20/02/2026
Der er meget debat om polyvagal teori og kropslige traumetilgange lige nu.
Og ja – faglighed og kritik er vigtige. Det har vi brug for.
Men jeg vil være ærlig:
Jeg står ikke kun i det her som underviser og terapeut.
Jeg står i det som menneske.
Jeg ved, hvordan det føles at leve i et nervesystem, der i årevis har været presset, overtilpasset og på overarbejde.
Og jeg ved, hvad der sker, når arbejdet ikke kun foregår i hovedet – men i kroppen, i reguleringen, i åndedrættet og i relationen.
Mit arbejde er inspireret af kropslige traumefaglige retninger, som også ses hos
Peter Levine, Gabor Maté, Bessel van der Kolk og Stephen Porges –
hvor forståelsen er, at traume ikke kun er en historie, men en tilstand i nervesystemet.
En vigtig del af det arbejde er åndedrættet.
Ikke som en teknik, der skal “fixe” noget.
Men som en nænsom adgang til regulering.
Når nervesystemet er presset, bliver åndedrættet ofte hurtigt, overfladisk eller næsten holdt tilbage.
Når der opstår mere tryghed, bliver det typisk blødere, friere og mere rytmisk.
Åndedrættet afspejler ikke kun vores tilstand – det kan også støtte vejen tilbage til regulering og kontakt.
For mig er polyvagal-inspireret forståelse ikke en rigid forklaring eller en diagnostisk kasse.
Det er et reguleringssprog.
Et sprog, der kan flytte mennesker fra
“der er noget galt med mig”
til
“mit nervesystem forsøger at beskytte mig”.
Faglig debat er vigtig.
Men klinisk erfaring, kropslig visdom og menneskers levede forandringer er også viden.
For mig handler det ikke om at forsvare en teori.
Det handler om at stå ved en praksis, der har hjulpet mig – og som jeg dagligt ser hjælpe andre tilbage til mere kontakt, regulering og liv i deres system.
Det skal kunne mærkes.
Og ofte begynder det ganske stille - med et åndedrag 🌿
