Samlar - Psykoterapeut Rebecca Christensen

12/07/2025

Det spirituelle niveau er en vigtig del af psykoterapi.

Hør mig ud.

Psykoterapi handler om at bearbejde og forstå jeg’et. Det handler om mig. Min historie, mine længsler, mine mønstre – mig.

Når et menneske har så stort fokus på sig selv, er det som at sætte lup på jeg’et – forstørre det for netop at kunne se nuancer, opdage sammenhænge og forstå sig selv i en større kontekst.

Det er godt. Og sundt.

Men vi risikerer også, at jeg’et vokser så meget, at det overskygger den sammenhæng, vi indgår i. At vi faktisk bliver så optagede af os selv, at andre mennesker kan komme til at slå sig på os.

Det er skyggesiden af en selvudviklingsproces, når det spirituelle niveau mangler.

Så hvad mener jeg med et spirituelt niveau?

I sin enkelthed: At sanse, opleve og vide, at man er en del af en større sammenhæng.

Det er ikke bundet til religion eller new age.
Blot en erkendelse af, at der er noget større end mig selv – som jeg er i relation til.

Fællesskab, natur, gud, universet. Hvad end det er for netop dig.

At vide, at man er del af et fællesskab, en sammenhæng, en kraft – noget, der regner med mig, noget, jeg har et ansvar ind i – giver en vigtig dybde til det terapeutiske arbejde.

Det minder om, at det faktisk ikke kun handler om mig og mine grænser – uanset hvem eller hvad jeg måtte komme til at tromle undervejs.

Det sætter mig hele tiden i relation. Tromler jeg dig – så tromler jeg også mig selv.

Den jeg er og min måde at være i verden på, har en direkte effekt på mine omgivelser.

Her begynder jeg’et at blive sundere.
Bliver mere nøjsom med ordene. Mere eftertænksom i handlingerne.

Og så er vi altså i gang med at hele på et helt andet plan.

Et meget mere kollektivt, relationelt plan.

Et utrolig vigtigt niveau.

06/07/2025

Du kender godt svaret – men du har måske glemt, hvordan man lytter.

Når et menneske laver bevægelsen fra hoved og tænkning til krop og sansning, sker der et markant skifte.

Et stort skifte, hvor rationale og strategi skifter mod en dybere knowing – som ikke nødvendigvis giver mening for frontallapperne.

Det handler om overgivelse og tillid.
Til kroppen. Til sansernes dybe visdom.
Til at krop og nervesystem knows how – og besidder adgang til lag så dybe, at hovedet aldrig kan regne det ud. Fordi det ligger gemt i det ubevidste og det autonome.

Det er så diametralt modsat alt det vi har lært i den lineære tænkning.
Planlæg. Læg strategi.
Gør jeg dét her = så får jeg dét her.

Det har sin plads.
Men – og det er et stort men:

Går vi uden om kroppen og sanserne – den berømte mavefornemmelse – mister vi vigtig information og mulighed for udfoldelse.

Vi mister noget af os selv.
Vigtige dele af os selv.

Kroppen er præcis.
Den kender dit ja.
Den kender dit nej.

Det ankommer som:

Inspiration
Lettelse
Sitren
Energi af velvære
Afspændthed
..og som:

Væmmelse
Subtil ængstelse
Uro
Utilfredshed
Bitterhed

Ofte i subtile grader – som bliver stærkere, jo mere vi øver os. Jo mere vi tør handle på det, vi mærker, i stedet for det, vi tænker.

Det er at tage bolig i sin egen krop og stille og roligt vågne op til nærvær – og til den utrolige guidning, vi hele tiden bliver præsenteret for, når vi lytter med sanserne.

Det er at føle sig igennem livet, i stedet for at forsøge at regne det ud.

Det kræver mod.
Fordi det er en måde hvor du ikke kan kontrollere udfaldet. Vi må springe ud i det ukendte – igen og igen.

Ind i det ukendte og ned i dybere og dybere lag af afspænding.
I ren overgivelse og tillid.

Det er at blive indre styret.
Uafhængig af jeg’ets forestillinger om, hvordan noget burde være.

Og det vil spejle sig i alle aspekter af livet.

Man kan ikke ville det.
Man må praktisere det.
Igen og igen og igen og...

26/06/2025

Døde fisk følger strømmen.

I en tid hvor menneskeheden lider
under dysregulerede nervesystemer

Sårede offer-krænker roller

Uhelede traumer og triggers så ikke-integrerede - at vi ikke kan finde ud af andet end at bekrige os selv og hinanden

Kæmpe for at have ret og være eksistensberrettigede

Mens vi bliver mere og mere syge i sind og krop

Og stadig er hyperfokuseret på symptomer

i angst for at blive overvældede af vores egne og andres

Følelser og traumer.

Er det fandeme en kompliment at blive kaldt en original

Være lidt alternativ

Måske lidt for sensitiv for den gængse

En farvestrålende fisk
Som efterlader spor af "wtf"

En fisk i en død krop

Som har mistet kontakt til følelse og retning

Kan ikke andet end flyde med... Mod mere krig, ubalance og bevidstløs selvdestruktion.

At kunne mærke og rumme sig selv og sine grænser

Ikke med frontallapperne, men med kroppen

At kunne sige til og fra

I behov, lyst og afsky

Forbinder mennesker.

Der er der virkelig brug for.

Hvis afstand og afstumpethed i mellem os

Ikke skal blive større.

10/06/2025

Det forunderlige er, når udvikling får dybere fat, handler det ikke længere om mig og min personlige udvikling, men snarere mig i relation til dig og omverden.

Det bliver ikke længere et spørgsmål om at løse min personlige historie og vokse ind i et jeg med stærke personlige grænser og disciplin til at nå toppen af verden -

Det bliver snarere en genopdagelse af den dybe forbundethed der ligger i vores menneskelighed.

At der ikke er et jeg uden dig.

At jeg er i kraft af dig, og omvendt.

At min smerte aldrig bliver personlig, den er fællesmenneskelig, og når jeg bærer min sandhed og smerte, er der også plads til din.

Til at vi kan bære den sammen.

At når jeg stopper med at fordømme og forkaste dele af mig, behøver jeg heller ikke længere gøre det mod dig.

Her starter medfølelse. Det er heling.

At det er i det eksakte øjeblik, at jeg genkender mig selv i dig - og i det verdensbillede jeg har

At forbundethed genopstår.
Autenticitet bliver muligt.

Og så er der plads

Bevægelighed

Til jeg må være mig
Og du må være dig

At kampen kan ophøre, at liv kan blomstre.

08/06/2025

27/05/2025

SANDHED

Sandhed er hverken noget, der kan findes i det ydre, eller noget, der kan påduttes andre.

Den er meget personlig.

Sandhed er en SANS, dybt forankret i kroppen, men ofte gemt langt væk bag lag af tilpasning, overlevelse og frygt for, hvad den måtte indebære.

Sandheden er, som den er.

Den er indiskutabel og kompromisløs.

Når den bliver udtrykt, kommer den med en kraft, der får alt, der ikke er i resonans, til at fordufte.

Sandhed er en praksis som kræver noget af dig.

Den kræver, at du tør blive stille og langsom.

Den kræver, at du forholder dig – til dig selv, din situation, din selvdestruktion,
dine længsler og dit begær.

Den kræver, at du kommer til udtryk.

At du handler – uanset hvad der måtte fordufte.

Den ødelægger og destruerer alt, der er løgn:

Alle usande kodninger, overbevisninger og tilknytningsmønstre.

Alt det, der er bygget op som en beskyttende mur mod det sårbare – og det sande.

Den kræver, at du tør lade dig gå til grunde
og slippe al automatik.

For- igen og igen - at bygge dig op som et menneske i autonomi.

Så du kan lære dig selv at kende. Dybere og dybere.

Som et menneske, der virkelig kender sig selv, kan regulere sig selv og hviler i sin sandhed.

Sandhed udtrykt er integritet i praksis.

Det er regulering i praksis.

Selvkærlighed i praksis.

Det er følelsesmæssig modning, som fordyber relationer.

Det er at begynde at orientere sig og bevæge sig gennem livet med og fra kroppen –
med et nervesystem, der kan finde tilbage i ro.

Fordi det har lært, at du kan stole på dig selv.

Det er at stå i verden som et menneske,
med rødder så dybe, at selv den kraftigste storm ikke vælter dig omkuld.

Det er ikke nemt.

Det kræver mod at lade sig gå til grunde,
og det kan føles ensomt i en verden, der opererer ud fra overlevelse.

Men det må være det værd.

Hvorfor?

Fordi sandhed er sand frihed, nærvær og intimitet.

09/05/2025

Den Sårede og Helbrederen

De står ikke længere i kontrast til hinanden i et afhængighedsforhold af at være giver og modtager.
Her er ikke brug for en hjælper, for her er ikke et offer.

Inde i Helbrederen bor det sårede, og inde i Den Sårede bor en kraftfuld helbreder –
som vækkes i lyset af hinanden, men ikke af hinanden.

Dette står efterhånden lysende klart i mit indre.

I mit arbejde – både det terapeutiske og det pædagogiske – rejser spørgsmålet sig ofte:
"Synes du, at du lykkes med at hjælpe?"

Og jeg mærker, hvordan min hjælpertrang er forsvindende lille.

Jo mere jeg har belyst, omfavnet og løsnet det sårede inde i mig selv,
jo mindre er mit behov for at løse det i mine omgivelser.

Ikke af apati. Ikke af forråelse. Slet ikke af ligegyldighed.

Men ser du – jo mere jeg har omfavnet, elsket og taget ejerskab over mine sår og mine skygger,
jo stærkere er en kraftfuld helbreder vokset frem i mig.
I mødet med og ud af det sårede.

Ikke en redder –
men en indre healer,
som forvandler mørke til lys,
skam til integritet,
bevidstløshed til levende indsigt og livfuldhed.

Så når jeg bevæger mig i verden og mærker min hjælpertrang trænger sig på,
ved jeg, at jeg står over for et kraftfuldt spejl –
et spejl, der vækker min indre healer og peger mig mod det mørke i mig,
som bliver spejlet tilbage og beder om at blive mødt.

Derfor, når jeg frisætter mig selv som hjælper,
slipper jeg dig fri som offer –
og jeg slipper krænkelsen af den dybe, medfødte kraft til heling, som bor i os alle.

Så når jeg ikke vil være din hjælper,
er det ikke, fordi jeg mangler medfølelse –
men fordi jeg hellere vil være et spejl.

Et spejl, der viser dig, at din smerte, dine sår, dine traumer –
al din skyld og skam –
er porten til at vække din egen indre, kraftfulde helbreder.

Du er ikke offer.
Du er alkymist.

Når Den Sårede og Helbrederen begynder at forenes i et menneske,
behøver vi ikke længere redde hinanden –
vi kan med vores tilstedeværelse minde hinanden om, at heling er muligt.

05/05/2025

Det smukkeste et menneske overhovedet kan bære, er sine grænser forankret i integritet.

Grænser der udspringer af dyb selverkendelse er alkymiske. Forvandler hårdhed til blødhed og afstand til intimitet.

Et menneske der bærer sine grænser, vil stråle af selvkendskab og selvberoenhed.

Det vil skinne igennem med lysende klarhed.

Det vil kunne høres i ethvert udtryk.

Grænser, der er vokset frem af selverkendelse er uden bebrejdelse eller fordømmelse, for de er ikke et skjold mod verden, og deres formål er ikke at holde noget væk.

Et menneske som har mærket, erkendt og bearbejdet begrænsningerne i sin selvbeskyttelse, har erfaret, at det ikke længere er nødvendigt at beskytte sig ved undvigelse, hårdhed eller selvopofrelse og vil møde verden på en meget anden måde.

Det er en invitation til sand kontakt.

Det er at sige: Her er jeg. Det her er mig. Det er mit ståsted. Vil du møde mig her?

Det vil ikke gå ubemærket hen.

Det vil være den skønneste, klareste, lysende selvrespekt - som vil skinne på enhver, der vil mødes der.