10/12/2025
10/12
I dag tændte jeg lys for min mor i kirken.
Fem år er gået, siden hun tog afsted.
Det var smukt.
Og alligevel mærkede jeg den velkendte længsel i hjertet..
Den der kommer, når kærligheden stadig er stor,
men formen har ændret sig.
Tid er en underlig størrelse.
Den går videre,
men noget i mig står stadig og holder om et øjeblik,
jeg ikke helt kan give slip på.
Jeg bærer minderne om hende:
en mor, der var kærlig, stærk og sårbar,
alt på én gang.
Jeg mærker taknemmelighed over alt det, jeg fik,
alt det hun nåede at give mig.
Og alligevel skriger egoet nogle gange
over uretfærdigheden i alt det,
jeg og mine børn, må undvære.
Hendes hænder, hendes blikke,
det hun ville have betydet i deres liv.
Men dybere inde, dér hvor stilheden bor,
hvisker sjælen noget helt andet:
at kærlighed ikke tager afsted.
At den bliver.
At den findes i det, jeg mærker,
i roen jeg giver videre,
i den måde jeg holder mine børn på.
For når jeg løfter mine arme for at gribe dem,
er det hende, der løfter med.
Når jeg taler dem til ro,
er det hendes styrke og blidhed,
der bevæger sig gennem mig.
Hendes nærvær lever videre i mine sanser,
i min evne til at se, mærke og være til stede.
Som et stille vidne i mig,
der bare er der.
i nuet.
Kærligheden blev.
Og den folder sig stadig ud,
hver dag,
gennem mig,
til dem ♥️
