Verden til forskel

13/05/2020

Det siges at man kan “være i konflikt med sig selv”. Det tror jeg ikke på. Jeg tror på at vi kan føle os dybt forvirrede og føle os ude af stand til at træffe det rette valg. Og så tror jeg på at følelsen af at der findes et valg, som er det rette afspejler, at der findes noget der er sandt og noget der er falsk.

I vores er der opstået sådan en ide om, at det ene kan være lige så godt som det andet, hvilket - hvis vi tænker tanken til ende - fører til moralsk realisme: at hvorvidt noget er rigtigt eller forkert er op til den enkelte og dermed altså relativt.

Og sådan er det selvfølgelig ikke.

Men sætningen “Det ene kan være lige så godt som det andet” kan skåne os fra at komme i kontakt med sandheden i os selv, som ofte er hængt op på en krog af smerte. At pille den ned og tage den til sig kan være noget af det mest smertefulde og angstprovokerende.

Vi mennesker kan forvilde os ud i tankerne og væk fra sandheden. Sandheden om hvem vi er og hvad der er det rigtige at gøre.

Når man føler sig i konflikt med sig selv, så ser jeg det som at man er i konflikt mellem det man godt selv, inderst inde, ved er det rette at gøre og så det hav af fortidens og kulturens stemmer, som trækker, forvrænger og kamuflerer adgangen til den sandhed.

Man kan ikke være i konflikt med sig selv.

Det findes veje der er rigtige og veje der er forkerte at gå.

Og oftest er det kun de første skridt der er de sværeste at tage👣👣

10/05/2020

Min store interesse har altid været at tale med og lytte til folk, for at forsøge at forstå dem. Og forstå hvad andre vækker i mig, og hvorfor netop det bliver vækket.

Et nært familiemedlem sagde engang, med en tone af udmattelse i stemmen “Du kigger sgu da også altid efter hullerne i osten!”. Og det har han ret i. Der er noget i mig, som er drevet mod at forstå det, som gemmer sig der, hvor tingene ikke hænger sammen. Hvor hullerne er. Jeg vil, stort set, til enhver tid hellere tale om, hvad der gemmer sig der og hvad der har forårsaget hullerne og revnerne end om hvordan det omkringliggende område hænger sammen.

Det er udfordrende at være sådan. For mig og for folk omkring mig, fordi det ikke er nemt at kigge på de sider af en selv, og den kultur, der omgiver og præger en. Og som slår revner eller er hullet. Og som hermed mangler solid forbundethed.

Leonard Cohen sang engang “There is a crack in everything. That's how the light gets in.”.

En proces for mig har været og er fortsat personligt og professionelt, at forfine evnen til at være medfølende overfor mine egne huller og revner, samt medfølende overfor andre menneskers huller og revner, samt møde kulturens forskellige hullede og revnede fremtrædelsesformer med medfølelse, nysgerrighed og bevidsthed.

Jeg er igang med at tage et kursus indenfor Gabor Matés terapeutiske tilgang, . Dette understøtter på den mest saglige og sammenhængende (og medfølende) måde denne forfinelsesproces. Og viser, hvor vigtig medfølelsen og nysgerrigheden overfor os selv, vores tanker, følelser og vores adfærd er når vi ønsker at hele fra de revner og sår, som livet slår. Eller slog. Den terapeutiske tilgang viser så tydeligt, hvordan vi mennesker dybest set er helende væsner, som netop kan og vil hele med det lys, som rammer os ind i gennem revnerne og hullerne. Når vi vel at mærke tør kigge på dem.

Jeg vil dele flere af de tanker, som tilgangen vækker i mig. Og så planlægger jeg at tilbyde nogle kortere online forløb af psykologsamtaler til en nedsat pris inden jeg går på barsel.

02/05/2020

Vi mennesker er bygget sådan op psykisk, at vi, for tæt på alt i verden, gerne vil undgå at føle smerte. Det medfører tilbøjeligheder til, at leve på måder, hvor man forsøger at holde det smertefulde på afsted.

På min hjemmeside nævner jeg begrebet “krise”. Krisen afspejler et vendepunkt, hvor vi står med en mulighed for at lære os selv bedre at kende. Og møde noget i os selv, som vi kan have brugt forskellige strategier til at holde på afstand, for at undgå at føle smerte. I en krisesituation kan der ske det, at man får øje på, at den måde man lever ikke afføder en følelse af dybere mening og samhørighed. Med sig selv og andre. Og som måske slet ikke afspejler det menneske, som man, på en måske udefinerbare måde, kan mærke, at man er. Måske har man levet sit liv med fokus på og i stræben efter at opnå en hel masse. Ydre. Noget relateret til ens udseende, hjemmets fremtoning, CV’et eller andet, som giver anerkendelse. Udadtil. Eller man oplever at være drevet mod substanser og aktiviteter, som giver midlertidig tilfredsstillelse i form af f.eks ro, distraktion eller andre umiddelbart positive følelser. Som kan vise sig ikke at påvirke ens liv i en mere tilfredsstillende og autentisk retning. Måske snarerer tvært imod.

Og hvorfor drages vi mennesker mod det, som ikke giver os en dybere følelse af mening og samhørighed? For det er vel grundlæggende træk ved tilværelsen, som vi alle på det bevidste plan ønsker? Det gør vi, igen, for at undgå smertefulde følelser, som for mange er forbundet med følelser af meningsløshed, tomhed og ensomhed. Og som vi meget tidligt i livet kom i kontakt med, uden at der var nogen til at rumme de følelsesudtryk hos os. Og som vi derfor lærte at benytte strategier til at holde på afstand. Men strategierne er ikke holdbare, for følelserne står på lur og kigger frem, så snart der opstår tidslommer, som ikke umiddelbart fyldes med distraktions - eller flugtstrategier.

Når man bliver bevidst om de her sammenhænge, så bliver man også stillet overfor en mulighed for at gå en vej, som jeg kalder “mere sand”. En vej, der afspejler sandheden om den man er. En vej, som vil være smertefuld at gå, men som det vil afføde langt mere lidelse at undgå.

24/04/2020

Jeg delte i sidste uge sangen “Halleluja”, og Gabor Maté’s opfordring til at tænke over passagen “I couldn’t feel, so I tried to touch.”

Jeg vil dele mine tanker, da de afspejler den rejse, som jeg på hjemmesiden har beskrevet den terapeutiske proces ud fra.

Som “en opdagelsesrejse i menneskets psykiske landskab”. Et landskab, som skabes ud fra den måde to medfødte og genetisk nedarvede behov bliver mødt hos menneskebarnet. Disse omfatter et tilknytningsbehov, forstået som et behov for at blive passet på og beskyttet, og et behov for autencitet, forstået som et behov for at leve i overensstemmelse med den man er.

Det der sker når barnets tilknytningsbehov kommer i konflikt med behovet for autencitet er, at autenticiteten ofres. Når barnet oplever, at det ikke kan føle, tænke og udtrykke sig i overensstemmelse med det man kan kalde sit autentiske selv uden, at det har negative konsekvenser for relationen mellem barnet og dets omsorgspersoner, så vil barnet tilpasse sig og undertrykke sig selv.

Undertrykke hvad?

Undertrykke det som man kan kalde ens maveforemmelse, ens personlige grænser, eller det man på engelsk kan kalde ens “gut feelings”. Undertrykke det, som alle fødes med en viden om er sandheden i og om en selv.

Den terapeutiske proces består i at bevæge sig afsted på en rejse ind til noget som engang blev gemt væk. Sagt på en anden måde, for at finde frem til hvor den smerte man føler stammer fra, og nå til en erkendelse af, hvem man er bag de tilpasningsstrategier, som man har brugt for at få dækket ens tilknytningsbehov.

Mange mennesker oplever, at de ikke er i stand til at mærke hvad de selv føler og kan ikke finde åbningen til deres egen sandhed.

“I couldn’t feel, so I tried to touch”.

Når forbindelsen til en selv skades, så opstår tendenserne til at rette blikket udad og analysere, rationalisere og spejle sig i hvad andre forventer af en.

Den terapeutiske rejse tilbage til sig selv omfatter en opdagelsesrejse og en udforskning af årsagerne til, at man ikke følelsesmæssigt har adgang til helheden i en selv.

Det jeg ønsker, som psykolog er, at agere følgesvend på en opdagelsesrejse, hvor jeg støtter den anden i at genfinde den rå sandhed, der lever helt intakt og som er uskadt tilstede.

Hos os alle.

16/04/2020

“(...) I was thinking about that song last night (...). I was thinking, "What is it about that song that is so heartrending?" Hallelujah actually means, "Praise the Lord." It's a Hebrew term for praising God.

Why should that break our hearts?

In that song there is a disconnection, that is in all of us. There is a yearning for truth, purity, and innocence. We're not connected to truth, and we know we're not connected to it. So there is yearning and longing, and hence the sadness. That song embodies it.

There are a couple of lines in it that particularly touch me. He says, "I couldn't feel so I tried to touch."

What does it mean, "I couldn't feel so I tried to touch?"

Think about it."

- Gabor Maté

Leonard Cohen - Hallelujah (Official Audio) Listen on Spotify: http://smarturl.it/lc_spotify Listen on Apple Music: http://smarturl.it/lc_apple Amazon: http:...

15/04/2020

Man har et standpunkt indtil man tager et nyt. Eller. Man har et standpunkt, indtil man bliver konfronteret med mere viden, og gør sig nogle nye erkendelser og erfaringer, der gør at ens udgangspunkt må udfordres og revideres.

Jeg har netop, i mit sidste indlæg, skrevet, at jeg ikke ønsker at have samtaler, som foregår online. Fordi jeg personligt har gjort mig erfaringer med, at det ofte er subtile forandringer hos den anden, som kan give fingerpeg om, hvilken vej det giver mening at gå igennem terapien. Hvor der er noget der er vigtigt, at tage fat i. Jeg vil samtidig være ærlig og sige, at jeg ingen erfaringer har med teknologibaseret terapi. Og jeg vil også være ærlig og sige, at bare den formulering “teknologibaseret terapi” giver mig en dårlig mavefornemmelse.

For.

Kan teknologi virkelig være basis for, at der etableres den nødvendige terapeutiske alliance mellem psykolog og klient. Ja, siger forskningen. Måske fordi det, som alliancen grundlæggende skal baseres på godt kan udtrykkes og kommunikeres, selvom man ikke sidder fysisk overfor hinanden?
Kan man virkelig ud fra den indbyggede adskillelse i samtalen, som samtaleformen rummer, nå ind til det væsentlige, som kan give den anden den hjælp og støtte, som de dybest set har behov for? JA, siger forskningen.

Efter at være blevet kontaktet af flere, som ønsker at opstarte et terapeutisk forløb hos mig, og som ikke har mulighed for at komme til Karise og omegn har jeg konsulteret min mavefornemmelse. Og den fortæller mig, at mit ønske om at hjælpe og støtte de her mennesker opvejer min modstand mod at afprøve terapien i en teknologibaseret kontekst. Det her må altså prøves af, og jeg glæder mig meget til at stille mig til rådighed for de her mennesker. Også selvom det bliver foran en skærm.

Jeg tilbyder dog stadig, og primært, f2f møder, der i øjeblikket må finde sted udenfor . Her vil vi kunne gå sammen, se hinanden i øjnene og der vil være gode forhold for at kunne fornemme både kropssprog og stemningsændringer. Og så kan det med at gå og tale sammen i naturen altså noget, som man ikke skal være psykologuddannet for at tilvejebringe.

09/04/2020

Det ligger rimelig implicit i titlen “psykolog”, at man her arbejder i og med mødet med andre mennesker. Og jeg havde, som nævnt, planlagt, at disse møder skulle finde sted i min klinik. Jeg behøver nok ikke at sige meget mere en “Corona”, før man får en fornemmelse af, hvorfor jeg igen var lidt udfordret i min opstartsproces.

Og hvad gør man så?

To umiddelbare svar på hvad “man” gør kunne være: 1. Man har f2f møder, med fokus på afstand og hygiejne, 2. Man går over til online konsultationer.

Mine overvejelser omkring disse to muligheder hensatte mig i en lille uges tungsind uden, at jeg helt forstod, hvilken knage tungsindet skulle hænges op på. Det fandt jeg først ud af, da jeg kom lidt væk fra spørgsmålet om hvad “man” gør og hen til spørgsmålet om hvad “jeg” gør.

Jeg kan ikke personligt forsvare at have f2f konsultationer, og løbe den risiko for at skabe nye smittekæder.

Jeg kan heller ikke se mig selv starte nye forløb op online. Hvorfor jeg ikke kan det, handler om mine overbevisninger om, hvad det er, som, blandt andet, gør mig til en dygtig psykolog. Når man er i en krise, og har truffet et valg om at søge hjælp hos en psykolog, så er min overbevisning, at langt de fleste har behov for at blive mødt, set og forstået på et dybere plan. Og jeg anser selv dette for essentielt, hvis man skal kunne tale sammen om de egentlige årsager til ens mistrivsel. Nu er det bare sådan, at vi mennesker faktisk ved meget lidt om hvorfor vi tænker, føler og handler som vi gør, fordi årsagerne hertil i stor udstrækning er styret af vores underbevisthed, og hermed psykiske lag, som vi ikke har direkte adgang til.

Noget af det jeg kan og gør er at fornemme, spørge ind til og, i et samarbejde med den anden, få øje på de ubevidste grunde til, at handle, tænke og føle, som det er tilfældet.

Og hvordan gør jeg det? Jeg fornemmer den stemning, som det andet menneske træder ind i rummet med. Jeg har fokus på kropssproget. Det kan være en fod, der pludselig, når vi berører et emne, begynder at vippe. Det kan være en pludselig flaksen med øjnene. Det kan være et ændret stemmeleje. Og endnu vigtigere, så involverer jeg mig selv i mødet med den anden. Jeg er meget opmærksom på de følelser og fornemmelser, som
bliver aktiveret hos mig selv, fordi de kan være retningsvisende for, hvad der rør sig hos den anden.

De her registreringer vil jeg være bekymret for ikke at kunne opfange, ved et møde, hvor vi hver især er konfronteret med et sansefattigt skærmbillede af den anden. For hvad med den der følsomme vippende storetå f.eks?

Svaret på spørgsmålet om hvad “jeg” så gør kan I læse på hjemmesiden under menuen “PRAKTISK INFO”, eller i mit næste opslag, hvor jeg også vil skrive lidt om fordele og ulemper ved denne mødeform.

05/04/2020

Noget der ikke gik helt efter planen var fotoskydningen. Det er ikke en hemmelighed, at jeg ikke har fået taget billeder af en professionel siden jeg gik i… 8. klasse ca. Og var linet op ved siden af mine klassekammerater. Med platinblond og glattet hår, solariebrun, med polyester og gennemsigtig mavebluse og similisten i næsen. Og det er heller ikke en hemmelighed, at jeg ikke glædede mig til at skulle stille mig an foran et kamera. Dog trøstede jeg mig med, at jeg jo bare skulle sidde trygt og godt i en stol foran min bogreol i min lune og trygge klinik. I mit eget hjem. Og så prøve at ligne mig selv. På en god dag.

Men så kom Corona, og gav mig en kæmpe lussing, lige da jeg troede, at jeg havde kontrol over det hele og havde fundet tandpastasmilet frem. Og han sagde så, at hvis jeg skulle have taget billeder til min psykologpraktisk, som planlagt, så ville det blive med min elskede mormor og mors (og mange andre menneskers) liv som indsats. Så. Sådan en udmelding må man jo overveje nøje, hvordan man skal forholde sig til. Og jeg valgte, at skifte mit magelige smil ud med noget andet mindre skadeligt for folk omkring mig.

Og her ser I så lidt af resultatet.

Det ene øjeblik som linse(blad)lus, tog det andet, og pludselig så jeg mig selv, som i en rus, rive overtøj, strømper og støvler af, smide mig i en bladbunke i 4 graders varme, og blotte mine velvoksne fødder og hår på benene. Ikke det udtryk, jeg havde set dominere min psykologpraksis.

Men måske er der noget, som Corona kan lære mig her. Noget med at hengive sig til det der sker. Noget med at komme tættere på naturen. Helt ned i de visne blade og snuse! Noget om at finde mennesker, at støtte sig op ad, mens nye udtryksformer og muligheder viser sig. Noget om det Gabor Maté har sagt:

“Relax. Everything is out of control.”.

02/04/2020

At starte op som privatpraktiserende psykolog med egen klinik er en drøm, som jeg længe har glædet mig til at kunne forfølge. Og nu blev det endelig tid. Troede jeg.

Kender I de der processer, hvor alt bare går galt. Folk man ringer til. De ringer ikke tilbage. De ting man skal bruge. De er ikke til at støve op! Tankerne kan ikke samles. Ordene til at beskrive projektet er tomme og upræcise. Sømmene bøjer og man hamrer sig konstant over fingrene. Og græder i frustration. Sådan har (den indledende) proces med min opstart af virksomhed IKKE været.

Alt gik som smurt. Det er faktisk slet ikke så kompliceret at starte virksomhed op. Der er dumpet kloge og omsorgsfulde mennesker ind i mit liv, som har delt deres erfaringer og tanker med mig. Navneskiltet på min dør blev leveret dagen efter bestillingen og jeg hængte det selv op. Uden problemer, ved brug af to hænder, venstre fod og storetå, en hammer og fire søm, som fulgte med skiltet. Jeg sparede en formue, da jeg på dba fandt nogle lækre møbler til klinikken. Undgik IKEA ! Og det der med at få skrevet tekst til hjemmesiden. Som jeg ellers havde gruet for, som var det et speciale i psykolog, der skulle udfærdiges. Det flød lige fra hjertet og tog en lille uges refleksioner og tre timer bag tastaturet. Jeg slog mig på lårene i tilfredshed, skreg et forårsskrig i skoven og tænkte “DET HER ER JO SÅ MEANT TO BE!!” Og så var det så at verden brød sammen dagen efter.

Så. Nu sidder jeg her. Og må, ligesom resten af Danmarks (eller var det verdens?) befolkning ikke gå ud og komme tættere end to meter på andre mennesker. Og da slet ikke mødes med folk indenfor eller derhjemme. Og jeg har lige startet en hjemmeklinik!

Så. Nu sidder jeg bare her med ørepropper i. Og afventer verdens udviking, mens jeg erkender, at en del af mine planer er lagt ned af Corona.

Men. Klinikken står klar. Jeg er klar! Og… Derudover. Så bliver vi bare hjemme med hvert vores samfundssind, mens vi affedter det sidste fedt på knoerne og hoster i ærmet.