29/09/2025
Forleden vågnede jeg med et sæt. Jeg havde haft en drøm, om en rejse for længe siden. En rejse til det land som stadigvæk kaldes ved navn. En rejse til Tibet..
I går stod jeg i en regn af lys, i skoven, hvor jeg bor. Nuancerne dansede i luften og insekterne efterlod lyden af sensommer. Min søn svingede sig i et reb mens min far og jeg kiggede på nødder og bær. Vi kom til at snakke om vores rejse, måske afledet af noget med Everest. Jeg husker det ikke.
Men jeg husker Everest. Det var ikke første gang jeg så hende, men jeg glemmer hende aldrig. Hende der selv vælger, hvem der får lov at komme i audiens og hvem der må betale med livet. Fryse ihjel eller blive begravet af en lavine.
Turen var en længere rejse. Først over Kinesiens land. En taxa gennem Beijing og min fars spørgsmål om Mao Zedong. Dengang var jeg et barn og forstod ikke hvad det handlede om. Efter et stop i Chengdu fortsatte vi til Lhasa.
Som jeg skriver dette længes jeg pludselig efter Jokhang klosteret mørke. Et mørke som kun blev lyst op af lamperne med harsk yakoksesmør. Herinde var duften af røgelse tyk som et uldtæppe. Guldstatuerne glimtede og jeg følte verden tryg og utryg på samme tid. Kinesiske vagter blandede sig med Avalokiteshvara. Solen på toppen af de hvide klostermure og glidefald til månen.
Flere i min familie havde højdesyge. Jeg husker værelset de lå i. Tibetanske tæpper som døre og stegte nudler på pander. Herfra gik turen over den tibetanske højslette. Vi overnattede forskellige steder undervejs. Yakokserne var levende og døde. Afhuggede hovedet i store stakke. I dag kan jeg bedre relatere til Kumariens prøve i Kathmandu. Den nat hvor den levende gudinde skal sove i et rum, fyldt med afhuggede hovedet fra vandbøfler.
Blodet farvede fliserne i de små boder hvor dyrenes kød blev skåret.
Opslugt af historien om Hans Hellighed Dalai Lamas flugt fra Potala Paladset og det liv han måtte tilvælge. Det gjorde indtryk, ligesom den tibetanske stjernehimmel. Den stjernehimmel der lyste for os, når vi om natten skulle ud at tisse.
Vi sov i vores soveposer, med tøj på. Vågnede til lyden af Lhasas hvisken og en hvid røgsky fra vores vejrtrækning. Man kunne kradse mærker på indersiden af ruderne. Kulden var lige så vedvarende som yakoksernes klokker. Klokker fyldt af kærlighed..
Mine tanker vandrer til verdens tag og yakoksernes vandring.
Mon de ser himmelbegravelserne, hvor menneskelig hakkes til fugleføde. Mon de mærker at verden forandrer sig eller at sneen smelter. Jeg ved det ikke, men jeg tænker på dem og deres pels. Deres varme pels.
https://www.yi-dam.com/blog
