05/11/2022
Lige en fortælling fra det virkelige liv, som jeg vil tillade mig at låne til brug fremover i mine metakognitive gruppeforløb - det siger bare alt om, hvordan vores tanker om forskellige mennesker og situationer kan komme til at styre vores liv, og hvordan vi kan vælge ikke at lade tankerne styre og ‘handle’ (her i bogstaveligste forstand) i stedet 😍👏👏👏🙌🙌🙌❤️
Livet er for kort til at gå rundt og være fornærmet.
Jeg plejer at handle hos en grønthandler der bare har det hele og til særdeles fordelagtige priser. For en måneds tids siden skulle jeg købe avocadoer. Mens jeg var i gang med at finde frem til “de helt rigtige” råbte han vredt til mig: Du skal ikke klemme på dem alle sammen.
Mig: Det gør jeg heller ikke. Jeg er meget forsigtig (ved jo godt at de bliver brune hvis alle klemmer og presser dem). Jeg skal bare finde 2 modne da jeg skal have dem til frokost nu - og den eneste måde er jo ved at mærke på dem.
Vil du finde to til mig?
Grønthandleren: Nej, det vil jeg ikke. Du skal bare lade være med at klemme dem og jeg har ikke nogen avocadoer til dig. Farvel.
Jeg blev smækfornærmet og gik ud af forretningen mens jeg sagde til mig selv, at det var sidste gang jeg handlede der. Sikke en kundeservice. 😠
I går tænkte jeg: Nu går du ind og til ham og køber det du har brug for (citroner) og så giver du slip på “fortiden”.
Som sagt så gjort. Udenfor stod en kasse med citroner og jeg tog 4 stk, gik ind for at betale og han kikkede på mig. De er på husets regning og når du går ud, tager du 3 mere og lægger i posen. Jeg vil godt undskylde for min opførsel. Jeg havde lige fået en dårlig nyhed i min familie og jeg følte, at det hele var ved at vælte for mig. Jeg er ked af at det gik ud over dig.
Her står jeg nu med 7 gratis citroner og jeg er glad for at have fået min grønthandler tilbage.
Det fik mig til at tænke på, hvor mange misforståelser, sårede følelser og vrede der hurtigt kan opstå i vores netværk, familie eller på arbejdspladsen. Nogle gange kan det være en fordel at række ud og komme i dialog, i stedet for følelsesmæssigt at blive slidt op eller som jeg, gå rundt og være fornærmet.