17/03/2026
I sidste uge havde jeg en virkelig fin og dyb astrologisk samtale med 🪐
Jeg elsker astrologi, for vi kan for evigt blive ved med at dykke dybere ned i vores horoskop.
Det åbner sig og afslører nye lag i takt med at vi vokser i vores liv.
Den her samtale åbnede nye perspektiver på, hvordan mine placeringer faktisk løfter og understøtter hinanden.
Og især da vi "lidt tilfældigt" kom til at snakke om Chiron - som jeg altid har haft lidt svært ved at få begreb om - var der noget, der klikkede på plads:
~ Et sår på en overfladisk/ydre udskamning af mit inderste. 💫
For det er præcis mit dybeste sår, min Chiron, jeg er igang med at kigge på og heale.
• Den ur-smerte, jeg oplevede, da dragen mistede sine sommerfugle til omverdenen.
• Den frygt for afvisning, der holder mig tilbage fra overhovedet at åbne op.
• Den frygt for, at verden skal grine af, udskamme, latterliggøre og ødelægge mit inderste.
• Den overbevisning om, at jeg ikke må være for dygtig.
• Den overbevisning om, at jeg ikke må tale højt om eller vise, hvor dygtig jeg er.
• Den overbevisning, at jeg faktisk skal være den dygtigste.
• Den strategi om at gøre mig selv mindre og dermed ufarlig.
• Den kæmpe træthed over at blive misforstået, valgt fra, afvist og sat i forkerte båse.
• Den frygt for, at hvis jeg bliver for synlig, vil folk kræve noget af mig, jeg ikke er i stand til at give.
~ Det er en stor knude, jeg har taget fat på.
Det dybeste sår. Et kernetraume.
Var den nem at løse op, havde jeg gjort det for længst. Men det er ikke umuligt, så nu gør jeg det.
En knude af gangen. Lag for lag.
Tak, for at kaste lys og indsigter over nye lag i mit horoskop 🪐
🖤✨️
