Lyngby Psykoterapi Jeanne Löwe Lindberg

22/06/2023

Ledige nyrenoverede terapilokaler udlejes pr. 1/8 2023

Home

07/03/2023

Der er brug for traumebevidsthed og traumebehandling.… 💚

Psykiatriløftet nævner dem ikke med et ord. Men hvordan sikrer vi et kvalitetsløft i psykiatrien uden at italesætte traumer i en befolkningsgruppe fyldt med traumatiserede mennesker, spørger psykolog Maria Olsen.

28/10/2022

En ægte forgangsmand! Psykiatrien skal udvikles og revolutioneres! Stort tillykke❣️Så velfortjent

Af hjertet tak

15/07/2022

Du er velkommen her hos mig, hvad enten du står i en personlig livskrise - måske pga. udfordrende familieforhold, jobskifte eller sygdom - eller du har et personligt tema, måske et tilbagevendende mønster, du ønsker at undersøge nærmere eller forandre.
Det terapeutiske rum er et fortroligt sted, hvor du i trygge og professionelle rammer kan arbejde med de forhold der er vigtige for dig.
Jeg har 25 års erfaring som psykoterapeut, hvor jeg har hjulpet og støttet mennesker gennem livskriser, udløst af f.eks. dødsfald, skilsmisse, sygdom, afhængighed, omsorgssvigt i opvæksten, fyring fra jobbet, opslidende familieforhold eller udfordringer i parforholdet.
Angst, stress, depression, søvnproblemer, vedvarende sorg, ensomhed, gentagende konflikter eller følelser af utilstrækkelighed, lavt selvværd, en følelse af at være forkert, er alle almindelige tegn på at din organisme er overbelastet og ude af balance.
Hos mig vil vi sammen undersøge, hvordan du bedst genfinder balancen og bearbejder din situation.
På dine præmisser, med respekt for netop den Du er, vil jeg støtte dig i din rejse gennem udfordringerne, hjælpe dig til at finde fodfæste og støtte dig i at skabe det liv du ønsker at leve.

Er du forælder til en voksen søn eller datter, der er traumatiseret, udfordret psykisk og følelsesmæssigt og dermed har symptomer på eller diagnosticeret med en psykisk lidelse? Har du brug for hjælp til at bearbejde dine oplevelser og finde vej til at blive den bedst mulige forælder? Jeg tilbyder både individuel sparring/terapi/rådgivning og støttegrupper for forældre og pårørende. Jeg har både en faglig tilgang og personlig erfaring som pårørende.

Du er også velkommen til Yoga, Mindful Yoga, Meditation og Afspænding. Yogaundervisningen tilrettelægges så alle kan være med. Jeg tilbyder små hold i hyggelige omgivelser, med mulighed for individuelle hensyn.

Hjertelig hilsen Jeanne Löwe Lindberg

21/04/2022

Super godt stået igennem af Silas Dam. Hatten af .. En kamp for værdighed og ordentlighed ...i Psykiatrien!

For en 23-årig mand var en erstatning ikke nok. Han ville også have forbedringer for andre patienter, hvis han skulle redde regeringen fra ny pinlig dom ved Menneskerettighedsdomstolen i Strasbourg.

22/03/2022

Inspirerende synspunkter om familieforhold👍🏼

ER MAN FORPLIGTET OVER FOR SIN FAMILIE ELLER OVER FOR LIVET?

Flere har spurgt til nogle of mine klummer og skriverier om familiebrud, og hvis det kan hælpe bare én med at føle sig lidt mindre ensom, re-poster jeg gerne.

Her klumme fra Politiken, 2018:

"Familielivets forfald er hverken et nyt emne eller en ny bekymring. Selv i den periode, vi kender som ’kernefamiliens guldalder’, 1950’erne, frygtede man, at hjemmet som sådan var ved at miste betydning.

Litteraturhistorien er fuld af romaner om dysfunktionelle familier: Bare tænk på Kafkas ’Forvandlingen’, eller Pontoppidans ’Lykke-Per’, som ud over at være et psykologisk portræt af Peter Andreas også portrætterer en temmelig ekskluderende familie.

Jeg siger det bare for at undgå, at vi forfalder til en eller anden guldalderforestilling om, at i gamle dage var familier lykkelige og sammenhængskraften intakt.

Men selvfølgelig, noget er forandret. Siden den seneste revolution i kernefamilien, som fandt sted i 1970’erne, er vores familier blevet nogle andre.

Både mænd og kvinder er blevet forsørgere, og ægteskabet bliver ikke længere blev defineret af gensidig (økonomisk) afhængighed. Følelserne er i centrum, og fordi begge parter (i store træk) kan vælge frit, er vores familier blevet noget helt andet – og mere ustabilt, kunne man være fræk at tilføje.

Måske er det noget af det samme, vi nu oplever i forholdet mellem voksne børn og forældre. For hvor også børn og forældre tidligere har været afhængige af hinanden (forældres hjælp til uddannelse og etablering mod børnenes hjælp i alderdommen), er børn og forældre ikke så afhængige af hinanden mere. Også her er følelserne kommet i centrum.

De nye relationer mellem børn og forældre kræver en langt højere grad af gensidig respekt og forståelse. Man kan ikke længere regne med, at folk finder sig i en hel masse, bare fordi man er familie. Hvorfor skulle man dog det? I gamle dage var svaret: af nødvendighed. Fordi det er noget, du skylder dine forældre. Og ellers gør vi dig arveløs!

Jeg vil gerne hjælpe ældre familiemedlemmer på hospitalet, men det er den næste generation, jeg skylder noget. Det er verden, jeg skylder noget. Og her taler jeg ikke om, hvad man frivilligt har lyst til at give. Måske elsker man at flette fingre med sin mor. Det er bare dejligt. Men man er ikke forpligtet til at indgå i alle mulige besynderlige familiedynamikker, som dræner én og fjerner fokus fra det, man egentlig skal.

Hvis man er forpligtet over for nogen eller noget, er det over for livet. Hvis man kan, skal man blive den bedst mulige forfatter, den bedste mulige mor, en god kammerat, en god sygeplejerske. Vores forpligtethed går ikke på at undgå alle de ting, vores forældre ikke kan lide. Hvis vi ikke vil have børn, er vi forpligtet til at lade være med at få dem. Hvis vores hjerte tilsiger os, at vi skal bo i en indisk jungle og filme vilde dyr, ja, så er det vores gave, vores liv, dét, vi har valgt at give tilbage til verden, og vi skal ikke blive hjemme af hensyn til moar.

I dag kan vi i langt højere grad klare os selv, og en lykkelig gave ved individualiseringen er, at ingen gider gå og forstille sig et helt liv, ikke for arvens skyld, ikke for nogens. Den taknemmelighed, vi føler, skal omsættes til levet liv, vores evne til at overvinde forhindringer, blive voksne og modne og være med til at gøre verden bedre.

Mange vil mene, at vi, der tillader os at bryde med vores familie, er utaknemmelige. At vi er sådan nogle egoister, der skrider, så snart vi ikke kan svare på spørgsmålet: Hvad får jeg ud af det? Måske er vi en flok narcissister, der kun har øje for vores egen sandhed, vores egne behov. Måske er vi så forbandet selvoptagede, at vi ikke kan deltage i et simpelt fællesskab. Som man kunne i gamle dage!

Eller måske er de unge, der nu bryder med deres forældre, en flok curlingbørn, der er tøsefornærmede over, at forældrene ikke længere gider at fjerne alle forhindringer for dem. Måske er de bare så umodne, at de ikke kan acceptere at alle, alle, også i familien, har deres destruktive sider.

Men man kunne også vælge at se dem, der bryder ud, som bebudere af en revolution, der egentlig har været i gang længe: Familien er ikke længere et sted, hvor man kan slippe af sted med at tyrannisere andre med sine forhistoriske holdninger til køn og magt, eller barnagtige behov for at dele andre op i de gode og de onde. Familien er blevet et frivilligt fællesskab, hvor folk muligvis går, hvis de bliver bagtalt og forskelsbehandlet.

Hvis der er kærlighed på begge sider, finder man altid ud af det. Hvad det drejer sig om her, er at lade dem, der bliver ødelagt, gå. De skal ikke også bære byrden af omverdenens fordømmelse".

21/03/2022

Godt og vigtigt skriv om brud i familier.

Flere har efterspurgt nogle af alle mine klummer og skriverier om at føle sig fremmed i sin egen familie, og hvis jeg kan hjælpe bare én person med at føle sig lidt mindre alene, gør jeg det gerne.

Så i de følgende dage poster jeg nogle af mine klummer her:

Her fra Politiken, 2018.

"13 procent af voksne danskere har enten helt eller delvis brudt med nærtstående familiemedlemmer, viser en Gallup-undersøgelse, og cirka 10 procent har overvejet at bryde, men altså ikke gjort det.

Det er jo svimlende høje tal. Samtidig er det tal, der bekræfter, at familier ikke bare er livgivende fællesskaber, systemer af støtte og kærlighed, der forsyner os med livsvidner og historie. Familier er også systemer af konfliktende værdier og moral, magthierarkier og anerkendelseskampe, hvor der naturligt nok er vindere og tabere.

Der er altid nogen, der kommer i klemme og rejser til Norge på ubestemt tid, nogen, der modtager overmål af omsorg og opmærksomhed, mens andre brækker ryggen og ikke får besøg på hospitalet, fordi de også selv er lidt ude om det.

Hvis man tror, at familier blot er et sæde for kærlig opbakning og positiv identitetsdannelse, er man nogenlunde lige så naiv, som hvis man tror, at Danmark engang var et et lille homogent land, hvor alle var glade, og der aldrig var krig. Familier er i høj grad også et centrum for sladder og eksklusion.

Og selvfølgelig er det tabu at bryde med sin familie, også selv om ingen gør det, medmindre det er deres egen psykiske overlevelse, der står på spil.

Men hvornår skal man bryde? Hvor meget skal man finde sig i? Det er nok dét, de 13 procent har fundet ud af. De 10 procent overvejer det stadig, og uanset hvad bliver det ikke godt.

Jeg ved det, jeg er selv én af dem, der har brudt med familien.

Efter 10 år, hvor jeg skiftevis havde råbt og skreget og forsøgt at tilpasse mig og forstå, forstå, forstå, blev jeg enig med mig selv om, at det var på tide at bruge min energi på noget andet. Jeg blev enig med mig selv om, at der også i familierelationer må være et overskud af noget, der er godt, ellers giver det ikke mening.

Det virkede urimeligt, at jeg i årevis skulle føle mig forpestet af min families billede af mig, det virkede urimeligt, at jeg ikke kunne sove en uge før og en uge efter, at jeg skulle være sammen med dem. Skulle jeg altid bare være ked af det? Nej, naturligvis ikke. Der må være grænser for tyndskid, for nu at sige det på godt dansk.

Vi er forpligtet af de fællesskaber, vi er udsprunget af. Men jeg synes også, at vi skal huske, at vi, hvad enten vi er børn, søskende, koner eller kærester, er forpligtet til at bevæge os væk fra mennesker, der skader os, ikke kan se os, ikke kan forstå os og i øvrigt er ligeglade.

Både i familien og på arbejdspladsen er vi også forpligtet til at bryde ud af roller, der ødelægger os, vi er forpligtet til at leve det ene liv, vi har. Og ikke nogle fu***ng andres.

Fællesskaber er værdifulde, ja, nødvendige for vores overlevelse som samfund, og alle fællesskaber kræver en vis grad af kompromis. Men ingen skal alene hjem i lejligheden bagefter og betale prisen, hvad enten det er ved at brække sig eller drikke hjernen ud.

Alle har ret til at være dem, de er, til at blive dem, de kan blive, og alle har ret til at forlade fællesskaber, der ikke respekterer dem.

At sige til os, der har brudt, at vi nok bare ikke har været tålmodige nok, rummelige nok, modne nok, er lige så fornærmende som at sige til en homoseksuel, at det nok snart går over. Nej, det er ikke et teenagefænomen eller noget, der går over, når vi blevet voksne. Vi er voksne. Vi skal ikke kureres, vi skal ikke bukke begge ender sammen på os selv. Det har vi allerede brugt alt for mange år på.

Dybest set er det vel det, disse familietal vidner om. At det stadig er utrolig svært for os mennesker at respektere hinanden. Så er det lettere at sladre og udelukke og låse sig inde med sin egen sandhed.

Men det er lykkeligt, hvis det kan blive lidt mindre tabuiseret. At folk med familiebrud kan finde sammen i sorggrupper, som det blev foreslået for nylig. Der er intet skamfuldt ved at have brudt med sin familie, skriver jeg, mens hænderne ryster en smule. Måske skulle jeg skrive: Det ville jeg ønske, der ikke var.

10/02/2022

Bogen får også min varmeste anbefaling..

Jeg har modtaget denne fine anmeldelse af min seneste bog. Tusind tak 🖤
“BEDSTE (FAG)BOG EVER
En ny bog er landet, den hedder “forkert” og er skrevet af Inge Schützsack Holm. Det er sgu nok den bedste fagbog jeg har læst, og jeg har læst et par stykker. Bogen tager livtag med måske det sværeste spørgsmål: hvorfor lider mennesket? Jeg spørger tit min kone, som også er psykolog; hvorfor lider menneskeracen dog så meget? Det er bare tankevækkende, når man holder det op imod den levestandard mm., som karakteriserer vores samfund. Bogen her tumler med netop hvorfor vi lider. Og den giver nogle virkelig spændende bud. Bogen er i princippet også en bog om hvad det vil sige at være menneske; hvad det er for mekanismer der styrer vores liv. Bogen er propfuld af empiri, videnskab og cases. Jeg synes den burde indgå i enhver lederuddannelse, enhver lærer- og pædagoguddannelse og ikke mindst i et obligatorisk forældrekursus. Ja her får jeg sikkert på puklen, men når man ved så meget om menneskers rygsække og deres betydning for den måde vi agerer som forældre overfor vores børn, og hvilken påvirkning denne ageren igen har på vores egne børn, så burde denne viden være meget mere udbredt.
Er du interesseret i dig selv som menneske, din rygsæk og dennes betydning for dine følelser, dine relationer og din trivsel, så er denne bog fantastisk.”