02/11/2023
Vi hører alle om hvor vigtigt det er at spise grøntsager - enten direkte som salater, rå grøntsager eller måske som smoothies og ja - det er sundt på nogle områder, men mange af de grøntsager vi fylder os med er fyldt med oxalsyre, som faktisk er et giftstof for kroppen. Nogle kalder det faktisk for "den langsomme død".
Lægevidenskaben vil ikke kendes ved det, negligerer og ignorerer det - enten på grund af manglende viden, eller...... ja hvem ved....
Læs Anne´s artikel nedenfor - det er kun begyndelsen på den rejse i "de grønne giftstoffers verden" - en utrolig spændende men også forbavsende, overraskende og skræmmende rejse, som jeg har været så heldig at få lov til at opleve og følge på tætteste hold......
Vi behandler oftest kun de symptomer vores krop kommer med - enten med medicin eller anden behandling, men hvor tit tænker vi lige på, at vores kost faktisk kan være årsag til de nødråb vores krop kommer med....
Jeg vil i hvert fald i fremtiden tage denne vinkel med, både for mig selv, men også i de behandlinger jeg tilbyder.
GRØNT DER DRÆBER
Er antiinflammatorisk kost et gangbart parameter for vejen til sundhed for alle?
Det troede jeg, indtil jeg har måttet tro om. For det, der skaber sundhed hos nogle, kan være gift for andre.
Her kommer en lille opdatering af, hvad der er hændt på ernæringsfronten her de seneste par år:
Trods en fuldstændig konsekvent antiinflammatorisk livsstil og en forkærlighed for de såkaldte superfoods endte jeg for et par år siden i en blindgyde med bl.a. kronisk slidgigt i hænderne i en grad, så jeg ikke længere kunne passe min have. Da symptomerne opstod, opsøgte jeg selvfølgelig min privatpraktiserende læge, som kunne fortælle, hvad jeg allerede vidste, at slidgigt er arveligt, og at man ikke har nogen kur. Hans udgangsreplik var noget i retning af: ”Kig på kosten! Det ved du mere om end mig”. Ja, tak, selvom det var en cadeau til min uddannelse til ernæringsterapeut, var jeg ikke så optimistisk. Gennem de forgangne 8 år havde jeg jo gjort alt ”det rigtige”: spist antiinflammatorisk og overvejende plantebaseret, taget hensyn til mine intolerancer i forhold til mælk og gluten, ikke spist hvidt brød, hvide ris eller sukker, men i stedet fået bønner, linser, grønt og masser af de gode fedtstoffer i form af nødder, kerner og fed fisk. Jeg havde gjort mig fri af den kroniske tarmbetændelse, der havde plaget mig de første 50 år af mit liv, jeg havde god energi, en rimelig god søvn og var i øvrigt aldrig syg. Der var bare de ”irriterende hænder”.
Efter besøget hos lægen skruede jeg op for alt det, jeg vidste var antiinflammatorisk: ingefær, gurkemeje, gode fedtstoffer oa. Jeg gik til diverse behandlere, fik homøopatiske dråber, massage, akupunktur. Intet hjalp.
Jeg havde opgivet at forstå, hvad der var på spil, da jeg tilfældigvis stødte på en amerikansk ernæringsterapeut med speciale i hormonelle ubalancer. Hun fortalte i en sidebemærkning, at oxalsyre ifølge hende ville blive den næste store sundhedsudfordring. Hun henviste derpå til Sally Norton, der for nyligt havde udgivet bogen: ”Toxic Superfoods”.
Og så skal jeg ellers love for, at brikkerne begyndte at falde på plads.
I Sally Nortons bog kan man læse om, hvordan mange planter beskytter sig selv mod at blive spist ved at producere oxalsyre, som er giftigt for mennesker og dyr. Tilstrækkeligt store mængder skovsyre eller alm. havesyre, er historisk dødeligt. Der er en grund til at vores mødre og bedstemødre tilsatte Non-Oxal til spinat og rabarbergrød. Men dette synes at være noget, der mere eller mindre er gået i glemmebogen.
Men ikke kun spinat, skovsyre og rabarber har et højt indhold af oxalsyre. Også mandler og de fleste nødder, chiafrø og mørk chokolade, altså fødevarer der i dag opfattes som særligt sunde, har alt sammen et meget højt indhold af oxalsyre. Og oxalsyre ophobes, hvis vores krop ikke er så god til at udlede den via fordøjelsessystemet.
Det er nu 9 måneder siden, at jeg gradvis begyndte at spise en kost med et lavere indhold af oxalsyre. Mine hænder fik det hurtigt bedre. Efter bare få uger kunne jeg vride en karklud uden smerter, hvilket jeg ikke havde kunnet i over et år.
Men jeg er ikke i mål endnu.
I mine næste opslag vil jeg komme ind på, hvorfor det er vigtigt at minimere indholdet af oxalsyre i kosten, og hvorfor det bør ske meget langsomt. Det er også min plan at pege på, hvilke fødevarer, man står sig ved at udelade, og hvilke de kan erstattes med.
På gensyn til næste gang jeg laver et opslag om oxalsyre. Del gerne – for nogle kan det være særdeles vigtig viden.