26/01/2026
Kære rygsøjle,
livets søjle,
broen mellem jord og himmel.
Jeg mærker dig
din styrke, din linje af lys,
din kraft, som holder mig rank,
selv når livet har bøjet mig.
Du har båret min historie,
hver sorg, hvert ansvar, hvert “jeg må klare det selv.”
Du har spændt dig for at beskytte mit hjerte,
løftet mig, når jeg var træt,
holdt på det, jeg ikke turde slippe.
Men i dag, i dette nu,
må du godt give slip.
Du behøver ikke længere bære hele verden på dine skuldre.
Du må give vægten tilbage til jorden,
lade energien strømme frit op og ned gennem dig,
som lys gennem en klar kanal.
Jeg ser dig.
Jeg mærker, hvordan hver ryghvirvel længes efter frihed,
hvordan du vil ånde igen,
flyde, bølge, danse.
Jeg sender mit åndedræt ned ad din linje,
fra krone til rod,
Hver udånding løsner de gamle byrder;
de ord, jeg aldrig sagde,
de roller, jeg bar for længe,
de historier, der ikke længere passer i mit lys.
Kære rygsøjle, du må give slip på kamp.
Du må rejse dig i kærlighed i stedet for i forsvar.
Du må huske, at sand styrke er bevægelig,
ej hård.
Du er som et træ
dine rødder dybt i jorden,
din krone badet i himmellys.
Mellem dem pulserer livets energi,
gennem dig, gennem mig, gennem alt.
Så jeg takker dig,
for at bære mig, forme mig, beskytte mig.
Jeg ærer din visdom.
Og jeg lover dig, at fra nu af vil jeg stå i dig
med blødhed.
Jeg tillader dig at folde dig ud,
at åbne, at svinge, at ånde.
Jeg tillader dig at give slip på alt,
så kun livets strøm bliver tilbage.