Psykoterapeut -MPF -Birgit Ryberg Landtved.

28/01/2026

Fup og fakta om børn med diagnoser

ADHD og autisme mødes ofte med hurtige konklusioner og fordomme fra omgivelserne, men virkeligheden er langt mere nuanceret. Børne- og ungdomspsykiater Niels Bilenberg svarer på 10 fordomme og giver et indblik i, hvad der er op og ned i de diagnoser, som mange har en holdning til.
10. december 2025 Tekst: Janne Stenstrop. Foto: Heidi Lundsgaard.
På billedet ses børne- og ungdomspsykiater Niels Bilenberg. Han står foran en væg dekoreret med malede grå skyer og orange silhuetter af mennesker
Børne- og ungdomspsykiater Niels Bilenberg.

Børn med diagnoser er dårligt opdraget
Symptomerne på ADHD og autisme har biologiske og neurologiske årsager – det er ikke et spørgsmål om vilje eller opdragelse. At børnene har svært ved at styre impulser, koncentrere sig eller forstå sociale signaler, skyldes, at deres hjerner udvikler sig uden for det normale spektrum.

Det betyder dog ikke, at opdragelse og tydelige rammer er ligegyldige. Tværtimod kan struktur, forudsigelighed og klare forventninger hjælpe børn med at navigere i hverdagen. Men det er vigtigt at forstå, at det ikke “helbreder” diagnosen – det giver børnene redskaber til at fungere bedre, men det er en misforståelse at tro, at deres opførsel skyldes dårlig opdragelse.

Det er blevet moderne, at børn skal have diagnoser
Vi opdager flere milde tilfælde i dag – dels fordi vi er bedre til at spotte dem, og dels fordi samfundet stiller andre krav end tidligere. Men det betyder ikke, at diagnoserne er en modedille. De, der er hårdest ramt, har et funktionsniveau, som ligger markant uden for det normale, de har brug for specialiseret hjælp, og nogle har perioder, hvor medicin er nødvendig. Desværre er diagnosen mange steder blevet adgangsbillet til støtte, så børn med mildere vanskeligheder kan ende med en formel diagnose, selv om de måske kunne klare sig med mere rummelighed og målrettet hjælp.

De er kun ude efter opmærksomhed
Når man ikke kan sidde stille på stolen eller larmer i klassen, så er det ikke, fordi man vil have opmærksomhed – det er, fordi det er det, man kan. Børn ønsker generelt ros og anerkendelse, og langt de fleste foretrækker at blive lagt mærke til for det positive frem for det negative. Udadtil kan uro eller impulsiv adfærd fejlagtigt tolkes som et ønske om opmærksomhed, men det handler nærmere om, hvordan børnenes hjerner fungerer, og om de udfordringer, de møder i hverdagen.

Alle har lidt ADHD
Vi kan alle opleve symptomerne på ADHD. Har man for eksempel sovet dårligt en nat, kan det være svært at koncentrere sig dagen efter, og måske føler man sig også lidt hyperaktiv ind imellem. Men for at få diagnosen skal symptomerne være tydelige, vedvarende og have reel betydning for hverdagen. At være energisk eller have “krudt i røven” er ikke det samme som ADHD.

ADHD skyldes for meget sukker, farvestoffer, gluten … osv.
Det er kun i meget få tilfælde, at kost kan spille en lille rolle, og forskning viser generelt, at sukker, farvestoffer eller gluten ikke forklarer ADHD. Der har været lavet mange studier om farvestoffer, og der er ikke noget, der holder, så det er blevet manet i jorden igen. Dog kan visse næringsstoffer som D-vitamin og umættede fedtsyrer have en lille betydning for hjernens udvikling, men effekten er minimal, og kost alene kan ikke forhindre eller helbrede ADHD.

De vokser fra det
Symptomerne er en del af, hvem man er, og følger med gennem livet – man kan ikke “vokse fra” diagnosen. Samtidig ser vi, at nogle udfordringer bliver lettere, efterhånden som børnene modnes. Med støtte, strategier og rammer, der passer til dem, kan børn og voksne lære at håndtere vanskelighederne bedre, så hverdagen bliver mere overskuelig. Tydelig guidning, struktur og støtte gør det muligt at mestre udfordringerne og trives, selvom symptomerne stadig er der.

Børn med diagnoser bliver aldrig til noget
Tværtimod. Mange finder strategier og rammer, hvor de kan trives. Vores arbejdsmarked er blevet mere fleksibelt, og med støtte kan man tage uddannelse, arbejde og leve et godt liv. Udfordringerne forsvinder ikke, men med de rette redskaber klarer mange sig rigtig godt.

Børn med autisme har ikke brug for venner
Mennesker med autisme har lige så meget brug for fællesskab og anerkendelse som alle andre. Men relationer kan se anderledes ud for dem. Nogle leger bedst side om side, andre knytter sig stærkt til få personer. Venskaber betyder stadig meget – de kan bare have et andet udtryk.

Alle børn med autisme ligner hinanden, og det samme gør de, der har ADHD
Der er nogle fælles kernetræk – ellers ville diagnosen ikke give mening. Men inden for spektret er der enorme forskelle. To personer med autisme kan være lige så forskellige som to personer uden, og det samme gælder for ADHD.

ADHD og autisme er superkræfter. Man skal bare lære at bruge dem.
Det er ikke superkræfter. Man kan have kompetencer, som bestemt kan være fordele; f.eks. er nogle meget kreative, eller nogle kan være særligt gode til visse typer opgaver.

Men det er en provokation for de mennesker, som har ADHD eller autisme i svær grad, med voldsomt nedsat funktionsniveau, at høre andre betegne diagnosen som en ”superkraft”.


ADHD og autisme – kort fortalt
ADHD og autisme er begge diagnoser, der grundlæggende handler om, at hjernens udvikling bevæger sig uden for det, vi plejer at kalde det normale variationsområde, forklarer Niels Bilenberg. Men det er ikke et enten-eller.

Både ADHD og autisme ligger på et spektrum, hvor man kan være let eller meget svært påvirket – og ingen mennesker er ens. Det, de har til fælles, er, at vanskelighederne kan mærkes i hverdagen og kan kræve forståelse, støtte og i nogle tilfælde behandling.

ADHD: typisk udfordringer med opmærksomhed, impulsivitet og uro.

Autisme: en anderledes måde at forstå og indgå i sociale sammenhænge på, ofte kombineret med behov for struktur og faste rutiner.

Fra Regions Syddanmarks hjemmeside

27/01/2026

ADHD og autisme mødes ofte med hurtige konklusioner og fordomme fra omgivelserne, men virkeligheden er langt mere nuanceret.

Børne- og ungdomspsykiater Niels Bilenberg svarer på 10 fordomme og giver et indblik i, hvad der er op og ned i de diagnoser, som mange har en holdning til.

Læs artiklen lige her 👇
https://regionsyddanmark.dk/om-region-syddanmark/presse-og-nyheder/magasinet-sund-i-syd/tema-om-horelsen/er-diagnoser-ikke-bare-en-trend

Vil du gerne vide mere, kan du deltage i PsykInfos webinar om ADHD og autisme hos børn og unge den 19. februar.

Her fortæller Niels Bilenberg om diagnoserne ADHD og autisme hos børn og unge med fokus på udredning, behandling og relevante tiltag.

Webinaret er online, gratis og kan afspilles i 14 dage, så du kan se det, når det passer med din kalender. Læs mere om webinaret og tilmelding her:
https://psykinfo.regionsyddanmark.dk/arrangementer/psykinfo-s-arrangementer/psykinfo-arrangement?courseId=142183&teamId=692165

Opdatering 28. januar kl. 09.00: Tusind tak for den store interesse for webinaret! PsykInfo Region Syddanmark har hævet antallet af pladser endnu engang. Så nu skulle det gerne være muligt at tilmelde sig igen via linket. Skulle det mod forventning stadig drille, kan du skrive en mail på psykinfo@rsyd.dk, så kigger de på det. :)

27/01/2026

Når et barn ikke kan komme i skole – og stilheden bliver det sværeste

Der er børn og unge, som ikke vælger skolen fra.
De kan ikke komme derhen.

De vågner med uro i kroppen, tankemylder og en angst, der vokser, jo tættere skoledagen kommer. Og når de så ikke møder op, sker der alt for ofte noget, som gør ondt på en helt særlig måde:
Der bliver stille.

Ingen besked.
Ingen opringning.
Ingen: “Vi savner dig.”

For barnet kan stilheden føles som om, nogen vender ryggen til.
Og når man i forvejen kæmper med det sociale, med at føle sig anderledes og misforstået, så gør den tavshed næsten ubærlig ondt. Den kan forstærke følelsen af ikke at høre til – af ikke at være noget værd.

Det her er ikke en kritik af lærerne.
Tværtimod. Mange lærere gør et enormt stykke arbejde under svære vilkår. Det handler i langt højere grad om, at der mange steder mangler fælles politikker og klare rammer for, hvordan vi som skole og samfund møder børn og unge, der ikke kan komme i skole.

Hvis en medarbejder på en arbejdsplads pludselig ikke møder ind, bliver der ikke radiotavshed. En leder ringer og spørger:
“Hvordan går det? Er der noget, vi kan gøre for at hjælpe dig tilbage?”
Den menneskelige tilgang kunne vi lære meget af, når vores børn og unge mistrives.

For børn og unge har brug for at mærke, at de stadig hører til – også når de ikke kan være fysisk til stede.
En sms fra læreren.
En mail fra klassen.
En invitation til fødselsdage, udflugter og sociale arrangementer – også selvom barnet måske ikke kan overskue at komme.

Nogle gange kan barnet ikke deltage.
Men det betyder alverden at blive inviteret.

Netop det at fastholde relationen og det sociale fællesskab kan være den afgørende forskel, der gør, at barnet eller den unge igen tør tage et lille skridt i retning af skolen. Når kommunikationen lukkes ned, bliver vejen tilbage længere – og for nogle næsten umulig.

Alt for ofte bliver forældre mødt med beskeden:
“I må tvinge jeres barn i skole.”
Men når angst har taget over, er det ikke modvilje – det er umulighed. Tvang øger angsten. Skyld øger smerten. Og både børn og forældre risikerer at blive lagt helt ned.

Der skal ofte så lidt til:
Et møde.
Et åbent spørgsmål: “Hvad har I brug for lige nu?”
Et forstående blik.
En voksen, der bliver stående, også når det er svært.

Mange børn og unge kan klare sig fint i folkeskolen – også selvom der er en diagnose med i rygsækken.
Men ikke uden lidt ekstra støtte.
Ikke uden guidning.
Og ikke uden relation.

Nogle siger: “Det er der ikke råd til.”
Jeg siger: Vi har ikke råd til at lade være.

For hvem vokser ikke af at blive set, mødt og mærke, at man betyder noget?
At der er voksne, som gider tale med én – også når man er faldet ud af fællesskabet.

Børn, der bliver mødt med relation frem for tavshed, får modet tilbage.
Det gør deres forældre også

31/12/2025

Tak for 2025 – og for de fortællinger, der fandt et sted at lande🫶

Når et år nærmer sig sin afslutning, føles det for mig som at stå i døråbningen mellem to kapitler.📖

Det ene ligger bag mig – fyldt med stemmer, pauser, åndedrag og fortællinger, der blev sagt højt.

Og dem, der først viste sig i kroppen, længe før ordene fandt vej.

2025 har været sådan et år.

Et år, hvor mange historier har fået lov at træde frem.

Historier om at klare sig.

Om at holde sammen på sig selv.

Om langsomt – nogle gange næsten umærkeligt – at turde give slip.

Som narrativ psykoterapeut ved jeg, at vi ikke bare har fortællinger.

Vi er dem.

De former vores måde at være i verden på, vores relationer og vores kroppe.

På godt og ondt.

Og traumer… de ser ikke ens ud.

De kommer i mange afskygninger.

For nogle viser de sig som angst, uro eller et konstant alarmberedskab.

For andre som tomhed, selvkritik, fysiske smerter eller en følelse af at være forkert – uden helt at vide hvorfor.

Fælles er, at de har haft en funktion.

De har hjulpet os med at overleve noget, der engang var for meget.

Når jeg arbejder med mennesker med traumer, lytter jeg ikke kun til ordene.

Jeg lytter til kroppen.

For kroppen husker alt.

Også det, sindet har været nødt til at lukke ned for.

Jeg lægger mærke til de små bevægelser:

Når vejrtrækningen ændrer sig.

Når skuldrene sænker sig en anelse.

Når stemmen bliver blødere, netop dér hvor noget genkendes.

Det er ofte i de øjeblikke, at helingen begynder – stille, nænsomt og i sit eget tempo.

Der er noget dybt forløsende i at finde ud af, hvornår det hele startede.

Smerten.

Angsten.

Den manglende følelse af værdi.

Ikke for at blive i det – men for at forstå, at det gav mening dengang.

At kroppen gjorde sit bedste.

Jeg er dybt taknemmelig for 2025.

For tilliden.

For modet.

For alle de øjeblikke, hvor mennesker tillod sig at blive mødt, som de var – uden at være forkerte.

2026 åbner et nyt kapitel.

Nye rammer.

Nye lokaler.

Men den samme fortælling i hjertet af mit arbejde:

At mennesker ikke skal fixes – men forstås.

At heling opstår, når noget bliver set, genkendt og holdt med omsorg.

Og hvis du er nysgerrig på, hvor det næste kapitel får lov at udfolde sig,

så kommer her en lille præsentationsvideo af mine nye lokaler på

Lombjergevej 1, 5750 Ringe.

Tak for det år, der gik.🙏

Jeg tager jeres fortællinger med mig – med respekt og ydmyghed – ind i det næste kapitel. 🥰🥹

28/12/2025

Et hjem er ikke et sted, man tjekker ind og ud af.
Det er et sted, man hører til.

I et hjem er der liv. Krummer på bordet. Vasketøj i bunker. Gryder, der skal røres i, og gulve, der igen bliver beskidte. Og midt i det hele lever børn – ikke som gæster, men som en del af fællesskabet.

Når børn hjælper til, også når de sukker og helst ville noget andet, sker der noget stille og vigtigt indeni. De mærker: Jeg er med. Jeg betyder noget her.

De erfaringer tager de med sig ud i verden. For når man har lært derhjemme, at man er en del af noget, bliver det lettere at indgå i fællesskaber udenfor hjemmet. I skolen. I fritiden. I relationer. Det bliver lidt mindre mig – og lidt mere os.

At skrælle kartofler, dække bord eller rydde op er ikke bare praktiske opgaver. Det er små invitationer ind i fællesskabet. En måde at sige: Du hører til her. Vi har brug for dig.

Selvfølgelig skal opgaverne passe til barnet. Ikke nødvendigvis til alderen – men til funktionsniveauet. Nogle børn kan meget tidligt tage ansvar for små ting. Andre har brug for mere støtte, tydelighed og gentagelser. Fællesskab må aldrig blive en kamp, men en mulighed for at lykkes.

Familier er bofællesskaber – ikke hoteller. Her bidrager vi alle, også på de dage hvor det er kedeligt, og lysten mangler. For livet består ikke kun af det sjove, men også af det, vi gør, fordi vi er en del af noget større end os selv.

Og netop dér vokser ansvar, selvværd og følelsen af at være vigtig.
Ikke fordi børn altid gider.
Men fordi de hører til ❤️

"Det, børn har brug for at erfare er, at det ikke altid kan være min lyst, min impuls og mit behov lige nu og her, som skal være styrende."

Psykolog, Sofie Münster, opfordrer til, at børn skal have flere huslige pligter, fra de er små. Hun mener nemlig, at det er et utroligt effektiv redskab til at lære at klare sig selv, når der opstår problemer i livet, og at det af flere grunde kan være afgørende for barnets trivsel.

"Det lærer også barnet, hvordan det skal indgår i fællesskabet udenfor familien, og hvis man virkelig skal kigge på det afgørende for børns trivsel, så er det noget af det."

Tak for besøget 🙏

23/12/2025

Sødeste Lærke, har sendt den sødeste julehilsen, som jeg har fået lov at dele med disse ord “Du deler alt det du vil. Også med navn og alt❤️
Alle skal have muligheden for og få en birgit i deres liv. Du er så fantastisk”❤️

Kære Birgit
Jeg ønsker dig den bedste jul du kunne drømme om❤️
Tusind tak fordi DU har hjulpet mig til og finde mig selv i 2025.
Det har været et meget udfordrende år for mig. Jeg føler hele mit liv har været vendt på hovedet. Jeg har lært mig selv og kende, sat grænser, begyndt og elske mig selv og min krop.
Takket være dig❤️
Jeg er så taknemlig for alt du har gjort for mig og jeg står i gæld med mit liv❤️. Man møder ingen så godhjertet og sød som dig. Du går ind for dit arbejde og gør alt i din magt for og hjælpe❤️ du skal vide at hvis det ikke var for dig så havde jeg virkelig været et træls sted.

Jeg har fået rigtig meget hjælp af Simon(psykiater), fået det medicin min hjerne har brug for. (20 mg elvanse + 10 mg mentylphenedat).
Og jeg har aldrig haft det så godt. Mit liv er helt anderledes. Jeg tænker så meget renere og slet ik så mange humørsvingninger. Jeg kan sætte grænser uden og få dårlig samvittighed.

Eksamen har jeg været til 3 gange i år. Geografi, religion og samfundsfag.
Trods et år jeg fik 1 løftet pegefinger, 1 advarsel og kommenteret på hvordan jeg ser ud osv. så er jeg gået til eksamen med alt hvad jeg kunne. Brugt alt den tid jeg kunne og jeg har fandme klaret alle 3 eksamener.
Geografi: 02
Religion: 4
Samfundsfag: 4

Jeg er fandme stolt af mig selv.
Jeg har haft så god gavn af elvanse, mentylphenedat og propanol til eksamen.

Jeg føler jeg har nået en kæmpe milepæl i mit liv.
Jeg er ikke længere Lærke med borderline. Jeg er Lærke med en adhd diagnose der først er fundet ud af nu. Den bragede derudad.
Endelig en der lyttede da jeg mødte dig. Endelig en der ser mig og lytter til mig som ikke bare siger det er borderline.

Jeg havde været fortabt uden dig.
Tusind tak. Det er et fattigt ord men jeg kan ikke takke dig nok.

Forsæt dit SÅ gode arbejde❤️ jeg hepper på dig.
Tusind tak Birgit❤️
Vi ses i 2026

Billedet kan købes hos Peleton

23/12/2025

✨♥️✨

Juleferien begyndte ikke med larm eller planer.
Den begyndte i stilhed.
I halm, varme åndedrag og et nyt liv, der stille fandt vej ind i verden.

Denne lille julekalv mindede mig om det, julen også er:
at noget nyt må fødes, når tempoet sænkes.
At håb ikke råber – det kommer blødt.

Nu lukker klinikken for en stund.
Jeg træder ind i juletidens ro med stor taknemmelighed i hjertet.
Tak til hver og én af jer, der følger med, som har vist mig tillid og ladet mig få lov at være en del af jeres proces i min lille klinik.

Jeg ønsker jer en jul med plads til pauser, nærvær og det, der spirer stille indeni 🎄✨
Må I mærke roen – og måske også et lille nyt begyndelsespunkt.

Vi ses igen efter jul.

Kærlig hilsen
Birgit

12/12/2025

Basic Course i neurofeedback - Othmer metoden.
Tak til Rikke Hoff for at gøre det muligt at uddanne en stor flok dygtige medarbejdere på udsatteområdet i Hjørring kommune. Det har været en stor fornøjelse at dele den sidste uge med jer. Vi ved at rigtig mange borgere i Hjørring kommune nu får god gavn af den enkle og effektiv indsats som neurofeedback er. STORT TILLYKKE TIL JER ALLESAMMEN 🇩🇰🇩🇰🇩🇰

08/12/2025

Kys nogen i dag 😘🥰

07/12/2025

Det næste kapitel… nu med ord 📖

I mit sidste skriv skrev jeg, at noget ville blive anderledes i 2026.
At forandringen havde lagt sig stille – sådan som Mille gør, når hun lægger sig midt i rummet og alligevel holder øje med alting.

Nu er tiden kommet til at sætte ord på det.

For fra 1. januar flytter klinikken hjemmefra.
Helt officielt.
Efter 5 år i de trygge, private rammer får mit arbejde nu sin egen adresse:
Lombjergevej 1, 5750 Ringe – et sundhedshus fyldt med ro, faglighed og hjerterum. ❤️

Og selvom rummet bliver nyt, flytter det vigtigste selvfølgelig med:
Min passion for at skabe tryghed, nærvær og indsigt.
Det er stadig min grundkerne – men i virkeligheden er der noget, der betyder endnu mere:

At du aldrig skal føle dig forkert.
At du kan mærke, at du bliver mødt, set og forstået.
At du kan lande et sted, hvor du ikke skal forklare dig væk eller være mere eller mindre, end du er.
Fordi alle mennesker er unikke – og det er netop dér, arbejdet begynder for mig.

Flytningen giver mig også mulighed for mere af det, jeg længe har ønsket at skabe plads til.
Jeg behøver ikke længere pakke bilen for at tilbyde:
• gruppesupervision
• gruppeterapi
• foredrag og undervisning

For nu får alt dette lov at bo under samme tag.
Side om side med det, der allerede har et kærligt, solidt fundament:
Individuel terapi, psykoedukation, supervision og Neurofeedback.

Det føles som at træde ind i et kapitel, der stille ventede på mig.
Ikke larmende.
Ikke dramatisk.
Bare rigtigt.

Og Mille… ja, hun tager sin pension med samme ro, som hun altid har bragt ind i rummet.
Hun ved godt, at hendes nærvær stadig lever videre – også når hun ikke længere ligger midt på gulvet og holder øje med verden.

2026 bliver et fint år. ❤️🥰
Et år med nye rammer – og det samme hjerte.

Jeg glæder mig til at byde dig velkommen på Lombjergevej.