03/04/2026
3 april 2021. 5 år siden i dag.
Farvet sort hår.
Brynpiercing.
En bh inde under blusen.
Kors om halsen og en pils i hånden. Og i teksten til billedet skriver jeg “God påske”…
Og jeg kan huske denne stund. Jeg NØD den kolde øl alene på altanen i solen.. Jeg elskede min piercing og jeg havde kors overalt i lejligheden og om min hals. Jeg havde det godt, med der, hvor jeg var.. I nuet. Som bevægede mig videre til det næste nu. Og næste nu.. og nu igen… Ikke i hovedet. Men tilstede. I fri bevægelse…
Få uger efter fik jeg lavet dreads… jeg melte mig også ud af folkekirken og forærede alle mine kors væk. Piercingen røg også ud. Jeg stoppede med at farve mit hår… smed bh’en mer og mer dag for dag.. og alkoholen indtog min krop sjældnere og sjældnere indtil det pludselig blev et helt STOP.
Jeg var i færd med at afmontere alt det der ikke længere var mig… uden helt at være bevidst om det… men noget jeg først så det, da jeg var kommet videre i bevægelsen… og så tilbage… på dage… der engang var mig… men som jeg ikk længere ku genkende mig i… fordi.. “det nu”, nu var forbi.
Engang ku noget gi mening. Føles rigtig. Og lige pludselig ka selv de samme ting være meningsløse. Føles SÅ forkert.
Noget man engang stod inde for, kan man ikke længere stå inde for. Og den dag i dag, kan jeg slet ikke få ordene ud af min mund “Go påske”… fordi, hvad er det i virkeligheden, jeg siger, hvis jeg siger det.
Betydningen af, “God påske”. ? Det gir ikke mening for mig. Det føles hult, tomt, forkert.
Jeg tror ikke på “påsken”, så jeg kan ikke længere være den. Leve den. Påsken. Og slet ikke bare fordi, “sådan har det jo altid været. Det en tradition… en del af os…”
MEN, jeg tror på… at nogle gange er der dele af os, der ikke altid nødvendigvis skal med videre… ikke fordi vi beslutter os med hovedet… men fordi det ligesom afmonterer sig selv… når vi forbinder os med vore autentiske væren… mer og mer… overgir og hengiver os.. til hvad der er sandt.
Ikke for 20 år siden eller igår. Men LIGE NU.
Tør jeg være her præcis som jeg ER i dette NU? Uden at sku gi slip eller holde fast. Men bare VÆRE. Og lade den væren være nuets sandhed uden at kende morgendagens fjernhed.
Der er intet endeligt facit
Intet statisk
“Rigtigt
Eller
Forkert”
Der
Er
Bare
Det,
Der
E
R
