Terapihuset Fyn

19/12/2025

Julen er for nogle en tid med store smil, varme følelser og overskud til god mad og hyggelige arrangementer. Ikke mindst hvis man kigger med på sociale medier. Men ikke alle har det sådan - tværtimod. Julen kan for mange også handle om forventningspres og om følelsen af, at det er svært at passe ind i de traditioner og mønstre, andre har.

SINDs anbefaling er, at det er OK at skrue ned for forventningerne. Den perfekte jul er den bedst mulige jul, der passer til dig.

Rigtig mange mennesker holder jul på andre måder. Se mere i inspirationsartiklen på vores hjemmeside, hvor du også finder link til SINDs lokale arrangementer og fællesskaber.

19/12/2025

Julen kan være fyldt med forventninger❣🌲

For familier med ADHD kan det gøre en forskel at tænke julen lidt anderledes.

Vi har samlet 8 juletips til forældre, der giver inspiration til en mere overskuelig og tryg juletid.

Julen behøver ikke være perfekt for at være god.

Læs de 8 tips her: https://adhd.dk/foraeldreskabet/sociale-arrangementer/8-juletips-til-foraeldre/

19/12/2025

Her er 7 gode råd til en autismevenlig jul 🎄

Julen bringer lys, musik, hyggeligt samvær med dem, vi holder af og mad i lange baner. Men for mange autister kan højtiden også være udfordrende.

Flere dage med sociale sammenkomster, mange sanseindtryk, brud på rutiner og uventede overraskelser kan gøre julen svær at være i.

Heldigvis kan små justeringer gøre julen mere rar og tryg for alle:

1. Skab struktur og forudsigelighed
Brug fx en kalender til vigtige datoer og aktiviteter. Hold daglige rutiner så konstante som muligt, og informer i god tid om ændringer.

2. Planlæg sammen og i fællesskab
I det omfang det giver mening, planlæg aktiviteter og traditioner sammen. At have del i planlægningen giver kontrol og ejerskab.

3. Vær realistisk og kræsen i forhold til aktiviteter
Prioritér, når ressourcerne ikke rækker til det hele. Det er helt i orden at være kræsen og nødvendigt at være realistisk.

4. Prioritér at lave safe zones
Sørg for rolige steder, hvor man kan trække sig tilbage. Det kan ikke overvurderes, hvor vigtigt det er.

5. Afstem sociale forventninger
Vær tydelig om, hvad der forventes ved sociale sammenkomster, og hvilke normer der gælder. Det mindsker bekymring og frigør energi til selve samværet.

6. Husk pauser
Anerkend og respekter både dit og andres behov for pauser. Det er en vigtig måde at passe på sig selv.

7. Støt op om et inkluderende fællesskab
Informér om særlige behov og præferencer, og find løsninger sammen. Fx kan en person have brug for at sidde med et puslespil, en bog eller en iPad for at få ro.

🎁 Læs flere gode råd her: https://www.autismeforeningen.dk/om-os/aktuelt/2025/tanker-om-december/

Fra alle os i Autismeforeningen – rigtig god jul! ✨

19/12/2025

ARFID isn’t “fussy eating”, stubbornness or poor boundaries.
It’s a nervous system doing its best to stay safe.

When food feels threatening, pressure doesn’t help — understanding does.
This visual explains what ARFID really is, why it’s so closely linked to neurodivergence, and how we can support children without shame or force.

Save this for later, and share it with someone supporting a child who struggles with food.

An ARFID Child's Voice post has also been published with a free download.

19/12/2025

I Have Autism. I Want You to Know This at Christmas.

Christmas can look joyful from the outside, but for many autistic children it can feel overwhelming, confusing, and exhausting.

I created this resource to help children and their families gently share what Christmas can be like for them — and what really helps. It’s designed to support understanding from relatives, friends, and the wider family, without a child having to explain themselves again and again. Other diagnoses to follow over the coming days.

This free download includes
– Colour versions (masculine and feminine)
– Printer-friendly versions
– A child-led version where they can draw themselves or add a photo

It’s about making space, reducing pressure, and helping every child feel safer, seen, and understood during the festive season.

Free download — follow instructions in the visual.

19/12/2025

Så godt beskrevet - læs hvis du kender til overbelastning og udbrændthed ✨️🧠✨️

MASSIV OVERBELASTNING ER IKKE TRÆTHED. Det er desintegration.

I massiv overbelastning bryder den indre sammenhæng gradvist ned. Kroppen er i konstant alarm eller kollaps – ofte skiftende mellem de to – og der er ingen stabil tilstand at hvile i.

Man kan være udmattet og samtidig rastløs.
Have kvalme, hovedpine, trykken for brystet, indre rysten, varmeudbrud eller diffuse smerter uden tydelig årsag. Tankerne kan køre ukontrolleret eller forsvinde helt. Følelser bliver enten overvældende eller flade.
Basale funktioner som søvn, appetit, fordøjelse og koncentration mister deres rytme.

Mange beskriver en oplevelse af at være udenfor sig selv – ikke som et mentalt fravær, men som en manglende forankring: man eksisterer, men man bor ikke i sig selv.

Relationer, selv kærlige, bliver belastende.
Små krav føles uoverkommelige.
Selv hvile kan være svær, fordi kroppen ikke længere har adgang til ro.

Det er ikke svaghed.
Det er ikke manglende selvindsigt.
Det er et nervesystem, der har været presset langt ud over sin bæreevne.

Alligevel mødes denne tilstand ofte med et forkert svar

Når overbelastningen bliver synlig, aktiveres næsten automatisk de samme formaninger:

Træk vejret.
Slap af.
Regulér dig selv.
Tag ansvar for din egen tilstand.

Som om regulering er et spørgsmål om vilje.
Som om nervesystemet adlyder intention.

Denne forventning er ikke bare utilstrækkelig – den er skadelig.

Selvregulerings-ideologien overser nervesystemets realitet. Det autonome nervesystem regulerer ikke gennem indsigt, forklaring eller gode intentioner.
Det regulerer gennem sikkerhed, belastningsniveau og gentagelse over tid.

Når et menneske er i massiv overbelastning, har systemet ofte været i:

• langvarig alarm
• konstant mobilisering
• vedvarende kompensation

I den tilstand er ro ikke noget, man kan beslutte sig til.
“Slap af” er ikke en hjælp – det kan opleves som et overgreb.

Ikke fordi man modsætter sig regulering,
men fordi kroppen ikke længere har adgang til den.

At forvente selvregulering i denne fase svarer til at bede en brækket ankel “gå ordentligt”.

Når man stopper op, bliver det ofte værre før det bliver bedre.

Et af de mest misforståede fænomener i restitution er dette: Når belastningen endelig letter, falder man sjældent direkte ind i ro.

Tværtimod.

Uro, angst, tomhed, tvivl.
Kropslige symptomer kan forstærkes.
Gamle konflikter, minder eller relationelle smerter kan trænge sig på.

Det kan føles som om man mister fodfæstet, netop som man stopper. Men det er ofte ikke dysregulering – det er afvikling.

Et nervesystem, der har været i overlevelse, skal først slippe alarmen, før det kan finde stabilitet.
Og det er en proces, ikke et øjeblik.

Nedtrapning er ikke selvkontrol – det er aflastning. I massiv overbelastning handler nedtrapning ikke om bedre strategier. Den handler om at fjerne pres.

Færre krav.
Mindre stimulation.
Langsommere tempo.
Mere forudsigelighed.
Mindre relationel forhandling.

Ofte også fysisk og emotionel afstand.
Ikke som afvisning, men som nødvendig beskyttelse.

Basale behov kommer først:
søvn, mad, væske, varme.

Ikke som velvære.
Men som biologisk stabilisering.

Ingen mængde refleksion kan erstatte det.
Vejen tilbage til regulering er sjældent dramatisk.
Den er stille og ujævn.

Vejrtrækningen bliver dybere af sig selv.
Kroppen bliver tungere.
Tankerne mister tempo.
Sanserne bliver klarere.

Man kan igen mærke behov uden at analysere dem.
Der opstår korte øjeblikke af tilstedeværelse – ikke som glæde eller lettelse, men som fravær af konstant alarm.

Nærvær føles ikke stort.
Det føles muligt.

En afsluttende men afgørende pointe:
Når kroppen bremser en på dette niveau, er det ikke fordi man ikke har reguleret sig selv godt nok.
Det er fordi regulering ikke er et individuelt moralsk projekt.

Massiv overbelastning kan ikke løses med vilje.
Den kræver, at presset faktisk ophører.

Restitution handler ikke om at vende tilbage til den, man var før. Den handler om at finde en rytme, som nervesystemet kan leve i uden at bryde sammen.

At komme hjem i sig selv er ikke noget, man tager sig sammen til. Det er noget, der sker, når kroppen igen oplever sikkerhed.

Og det tager tid …

19/12/2025

(Del 1 af 3)
Når autistiske & ADHD-kvinder “crasher” i 40’erne

Sandheden, ingen var forberedte på.

👉 Der kommer et tidspunkt i mange neurodivergente kvinders liv, ofte et sted mellem slutningen af 30’erne og starten af 40’erne, hvor alt det, de har holdt sammen i årevis… begynder at glide.

Det falder ikke fra hinanden med brag.
Det ligner ikke et klassisk sammenbrud udefra.
Det ligner en stille opløsning, som næsten ingen ser.

Trætheden bliver tungere.
De mindste opgaver føles uoverkommelige.
En almindelig dag bliver til overstimulering på repeat.

Og kvinden, der har fået alting til at fungere i årtier, kan pludselig ikke engang lave aftensmad, uden at nervesystemet går i alarm.

Men sandheden er langt dybere, og langt mere smertefuld.

👉 Det er ikke tilfældigt, det er et forskningssvigt

Når autistiske eller ADHD-kvinder “crasher” i 40’erne, bliver det ofte forklaret med stress, alder, udbrændthed eller “at være for følsom”.

Men den egentlige årsag er noget, samfundet aldrig tog alvorligt nok:

✔️Kvinders hormoner.
✔️Kvinders maskering.
✔️Kvinders neurodivergens.

👉 De fleste kvinder blev aldrig diagnosticeret som børn.
Hvorfor?

Fordi den forskning, der formede diagnoserne, næsten udelukkende var baseret på drenge.
Drenge i klasseværelser.
Drenge med synlige symptomer.
Drenge med forstyrrende adfærd.

Ikke stille piger.
Ikke pligtopfyldende piger.
Ikke sensitive piger.
Ikke pigerne, der overlevede ved at tilpasse sig, please og skjule deres overvældelse bag høflighed.

Så de voksede op udiagnosticerede, og ubeskyttede.

Og når østrogenet begynder at falde i 40’erne, kollapser mange af de strategier, de har brugt hele livet, næsten på én gang.

👉 Hvad østrogen i stilhed har båret for dig

Det er der næsten ingen, der fortæller kvinder, men østrogen spiller en stor rolle for:

• følelsesregulering
• sansebearbejdning
• eksekutive funktioner
• stresstolerance
• arbejdshukommelse
• impulskontrol
• nervesystemets stabilitet

Når østrogen falder i perimenopausen, begynder de overlevelsesstrategier, der har holdt dig oppe i årtier, at slå revner:

• Maskering.
• Multitasking.
• Overforberedelse.
• People-pleasing.
• At presse sig selv igennem.

Det bliver sværere at regulere følelser.
Sværere at tænke klart.
Sværere at holde sammen på hverdagen.
Sværere at “fungere normalt”.

Det er ikke fiasko.
Det er neurologi, der møder biologi, uden støtte.

👉 Når masken bliver for tung

I årevis har mange kvinder båret masker så overbevisende, at selv fagfolk ikke så sandheden.

Masker som:
• at smile gennem overvældelse
• at overkompensere på arbejde
• at være den følelsesmæssige stærke i relationer
• at kontrollere detaljer for ikke at fejle
• at skjule sanseoverload bag høflighed
• at holde sig rolig, mens kroppen skriger

✔️Maskering er overlevelse.
✔️Maskering er en færdighed.
✔️Maskering er beskyttelse.

👉 Men maskering koster energi.
Og i 40’erne falder energien, hurtigt.

Det, der før holdt dig “fungerende”, fungerer pludselig ikke længere.

Du er ikke blevet svag.
Din maske er blevet for tung.

👉 De sammenbrud, ingen taler om

Der er en grund til, at mange neurodivergente kvinder i 40’erne føler, at de falder fra hinanden.

Det er ikke fordi livet er blevet hårdere.
Det er fordi nervesystemet ikke længere kan bære den belastning, det har båret i stilhed i årevis.

• Nedsmeltninger kommer hurtigere.
• Shutdowns varer længere.
• Små ting vælter hele systemet.
• Madlavning bliver overstimulerende.
• Indkøb bliver kaos.
• Smalltalk bliver uudholdeligt.
• Beslutninger bliver lammende.
• Relationer kræver mere, end der er at give.

Du har ikke ændret dig.

👉 Kvinder falder ikke fra hinanden, de har skjult sig i årevis

Når over halvdelen af autistiske eller ADHD-kvinder beskriver et “crash” i starten af 40’erne, er det ikke en trend.

Det er resultatet af:
✔️ underdiagnosticering
✔️ manglende forskning
✔️ manglende støtte
✔️ misforståede symptomer
✔️ ignorerede hormonelle faktorer
✔️ årtiers følelsesmæssigt arbejde

De ændrede sig ikke.
De nåede bare grænsen for, hvad der er biologisk bæredygtigt.

👉 Midt i livet er ikke et sammenbrud, det er en opvågning

For neurodivergente kvinder er midt i livet ofte ikke et kollaps.

Det er det øjeblik, hvor hjernen stopper med at forme sig i umulige former for andres komfort.

Det er det øjeblik, hvor behovene bliver tydelige.
Hvor sandheden ikke længere kan presses væk.

Du mister ikke dine evner.
Du mister evnen til at skjule prisen for dem.

Du er ikke alene. Du fejler ikke. Du bliver set.

👉 Hvis du føler, at du falder fra hinanden i 40’erne, så hør det her:

❤️ Du er ikke ødelagt.
❤️ Du er ikke svagere end før.
❤️ Du er ikke “blevet dårlig til livet”.

Du er en kvinde, hvis biologi og neurologi blev ignoreret af årtiers forskning.

Du var aldrig problemet.
Du var desværre bare i den gruppe, ingen studerede.

📣 Har du trykket på FØLG? 91% af dem der læser artiklerne, glemmer det..Jeg ville blive så glad, hvis du er en del af de 9% som trykker på FØLG.

19/12/2025

Alle der har mødt mig, hørt mig og har samarbejdet med mig, ved at jeg har mange ord på hjerte.
For når det kommer til mine faglige interesser for børn og unge, er jeg vild med at tale om nuancerne, detaljerne og jeg er især meget optaget af, at vi alle overvejer og reflekterer om at forstå sammenhænge mellem adfærd og hensigter, inden vi dømmer og tager afstand til børn, der er svære at forstå.
Derfor var det med lidt usikkerhed at jeg sagde ja tak til invitationen fra Anja Kristine Hvidberg Olsen, som er indehaver af ” og fra journalist på # Niels Svanborg om at deltage i podcasten.
Min tøven handlede bestemt ikke om de relevante emner, men om tidsrammen: Et kvarter pr. afsnit!

Men jeg sagde ja. Og Anja, Niels og jeg, optog sammen 3 x ”pædagogisk kvarter” som udkommer hver for sig i løbet januar 2026.
3 podcast, der i komprimeret form handler om sanseintegration, om de individuelle måder børn - og alle vi andre - kan opfatte sensoriske stimuli på, en mangfoldighed og en forskellighed, som kan medføre, at vi konkluderer at nogle børns adfærd, er styret af stædighed, kontrol, bestemmelyst, provokationer eller ugidelighed. Hvor vi, med ydmyg interesse kunne få glæde af at kaste lys over barnets erfaringerne med relationer og evne til at opfatte og bearbejde sensoriske stimuli.
Og en af optagelserne handler om Theraplay, en teori- og behandlingsmetode, som blandt andre formål, ønsker at øge tilliden, samspillet og modet, lysten, reguleringen og selvværdet hos børn, der – af forskellige grunde – har svært ved at indgå i små og større fællesskaber.

I de 3 x et kvarter, vi 3 var sammen, og som
- indrømmet - blev til lidt længere end 15 minutter, nåede vi faktisk ret fint rundt om emnerne.
OG børn, som har en adfærd, der kan være svær at forstå, er helt afhængige af at vi taler om dem. Både i kort tid og i lang tid.

Lyt med – og måske disse afsnit – i denne korte form, giver inspiration, lyst og nysgerrighed til at læse, høre, opsøge mere viden om de fokusemner, der var i spil.

19/12/2025

Kære alle følgere,
Her fra Terapihuset Fyn mange ønsker om en rigtig glædelig jul og et godt nyt år✨️🌿🧠🌿 ✨️

07/12/2025

07/12/2025