03/02/2026
For mange er det ikke bare et ord at sige nej.
Det kan skabe uro i kroppen – spænding, ubehag og en stille frygt for at skuffe, blive afvist eller miste forbindelsen til dem, vi holder af.
Selvom hovedet godt ved, at en grænse er nødvendig, kan kroppen reagere, som om der er noget på spil.
Og derfor hjælper det sjældent bare at “tage sig sammen”.
Jeg kender det selv.
Den dér usikkerhed omkring, hvad andre mon ville tænke, hvis jeg sagde nej.
Om de ville blive kede af det, vrede – eller måske glide længere væk.
Samtidig opdagede jeg, at det ofte var lettere for mig at respektere andres grænser end mine egne.
Når en veninde sagde nej, var det helt okay.
Så hvorfor var det ikke lige så okay, når det var mig?
Noget af det, der langsomt ændrede noget for mig, var at erfare, at jeg ikke mistede de relationer, der virkelig betød noget, da jeg begyndte at sige nej.
Og at hvis nogen har svært ved at rumme dine grænser, er det måske også værd at være nænsomt nysgerrig på, om relationen giver dig den tryghed, du har brug for.
Dit nej hænger nemlig tæt sammen med dit ja.
At kunne sige ja, når det føles rigtigt – og nej, når det er det, der passer på dig.
Når du begynder at øve dig i at sætte grænser, vil der ofte komme uro i kroppen.
Og den uro er ikke forkert.
Den er noget, du kan øve dig i at være sammen med – i dit eget tempo.
Ud over at mærke og berolige kroppen kan en lille, kærlig øvelse støtte dig i processen:
Gør det ord, du øver dig i, synligt.
Hæng små sedler op de steder, hvor du ser dem i hverdagen:
NEJ
IKKE LIGE NU
JEG HAR BRUG FOR EN PAUSE
Når øjnene møder ordene igen og igen, får dit nervesystem mulighed for langsomt at finde mere ro.
Det visuelle hjælper både hovedet og kroppen – og kan støtte dig i at ændre mønstre og gå fra bevægelse til handling.
Små skridt stor betydning🤍
Prøv det af.
Kom i handling – og ikke kun i bevægelse 🙌🏼
