26/06/2022
"– Der er mange kvinder, der går rundt uden at vide, hvad der er med dem. ... Som er nået langt i livet og har fået en masse godt ud af det, men som også har hængt i med neglene i mange år, fordi de har været på konstant overarbejde. Indtil de knækker og bliver ramt af stress, angst eller depression – fordi det ikke bliver opdaget, at de har adhd, lyder det fra Camilla Lydiksen, direktør for ADHD-foreningen. …
Selv når adhd’en endelig opdages, er der ofte modstand fra omgivelserne. En typisk reaktion er ifølge ADHD-foreningens direktør:
– “Det kan da ikke passe. Du er da ikke hyperaktiv”. Mange af de her kvinder må banke i bordet og sige: “Jo, jeg har adhd”. Og så skal de forklare – med den flovhed, der også følger med – at det er derfor, de ikke kan leve op til samfundets forventninger om at klare hus, hjem, job, venner og tre børn, og at det er derfor, de glemmer at bage kage til klassefesten eller må købe pizzaer tre gange om ugen, fortæller Camilla Lydiksen og understreger, hvad det gør ved de kvinder.
– Det ødelægger selvværd og selvtillid at blive mødt med samfundets ringe forståelse for, at kvinder også kan have adhd, siger direktøren.
Den sene diagnose betyder, at mange kvinder har været tvunget til at lære sig selv “mestringsstrategier”, altså måder at kompensere for deres udfordringer på.
Mange kvinder får først diagnosen i 20-30-årsalderen. På det tidspunkt har de været på overarbejde hele deres liv og har skulle bruge uforholdsmæssigt meget energi på en masse ting, som håndteres mere automatisk af andre. …
– Vi lever i et samfund, hvor vi bliver bombarderet med impulser udefra, som kræver, at vi konstant er omstillingsparate. Derfor er der meget, som vores hjerner ikke bruger bevidsthed på, fordi det ville være for udmattende for os. Mennesker med adhd mangler den filterfunktion. De får mange flere indtryk ind i hjernens bevidsthed, forklarer [Per Hove Thomsen].
– Derfor er adhd og add på det individuelle menneskelige plan meget mere udmattende, end at det er en fordel, understreger han."
Voksne med adhd kan en masse, andre mister pusten af. Men de er også på hårdt overarbejde. Især piger og kvinder med adhd overses, og det er uheldigt, for bliver det ikke opdaget før voksenalderen, kan de også komme til at lide af stress, angst og depression.