17/02/2026
Kan man godt lære hjernen at have ondt?
(Læsetid ca. 3 min)
------
Lider du af kroniske smerter og gerne vil slippe af med dem? Så er det vigtigt, at du forstår ordet: NEUROPLASTICITET.
------
Det første, vi skal forstå, er, at hjernen og nervesystemet hverken er faste eller statiske.
De ændrer sig hele tiden som svar på erfaringer, bevægelser, gentagelser og påvirkninger fra omgivelserne. Denne evne til at tilpasse sig kaldes neuroplasticitet.
------
Det er smart – fordi det sparer energi.
Har du læst mine tidligere opslag, ved du, at hjernen helst vil bruge så få kalorier som muligt. Det er en del af vores biologiske urtidsdesign: det, vi gør ofte, bliver automatiseret. Det sparer på både ressourcer og kalorier i en tid, hvor mad ikke fandtes i køledisken.
------
Neuroplasticitet er derfor den grundlæggende mekanisme, der gør læring, vanedannelse og tilpasning mulig – fra at lære at cykle til at kunne gå på gaden uden at tænke over, hvordan du sætter det ene ben foran det andet.
------
Neuroplasticitet er nyttigt – men det kan også blive et problem, hvis nervesystemet overreagerer og bliver for følsomt. Det sker ofte efter langvarige, gentagne eller stressende oplevelser.
I de tilfælde kan hjernen begynde at “skrue op for volumen” på smerteoplevelsen, så helt normale bevægelser eller stimuli opleves som smertefulde – selvom der ikke er nogen direkte vævskade.
------
Dette kaldes central sensibilisering.
Her begynder hjernen og rygmarven at overforstærke signaler, som om de var farlige, selv når de ikke er det.
------
Kort sagt:
Vi har simpelthen lært hjernen at have ondt.
- og det er ikke noget, du har gjort forkert – det er bare sådan nervesystemer lærer og tilpasser sig.
------
Eksempler på “uforståelige” smerter:
➊ - Smerter ved almindelige bevægelser (fx at bøje sig eller løfte).
➋ - Smerter fra let berøring (tøj, lagner, vind).
➌ - Smerter udløst af tanker eller forestillinger alene.
Det er ikke et tegn på, at kroppen er i stykker.
Det er snarere et software-problem i hjernens – altså vores biologiske computers – måde at fortolke signaler på.
Ikke et hardware-problem i muskler, led eller væv.
------
Hvorfor fortsætter smerte, selv når skaden er væk?
Når vi oplever akut smerte (fx slår tommelfingeren med en hammer), sender hjernen alarmsignaler for at beskytte os:
"Pas på! – og lad nu være med at gøre noget så dumt igen!"
Det er nyttig feedback.
Det gør os mere forsigtige næste gang, og vi kan endda advare andre i vores “stamme” om, at det både er dumt og gør ondt at slå sig selv over fingrene med en hammer.
Men hos mange med vedvarende smerter fortsætter hjernen med at sende faresignaler, selv efter vævet er helet.
------
Her bliver neuroplasticitet uhensigtsmæssig: nervesystemet har lært at tolke signaler som farlige, selv når de ikke er det.
Derfor kan man fx. godt have voldsomme smerter, selvom alle scanninger viser normale forhold.
------
Den gode nyhed? - Hvis hjernen kan lære smerte, kan den også lære noget andet.
------
I moderne smertehåndtering bruger man netop viden om neuroplasticitet til at ændre hjernens reaktioner.
Formålet er ikke at ignorere smerte, men at re-programmere hjernens “fare-kode”, så hjernen selv ikke længere tolker alt som en trussel.
------
Kronisk smertebehandling handler derfor i høj grad om at genoptræne nervesystemet – ikke om en evig jagt på at “fjerne smerte”.
------