Psykoterapeut -MPF -Birgit Ryberg Landtved.

20/04/2026

Støt dette gode forslag om hjælp til familier med børn i ufrivilligt skolefravær

https://www.borgerforslag.dk/se-og-stoet-forslag/?Id=FT-23648&fbclid=Iwb21leARTHNhleHRuA2FlbQIxMQBzcnRjBmFwcF9pZAo2NjI4NTY4Mzc5AAEey00hWzLbijBvH0hMZAawwMQDgyleNpUi72pNmjMEJcYHrFHUhHmZUfFAko8_aem_gXbrHh54DIeWflKThPT_0A

Jeg foreslår, at der indføres et lovkrav i Barnets Lov om, at forældre til børn med bekymrende skolefravær og skolevægring skal tilbydes et strukturer

15/04/2026

Søndag den 26-4 kl 11-14.30.
En højskoledag med gudstjeneste og oplæg ved Birgit Landtved og Louise Finnerup om grundtvig-koldsk skoleliv anno 2026 - hvordan får vi børn til at gå i skole og holde af det og trives i gode relationer?

13/04/2026

December 2025 afleverer hun sin opgave.

En klumme.
Ord, der er skrevet med mod.
Ord, der forsøger at sætte sprog på noget, som ikke larmer – men som gør ondt.

Hun giver den til sin lærer.
Måske med et håb om, at nogen læser den.
At nogen stopper op.
At nogen ser hende gennem det, hun har skrevet.

Men der kommer ikke noget svar.

Dagene går.
Undervisningen fortsætter.
Og stilheden bliver hængende.

Og det er ikke første gang, der bliver rakt ud.

Hendes forældre har gennem flere år forsøgt at skabe kontakt.
Igen og igen.
Med bekymring.
Med håb.

Men også de bliver mødt med stilhed.
Med manglende handling.

Denne klumme deles ikke for at placere skyld.
Ikke for at pege fingre.
Og ikke for at samle flere historier om det, der gør ondt.

Den deles, fordi der er noget, vi er nødt til at lære af.

For nogle gange er det ikke det, der bliver sagt, der gør mest indtryk.
Men det, der ikke bliver mødt.

Og når en ung rækker ud – også i det stille –
så har det betydning, hvad vi gør der.

Vi kan vælge at gå videre.
Eller vi kan vælge at blive.

Vi kan vælge stilheden.
Eller vi kan vælge relationen.

At se.
At lytte.
At række ud.
At handle.

For ingen børn og unge har fortjent en skolegang,
hvor det vigtigste bliver mødt med tavshed.

Måske er det her ikke bare en klumme.
Måske er det en invitation.

Til at gøre det lidt anderledes

Klummen er naturligvis delt med klientens samtykke!

09/04/2026

https://adhdcenter.dk/hvad-er-kriterierne-for-en-adhd-diagnose/

Læs mere om ændringer ift. diagnosticeringen og klassifikationen af ADHD/ADD fra den tidligere diagnostiske manual ICD-10 til ICD-11.

25/03/2026

🌸I morgen torsdag holder klinikken lukket, jeg deltager (selvfølgelig) på konferencen “skolefravær - og nye veje” måske ses vi?

Skolefravær skal ikke bare måles – det skal mødes. Dagens konference giver fagpersoner nye perspektiver, praksisnære greb og en dybere forståelse af, hvorfor nogle børn får skolefravær, og hvordan man kan række ud i tide.

05/03/2026

Er du pårørende til en person med psykisk sygdom eller udviklingsforstyrrelse? Så kan du finde hjælp og støtte i en samtalegruppe🤝
Vi starter en ny gruppe, hvor du som pårørende kan få støtte, dele erfaringer og lære konkrete værktøjer til at håndtere de udfordringer, der følger med at være tæt på en, der kæmper med psykisk sygdom.
Gruppen fokuserer på, hvordan du kan håndtere de følelser og situationer, der opstår i dit liv som pårørende. I stedet for at fokusere på den, der er syg, fokuserer vi på dig, og på hvordan du kan takle situation, så du får mere overskud til både dig selv og dem, du holder af.

28/02/2026

Når et barn kollapser – start i dit eget nervesystem

Når børn og unge går i kollaps, gør de det ikke for at manipulere.
De gør det, fordi deres nervesystem er overbelastet.

Og i det øjeblik sker der næsten altid noget i os voksne også.

Pulsen stiger.
Vi får travlt.
Vi vil løse, fikse, stoppe, berolige.

Men her er det vigtigste:

✨Et barn i kollaps har ikke brug for en hurtigere voksen.
✨Det har brug for en mere reguleret voksen.

Hvad sker der egentlig?🤔

Når et barn kollapser, er det typisk fordi nervesystemet er røget i alarm (kamp/flugt) eller i overvældelse (frys/nedlukning).

De kan:
• råbe, græde, skubbe, eksplodere
• lukke ned, blive tavse, “forsvinde”
• sige voldsomme ting, de ikke mener

Det er ikke vilje.
Det er biologi.

Og nervesystemer smitter.

Det vigtigste redskab er dig 🥰

Før du siger noget.
Før du forklarer.
Før du sætter grænser.

Så gør dette:

1. Stop.
2. Træk vejret langsomt ud (længere ud end ind).
3. Sænk skuldrene bevidst.
4. Tal 30% langsommere end du plejer.

Det føles måske kunstigt.
Men langsomhed regulerer.

Dit tempo fortæller barnets nervesystem:
“Der er ikke fare.”

⁉️Hvad skal du sige?

Ikke lange forklaringer.
Ikke logik.
Ikke opdragelse.

Sig mindre.
Sig roligere.

For eksempel:
• “Jeg kan se, det er svært.”
• “Jeg er her.”
• “Vi finder ro sammen.”

Når alarmen falder, kan I tale.

Ikke før.

Det svære

Mange voksne bliver selv trigget.

Vi kan mærke:
• Afmagt
• Frygt
• Skyld
• Irritation

Det er normalt.

Men hvis vi handler fra vores egen alarm, vil barnets system stige endnu mere.

Derfor er selvregulering ikke egoisme.
Det er ansvar.

25/02/2026

14/02/2026

Jeg har lige været ude i vinterens stille favntag.❄️🌞
Jeg har ladet tempoet falde, ladet åndedrættet blive dybere, ladet kroppen få lov at komme helt med.

Først fødderne mod den knirkende sne.
Så benene, hofterne, ryggen.
Skuldrene har sænket sig næsten af sig selv.
Kæben har givet slip.
Brystet har åbnet sig en anelse, da den klare, friske luft har fyldt lungerne.

Spætten har banket rytmisk inde fra skoven.
Tyrene har brølet dybt i det fjerne.
Mille har logret roligt ved min side.

Og mens jeg har stået dér, har nervesystemet fået besked:
Du er tryg nu.

Kulden i kinderne har bragt mig hjem i kroppen.
Lydene har forankret mig.
Stilheden har tændt den indre bremse, der dæmper alarmen og vækker roen.

Jeg har mærket en blød varme i maven.
En tunghed i kroppen.
En stille klarhed i hovedet.

Jeg har sluppet det, der pressede.
Sluppet det, der hastede.

Og jeg har ladet nuet brede sig – som en langsom bølge gennem mig.

Et åndedrag ad gangen.
Et blidt blik mod horisonten.
En stille regulering, der har mindet mig om, at kroppen ved, hvordan den finder hjem.

Der findes øjeblikke, hvor intet andet er nødvendigt.
Hvor det er nok bare at være.
At stå midt i vinterens klarhed
og mærke, at livet allerede holder én.

… og midt i det hele har jeg mærket, hvordan kroppen selv finder vejen ind i ro.

Nogle gange er ro ikke noget, vi skal skabe.
Det er noget, vi giver plads til.
Gennem sanserne.
Gennem åndedrættet.
Gennem nærværet i kroppen.

Giv dig selv lov til at give slip.
Slip bekymringerne.
Slip ansvaret.
Bare for en stund.

Lad skuldrene synke.
Lad hjertet få lidt mere plads.

At kunne være med det, der er.
At det er okay.
At du er okay.

Lige her.
Lige nu.
I dette øjeblik. ♥️🌸