SigneBudolf.dk

30/10/2025

Da ønsket om at skrive begyndte at spire, skrev jeg mange sider om, hvad der forstyrrer mennesker, hvorfor vi bliver stressede, og hvorfor angsten sniger sig ind på os.

Jeg skrev om, hvordan vi leder alle vegne. Vi leder efter det, som kan fylde vores indre tomhed. Eller i det mindste aflede os fra den.

Nu vil jeg skrive om mennesket, som trænger til at kigge ind i sine egne tomme stuer og bebo dem.

Så den pandoras æske som jeg åbnede i sommers, af uendeligt mange grunde til, at verden er af lave, og at mennesker skal lave yoga. Den lukker jeg igen.

Så er det det, med os selv. Jeg vil jo fortælle, at en yogapraksis kan regulere menneskers nervesystem, så de skifter fra frygt og indre tomhed til at hvile i sig selv. Og i stedet for at skrive om tusinder af grunde til, at mennesker flygter fra sig selv, så må jeg hellere skrive om den medicin, jeg kender.

Hvad er det for en medicin du kender?

Medicinen er afgrænsning. Og det er en medicin, som skal tages regelmæssigt, og jo mere jeg har brug for den, jo sværere er den at tage. Og det er en rå og konfronterende medicin. Jeg er fyldt med bobler af uro og må hele tiden skifte stilling for at komme uden om boblerne. Jeg tørrer køkkengulvet af og laver en kop kaffe. Bevæger mig rundt i en uendelighed. Glødende bobler af noget ubærligt driver mig rundt, og jeg er udmattet.

Min lærer fra Barbados kan se boblerne. Hun holder mig statisk i de krævende yogastillinger. Hun underviser mig gennem Zoom. Jeg skal ikke flygte nogen steder hen; jeg skal være i ro i min yoga og trække vejret ind i det, jeg mærker. Hendes blik gennem skærmen er min afgrænsning; hun er en stor hjælp.

Så har jeg perioder med “styr på det” og tror, at jeg ikke behøver at tænke så meget over at afgrænse mig mere, men det er forkert. Jeg kører friløb uden yoga og meditation. Så kører det bare, indtil det ikke gør det mere. Uden perioder med afgrænsning fra andre mennesker og verden fungerer jeg ikke.

Mange har det som mig.

29/10/2025

Jeg har brug for at afgrænse mig fra ydre stimuli, opgaver og andre mennesker for at kunne mærke mig selv. Og hvor meget jeg end ved, og kan mærke, at jeg har brug for det, så er det alligevel svært at gøre det. Jeg skal lige se noget på telefonen, og der er en, som har skrevet en besked. Trætheden dræner min stamina til at kunne tage en beslutning om at gøre det gode for mig selv. Jeg har brug for hjælp. Nogen skal afgrænse mig.

I sludregn er det godt i lejlighedshulen på 4. sal på Frederiksbjerg. Men om sommeren driver festerne og hvinene fra motorcykler mig til vanvid, og jeg tænker kun på at komme til Samsø og få fred.

Det er utroligt, hvor ineffektiv jeg er; jeg ville nok knap nok kunne have et almindeligt job. Det hele bliver hele tiden for meget eller for lidt.

Før yogaklassen lægger jeg min taske og mobil i entreen, og så går jeg ind i salen. Ingen kommer eller går, i den tid klassen varer, og ingen kan forstyrre. Læreren holder tiden, så vi kan glemme den. Læreren taler ind i min krop og hjælper mig med at mærke mine fødder. Den ene storetå, som vender indad, er lidt slap i det; jeg prøver at finde styrken i tåen og bliver ved med at skubbe ned mod måtten. Jeg prøver alt, hvad jeg kan. Når jeg skal løfte armene, kan jeg mærke, at mit bryst føles stramt. Hver gang jeg løfter armene og udvider brystkassen sig lidt, og jeg flytter lidt mere ind.

Hun beder os rulle om på siden; klassen er ved at være slut. Jeg ligger i en lysning i skoven. Det pusler rundt i lysningen med andet liv end mit. Jeg er mor, hundemor, selvstændig erhvervsdrivende, kæreste, søster, veninde. Jeg mærker et kraftfuldt væsen.

24/10/2025

Efterhånden ved jeg, at det, som jeg ønsker mig mest, kun kan findes i mig selv og i min måde at være i verden på. Jeg kan ikke opnå det gennem erhvervelser, beviser eller stjerner på min skuldre. Det, jeg virkelig ønsker mig, kan jeg kun få gennem en fundamental tryghed i min krop og i mit nervesystem. Mit personlige og professionelle liv har længe kredset om dette, og nu vil jeg fortælle dig om de erfaringer, jeg har gjort mig.

Jeg er født ind i det 20. århundrede og voksede op i forbrugersamfundet, og som så mange andre sidder jeg fast i det, når jeg scroller igennem endeløse reklamer på de sociale medier, til over kvalmegrænsen, mens telefonens flimmer og bras spejler ind i min indre tomhed. Bare lidt af den underholdning var jo dejligt, men jeg blev hængende så længe, at jeg endte med at blive meget fjern fra mig selv.

Så laver jeg yoga og står i øvelser, hvor jeg mærker noget, uden at flygte fra mig selv. Jeg skal blive i det, jeg kan mærke, og det kan være svært. Men hvis jeg er vedholdende, kan jeg langsomt, langsomt flytte ind i mig selv igen.

12/10/2025

Efterår

Så er det efterår. Og vi nyder i endnu højere grad af tage skoene af og træde barfodede ind i yogasalen. Sansning og bevægelse fører til ro og nærvær, og når kroppen pakkes ind, har vi brug for også at pakke ud og mærke. Men hvorfor virker det så godt? Det har at gøre med den dybeste de...