Hvad er åbningstiderne?

Mandag 07:30 - 12:15 Tirsdag 07:30 - 17:15 Onsdag 12:45 - 17:15 Torsdag 07:30 - 12:15

http://www.livsimonsen.dk/, https://klinik-liv-simonsen.planway.com/

Lev dit liv, Tangevej 6A Ribe sundhedscenter, Ribe (2025)

Q: Hvad er adressen?

Tangevej 6A Ribe Sundhedscenter

11/11/2025

Når vi bliver fremmede for os selv

Der findes et stille øjeblik i mange kvinders liv,
hvor man opdager,
at man stadig kan smile, hjælpe, præstere –
men ikke længere mærker sig selv.

Ikke fordi man er svag.
Men fordi man har været loyal.
Loyal mod det, der engang holdt én tryg:
at være dygtig, sød, ansvarlig, den der holder sammen.

Jeg kender det godt fra mig selv.
Det er så nemt at lade sig forsvinde –
ikke som et valg, men som en stille tilpasning.
Man vil bare have, at alt fungerer.
At der er ro omkring én.
Men i forsøget på at skabe harmoni udadtil,
kan man miste forbindelsen indadtil.

Kroppen prøver at hjælpe

I min klinik i Ribe ser jeg det hver uge:
Kvinder, der kan forklare alt –
men ikke længere ved, hvorfor hjertet føles tungt,
eller kroppen siger stop, selv når hovedet siger “videre”.

Kroppen er ikke problemet.
Den er budbringeren.
Den kalder dig hjem.

Når sindet tager over

Når vi bliver fremmede for os selv,
sker det ofte i det stille.
Sindet tager styringen for at beskytte os:
vi begynder at tænke mere, end vi mærker.
Vi forsøger at forstå alt,
analysere, kontrollere, planlægge os ud af det.

Men fornuft uden føling bliver tomt.

Når hjertet dulmes

Vi lærer tidligt, at nogle følelser er for meget.
Så vi viser dem ikke.
Vi holder smilene på plads,
selv når kroppen råber.

Men hver gang vi undertrykker noget ægte,
lukker vi også lidt ned for glæden.

Når kroppen tager over

Kroppen begynder at hviske:
træthed, uro, søvnløshed, hovedpine, trykken for brystet.
Den prøver ikke at straffe dig.
Den prøver at vække dig.

Når du igen begynder at mærke,
åbnes feltet –
og energien finder tilbage i rytme.

5 microtræninger til at finde hjem

1. Den mindste sandhed
Spørg dig selv: “Hvad er min mindste sandhed i dag?”
Sig den – bare til dig selv.

2. Kropskompas
Læg hånden på brystet og maven.
Sig: “Krop, vis mig et lille ja i dag.”
Lyt. Følg det.

3. Et kærligt nej
Sig højt: “Tak fordi du spørger, jeg kan ikke lige nu.”
Mærk – du faldt ikke fra hinanden.

4. Glædens ritual
Vælg én sanselig ting, der nærer:
en duft, et stykke musik, et glimt af lys.
Vær med det uden multitasking.

5. Sandhedscheck i kalenderen
Kig på ugens aftaler.
Marker én, der tømmer dig.
Aflys, forenkle eller forankr den med et lille ritual.

Giv det videre

Hvis noget i dette ramte dig,
så tænk på én kvinde, du holder af.
Ikke for at give hende løsninger –
men for at give hende sprog

Det er sådan, vi skaber ringe i vandet.
Når én kvinde vender hjem til sig selv,
ændrer det klimaet i et helt hjem.

Med Taknemmelighed
—- Liv 🍂

10/11/2025

Når vi lyver for os selv

Der findes løgne, der aldrig bliver sagt højt.
De bor i mellemrum mellem ord.
I de små bortforklaringer.
I alt det, vi godt ved — men ikke tør indrømme.

Det er de øjeblikke, hvor vi mærker, at sandheden kalder indefra,
men vi skubber den væk, fordi den føles for stor, for besværlig, for ubelejlig.

At lyve for sig selv er ikke ondt.
Det er en måde at overleve på.
En beskyttelse, der engang var nødvendig — men som med tiden bliver for snæver.
Som et gammelt skjold, vi glemmer at tage af, selv når faren er væk.

Og så begynder kroppen at tale.

⸻

Fysisk

Kroppen bærer altid sandheden.
Når vi ignorerer den, spænder den op, holder vejret, får ondt, reagerer.
Det kan vise sig som træthed, spændinger, trykken i brystet, uro i underlivet.
Det er ikke kroppen, der er i stykker —
det er sandheden, der prøver at komme til orde.

Psykisk

Når vi lyver for os selv, splittes vi.
En del af os ved, hvad der er sandt.
En anden del gør alt for ikke at mærke det.
Det skaber indre uro, selvkritik og en følelse af at være fanget mellem to verdener.
Vi reagerer i stedet for at mærke.
Vi kontrollerer i stedet for at overgive os.

Følelsesmæssigt

Når vi fornægter sandheden, lukker vi også af for følelsesstrømmen.
Glæden bliver mindre, men sorgen får heller ikke frit løb.
Alt bliver lidt fladt.
Kroppen prøver at ruske os vågne med små emotionelle jordskælv – konflikter, uro, uventede tårer.
Det er ikke ødelæggelse, men bevægelse.

Mentalt

Sindet prøver at holde sammen på det hele.
Det forklarer, forsvarer, rationaliserer.
Men bag tankemylderet ligger en stille stemme, der hvisker:
“Det her er ikke sandt for dig længere.”
Når vi ikke lytter, opstår hovedpine, søvnløshed, tankestøj og udmattelse.
Sindet længes efter stilhed, men tør ikke slippe kontrollen.

Energetisk

Sandheden vibrerer højt — løgn vibrerer lavt.
Når vi bliver i noget, der ikke længere er sandt, falmer vores energi.
Vi mister gløden, magnetismen, flowet.
Det føles som om livet går uden om os.
Men i det øjeblik vi tør sige sandheden højt –
også bare for os selv –
begynder energien at cirkulere igen.
Lyset vender tilbage.

5 microtræninger

1. Kropssandheden
Læg hånden på hjertet og spørg:
“Hvad ved jeg, som jeg ikke længere kan lade som om jeg ikke ved?”
Lyt med kroppen. Ikke med hovedet.
2. Spejløvelsen
Se dig selv i spejlet hver morgen og sig:
“Jeg ærer sandheden i mig – også når den skræmmer mig.”
3. Sandhedsskrift
Skriv én side hver dag uden at stoppe.
Lad sandheden strømme uden censur. Riv siden ud, brænd den, frigiv energien.
4. Sandhed i relationer
Øv dig i at sige:
“Det her føles ikke sandt for mig lige nu.”
Ikke som en kamp – men som en handling i selvrespekt.
5. Tilladelse til forandring
Når du mærker uro, spørg:
“Er det frygt – eller sandhed, der vil bevæge sig?”
Giv den plads. Den fører dig altid hjem.

Giv det videre

Når vi tør være ærlige over for os selv, ændrer vi ikke kun os selv –
vi ændrer feltet omkring os.
Vi viser andre, at sandhed ikke ødelægger – den frigør.
At ærlighed ikke er farlig – den forløser.

Hver gang du vælger at se dig selv klart, sender du ringe i vandet.
Til dine børn.
Til dine relationer.
Til alt, hvad du rører.
Det er sådan healing begynder – ikke gennem perfektion, men gennem sandhed.

I min klinik i Ribe opstår der ofte en særlig stilhed.
Ikke sådan en, hvor alt er tomt –
men en, hvor noget gammelt endelig får lov at falde til ro.

Jeg ser det i ansigter, der langsomt slipper kontrollen.
I skuldre, der sænker sig.
I et suk, som kroppen selv finder frem, når den mærker, at den ikke længere skal holde på sandheden alene.

Nogle gange er det tårer.
Andre gange latter.
Ofte et stille:
“Jeg ved ikke, hvad du gjorde, men noget føles anderledes.”
Som om energien har fundet hjem, og der er mere plads indeni.

Det er øjeblikke, hvor sandheden ikke længere er noget, vi skal turde –
den bliver bare tilladt.
Og dér begynder kroppen at samarbejde.
Dér, hvor alt det, der har været holdt tilbage, langsomt smelter,
og der opstår en ny ro –
ikke fordi noget blev fikset,
men fordi noget blev mødt.

Jeg tror, det er det, healing i virkeligheden er:
At lade det ægte få plads.
At lade kroppen vise vejen tilbage til os selv.

Med Taknemmelighed
—- Liv 🌾

09/11/2025

Når sandheden visker – og vi alligevel bliver stående i løgnen

Der er intet så smertefuldt som at mærke sandheden –
og alligevel blive stående i det, vi godt ved, ikke er sandt.

Og nej, det handler ikke om ond vilje.
Det handler ikke om, at vi er naive, dumme eller svage.
Tværtimod.

Det handler om beskyttelse.
Om overlevelse.
Om frygten for, hvad der sker, hvis vi ser det hele i øjnene.

Vi lyver for os selv, når vi siger:
“Det er nok bare en dårlig periode.”
“Det bliver bedre, når jeg lige får sovet.”
“Han mener det jo ikke sådan.”
“Jeg skal bare tage mig lidt mere sammen.”
“Det er ikke så slemt.”

Men indeni…
visker noget.

Det visker, når vi vågner med en knude i maven.
Når vi bliver kede af det uden at vide hvorfor.
Når kroppen siger fra.
Når glæden udebliver.

Vi mærker det – men vi tør ikke altid rumme det.

Hvorfor lyver vi for os selv?

Fordi sandheden kan kræve forandring.
Og forandring kræver bevægelse.
Og bevægelse kan betyde, at vi må give slip –
på det kendte, det trygge, det vi har bygget vores identitet op omkring.

Det kan føles som et sammenbrud.
Men i virkeligheden… er det en åbning.

I min klinik i Ribe ser jeg det igen og igen:
Mennesker der endelig tør sige:
“Jeg har godt vidst det længe… jeg har bare ikke turde handle på det.”

Og netop dér begynder noget nyt.
Ikke fordi sandheden er let.
Men fordi den endelig bliver mødt.

5 mikrotræninger til at begynde at være ærlig med dig selv:

1. Øv dig i at stille dig selv spørgsmålet: “Hvad er egentlig sandt – selv hvis jeg ikke handler på det endnu?”
2. Skriv en sætning ned, du ofte siger højt – og mærk efter, om din krop siger ja eller nej.
3. Forestil dig, at din bedste ven/veninde sagde det, du siger til dig selv – hvad ville du svare dem?
4. Lav et “hvis jeg var helt ærlig…”-brev til dig selv (du behøver aldrig vise det til nogen).
5. Giv dig selv lov til at udskyde en sandhed – men ikke fornægte den. Vær bevidst om forskellen.

Giv det videre.

Vi tror nogle gange, vi beskytter andre ved at lyve overfor os selv.
Men det eneste vi i virkeligheden gør, er at forlade os selv.
Og når vi gør det – lærer vores børn, vores partnere, vores venner…
at det er sådan man lever:
Halvt tilstede. Halvt ægte.

Men når du tør være ærlig – først med dig selv –
sker der noget stille og stærkt.

Du bliver den, der viser vejen.
Du bliver én, man kan spejle sig i.
Du bliver det lys, du selv har manglet.

Så hvis du har mærket noget viske indeni –
men ikke helt turde lytte endnu:
Læg hånden på hjertet og sig:
“Jeg hører dig. Og jeg er på vej.”

Og giv det videre.
Ikke som et råb,
men som en stille sandhed, der kan smitte.
Som ringe i vandet.
Som lys, der tænder andre.

Fordi ærlighed – den ægte –
er det smukkeste hjem, du nogensinde kan vende tilbage til.

Med Taknemmelighed
—- Liv ✨

08/11/2025

Når du ikke engang ved, at du har forladt dig selv

At leve indefra og ud lyder enkelt.
Som et mantra i selvudviklingsverdenen.
Men sandheden er, at for mange af os er det slet ikke tilgængeligt – i starten.

Ikke fordi vi ikke vil.
Men fordi vi ikke ved, hvordan det føles.
Fordi vi aldrig lærte det.
Fordi vi – uden at vide det – har levet hele livet med blikket vendt udad.

Fra vi var små, blev vi aflæst, vurderet og korrigeret:
“Sådan gør man ikke.”
“Det der kan du da ikke tage på.”
“Du skal ikke tage det så nært.”
“Op med humøret.”

Vi lærte at måle os selv gennem andres reaktioner.
Vi lærte, at tilpasning giver tryghed.
Og langsomt blev stemmen indeni lavere og lavere.

Så når vi i dag forsøger at leve indefra og ud,
kan det føles utrygt. Forkert. Egoistisk.
Som om vi svigter nogen.

Men i virkeligheden forsøger vi bare at komme hjem til os selv.

Det usynlige styrer os, indtil vi gør det bevidst.

I min klinik i Ribe møder jeg mennesker hver uge,
der mærker uro, stress, vrede eller tomhed – uden at forstå hvorfor.

De tror, det handler om arbejdet, partneren, kroppen eller økonomien.

Men ofte handler det om, at de – måske for første gang –
er ved at opdage, at de har levet udefra og ind så længe,
at kroppen er begyndt at råbe.

Og det er ikke fordi, de har gjort noget forkert.
Tværtimod.
Det er kroppens måde at hjælpe os hjem igen.

5 mikrotræninger til at begynde at leve indefra – også når du ikke ved hvordan:

1. Når du mærker uro eller pres, spørg dig selv: “Er det mit – eller noget jeg har lært at føle?”
2. Læg mærke til, hvilke beslutninger du træffer for at undgå andres skuffelse – og øv dig i én gang om dagen at vælge anderledes.
3. Lav et stille rum hver dag – bare 5 minutter – hvor du ikke skal præstere, forklare eller være nogen.
4. Øv dig i at svare “jeg ved det ikke” – og lyt til kroppen i stedet for at finde hurtige svar.
5. Skriv dagligt én sætning: “I dag valgte jeg mig selv, da jeg…” – og lad det vokse derfra.

Giv det videre.

Når vi tør se på det usynlige, begynder noget at løsne sig – ikke kun i os, men i dem omkring os.

Når vi vælger at leve indefra og ud,
sender vi et signal til verden om,
at man ikke behøver at spille en rolle for at høre til.

Når du tager dét valg – også på de små planer –
giver du dine børn, dine venner og din verden tilladelse til det samme.

Du bliver et spejl, de kan genkende sig selv i.

Det er ikke et quick fix.
Det er en hjemkomst.

Giv det videre – ikke som et krav.
Men som en stille invitation til at leve mere ægte.
Mere forbundet.
Mere dig.

Med Taknemmelighed
—- Liv

07/11/2025

Er du styret af dit kompas – eller af GPS’en på andres telefon?

Forestil dig, at du står midt i en tæt skov.

Du har to muligheder:

Enten følger du din egen indre kompasnål.
Den peger ikke nødvendigvis i retning af det nemmeste, hurtigste eller mest populære.
Men den peger i retning af dig.
Din vej.
Dit liv.

Eller også tænder du for en GPS, som er forbundet til andres koordinater.
Pludselig handler din retning om, hvor de synes, du skal hen.
Du måler dine skridt ud fra deres tempo.
Deres rute.
Deres idé om succes.

Det er forskellen på at leve indefra og ud – og udefra og ind.

Og det er ikke bare en tanke.
Det mærkes i kroppen.
I dit nervesystem.
I din energi.

Når du lever indefra og ud, føles livet som et langsomt åndedræt.
Du træffer valg med ro i kroppen.
Du mærker, hvornår du skal handle – og hvornår du skal vente.
Du kan høre din egen stemme – uden støj fra andres.

Når du lever udefra og ind, føles det som at holde vejret.
Du forsøger at gøre det rigtige, men ved ikke for hvem.
Du løber stærkt – men aner ikke, hvorfor du er på vej derhen.
Du har mistet forbindelsen til det sted i dig, hvor din egen visdom bor.

I min klinik i Ribe ser jeg det hver uge.
Kvinder, mænd, unge og ældre, der har levet med andres GPS så længe,
at deres indre kompas er dækket af stilhed.

Men et kompas glemmer aldrig.
Det venter bare på, at vi tør stille os roligt nok til at mærke det igen.

5 mikrotræninger til at genopdage dit indre kompas:

1. Gå en tur alene – uden musik, podcast eller telefon – og lad kroppen vælge retning undervejs.
2. Spørg dig selv, hver gang du står overfor et valg: “Hvis ingen skulle vide det – hvad ville jeg så vælge?”
3. Lav en liste over ting, du gør, fordi du tror, du skal – og vælg én, du slipper denne uge.
4. Begynd dagen med 3 dybe vejrtrækninger og spørg kroppen: “Hvad har du brug for i dag?”
5. Skriv 5 sætninger, der begynder med: “Jeg savner at…” – og læg mærke til, hvor dit kompas peger.

Giv det videre.

Når du lever indefra og ud, hjælper du ikke kun dig selv.

Du skaber et ekko i verden, som minder andre om,
at det er muligt at stå stærkt i sig selv.
At det ikke kræver perfektion – kun nærvær.
At man ikke skal skrige højt for at blive hørt.
Men bare turde hviske: “Jeg vælger mig.”

Og den hvisken kan ændre et liv.

Når du giver det videre, skaber du ringe i vandet.
Ikke kun i venindeflokken, blandt dine kolleger eller på din Instagram.
Men i dine børn.
De spejler sig ikke kun i det, du siger – men i det, du tør være.

Så når du begynder at leve indefra og ud,
kan de spejle sig i en verden, hvor det faktisk er muligt.
Hvor man ikke skal præstere sig til kærlighed eller presse sig til ro.
Men hvor man må være sig selv.
Med hele hjertet.

Giv det videre. Altid.

Med Taknemmelighed
—- Liv 🌟

06/11/2025

Indefra og ud – eller udefra og ind?

Det lyder måske som en lille nuance.

Men det er faktisk hele forskellen på,
om du lever dit liv i dit eget tempo – eller i alles andres.

At leve indefra og ud betyder, at du mærker dig selv først.
At du lytter til kroppen, intuitionen, længslerne – før du reagerer på omgivelsernes krav og forventninger.

Du handler ud fra det, der føles sandt for dig.

Det kræver mod. Fordi det ofte betyder,
at du vælger noget andet end flertallet.
Siger nej, hvor andre siger ja.
Går langsommere, mens verden løber stærkt.

Men det er her, friheden bor.

At leve udefra og ind er derimod at lade omgivelserne definere, hvem du er, og hvordan du skal være.
Det er at tage beslutninger ud fra, hvad andre tænker, mener eller forventer.
At måle sig med andre. Glemme egne behov.
Og til sidst miste forbindelsen til det, der engang var dig.

I min klinik i Ribe – og i mine onlineforløb – møder jeg hver uge mennesker, der har levet udefra og ind så længe,
at de knap kan mærke, hvad de egentlig har lyst til.

De er trætte. Overvældede. Udtømte.

Men lige så stille, når vi folder lagene ud og kommer tættere på kroppen og nervesystemet,
sker der noget.

De begynder at huske.
Begynder at mærke.
Begynder at leve indefra og ud igen.

Og det forandrer alt.

5 mikrotræninger til at leve mere indefra og ud:

1. Start dagen med ét minut i stilhed – og spørg dig selv: “Hvordan har jeg det egentlig?”
2. Inden du siger ja til noget, spørg dig selv: “Vil jeg det her – eller gør jeg det for andres skyld?”
3. Læg mærke til, hvornår du sammenligner dig med andre – og sig blidt: “Jeg går min egen vej.”
4. Lyt til din krops små signaler i løbet af dagen – spænding, uro, glæde – og lad dem guide dig.
5. Vælg én ting i denne uge, du gør kun fordi det nærer dig – ikke fordi du “burde”.

Og husk: Giv det videre.

Når vi tør leve indefra og ud, tænder vi et lys,
som kan blive pejlemærke for andre, der stadig famler i mørket.

Vi ved aldrig, hvem der har brug for at se,
at det er muligt at leve sandt.

Måske er dit lys dét, der hjælper en anden med at finde hjem i sig selv.

Derfor:
Giv det videre. Altid.

Med Taknemmelighed
—- Liv

05/11/2025

Jeg har oplevet, at når ens børn flytter hjemmefra, bliver det ofte mødt med et smil og et “sådan er livet” – som om hjertet ikke mærker, at noget stort forandrer sig.

Som om: “Du må da nyde friheden – ikke at skulle gøre så meget rent, rydde op eller vaske tøj hele tiden.”

Men mange kvinder, der står lige her, ved, at der ligger en dyb sandhed bag de stille tårer.
Det er ikke bare et værelse, der bliver tomt – det er en del af ens identitet, der flytter ud.

Det er delvist tabu at være i sorg, når børnene flytter hjemmefra. For samfundet forventer, at vi glæder os over, at de er blevet selvstændige.

Og det gør vi også.

Men samtidig mærker vi et tomrum. Et savn. Et energetisk skift i hjertet.

Andre negligerer det ikke af ond vilje – de mangler bare et sprog for det.
Vi har ritualer for dødsfald, men ikke for de små dødsfald i livet. Og det her er ét af dem.

For når børnene flytter, bliver stilheden pludselig høj.
Man går forbi deres værelse og mærker et stik – duften, minderne, lydene, alt det der var hverdag, men nu er blevet fortid.

Man opdager, hvor meget ens rytme, tanker og identitet har kredset om dem.

Pludselig er der ingen madpakker, ingen råb fra værelset, ingen dør der smækker, ingen fester, ingen lange snakke sidst på aftenen – og i stedet opstår et uventet ekko indeni: Hvem er jeg nu, når jeg ikke længere skal passes på nogen?

Det gør noget ved en mor.
Det gør noget ved en kvinde.
Det får lagene i os til at bevæge sig – for bag sorgen ligger en længsel efter at finde sig selv igen. Ikke som mor, men som menneske.

Sorgen handler ikke om at holde fast. Den handler om at give slip med kærlighed og turde stå nøgen tilbage i det nye kapitel, hvor “mor med børn hjemme” bliver til “kvinden, der langsomt husker, hvem hun selv er.”

5 Microtræninger

1. Tilladelsen: Hver gang hjertet strammer, så husk: “Savn er blot kærlighed, der ikke længere kan udtrykkes på samme måde.”
2. Ritualet: Tænd et lys for den version af dig, der har båret, passet og givet slip – og tak hende.
3. Kroppen: Læg hånden på dit hjerte og træk vejret langsomt 5 gange. Mærk, at du stadig er her.
4. Relationen: Tænk på dit barn, som man tænker på solen – du kan ikke holde den, men du kan lade den skinne i dit hjerte.
5. Ny begyndelse: Skriv én ting, du vil give plads til i dit liv nu, hvor et rum er blevet ledigt.

Giv det videre

Del dette, hvis du kender nogen, der står midt i den stille overgang.
Når vi taler om sorgen, ophæver vi tabuet.
Når vi deler den, bliver den lettere at bære.
Og når vi står sammen i den, bliver vi mindet om, at kærlighed aldrig forsvinder – den skifter blot form.

Med Taknemmelighed
—- Liv 🍂

04/11/2025

Fermentering – liv i hvert glas

Fermentering er en naturlig proces, hvor gode bakterier omdanner grøntsagernes naturlige sukkerstoffer til mælkesyre.
Det gør grøntsagerne både sundere, lettere at fordøje og fulde af probiotiske bakterier, som styrker tarmfloraen, immunforsvaret og kroppens balance.

Jeg har selv købt særlige glas netop til formålet – glas med ventil i låget og en vægt, der holder grøntsagerne nede under væsken.
Det gør det nemt at fermentere trygt og rent, uden risiko for ilt og mug.

Grundlage

1 liter koldt, helt afkølet kogt vand (eller filtreret vand)
• 20 g havsalt (uden jod)
→ Rør, til saltet er opløst.

Husk: grøntsagerne skal altid være fuldstændig dækket af væske, og vægten skal holde dem nede under overfladen.
Alle mængder her passer til 1 liter afkølet kogt vand.

Fermentering til vitalitet – “Cirkulation og livskraft”

Ingredienser (til 1 liter glas):
• 1 mellemstor rødbede (ca. 200 g, skåret i 2–3 mm skiver)
• 1 mellemstort æble (ca. 150 g, skåret i 3–4 mm både)
• ¼ spidskål (ca. 200 g, skåret i 2–3 mm strimler)
• 4–5 tynde skiver frisk ingefær (1 mm tykke, ca. 5 g)
• 1 tsk fennikelfrø

Virker:
Styrker blod og energi, ilter kroppen, stimulerer kredsløb og lever, giver varme og livskraft indefra.
→ Smagen er frisk, sødlig og jordet – perfekt til salater eller som et dagligt shot af energi.

Fermentering til fordøjelsen – “Den klassiske balance”

Ingredienser (til 1 liter glas):
• 2 gulerødder (ca. 150 g, 3–4 mm skiver eller 1 cm stave)
• ½ porre (ca. 50 g, skåret i ½–1 cm skiver)
• ½ løg (ca. 50 g, 2–3 mm tynde både)
• 4–5 tynde skiver frisk ingefær (ca. 5 g, 1 mm tykke)
• 1 tsk fennikelfrø

Virker:
Beroliger maven, reducerer oppustethed, støtter tarmfloraen og hjælper kroppen med at optage næring.
→ Smagen er mild, sprød og frisk – et smukt tilbehør til alle måltider.

Fermenteringstid og opbevaring

Stil glasset et tørt, mørkt sted ved stuetemperatur (18–22 °C) i 6-10 dage, afhængigt af hvor syrlig du ønsker smagen.
Smag efter en uges tid – når grøntsagerne er let syrlige og stadig sprøde, er de klar.

Når fermenteringen er færdig, skal du:
Hælde grøntsager og væske over i et rent sylteglas med et almindelig låg. Altså et låg uden ventil

Det gør man, fordi ventillåget kun er beregnet til selve fermenteringsprocessen – det lader gasser slippe ud.
Når fermenteringen er færdig, skal glasset lukkes tæt, så ilt ikke kan komme ind og ændre smagen.

Opbevar herefter glasset i køleskabet, hvor fermenteringen stopper, og grøntsagerne holder sig sprøde i 3–6 måneder.

Giv det videre
Del glæden ved fermentering med én, der fortjener mere liv, ro og balance i kroppen.
Et glas ad gangen skaber vi levende mad – og levende energi.

Rigtig god fornøjelse

Med Taknemmelighed
—- Liv 🌾

04/11/2025

Når sammenligningen tager over

Sammenligning starter ofte i det stille.

Et blik. En tanke. En fornemmelse af at være bagefter.

Vi tror, det handler om den anden.
Om hvad hun har. Hvad han kan. Hvad de har opnået.

Men i virkeligheden handler det om det sted i os,
der længes efter at føle sig nok.

Og netop derfor kan sammenligning føles så smertefuldt.

Fordi det rammer direkte ind i det, vi selv er i tvivl om:
Om vi er værdifulde nok. Elskelige nok. Dygtige nok.
Om vi har ret til at tage plads og fylde.

Det lyder sådan her i det indre:
“Hun er smukkere.”
“De har det hele.”
“Han virker lykkeligere.”
“De har styr på det hele.”
“De har jo alting på plads – det er nemt nok at sige, man skal tage den med ro, når man ikke selv kæmper for at få enderne til at mødes.”

Sætninger, der holder os fast i at sammenligne – i stedet for at kontakte vores egen sandhed.

Vi tror, vi får klarhed af sammenligning.
Men det vi får, er forvrængning.
Et fordrejet spejl, hvor vi aldrig kan vinde.

Når vi sammenligner os, mister vi forbindelsen til det, vi allerede er.
Vi sætter os udenfor os selv – og giver magten til de andre.

Men hvad nu hvis vi kunne vende det?
Bruge det som et kompas?

For ofte viser sammenligning os, hvad vi dybest set længes efter.
Det, vi ser i andre – og misunder – er ofte noget, vi endnu ikke har givet os selv lov til at eje, være eller udleve.

5 mikrotræninger når sammenligningen tager over:

1. Læg mærke til din indre stemme – og tal kærligt til dig selv som en ven ville gøre.
2. Spørg: “Hvad længes jeg egentlig efter her?” – og lyt.
3. Skriv en liste over 5 ting, du allerede har, som engang kun var drømme.
4. Fejr dine egne små sejre – selv dem, ingen andre ser.
5. Giv dig selv tilladelse til at være præcis dér, hvor du er. Uden at presse.

Og måske allervigtigst:

Giv det videre.

For når vi tør dele det, vi kæmper med – og det vi har lært – bliver vi hinandens spejle og støtte.

Når du deler, kan du være med til at løsne nogen fra det samme sted, du selv har stået.

Og vi ved aldrig, hvem der sidder derude lige nu,
og sammenligner sig med dig –
og har brug for at høre, at de også er nok. Præcis som de er.

Med Taknemmelighed
—- Liv 🕊️

03/11/2025

Misundelse og jalousi – to spejle, vi sjældent har lyst til at kigge i

Der er følelser, vi helst skjuler.
Dem vi dømmer i os selv, før nogen andre når at gøre det.
Misundelse og jalousi er sådan nogle.

De dukker op i det skjulte.
Når vi ser nogen lyse – og mærker et stik.
Når nogen får det, vi ikke selv har turdet drømme højt om.
Når nogen lever frit – og vi føler os fanget.

Vi siger måske:
“Ej, hvor er hun for meget.”
“Det dér ville jeg aldrig gøre.”
“Det er da for nemt for hende.”

Men indeni visker noget andet:
“Gid det var mig.”
“Hvordan tør hun det?”
“Hvorfor føles mit liv så langt fra dét?”

Vi tror, det handler om dem –
men det handler næsten altid om noget i os.

Noget vi har lagt låg på.
Noget vi ikke tror, vi må.
Noget vi længes efter, men ikke tør eje.

Misundelse og jalousi er ikke skamfulde.
De er spor.
De viser os vejen til det, vi endnu ikke har givet os selv lov til at træde ind i.

Og når vi tør være nysgerrige – i stedet for kritiske –
kan de blive til kraft.
Til klarhed.
Til en invitation hjem.

For her spiller hjernen med.

RAS – det lille filter, der sorterer alt, vi ser og hører, så det matcher det, vi tror er muligt for os.
Når vi fodrer det med selvkritik og mangel, så finder det beviser på netop dét.
Men hvis vi i stedet tør sige: “Det dér kunne også være mig…”
så begynder det at lede efter døre, hvor vi før kun så mure.

Amygdala – alarmklokken, der ringer, når vi er bange for at træde udenfor det velkendte.
Den reagerer på det ukendte som fare – også når det bare er nye drømme.
Misundelse vækker amygdala, fordi det afslører længsler, vi ikke har givet os selv lov til at mærke.

Prefrontal cortex – den del af os, der kan tænke bevidst, vælge nyt og skabe nye måder at se os selv på.
Den kan hjælpe os med at omskrive det, vi troede, vi ikke måtte – til det, vi nu tør tage ejerskab over.

3 mikrotræninger til at arbejde med misundelse

1. Når du mærker misundelsen stikke – spørg dig selv: Hvad viser den mig, at jeg længes efter?
2. Skriv ned, hvem du misunder – og sæt ord på, hvilken kvalitet de vækker i dig, som du længes efter at tage hjem.
3. Skab et lille skridt i retning af det, du misundte – bare ét valg, én handling, én tilladelse.

3 mikrotræninger til at arbejde med jalousi

1. Stop op, og mærk: Hvad i mig føler sig truet eller ikke god nok lige nu?
2. Undersøg, hvad du frygter at miste, og om det faktisk er sandt.
3. Træn tillid til dig selv: Hver gang jalousien dukker op, så spørg: Hvordan kan jeg vende hjem til mit eget værd?

Og måske vigtigst af alt…

Giv det videre.
For nogen derude kæmper med netop de følelser, du genkender.
Nogen der tror, at de er forkerte, fordi de føler misundelse,
eller skammer sig over at have jalousi som en skygge i livet.

Men du kan tænde en lille flamme af klarhed for dem.

Når vi deler det, vi lærer –
når vi rækker ud med forståelse, uden dom –
så bliver vi hinandens pejlemærker.

For vi ved aldrig, hvem der lige nu står og længes efter at høre:
“Det du mærker, gør dig ikke forkert.
Det gør dig menneskelig.
Og du kan vælge at bruge det til noget smukt.”

Med Taknemmelighed
—- Liv 🍂

02/11/2025

Jalousi og misundelse – og det, der gemmer sig bag

Det er ikke de følelser, vi har mest lyst til at indrømme, vel?

Og alligevel –
vi mærker dem.
Vi kigger på nogen, og noget i os snører sig sammen.
En spænding i maven. En indre modstand. En skygge, der dukker op.

“Hvordan kan hun det?”
“Det burde være mig.”
“Ej, hvor er hun for meget.”
“Han har da heller ikke gjort sig fortjent til dét.”

Det er nemt at tro, at misundelse og jalousi er det samme.
Men der er en vigtig forskel.

Misundelse opstår, når vi ønsker noget, en anden har –
noget vi selv længes efter.
Det kan være en følelse, en frihed, en livsstil, et udtryk, et nærvær.

Jalousi opstår, når vi er bange for at miste noget, vi allerede har –
eller tror, at nogen truer vores plads, relation eller værdi.

Og begge dele har én ting til fælles:

De viser os noget, vi skal tage ansvar for.
Noget i os, som banker på for at blive set, mødt og forløst.

I stedet for at skubbe det væk, dømme det eller pakke det ind i brok –
kan vi bruge det som kompas.
For de følelser peger faktisk på en uopfyldt længsel.
En skjult drøm.
Et sted, vi ikke har givet os selv lov til at stå – endnu.

Forestil dig, hvis du tog følelsen alvorligt.
Hvis du lyttede i stedet for at lukke ned.
Så kunne det blive den største katalysator for din udvikling.
For misundelse og jalousi er kun destruktive, når de ikke får sprog.

Når vi tør være ærlige og nysgerrige –
bliver de til kraft.
Til mulighed.
Til retning.

3 microtræninger til at vende misundelse til superkraft:

1. Navngiv følelsen uden skam.
Sig det højt: “Jeg mærker misundelse.” Uden forklaring. Bare ærlighed.
2. Find længslen bag.
Hvad har den anden, du selv længes efter, men måske ikke tør stå ved?
3. Skab kontakt med ønsket.
Luk øjnene og forestil dig, at du allerede har det. Hvordan føles det? Hvilke små skridt kan du tage mod det?

3 microtræninger til at forvandle jalousi til nærvær:

1. Mærk frygten.
Jalousi handler ofte om frygt for at miste. Hvad er du bange for at miste – kærlighed, tryghed, betydning?
2. Træk ansvaret hjem.
Hvad i dig kalder på mere opmærksomhed, pleje eller anerkendelse?
3. Skab tryghed i dig selv.
Hvad kan du gøre i dag, som giver dig følelsen af at være nok, lige her hvor du er?

Når vi møder vores misundelse og jalousi med åbenhed i stedet for skyld –
begynder vi at heale.
Og pludselig bliver det, vi troede holdt os tilbage, det der sætter os fri.

Giv det videre.
Ikke fordi du skal fikse nogen.
Men fordi du ved, hvor meget det betyder, når nogen tør være ærlig først.

Når vi deler det, vi selv har lært,
kan vi tænde lys i steder, hvor andre stadig går i mørke.

For bag hvert misundeligt blik og hver jaloux tanke gemmer der sig ofte et menneske,
som længes efter at føle sig værdifuld. Nok.
Elsket uden sammenligning.

Og nogle gange er det netop dine ord,
din erfaring,
dit mod til at stå ved det svære –
der bliver en hånd andre tør tage fat i.

Så giv det videre.
Vi ved aldrig, hvem der lytter i stilhed og har brug for det, vi selv har lært.
Det, der satte os fri – kan også sætte andre fri.

Med Taknemmelighed
—- Liv 🌾

Lev dit liv

11/11/2025

10/11/2025

09/11/2025

08/11/2025

07/11/2025

06/11/2025

05/11/2025

04/11/2025

04/11/2025

03/11/2025

02/11/2025

Adresse

Åbningstider

Internet side

Underretninger

Kontakt Praksis

Genveje

Del

Type

Mandag	07:30 - 12:15
Tirsdag	07:30 - 17:15
Onsdag	12:45 - 17:15
Torsdag	07:30 - 12:15