22/09/2025
Farvel til Felix
Jeg troede, at jeg var forberedt, fordi han har skrantet lidt det sidste år, og vi har talt mange gange med dyrlægen. Han har fået specialmad til at opbygge muskler, og vi har gået kortere og mindre strabadserende ture. Han har stadigvæk været med i to timer hver torsdag, hvor han har fungeret som skolehund/resursehund, hvilket han virkelig nød.
Han vidste, hvornår det var torsdag, og hvis der var ferie, stod han alligevel klar.
Han var så nem og sød sammen med børnene. Han var blød og mild, og jeg var altid tryg med ham. Det var ikke kun børnene, som nød godt af torsdag morgen, det var i høj grad også mig.
Jeg blev altid mindre stresset og mildere af at have Felix med på arbejde. At se ham med børnene, opleve deres umiddelbare glæde og hans fornøjelse over at være midtpunkt, og få mange ekstra godbidder.
Jeg ved, han nød det.
Jeg var godt klar over, at når man har en stor hund på over 13, er der nok ikke så mange år tilbage.
Men i fredags da jeg tog afsted på arbejde, havde vi alle fire gået en fin morgentur i skoven, hvor Felix gik løs og bare lugtede til alt.
Jeg tog på arbejde, og da jeg fik fri opdagede jeg, at der lå fire telefonbeskeder og 3 sms’er, som jeg ikke havde set.
Jeg ringede hjem. Klaus sagde: Det er Felix. Han kan ikke mere. Det er nu.
Vi aftalte at mødes hos dyrlægen
Jeg stod alene på gangen, og græd som et lille barn – min fine hund, jeg er ikke klar – det kan ikke være nu.
Men det var det.
Vi mødtes hos dyrlægen, og det var tydeligt, at han skulle ikke være her mere.
Vi fik heldigvis sagt fint farvel, vi har verdens bedste og mest empatiske dyrlæge, som kendte både os og Felix godt, det kunne ikke være mere trygt.
Jeg tænkte på vejen hjem, at jeg havde jo prøvet at sige farvel mange gange før, og han var gammel og mæt af dage, så det ville nok være anderledes denne her gang – altså mindre tristhed, mindre gråd og ikke en hul tomhedsfornemmele i hele brystkassen.
Det er på ingen måde anderledes denne her gang. Det eneste der er anderledes er, at denne gang er det Felix.
Vi fik Felix fra Dyreværnet i Rødovre, da han var syv år gammel, og vi var tredje hjem. Han hoppede ind på bagsædet af bilen en meget kold novemberdag i 2019, og vi har været sammen lige siden. Han var så sød ved Tedda, og han var så sød ved Chili. Begge to ret bestemte damer.
Han var aldrig aggressiv, heller ikke over for andre hanner, han hilste, lugtede og gik videre.
Felix opfyldte to af mine store ønsker helt uden træning eller noget. Han blev godkendt som besøgshund i Trygfonden, og han fungerede som resursehund på skolen i over et år.
Jeg vil aldrig glemme ham. Min umulige hønselabrador, som fældede i hele huset året rundt og som pjaskede vand udover hele køkkengulvet, når han drak. Felix var en rigtig vovhund med alt hvad det indebærer.
Så Felix min elskede basse – jeg regner med at vi ses igen.
