12/12/2025
💊Medicinrester skal afleveres på apoteket💊
Finder du nogle gange på bunden af medicinskabet medicin, du ikke fik brugt, eller som er blevet for gammel?
Så skal det kasseres. Men det må ikke ske ved at smide det i skraldespanden eller skylle det ud i toilettet. Det skal derimod afleveres på apoteket.
Medicin er nemlig farligt affald, der skal destrueres i forbrændingsanlæg ved ekstra høje varmegrader. Det er farligt for både mennesker og dyr, hvis medicinresterne ligger frit tilgængeligt i skraldespanden, hvor det kan risikere at falde i de forkerte hænder. Og det forurener miljøet, hvis det bliver skyllet ud i toilettet.
Vi opfordrer desuden til, at man sorterer i medicinaffaldet, inden man indleverer det på apoteket:
Dette er medicinaffald – skal afleveres på apoteket
💊Medicin (både tabletter, salver væsker og vacciner) til mennesker og kæledyr
💊Insulinpenne
💊Kanyler, ampuller og skalpeller (skal indleveres i kanyleboks)
💊Gammeldags termometre, der indeholder kviksølv
Dette er ikke medicinaffald – skal ikke afleveres på apoteket
❌Tomme medicinbøtter og blisterpakninger
❌Tomme papæsker og yderemballage fra medicin
❌Vitaminpiller og andre former for kosttilskud
❌Elektroniske termometre, blodtryksmålere m.m.
❌Solcreme, kosmetik, lusemidler og andre plejeprodukter uden medicin i