28/11/2025
I dag holdt jeg mit første babyevent i rigtig lang tid.
Og selvom det udefra måske lignede et lille arrangement, så var det indeni mig en stor rejse.
Jeg kunne mærke en sitrende nervøsitet, den dér usikkerhed på hvad forældre mon gerne ville vide. Jeg havde skrevet side op og side ned, fordi jeg ønskede, at det skulle være gennemført, trygt og brugbart.
Til sidst stod jeg med otte printede sider – og næsten ingen søvn, fordi tankerne blev ved: Ville de mon kunne lide eventet?
Ja… jeg er min egen værste kritiker.
Men samtidig er jeg også hende, der tør rykke sig – selv når usikkerheden larmer.
Og da dagen kom, skete der det fineste:
Jeg fik slet ikke brug for mine papirer.
For jeg prøvede hele tiden at minde mig selv om, at jeg skaber min egen sandhed. Skulle min nervøsitet have lov til at være sandheden? Nej. Den måtte gerne være der, men den skulle ikke styre.
Og det var først, da de søde mødre begyndte at stille spørgsmål, at jeg mærkede, hvordan jeg landede i mig selv. Der faldt jeg tilbage i mit ES – i min ro, min intuition og min naturlige tilgang.
Når jeg ser tilbage, så gik dagen jo egentlig rigtig fint.
Og ja – jeg ville gøre det igen.
For set udefra var der så meget læring, forældrene kunne tage med hjem, og jeg håber, de gør brug af det.
I TKM siger man, at når vi træder ud af vores komfortzone, bevæger vi Qi. Usikkerheden hører til Nyrens energi, som ligger dybt i os og bliver særligt påvirkelig netop i vinterperioden, hvor dens element – vandet – er på sit laveste punkt og let kan komme i ubalance. Når vi alligevel møder det ukendte, styrker vi denne energi og bygger indre stabilitet.
Og i det øjeblik, hvor spørgsmålene begyndte at flyde mellem os, blev der skabt Hjerte- og Lunge-Qi: kontakt, varme, nærvær og tillid. Det var dér, energien fandt sit naturlige leje.
Så i dag var ikke bare et babyevent.
Det var også en indre proces – en bevægelse fra uro til ro, fra forberedelse til overgivelse, fra hovedet til hjertet.
Og det føles som et skridt, jeg er stolt af at have taget.