30/05/2025
I dag er det 1 år siden, at Mia blev indlagt, den sidste gang i dette liv som min datter ❤
EFTER Mia er død, er det gået op for mig, at hun forstod ordet "sidste".
Først efter jeg optog videoen, hvor hun stempler bøger, går det fuldstændig og aldeles op mig, at hun forstår ordet: "sidste". Det er så vildt, at jeg ikke har fattet det tidligere. Men Mia var svær at greje. Og når folk spurgte mig, hvad Mia forstod, har jeg altid svaret, at hun forstod mere, end man sådan lige regnede med. Jeg har aldrig kunnet svare præcis på det spørgsmål. Og det kan jeg stadig ikke. Er blot blevet bekræftet i, at hun forstod mere, end vi regnede med.
Om 5 dage, for et år siden, dør hun. Og da sygeplejersken kom ind med den sidste sprøjte, sagde jeg til Mia: "Det er den sidste sprøjte, du får". Og det blev det. Mias trofaste og elskede Dorthe massør åbnede døren til terrassen og Mias sjæl fløj ud i friheden, akkompagneret af den smukkeste fuglesang.
For tiden bearbejder jeg, især den sidste tid, sammen med en psykolog. Uh, der er mange ting, jeg kan bebrejde mig selv. Samtidig med, jeg godt ved, at jeg gjorde mit bedste. Psykologen prøver ikke at tage skyld og skam fra mig, men spejler og spørger ind til f.eks.: Hvor mange gange har du prøvet det før? Hvad er det Mia vil sige til dig, ved at ”vise sig” for dig, f.eks. ved at sætte videoen på telefonen i gang igen efter 22 minutter, mens jeg taler med journalisten på Mias terrasse (19 dage efter hendes død)? Og mange andre virkelig gode spørgsmål.
Sorgen er stadig et vilkår som bølger op og ned. Nogen gange kan jeg ikke være i min krop, fordi jeg savner hende sådan. Andre gange føler jeg hun er meget langt væk. Lige nu er hun langt væk. Det er faktisk som om hun har glemt mig. Det er ambivalent – for jeg vil gerne betyde noget for hende, samtidig med at det glæder mig, hvis hun er et sted, hvor hun ikke har brug for mig mere.
Elsker dig, Mia ❤
Ps. Den sidste dag inden indlæggelsen hyggede vi på terrassen. Det var varmt og hun var godt pakket ind bag benene, som godt kunne blive kolde, om så vi andre syntes, vi svedte. Hun ”bad” om at få slukket vandreservoiret, fordi det larmede for meget, da vi sad ude på terrassen lige ved siden af det. Da jeg slukkede det, åndede hun lettet op og vi sad og talte sammen, som man nu gjorde med Mia. Det var virkelig hyggeligt. Hendes yndlingspædagog var på arbejde og tog dette billede af os. Et par af hendes andre yndlingspersonaler havde været på arbejde om formiddagen og hygget med hende og ikke mindst taget billeder. Det var så mærkeligt, men der var så meget ”sidste gang”. Sidste billede på terrassen. Sidste billede med yndlingspædagog om aftenen, som læste historie op for hende. Og så videre. Så mange ”sidste gang”…
