Tab af kæledyr

13/12/2025

Jeg synes, at det fokus der var på behandlingen af grisene, forsvandt meget hurtigt. Det er da så rædselsfuldt, at det ikke skal glemmes, men ændres.
Det er svært ikke at skamme sig. Karen Blixen siger i et interwiev at en ting er at behandle dyr dårligt hvis man ikke ved bedre, men når man ved bedre, er der ingen umndskyldning for at fortsætte.

05/11/2025

https://www.facebook.com/watch/?v=1060244025451799

18/10/2025

Efterårsferie💕

22/09/2025

Farvel til Felix

Jeg troede, at jeg var forberedt, fordi han har skrantet lidt det sidste år, og vi har talt mange gange med dyrlægen. Han har fået specialmad til at opbygge muskler, og vi har gået kortere og mindre strabadserende ture. Han har stadigvæk været med i to timer hver torsdag, hvor han har fungeret som skolehund/resursehund, hvilket han virkelig nød.
Han vidste, hvornår det var torsdag, og hvis der var ferie, stod han alligevel klar.
Han var så nem og sød sammen med børnene. Han var blød og mild, og jeg var altid tryg med ham. Det var ikke kun børnene, som nød godt af torsdag morgen, det var i høj grad også mig.
Jeg blev altid mindre stresset og mildere af at have Felix med på arbejde. At se ham med børnene, opleve deres umiddelbare glæde og hans fornøjelse over at være midtpunkt, og få mange ekstra godbidder.
Jeg ved, han nød det.
Jeg var godt klar over, at når man har en stor hund på over 13, er der nok ikke så mange år tilbage.
Men i fredags da jeg tog afsted på arbejde, havde vi alle fire gået en fin morgentur i skoven, hvor Felix gik løs og bare lugtede til alt.
Jeg tog på arbejde, og da jeg fik fri opdagede jeg, at der lå fire telefonbeskeder og 3 sms’er, som jeg ikke havde set.
Jeg ringede hjem. Klaus sagde: Det er Felix. Han kan ikke mere. Det er nu.
Vi aftalte at mødes hos dyrlægen
Jeg stod alene på gangen, og græd som et lille barn – min fine hund, jeg er ikke klar – det kan ikke være nu.
Men det var det.
Vi mødtes hos dyrlægen, og det var tydeligt, at han skulle ikke være her mere.
Vi fik heldigvis sagt fint farvel, vi har verdens bedste og mest empatiske dyrlæge, som kendte både os og Felix godt, det kunne ikke være mere trygt.
Jeg tænkte på vejen hjem, at jeg havde jo prøvet at sige farvel mange gange før, og han var gammel og mæt af dage, så det ville nok være anderledes denne her gang – altså mindre tristhed, mindre gråd og ikke en hul tomhedsfornemmele i hele brystkassen.
Det er på ingen måde anderledes denne her gang. Det eneste der er anderledes er, at denne gang er det Felix.
Vi fik Felix fra Dyreværnet i Rødovre, da han var syv år gammel, og vi var tredje hjem. Han hoppede ind på bagsædet af bilen en meget kold novemberdag i 2019, og vi har været sammen lige siden. Han var så sød ved Tedda, og han var så sød ved Chili. Begge to ret bestemte damer.
Han var aldrig aggressiv, heller ikke over for andre hanner, han hilste, lugtede og gik videre.
Felix opfyldte to af mine store ønsker helt uden træning eller noget. Han blev godkendt som besøgshund i Trygfonden, og han fungerede som resursehund på skolen i over et år.
Jeg vil aldrig glemme ham. Min umulige hønselabrador, som fældede i hele huset året rundt og som pjaskede vand udover hele køkkengulvet, når han drak. Felix var en rigtig vovhund med alt hvad det indebærer.
Så Felix min elskede basse – jeg regner med at vi ses igen.

29/07/2025

Jeg har i mange år spekuleret over, hvorfor hundene helst ikke ville ind til os, når vi havde siddet ude. men foretrak at blive hos min mor og far, da vi boede på Midlergård.
Så faldt tiøren.

28/07/2025

Jeg fandt det her billede, og kan ikke lade være med at tænke på, hvordan mit liv ville have været, hvis ikke der havde været så mange skønne, skøre og elskelige dyr i mit liv.
Her er de nok to smukkeste hunde, som jeg nogensinde har boet sammen med; Yuma og Svea. ❤

30/06/2025

Min allerførste hund som voksen var Lupa, en Alaskan Malamute tæve, som jeg fik i fødselsdagsgave, da jeg fyldte 35. Jeg havde mødt en Alaskan Malamute en gang og vidste med det samme, at sådan en ville jeg meget gerne have i mit liv. Udover at være stærk og selvstændig og mega drillesyg, så er Malamuten jo nok den smukkeste hund i hele verden - det tætteste jeg har været på mit eget stykke vildmark. Når det er sagt, var det nok Lupa og senere Svea, der allernådigst fandt sig i os.
Jeg havde fået overbevist min bedre halvdel om, at nu skulle vi have hund. Jeg tror, at jeg fik sagt at jeg gerne ville have en West Highland Terrier, den havde jo en lidt mere overskuelig størrelse. Så faldt jeg over en lillebitte annonce i Berlingske Tidende, hvor de skrev, at de havde to Malamute-tæver tilbage, som allerede var 14 uger. Jeg havde været på nogle hundeudstillinger, hvor vi da også så på terrierne, men endte altid i spidshundeafdelingen og kiggede på Malamutterne. Da jeg så annoncen, glemte jeg helt at aftalen nok var en terrier, og spurgte Klaus, om vi ikke bare kunne tage op og se de to hvalpe - det kunne der jo ikke ske noget ved. Research er altid godt.
De boede på en gård udenfor Gilleleje, så vi lånte en bil, og kørte afsted på den smukkeste sommerdag. Da vi steg ud af bilen, kom der fire Malamutter løbende ud og ville klappes og aes. To store smukke tæver og to lige så smukke hvalpe. Det skal lige siges at en Malamute på 14 uger ikke er en lille hvalp, den er som regel allerede superstærk og rimelig tung. Den ene hvalp forsvandt med det samme, men Lupa blev og var meget interesseret i os.
Jeg var fyr og flamme, mens Klaus nævnte, at han egentlig troede, at vi mere var egnede til en terrier. Så indtraf miraklet - Lupa lænede sig ind til Klaus og faldt i søvn - så fik jeg min Malamute.
Desværre havde vi hende kun i 2½ år, så blev hun syg og måtte aflives

22/06/2025

01/06/2025

Jeg har de sidste par år tænkt meget over, om det påvirker vores kæledyr, at vi fx har musik i ørerne og kigger på mobilen, mens vi går tur med dem. Eller når vi rider.
Mange hunde er jo hjemme om dagen og "venter" på os. Venter på at der skal ske et eller andet, som ikke bare er at vente.
Måske er det lige så ubehageligt for dem, at der ingen kontakt er, som det kan være mennesker imellem.
Når man går med sin hund eller rider på sin hest, opdager man jo blandt andet, hvordan den har det. Måske halter den, måske er den stresset, eller måske har den det godt og synes det er dejligt at være sammen med os. Det opdager man nok ikke, hvis to af vores vigtige sanser er optaget af noget andet. 🙃

11/05/2025

Familiens første Afghanske mynde. Hun hed Fatima og var en omplacering og en lille forsigtig, lidt sky hund. Hun blev, efter nogle år hos os, mor til syv skønne hvalpe. Det var en stor fornøjelse, at se de forskellige hvalpe vokse, og det var svært at sige farvel når de skulle ud til deres nye familier. Jeg tror, at dengang skulle hvalpene være 12 uger, før de kom ud i verden, så de blev ret store inden de kom videre.
Aftalen i familien var, at vi skulle beholde en hanhund og den skulle være rød. Det kom ikke helt til at gå sådan:🙂

04/05/2025

Har kigget i gemmerne, og fundet billeder af "mine" hunde gennem tiden.
Jeg kan ikke finde billedet af den første i mit barndomshjem,
men det var en ruhåret hønsehund, der hed Nuser, selvom den var en tæve.
Men jeg fandt billedet af min farmors Cocker Spaniel Sussie.
Hun kom med i min aftensbøn, da jeg var lille. Hun gik, løs og var altid med både inde og ude. Hun var super sød. Jeg kan huske, at hendes pels var blank og skinnende, og hun altid var logrende og hengiven.