03/03/2026
💛 💛 En lille historie fra min dag i klinikken
Som behandler – kropsterapeut, der arbejder med mennesker, som ønsker forandring i deres liv – er det en fin og balanceret kunst at dele af sig selv.
Hvor meget? Hvor lidt?
Hvornår gavner det – og hvornår fylder det for meget?
I dag havde jeg en oplevelse, der mindede mig om, hvorfor det nogle gange giver så god mening at dele fra sit eget liv.
For noget tid siden fortalte jeg en klient om en køretur til Køge Sygehus. Jeg var netop blevet ringet op og havde fået at vide, at min søn var kørt galt. Bilen var totalskadet.
Han var okay efter omstændighederne – men tankerne kunne jo have stukket i alle retninger.
På den køretur valgte jeg – helt bevidst – at holde fast i det, der faktisk var sket.
Ikke alt det, der kunne være sket.
Ikke alle katastrofetankerne.
Ikke fantasien, der kan male de mest frygtelige billeder.
Jeg holdt mig til fakta.
Bilen var ødelagt.
Han var i live.
Han var ved bevidsthed.
Alt det andet var forestillinger.
I dag fortalte denne klient, at hun havde haft et billede af mig siddende i bilen på den køretur. At hun havde brugt netop det billede i en svær situation i sit eget liv.
Hun havde mindet sig selv om at holde sig til det, hun reelt vidste – i stedet for at lade frygten overtage.
Og dér blev jeg rørt.
For det mindede mig om, at når vi deler fra vores eget liv – ærligt og med intention – kan det blive et anker for et andet menneske.
Ikke fordi vores historie er vigtigere.
Men fordi den kan spejle noget alment menneskeligt.
Måske er det netop det, der er pointen.
Det er okay at dele fra vores liv.
Når det deles med bevidsthed.
Når det deles for at støtte – ikke for at fylde.
For vi ved aldrig helt, hvilket billede, hvilken sætning eller hvilken oplevelse der kan blive det lille holdepunkt, et andet menneske har brug for 🫶