der for hende i sidste ende…
Jeg véd, at alt er godt, og denne viden deler jeg altid gerne med de, der har behov for hjælp og støtte i den retning.
Jeg elsker mit liv og jeg elsker, at være mig, på trods af, at vejen til, at bygge mig selv op mange mange mange gange har været ekstrem hård❤️
