17/04/2026
“De opdager, at de ikke er de eneste.” 💬
På OUH arbejder socialrådgiverne Hanne Holm, Linette Friis Larsen og Sarah Alexandra-Sidenius Harrod med søskendegrupper, hvor børn og unge mødes på tværs af diagnoser, men med én fælles erfaring: At være pårørende 🫴
- Det er vigtigt at give de her børn og unge et frirum, hvor de kan være sig selv, og hvor de kan tale åbent om tingene. Ellers risikerer man, at følelserne og oplevelserne bliver til en sten i maven, fortæller Hanne Holm.
De tre kvinder er tilknyttet Børne- og Ungdomspsykiatrien, hvor en samlet faggruppe af socialrådgivere har udviklet gruppeforløbene. Sarah Alexandra-Sidenius Harrod er koordinator, og de øvrige socialrådgivere på afdelingen skiftes til at varetage grupperne. Det seneste forløb har Linette Friis Larsen og Hanne Holm stået for.
I grupperne er der plads til både det svære og det helt almindelige 🤗 Børnene finder nogen, de kan snakke med om, hvordan det er at vokse op som "skyggebarn" med en psykisk syg bror eller søster, og de finder ud af, at de ikke er de eneste. De er alle søskende, som ofte bærer på bekymringer, savn og spørgsmål, der kan være svære at dele.
- Mange gange er det, der fylder mest, at vi tager en runde, hvor deltagerne kan fortælle, hvad der trykker dem. Ganske enkelt, fordi de har så meget på hjerte, fortæller socialrådgiveren.
Siden 2024 har ordningen været på forsøgsstadiet, men nu er ambitionen, at endnu flere børn og unge får adgang til tilbuddet i hele regionen via et permanent tilbud.
- Hvordan det kommer til at se ud i praksis, og hvilke sygehuse der får tilbuddet, ved jeg ikke endnu, men der er nedsat en arbejdsgruppe med repræsentanter for sygehusene i Vejle, Odense, Esbjerg og Aabenraa, fortæller Sarah Alexandra-Sidenius Harrod.
Grupperne mødes i alt seks gange i et forløb, og der har indtil videre været seks forløb i Odense med mellem seks og ni deltagere 👩👨🦰
Læs mere i artiklen fra Fyens Stiftstidende, hvor Hanne Holm og Sarah Alexandra-Sidenius Harrod har udtalt sig 👇
https://fyens.dk/odense/sygehus-har-succes-med-soeskendegrupper-nu-skal-flere-boern-og-unge-have-gavn-af-tilbuddet
På billedet fra venstre: Sarah Alexandra-Sidenius Harrod, Linette Friis Larsen og Hanne Holm. På plakaten kan man se mere om projektet i kort form 📝